Simon Krüger, stud.theol. på Menighedsfakultetet og projektmedarbejder i Israelsmissionen

En af velsignelserne ved at læse teologi på Menighedsfakultetet er, at der i studieordningen er indlagt tre ugers praktik. En god opsparing og villighed fra vores trofaste partner Jews for Jesus gjorde, at jeg først i uge 40, stod på 60 Haight Street, San Francisco, California og havde udsigt til en fantastisk skyline og tre spændende uger i selskab med lokalafdelingsleder og missionær Rob Wertheim.

Under hele opholdet var jeg indkvarteret i et større victoriansk villahus ejet af organisationen hvor tre andre unge boede fast. Huset er tænkt som et åbent hjem, hvor jøde og ikke-jøde, kristen som ikke-kristen er velkommen. De fastboende unge er tilknyttet ar-bejdet og afholdte sabbatsmåltider og andre arrangementer. Jeg var således hele tiden omgivet af personer, der, på alt fra verdensplan til mindste lokalplan, arbejdede og levede i mission. Primært fulgte jeg Rob i hans arbejde med at skabe og følge op på de kontakter, han og andre missionærer havde fået gennem gadeevangelisation. Jeg var med ude at besøge mennesker i alle aldre, der havde levet med Herren i alt fra få måneder til flere år og jeg erfarede hvordan man kan lede et bibelstudie over Skype.

Giv det videre

Gennem det hele skinnede noget af det Jews for Jesus er allermest skarpe på: Det vigtigste vi kan give videre, er evangeliet om Jesus, derfor skal vi dele det – med det samme! Jews for Jesus ser netop på dette som en påtrængende nødvendighed, et akut behov og de understreger uopsætteligheden af opgaven. Og med dét som mål går de bare i gang. Hvor jeg så et hyggeligt marked, en afslappende park eller en finalekamp i baseball så Rob altid mulighed for mission. Hvis der var et stort event med mange deltagere, skulle vi også være der. Vi var bl.a. til stede ved San Franciscos årlige marked, på det lokale universitetscampus og ved det amerikanske flyvevåbens opvisning. De havde udtalte taktikker omkring uddeling, placering, at man skal sige »velbekomme« når folk siger: »nej tak« etc. I dansk kontekst har jeg sjældent set en så frimodig og direkte måde at forholde sig til, at verden har brug for Jesus.

De unge udfordrer

I anden uge af min praktik afholdtes et internationalt bestyrelsesmøde i organisationen. Repræsentanter fra lokalafdelinger fra hele verden var således samlet ved hovedkvarteret til undervisning, drøftelse af missionærudsendelse, diskussion af organisationens fremtid samt for i fællesskab at gennemføre en outreach. Jeg var med til både undervisning, outreach, intro- og afslutningsarrangement samt måltider og fik her mulighed for at møde flere nøglepersoner og drøfte missionsarbejdet. Her blev det tydeligt for mig, at Jews for Jesus hele tiden eksperimenterer med, hvordan de mest effektivt kan nå mennesker med evangeliet. Især den unge generation i organisationen ser i stigende grad behovet for mere end kun den oldschool taktik, at dele traktater ud. I stedet stiger fokus på de mere fysiske og psykiske behov som »kontakter« kan have. Nogle af dem som har været med i organisationen i lang tid er derfor nervøse for, om traktatuddeling som metode er på vej ud. Det har altid været en kerneaktivitet i Jews for Jesus’ arbejde, fordi det åndelige behov, behovet for at anerkende Jesus som frelser til syndernes forladelse, altid har stået i centrum.  De unge i huset, hvor jeg boede, blev oftest venner med dem, de delte evangeliet med. De så deres livsførelse som vidnesbyrd, hvilket mere ligner tilgangen, jeg kender fra Danmark. Rob understregede dog, at der her er stor risiko for ikke at få delt selve evangeliet om syndernes forladelse, fordi man ikke ønsker at støde folk væk. Rendyrkes det åndelige behov, er der dog ligeledes risiko for, at de fysiske og psykiske behov underkendes. Formålet med kontakter bliver kun at præsentere dem for evangeliet. Andre behov må vige fuldstændigt.

