19. juni 2017
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Sahar Sadlovsky Gold er Jesus-troende jøde. Da han for nogle år siden fandt det Nye Testamente på internettet, blev han nødt til at forholde sig til det. Efter længere tids kamp med de svære spørgsmål, blev han klar over, at Jesus er Messias. Igennem mødet med andre kristne i Immanuelkirken i Jaffo, tog hans liv et radikalt kursskifte, og han har siden stræbt efter at følge Jesus ubetinget. Sahar erfarer, at det ikke altid er lige nemt, men oplever, hvordan Gud er nær, selv når hverdagen er grå, og at han griber ham, når han falder.

Gud forsoner

Klaverets afsluttende toner flyder sammen med livlig snak i det mildt oplyste kirkerum. Jeg sidder på en solid træbænk sammen med Sahar i Apostelkirken i København i anledningen af Israelsmissionens årsmøde. Den afsluttende gudstjeneste har netop nået sin ende, og det slår mig pludselig, hvor forunderligt Gud virker og arbejder. På en eller anden måde formår han at samle mennesker på tværs af kulturer og samfundsskel og forene og forsone dem i ham. Da jeg mødte Sahar første gang, var det under varmere himmelstrøg. Jeg tilbragte foråret i Israel som kirkevolontør i Immanuelkirken, hvor Sahar var en del af den brogede menighed, som både han og jeg kalder for hjem. Nu sidder vi sammen her i kolde Danmark, og reflekterer lidt over den rejse, Gud har ledt ham på.

Rabbineren skuffede

Sahar voksede op i Israel i en traditionel jødisk familie syd for Tel Aviv. Selvom han og familien fejrede de jødiske højtider og boede i et område fyldt med synagoger, fortæller han, at troen ikke var noget, der fyldte i hans liv: ”Jeg levede mit liv efter mine regler. Det med Gud kom ikke mig ved,” fortæller Sahar. I stedet var han optaget af at spille fodbold og at skabe et godt liv for sig selv. Han ville have alt ud af tilværelsen, som kunne gavne ham.

Men da Sahar som 16-årig oplevede, at hans fætter blev alvorligt syg med kræft, åbnede det op for nye spørgsmål. Familien tog kontakt til en rabbiner i håbet om, at han ville komme og velsigne ham og bede for ham. Rabbineren forlangte dog titusinder af shekel for at komme til hospitalet og ”hele” ham.

”Det knuste mig,” fortæller Sahar, men fortsætter: ”Jeg kendte ikke Gud, men vidste i mit hjerte, at dette ikke var måden at nå til ham.”

Selvom rabbineren kom og bad for fætteren, døde han alligevel. Sahar beskriver det, som en afgørende oplevelse i sit liv. Han er udmærket klar over, at ikke alle udnytter menneskers smerte og håb på denne måde, men det var med til at skabe en større eftertanke hos ham.

Gæstfrie kristne arabere pirrede nysgerrigheden

Nogle år senere begyndte Sahar at spille på et fodboldhold sammen med nogle kristne arabere fra Jaffo. De blev gode venner og inviterede ofte Sahar med hjem. Her oplevede han en helt særlig gæstfrihed. ”Det var den måde, de var sammen på, der virkelig rørte mig,” fortæller han og uddyber: ”De var gode og rare ved hinanden, og det smittede.”

De nye venskaber skabte en lyst i Sahar til at forstå mere om deres baggrund og tro. Men han følte ikke, at han kunne spørge dem direkte: ”Jeg var jo jøde, og de var kristne,” forklarer han mig. Derfor søgte han i stedet på internettet, og her fandt han det Nye Testamente på hebraisk. Da han begyndte at læse evangelierne fik han nærmest et chok. Han havde forventet at læse en bog fyldt med antisemitisme, der opfordrede til jødehad, men i stedet var det en bog skrevet af jøder om jøder. ”Min første reaktion var: Hvorfor er det blevet skjult for os? Hvorfor ved vi jøder intet om evangeliet?” fortæller Sahar og fortsætter: ”Det gik op for mig, at det mest jødiske jeg kunne gøre, var at tro på Jesus.”

