”Alting har en ende, en regnorm den har to”. Shubidua og det danske. Det kalder lige om lidt. Vi er blot få dage væk fra en flyvetur til Danmark, og vi skal snart sætte det sidste punktum. Det er en ambivalent tanke, men alting har en ende. Heldigvis er græsset også grønt på den anden side, og måske mindre stikkende end det israelske. Vi benytter derfor de kostbare timer til at besøge de sidste organisationer, fornemme den israelske varme, når den er bedst og snuse de sidste indtryk til os.

Vi er netop kommet hjem fra Nazareth Village, som jeg selv vil beskrive som et levende museum for, hvordan man levede på Jesu tid. Her guides man igennem et ’’traditionelt’’ museum i starten, hvor man sættes ind i datidens kontekst, hvorefter man træder ud i marken, som er fyldt med mennesker, der hver især spiller en rolle i byen. Vi agerede kvinder, der skulle samle urter ind til måltidet, men som timerne trillede afsted, gik vi over i en blomsterfascination og fik derfor lavet en del blomsterkranse og diverse buketter. Det var kun med til at understrege den idylliske virkelighed, som turisterne trådte ind i.

Ærligt sagt, så kunne minutterne føles lange i løbet af dagen, da solens stråler var skarpe, arbejdsopgaverne få og turistgrupperne ankom med store mellemrum. Det fik mig til at tænke over hvor få dage, der reelt var tilbage. Midt i lidt småsludren og grublen, kom en gruppe forbi, hvor en kvinde i forbifarten siger ”thank you for being here and making the village alive”. Sådan en udtalelse føltes som regn i en ørken – tiltrængt! Ikke fordi vi var modløse, men at føle sig værdsat i et arbejde, som nemt kan blive overset, var opløftende. Dog var glæden ved at være hos Nazareth Village stor. Vi havde adskillige samtaler med andre volontører om alt mellem himmel og sjæl, hvilket gjorde denne organisation til noget helt særligt, da fællesskabet tog imod os med åbne arme og kindkys. Det var også en sludder for en sladder, der gav vores første dag i Nazareth et friskt pust, da vi tilbragte 8 timer med at pakke olielamper ind, så de kære turister kunne tage lidt med i hånden, når de forlod det første århundrede igen.

Generelt kan man ikke altid se frugten af vores arbejde, og vi har af og til lagt det over til Gud, at vores arbejde var til større glæde og gavn, end vi kunne se. Det var også noget, vi har været opmærksomme på fra starten af i vores Missionspilotprogram, da det har handlet om (i hvert fald for mit vedkommende) at give af sig selv og sin arbejdskraft samtidigt med, at vi kunne modtage af de omgivelser, vi mødte. For mig var det vigtigt at blive en del af lokalbefolkningen, og ikke blot føle mig som en turist, fordi jeg før har oplevet det ’label’ i Israel, da jeg var her på turistbesøg i 2015. ”Speciel price for you my friend”, og så har de alligevel taget overpris. Amerikanerpris, som det også bliver kaldt af og til. Denne gang tog de kun fusen på os i starten. Nu er vi blevet klogere og falder ikke længere for de formildende toner, når der forhandles (så let, i hvert fald).

Dette er en meget håndgribelig udvikling at tage fat i, men hold nu på hat og briller, for der er sandelig sket mere end det. Hvis jeg skal tage fat i det lidt mere ukonkrete, vil jeg vove at påstå, at vi alle er blevet til en lidt bedre version af den, vi var, sammenlignet med startskuddet d. 5 februar. Denne udvikling er dog sværere at gennemskue fra den ene dag til den anden, og vi må derfor stoppe op midt i vores travle program til tider for at beskue frugten af vores arbejde; dét vi gør for omgivelserne, og hvad omgivelserne gør for os.