Det handler om Jesus

Spørgsmålet om tilgang og måden at missionere på var man ikke helt enige om på det fælles bestyrelsesmøde, men ét holdt alle fast i: Det centrale var evangeliet om Jesus Kristus. Alt vi gør, skal pege på ham og have ham som mål. For en komfortzone-søgende dansker som mig var dette en stor udfordring. Alt for ofte mangler jeg mod til at bringe trosemner på banen, selvom jeg kan karakterisere mit møde med ikke-kristne som en form for mission. Netop at bringe fokus på Kristus blev pejlemærket for mig. Dette kan få en oldschool gademissionær til at se, at man ind i mellem må lade traktaterne blive i taskerne for at tage sig tid til en snak med et dødsfrygtende menneske. Samtidig holder det mig som konfrontationskritisk dansker op på, at troen kommer af det som høres og at jeg må gribe frimodigt om de muligheder, jeg får for at dele min tro.

Mit vidnesbyrd skal være til at forstå!

Ved en uddeling af traktater på San Francisco State University, prikkede en jævnaldrende mørkhåret dreng mig pludselig på skulderen og sagde: »Jews for Jesus. Okay. Så hvem er ham Jesus?«. Noget i mig sagde, at jeg burde blive glad for spørgsmålet. Pga. min basale frygt for troskonfrontation blev jeg der imod mest af alt skræmt og allerværst anede jeg først ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte løs og tyede instinktivt til dogmatiske læresætninger, men det blev hurtigt bremset af min forestilling af, hvordan han ville høre min udlægning af Luthers syndsforståelse. Jeg erfarede kort sagt spændingen mellem at ville formulere korrekt lære og samtidig give et aktuelt og forståeligt vidnesbyrd. Mine dogmatiske kundskaber kunne ikke stå alene, de måtte iklædes en nutidig skikkelse. Efter hændelsen har jeg dog glædet mig over at have set, at evangeliets hovedperson stadig er relevant i dag. Det styrker yderligere frimodigheden til at udfordre min konformitet og opsøge mere direkte mission. Fra læsepladsen og læresætningerne blev der pludselig bygget bro til universitetscampus og vidnesbyrd. Evangeliet skal prædikes lige her og nu og det skal forvandle mennesker lige her og nu!

Udlevet teologi

I forlængelse heraf oplevede jeg, hvordan mine evner fra teologi kan blive bragt i spil ved bibelstudier og i mødet med kontakter. Eksempelvis ville en jødisk kvinde ikke studere profeterne (og uskadeliggjorde således jødemissionærens stærkeste våben: Esajas 53) men kun 1. Mosebog. På vej dertil kunne jeg således foreslå at diskutere Guds Ånd samt flertallet »os« i vers 26. Dette kunne være med til at stille spørgsmålstegn ved den strenge jødiske tro på én Gud, der typisk bliver argument til afværgelse af snakken om Jesus som Guds søn. Når teologien skal »praktiseres« kræver det en åbenhed og frimodighed, som ingen lærebøger umiddelbart kan levere. Samtidig kan god og sund teologisk kundskab bidrage enormt til menneskers vandring med Gud. Et praktisk arbejde med teologi kræver således både viden og frimodighed. På dette punkt er Jews for Jesus enormt skarpe og har således meget at lære mig, der stadig nyder komforten på læsesalen. Jeg så, at hvis begge dele bevares kan Gud virkelig arbejde. Dermed kan han springe grænserne for, hvad vi tænker om hans mission. Dette kan Han gøre gennem alt fra en missionær, der bruger Skype til en fra starten imagebekymret dansker med en statement-t-shirt foran et baseballstadion.