Jøden Jesus og spændingsfeltet

I sit første møde med evangelierne, var det især karakteren Jesus, som rørte Sahar. ”Vi har alle mødt utallige mennesker gennem livet – nogle gode andre knap så gode – men i det Nye Testamente mødte jeg en person, jeg simpelthen blev nødt til at tage stilling til,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg kunne simpelthen ikke finde én ting, der var galt med ham. Hans karakter er så positiv – om du tror på Gud eller ej. Jeg havde fornemmelsen af, at selvom jeg sad alene på mit værelse, så var Jesus sammen med mig.”

Sahar oplevede dog stadig, hvordan hans forestilling om, at Jesus ikke er for jøder, skabte et spændingsfelt i ham. Derfor stoppede han med at læse i nogle uger, men måtte dog erkende, at han kunne slukke for computeren, men ikke for Jesus. Han beskriver eftertænksomt, hvordan det gik fra historisk viden til tro og liv i ham: ”Jeg forstod, at han som hedningene kaldte Jesus, var søn af David – han er Messias! Og han døde for mig.”

Levende tro skaber længsel

Når Sahar tænker tilbage på den første tid som Jesus-troende jøde, beskriver han den som meget ensom. I begyndelsen var han overbevist om, at han var den eneste jøde, der troede på, at Jesus er Messias. Det resulterede i, at han i en lang periode forsatte med at leve sit liv, som han altid havde gjort. Han rejste en del rundt og boede med sin ikke-kristne kæreste. ”Jeg levede mit liv som en ulv og gjorde, hvad jeg ville. Men intet kunne mætte hullet i mit hjerte,” fortæller Sahar. Det blev dog klart for ham, at hvis Jesus skulle være Herre i hans liv, måtte der ske nogle radikale ændringer.

Gennem internettet fandt han frem til Immanuelkirken i Jaffo. Det var et stort skridt for ham at tage derhen, og han beskriver, hvordan han nærmest var bange for at træde ind ad døren: ”Jeg tog én af mine arabisk-kristne venner med, og lod ham gå forrest ind,” fortæller Sahar med et smil på læben.

Da gudstjenesten begyndte sang hele menigheden den jødiske trosbekendelse på hebraisk. Den lyder: ”Hør Israel: Herren er vor Gud, Herren er én.” Det var en overvældende oplevelse for Sahar. Her var et sted, han ikke behøvede at forkaste sine jødiske rødder. Han kiggede rundt, og så alle de mennesker, som havde en levende relation til Gud og fortæller: ”De havde noget jeg ikke havde, og det skabte en længsel i mig efter at høre mere.” Det blev begyndelsen på et nyt liv for ham.

Immanuelkirken rummer forskellighed

Immanuelkirken har på mange måder spillet en stor rolle i Sahars liv. ”Gud brugte på en særlig måde Immanuelkirken til at handle i mit liv. Her mødte Han mig, ledte mig ind i et fællesskab med andre troende og begyndte at forme mit liv og mine holdninger.”

Byen Tel Aviv kan beskrives som en kulturel sammensmeltning af folk fra alle verdenshjørner, og det kommer også til udtryk i Immanuelkirken, der rummer en broget menighed af mennesker på tværs af landegrænser og samfundslag. Kirken ligger i bydelen Jaffo, som også er stedet, hvor apostlen Peter fik synet fra Gud om, at evangeliet er for både jøder såvel som alle andre folkeslag.

”Immanuelkirken er et sted, hvor mennesker fra alle nationer mødes,” fortæller Sahar og tilføjer: ”Her oplever jeg meget konkret, hvordan Gud har forsonet sig med os, og bragt os tæt ind til ham, og derved også tæt på hinanden.”

