Guds karakter må afspejles i vores teologi
– også i spørgsmålet om Israel

Kent Grinderslev Rasmussen, stud.theol., 15. februar 2016

I efteråret 2015 fulgte stud.theol. Kent Grinderslev Rasmussen faget ”Palæstinensisk teologi” på sit teologiske studium. Han har i mange år været engageret i arbejde relateret til Israel, og faget udfordrede ham på flere måder – særligt i forhold til samspillet mellem bibellæsning og de praktiske konsekvenser det får omkring konflikten mellem jøder og palæstinensere.

Hvordan jeg læser min Bibel er vigtigt! Det har betydning ikke kun for mig selv, men også for hvordan jeg betragter andre. Historien viser, at en bestemt bibellæsning kan bruges til at retfærdiggøre udnyttelsen af etniske eller social grupper eller give grupper positiv særbehandling med henvisning til deres særlige etnicitet.

I mit møde med kristne palæstinensere er det blevet klart for mig, hvor forskelligt man kan se på forståelsen af forholdet mellem Israels folk i Det Gamle Testamente (GT) og kirken som Guds folk i dag. Også i spørgsmålet om forståelsen af landsløfterne i GT spiller dette en vigtig rolle.

Der er mange nuancer i den teologi. På den ene fløj er der kristne zionister, som argumenterer for det jødiske folks gudgivne og bibelske ret til det landområde, som fx Vestbredden i dag er en del af. På den anden fløj er kristne palæstinensere, som i stedet fremhæver bibelens budskab om retfærdighed og fjendekærlighed. I deres optik retfærdiggør kristne zionisters læsning af bibelen den undertrykkelse og besættelse, de selv er udsat for af staten Israel. Derfor er det ingen overraskelse, at kristne palæstinensere afviser den teologi, som visse kristne zionister argumenterer for.

Formålet med denne artikel er dog ikke at undersøge, hvilken af de to der har mest ret, men at anerkende det spændingsforhold mellem bibelske sandheder, der kan synes at opstå for os, som læser den.

Tidsperioder

I løbet af de sidste par århundreder har særligt én måde at læse bibelen på vundet frem. Her læser man verdenshistorien som en række tidsperioder, hvor Gud har henvendt sig til mennesker på forskellige måder. Fra skabelse til fald (1 Mos 1-3), fra fald til syndflod (1 Mos 3-8), fra syndflod til Abraham (1 Mos 9-11), fra Abraham til Sinaj (1 Mos 11 – 2 Mos 19), fra Sinaj til Golgata (2 Mos 19-ApG 1), fra Golgata til 1000-årsriget (ApG 1-Åb 20) og tidsperioden i 1000-årsriget (Åb 20-22). Antallet af tidsperioder kan variere, men oftest nævnes disse syv. Tidsperioderne har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, men Gud møder mennesker forskelligt i forskellige tidsperioder af verdenshistorien. Da den nye pagt, som kommer i kraft af Kristus, ikke i udgangspunktet erstatter den gamle pagt, ligger der også i denne teologi en forventning om, at Gud fortsat vil opfylde sine løfter til Israel og det jødiske folk. De er ikke er opfyldt i Kristus, men venter fortsat deres endelige opfyldelse. Landløfterne bliver derfor centrale. Forventningerne om, at Gud snart vil opfylde løfterne til Israel, er forståeligt nok kun vokset siden 1948, hvor staten Israel blev oprettet. Denne teologiske retning kaldes dispensationalisme.

Når man ser på konsekvenserne af en sådan teologi i Israel og Palæstina rejser der sig en række spørgsmål. Ikke mindst af etisk karakter. Hvordan stemmer en sådan teologi overens med, hvad Bibelen også siger? Hvad gør vi med de modsætninger, som synes at opstå? Den afgørende sandhed og begivenhed i kristen teologi er Guds frelse og forsoning i Kristus. Kristen etik – den måde kristenlivet leves ud – må altid tage sit udgangspunkt i Kristus og hans lære om retfærdighed og næste- og fjendekærlighed. Hvis konsekvenserne af vores teologi på et område spænder ben for dette, må vi tilbage til tegnebrættet. Derfor er det et problem, når en dispensationalistisk teologi kommer i vejen for eller tilsidesætter Jesu ord om kærlighed, fred og retfærdighed for at retfærdiggøre handlinger, som fremmer undertrykkelse og uretfærdighed.

Forventningen om at Gud allerede nu og i fremtiden vil opfylde sine løfter om landet til Israel, så staten Israel også kommer til at omfatte de palæstinensiske landområder, svækker bestræbelserne på at skabe retfærdighed, fred og forsoning i området nu. Det er forståeligt, at kristne palæstinensere ikke kan finde sig selv i en teologi, som siger, at Gud snart vil opfylde sine løfter og give Israel – i betydningen staten Israel – råderet over hele landområdet og dermed også over dem og deres historiske ret til deres jord. Hvis det er et sådant fremtidsbillede, man har, hvorfor så kæmpe for retfærdighed for den palæstinensiske befolkning i dag? En kristen zionistisk teologi der ukritisk støtter staten Israels bestræbelser på at erobre og besidde hele det palæstinensiske landområde på bekostning af det palæstinensiske folk, står for mig at se i strid med den etik, som bibelen taler om.

