Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha, reflekterer over kirkens mangfoldighed og fortæller om, hvordan Musalahas pensum spreder sig videre ud i den arabiske verden.
På langfredag deltog vores familie i gudstjenesten i Church of the Holy Sepulchre (gravkirken) i Jerusalem. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi mødte folk fra forskellige traditioner fra hele verden. Heriblandt var der græsk-ortodokse, koptere, syrere, etiopiere og romersk-katolikker, der alle hver især bad på deres eget sprog. Selvom det var en anelse kaotisk med så mange mennesker samlet på ét sted, som alle havde deres egne procedurer for bøn og liturgi, reflekterede det alligevel forskelligheden i det kristne fællesskab, som en smuk mosaik.
Mens vi bevægede os rundt i kirken, passerede vi folk, der reflekterede, bad, tændte stearinlys og sang, og pludselig befandt vi os i et mere afsides område i den ældre del af bygningsværket sammen med et egyptisk par. Jeg begyndte at forklare dem kirkens historie og den betydning. Mens de lyttede, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til glæden i mandens ansigt. Som samtalen skred frem, udtrykte jeg min sorg over angrebene på de koptiske kirker i byerne Alexandria og Tanta i Egypten. Han fortalte os, at de var fra Alexandria, og at angrebene havde været et spirituelt wake-up-call for ham.
Dette ramte mig, da de fleste mennesker, som oplever grusomheder, udtrykker vrede og bitterhed, men det gjorde dette par ikke. Som en afsluttende gestus gav han vores familie nogle lys, vi kunne tænde. Jeg bad for hans familie og vore veje skiltes. Af alt vi havde oplevet i påskeweekenden, fandt vi dette møde mest meningsfuldt.
Nogle dage senere rejste jeg med en kollega til Jordan for at deltage i et teologisk forum, hvor teologer fra forskellige mellemøstlige lande samles for at lære, hvordan de kan være instrumenter i fredsskabelsesprocessen. Dette års tema var fredsskabelse og forsoning, og Musalaha var blevet bedt om at præsentere hvad vi havde lært gennem årene, vores pensum og forsoningens seks stadier. Vi modtog positiv respons, og en hel del mennesker spurgte, om de måtte inkorporere vores pensum i deres skoler, kirker og lederskabstræningsprogrammer. Det er spændende at se, at alt det vi har udarbejdet, nu spreder sig til andre dele af regionen. Vi arbejder i øjeblikket på at tilpasse vores pensum til en større del af den arabiske verden.
Der er mennesker, som udfordrer os i spørgsmålet om troens fællesskab og rolle i krisesituationer. Stater der kollapser, flygtningekrisen og den stigende radikalisering har tvunget mennesker til at tænke anderledes og finde på nye måder at nå ud til deres naboer og blive en kilde til velsignelse for dem. En kvinde fra Libanon fortalte deltagerne om den måde, hvorpå hun rækker ud til sit lokalsamfund. Hun oplevede, at mange mennesker udenfor kirken sulter efter at møde kristne og gå imod radikalisering. Der er mennesker, ligesom hende, der bevæger sig væk fra de traditionelle arbejdsmetoder (med ikke-troende) og finder nye måder at interagere med mennesker omkring dem. Det var spændende og opmuntrende at se kirkeledere og teologer til forummet, der bad og forestillede sig, hvordan de kunne række ud over deres egne kredse med budskabet om fred i de områder, som er splittede af had og vold.
