Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ,  må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje. (5 Mos 21,22-23)

Ugens portion: 5 Mosebog 21,10-29,15

Denne Tora-portion er fyldt af spændende, voldsomme og sjove reglementer for Israels fællesskab med hinanden. Et eksempel kunne være dette påbud: ” Hvis to mænd kommer op at slås, og den enes hustru kommer til for at redde sin mand fra den, der slår ham, og hun rækker hånden ud og får fat i den andens kønsdele,  så skal du hugge hendes hånd af. Vis ingen barmhjertighed!” (5 Mos 29,11-12). Man kan da ikke andet end at smile, når man læser et sådant påbud. Men i min læsning af teksten skete det, at midt i disse love og påbud trådte de først citerede vers frem. De sprang nærmest ud af bogen.

Pludselig gjorde Guds ord sin gerning helt konkret på mig, og jeg blev ramt af vægten af sætningen: “den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse”. For jeg er efterfølger af en sådan mand. Jeg er discipel af Herren Jesus Kristus. Han blev jo dømt og hængt på et træ. Jesus blev nedsunket i urenheden, skammen og forbandelsen ved en korsfæstelsesdød. Men jeg ser ikke på ham som en forbandelse. Tværtimod! Når jeg ser et billede af Jesus på korset i mit stille sind, så fyldes jeg af glæde og håb.

Israel så kun forbandelse, når de tænkte på at blive hængt på et træ, men den glædelige nyhed, evangeliet, er, at Gud i sin overstrømmende kærlighed brugte ondskabens værktøj til at bringe frelsen og Guds rige nær. Den jødiske hårdhjertethed overfor en korsfæstet Messias er åbenlys i lyset af disse vers fra Toraen. Hvor må vi dog kæmpe for at vise dem, at Jesus virkelig er den ventede Messias både på trods af og på grund af hans forfærdelige korsfæstelsesdød.