Mange mennesker kommer også til kirken grundet dens udsmykning og de koncerter, der arrangeres. De besøgende får dog langt mere end bare et møde med et bygningsværk. Her møder de troende, som lytter, viser næstekærlighed og respekt, og de får et pusterum i hverdagen. Flere får også det Nye Testamente i gave og et levende møde med Jesus.

”Jeg lærte at sætte mig selv til side”

For Sahar er der ingen tvivl om, at Gud har skabt store ændringer i hans liv. ”Evangeliet gør mig i stand til at forandre mig til det bedre.” forklarer han ”Jeg er langt fra perfekt, men jeg er heller ikke, hvad jeg var før.” Førhen lå hans fokus på, hvad verden kunne tilbyde ham af materielle goder, men det ændrede sig: ”Ikke at det udelukkende er dårligt at eje ting, men jeg gjorde det til min gud, og det var forkert. Jeg troede, at hvis jeg opnåede noget, ville det forløse mig.”

Derfor var det også en markant beslutning i Sahars liv, da han sagde sit job i telemarketing-branchen op, for at arbejde med udviklingshæmmede børn. ”Man kan sige, at gennem dette arbejde lærte han mig at tjene.” reflekterer Sahar og konkluderer: ”I stedet for at sende mig direkte ud i en opgave, hvor jeg var i fokus, lærte jeg ydmyghed og at sætte mig selv til side.”

Det er intimt at dele evangeliet

I øjeblikket arbejder Sahar for organisationen Jews for Jesus, der ønsker at bringe evangeliet til jøder. Meget af deres arbejde i Tel Aviv udgår fra deres hovedkvarter med navnet Moishe Rosen Center, der ligger i et kunstnerisk kvarter i byen. Herfra foregår undervisning, gadeevangelisation, møder, kunstudstillinger, åbent hus for området og mange andre gode tiltag.

For Sahar giver det god mening, at de benytter forskellige måder at nå mennesker på. ”Vi bruger ting som kunst og musik til at få forbindelse til mennesker. Det er fantastisk at få lov til at skabe nye venskaber gennem noget så intimt, som at dele evangeliet.”

Troen skaber et spændingsfelt

Da jeg spørger Sahar om, hvordan han fortsat lærer at sætte sin lid til Gud, reflekterer han et øjeblik, men svarer så: ”På én måde er det en kæmpe befrielse, at vi kan stole på Gud, men på samme tid, er det også en kæmpe udfordring. Det sker tit, at jeg fejler i at stole på Gud. Men også her møder Gud mig igen og igen og viser mig, at jeg kan stole på ham. Han anerkender mine svagheder og hjælper mig med at stole på ham.”

Sahar ser også spændingsfeltet mellem at være sat fri i Jesus og så stadig leve i en falden verden. Her er det let at blive distraheret af følelser og tanker. Som alle andre mennesker kan han være trist og i dårligt humør. ”Men så husker jeg på, hvem jeg er, hvor jeg har været, og hvor jeg er på vej hen,” fastslår han. Dét liv, han levede før Jesus, er stadig en del af hans historie, som præger, hvem han er. Men Sahar ved også, at livet som Jesu discipel er en vandring gennem hele livet, og ikke bare noget, der sker natten over. Vi må dagligt vælge, at sætte vores håb til ham og vente med tålmodighed.

Det er et stort ønske for Sahar, at være omsorgsfuld og at have et brændende hjerte, for dem som endnu ikke kender Jesus. Men han oplever også, hvordan det til tider er svært: ”Nogle gange fokuserer jeg alt for meget på mig selv, og ikke på de mennesker, som har brug for frelsen.” Stoltheden er også noget han kæmper meget med. ”Jeg har brug for Guds nåde til at overkomme den,” forklarer han og slutter: ”Men jeg ved at Gud går med skridt for skridt, og hjælper mig på rette vej.”

Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.