Men kan man afvise en læsemåde af bibelen ud fra de potentielle politiske eller sociale konsekvenser en sådan læsemåde måtte have? Kan man ikke være overbevist om, hvordan bibelens tale om landløfterne skal læses og så i øvrigt undlade at forholde sig til den aktuelle konflikt i Israel/Palæstina? Hvis vi kan det, har vi så grebet evangeliet om, at vi selv er sat fri fra dødens ødelæggende og nedbrydende magt?  Gud greb ind i verdenshistorien for at frelse enhver, der følger ham og genoprette det, som synden har ødelagt. Det gælder også der, hvor mennesker undertrykkes og friheden tages fra dem.

Men har Gud da ikke planer for det jødiske folk og landområdet i Israel/Palæstina? Jo, bibelen taler klart om Guds planer med Israel. De handler om frelse. Gud ønsker, at hele Israel skal frelses. Er landet og oprettelsen af staten Israel en del af den plan? Måske! Men vi må skelne mellem Guds forsyn og vores opgave, indtil det sker. Vi har fået ét mandat fra Kristus – at forkynde evangeliet og kæmpe mod uretfærdighed og ondskab i verden. Hvordan Gud ønsker at frelse det jødiske folk og bruge dem i sin frelsesplan, er hans sag og ikke vores.

Den dominerende teologi om forholdet mellem kirken og Israel har op gennem historien været, at kirken har erstattet det jødiske folk – også kaldet erstatningsteologi. Denne forståelse tager ikke højde for centrale bibelsteder og må afvises. Dertil kommer, at den har givet grobund for kirkens antisemitisme igennem tiden. I stedet for at give det jødiske folk positiv særbehandling på bekostning af andre etniske grupper, sådan som dispensationalismen gør, leder erstatningsteologien til negativ særbehandling.

En anden vej

Sammen med Jesus-troende jøder og palæstinensere må vi finde en anden vej. Vi må finde en måde at læse bibelen på, der både tager bibelens ord alvorligt og får implikationer, der ikke modsiger hverken evangeliet eller en kristen etik – ellers er det ikke sand bibelsk teologi.

En sådan forståelsesnøgle bør indeholde og opfylde følgende kriterier:

(1) For at en teologi kan være sand, må den være bibelsk funderet. Både GT og NT er Guds åbenbarede ord til os og kun igennem et seriøst studie heraf, kan vi nærme os en sand teologi. Megen teologi er blevet udformet på baggrund af en selektiv læsning af bibelen, hvor bibelen er blevet mere misbrugt end brugt.

(2) Vi må ikke se bort fra konsekvenserne af vores teologi. Fører den til holdninger og handlinger, som er i modstrid med, hvad bibelen også taler om? I så fald er der noget galt. Et træ skal kendes på dets frugter, sagde Jesus (Matt 7). Vi må være villige til at gentænke vores læsning af bibelen, hvis den ikke fører til sund kristen etik med udgangspunkt i skabelsen og Jesu ord i Bjergprædiken.

(3) En sand teologi må afspejle det kristne håb om Guds genoprettelse og fornyelse. Som kristne tror vi på Guds magt til at genskabe og forny. Ikke som en undskyldning for ligegyldighed over for verden nu, men som en opmuntring til at gå ud i verden på Guds ord og arbejde for retfærdighed og fred og på den måde lade Guds vilje ske gennem os, indtil Gud fornyer og genopretter himmel og jord.

(4) En sand teologi skal afspejle Guds karakter. Derfor må vores teologi fremelske at møde alle mennesker med den samme kærlighed, tilgivelse og nåde, som vi selv er blevet mødt med af Gud. Gud er sen til vrede og rig på troskab, nåde og kærlighed, men accepterer ikke ondskab og uretfærdighed (2 Mos 34). På samme måde må vi møde mennesker og den verden, som er Guds. Når vi kæmper for retfærdighed i verden, kan vi ikke acceptere, der bliver gjort forskel på mennesker på grund af etnicitet, køn eller religion. Gud rækker sin kærlighed og nåde ud til alle ligeligt, og det må afspejles i vores teologi og i alt vores arbejde.

Når det gælder forholdet mellem jøder og kristne – især i konflikten mellem Israel og Palæstina – må der i vores teologi være plads til alle disse fire kriterier. Vi har Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten og af muren. Må vi som kirke i verden kendes på, at vi aktivt vil kæmpe for retfærdighed, fred og kærlighed. For det er hvad Gud selv har mødt os med gennem forsoning i Kristus.

 

Til videre studie
Through My Enemy’s Eyes fra 2014 er en nuanceret fremstilling af konflikten mellem Israel og Palæstina. Bogen ønsker at skabe forståelse og rum for dialog mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Som udenforstående kristne bliver vi taget med ind i konflikten i håbet om at kunne finde et fælles teologisk ståsted og bidrage positivt til en fredelig løsning på konflikten. Køb bogen på Amazon her.