Af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen.
Mens jeg gik på sprogskole i Israel, kom en af de andre i klassen, Roni, med et ret voldsomt udfald mod kristendommen – og specielt mod mig som bekendende kristen. Men livet gik videre, og jeg tænkte egentlig ikke så meget mere over det. Sommeren gik, og efter ferien fortsatte Roni i en anden klasse. Men selvom jeg havde lagt det bag mig, så havde Roni ikke glemt episoden.
Umiddelbart efter Rosh HaShanah, den jødiske nytårsdag, opsøgte han mig nemlig og bad om tilgivelse for de voldsomme ord. For som from jøde kunne han ikke nå frem til den forestående Forsoningsdag med ro i sindet uden først at have søgt min tilgivelse. For mig var det let at tilgive, for jeg havde ikke opfattet ordene så hårde, som Roni åbenbart huskede dem. Det nye år kunne ikke blive til en ny begyndelse, før han havde bedt mig om tilgivelse. Episoden blev en påmindelse for mig om både den alvor og den storhed, menneskelivet rummer. Hvad var det, der drev Roni?
Tilgivelsens tid
Den jødiske nytårsdag Rosh HaShanah er en fest, som rummer stor alvor. Her skal mennesket nemlig gøre regnskab for sit liv. Festen begynder i år ved solnedgangen den 25. september, og den indleder ”de ti frygtelige dage”, ti bodsdage, frem til den store forsoningsdag. I denne periode skal mennesket gøre bod for sine synder og søge forlig med dem, man har forsyndet sig imod i det år, der er gået.
“Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt.”
Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt. I jødisk tradition går det så vidt, at hvis den, man har gjort uret, er død i mellemtiden, skal man tage ti mænd med til vedkommendes grav og dér bede om tilgivelse.
En ny begyndelse for både mig og min næste
Det er så let at gå videre, selv om der er mennesker, vi har gjort uret. Det er så let at nøjes med at sige: ”Forlad os vor skyld” til Gud. Det har vi lov til. Men Roni blev en påmindelse om, at vi ikke kan gemme os bag en from bøn til Gud med de sår, vi har tilføjet et andet menneske.
Da han kom til mig, blev det en ny begyndelse for os begge: For ham, fordi jeg gerne tilgav ham, så han nu kunne gå frem mod den forestående Forsoningsdag og bede Gud om tilgivelse for det, han havde forsyndet mod Gud – for mig fordi det blev en påmindelse om, at også jeg må søge tilgivelse hos det menneske, jeg har gjort fortræd. Det jødiske nytår er altså væsensforskelligt fra vores nytårsfejring. Det er en bodsdag, der indleder en bodstid.
Vi har et ansvar
Rosh HaShanah peger på den måde frem mod den nye begyndelse, som egentlig kommer med Forsoningsdagen, Yom Kippur. Rosh HaShanah peger på både alvoren og storheden i menneskelivet. Alvoren ligger i, at vi står til ansvar for vore handlinger og ord. Men det er også storheden, at vore handlinger og ord har betydning. Vi har ansvar. Vi har moral. Det er noget af det, der ligger i, at vi er skabte i Guds billede. En besværlig storhed somme tider. Men netop som moralske væsener må vi bekende og søge tilgivelse for vore fejl.
Vi kan bede vores næste om tilgivelse. Det kan føles uendeligt ydmygende, men det er den nye begyndelse for begge parter. Og den mulighed må vi ikke lade gå fra os. For det er også en storhed, at vi på den måde kan tage det ansvar på os, som vi er skabte til.
“En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.”
Og så må vi søge til Gud. Det er en ufattelig mulighed og rigdom, vi har fået som kristne, at vi må lægge den skyld, vi har overfor Gud, på Jesus, og samles ved hans bord. Det er en ny begyndelse søndag efter søndag. Vi får lov til at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”. Men lad os ikke lade sårede mennesker ligge bag os, hvis vi har mulighed for at rette op på vore fejl.
En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.
