Taknemmelighed er følelsen, man sidder tilbage med efter en fantastisk uge hos Shevet Achim. Taknemmelighed fra organisationen for at vi ville hjælpe dem, taknemmelighed fra familierne for at vi ville lege med deres børn og tage os af dem. Men samtidig også en taknemmelighed fra vores side for at måtte møde denne fantastiske organisation, fantastiske mennesker og fantastiske børn.

Shevet Achim er en organisation, der henter børn med hjertefejl fra Kurdistan, Iran, Syrien, Gaza mm. De opererer dem gratis, og før og/ eller efter deres operation er de i en lejlighed hos Shevet Achim, hvor de bliver undersøgt og passet af en masse frivillige volontører, der rejser til Tel a viv fra hele Verden. Der var både folk fra Australien, England, Tyskland, Holland, USA, Spanien og Colombia, der alle var kommet som frivillige volontører hos Shevet Achim. Nogle brugte endda deres førtidspension på det. Det var vildt at møde en sådan glæde og lyst til at drive mission, og bare være der for nogle mennesker, der virkelig havde brug for det. Det har den seneste uge været stort for mig, hvordan vi kan hjælpe mennesker, der virkelig har brug for hjælp på trods af sprogbarrierer og forskellig tro. Langt de fleste af familierne, der var hos Shevet Achim og på hospitalet, havde muslimske forældre og talte kurdisk, det vil sige, vi på ingen måde kunne snakke med dem, men alligevel strålede deres taknemmelighed ud af dem. Mission gennem handlinger Inden vi kom til Israel, havde jeg en forestilling om, at mission handlede om at fortælle alle mennesker om Jesus, og det var ligesom det, vi skulle. Dette første projekt har vendt det helt på hovedet. Mission er også omsorg for hinanden.Man kunne fornemme hvor stor en kærlighed, der var i huset. Idet at volontørerne og familierne boede dør om dør med hinanden, og på den måde fungerede som en stor familie, der hjælper hinanden. Kærligheden og taknemmeligheden blev særlig synliggjort ved farvel-festerne, der bliver holdt, når en familie rejser hjem igen. Her kunne man virkelig se, hvor meget det havde betydet for dem at være på Shevet. En af dagene var jeg på legepladsen med lille Noora og hendes bedstemor. Igen forstod vi intet af, hvad hinanden sagde, og jeg undrede mig over, at bedstemoderen ville med, fordi jeg troede, det var fordi, vi skulle aflaste hende, at vi tog hende med på legepladsen. Det viste sig, at der lå en moské lige ved siden af legepladsen og efter fem minutter, blev der kaldt til bøn, og hun tog i moskéen, mens jeg passede hendes barnebarn. Hun var så taknemmelig for det, og det blev stort for mig, hvordan man gennem kærlighed og handlinger kan vise Jesu kærlighed uden at forsøge at tvinge dem noget over hovedet, men simpelthen bare ved at være der, og vise respekt for dem. Bøn hjælper En anden dag var vi på hospitalet, hvor vi mødte børnene, der enten skulle opereres eller lige var blevet det. Vi mødte bl.a. lille Yara. Hun var intuberet, da vi så hende første gang, og senere samme dag blev hun ekstuberet. Altså hun havde en slange nede i halsen, der trak vejret for hende, og den fik hun senere fjernet. Det var en meget chokerende og følelsesmæssig oplevelse at møde denne lille pige og hendes mor, der ikke i sig selv kunne gøre noget som helst. Tre dage senere blev den selv samme pige, vi havde set med slanger over hele kroppen, der ikke trak vejret selv, kørt til Shevet Achim for at bo der et stykke tid. Hun kunne nu smile, havde ikke en eneste slange over hele kroppen, og man kunne sidde og holde og lege med hende. Det er vildt hvor meget, der kan ske på så kort tid. At hun den ene dag ligner en, der er ved at dø, og den næste trækker vejret selv og kan smile og være glad. Det blev stort for mig, hvordan Gud gennem en masse fantastiske læger og sygeplejesker kan hjælpe disse børn, selvom de ser meget syge ud, og de havde måske ikke overlevet, hvis ikke Shevet Achim havde fundet dem. En anden stor oplevelse for mig var, da den lille pige Riham skulle opereres. Hendes mor var meget bange for operationen, og hun knækkede sammen, da Riham blev hentet af lægerne. Vi sad og ventede sammen med hende i to timer, mens Riham blev opereret. Hun var meget bange, men på trods af at vi slet ikke kunne snakke med hende, kunne vi virkelig fornemme hendes taknemmelighed for, at vi bare var der. Vi kunne se, hun sad og bad til hendes Gud, mens vi også sad og bad til vores Gud. Operationen gik godt, og Riham er nu i bedring. Bøn hjælper, og det er virkelig gået op for mig, mens vi har været hos Shevet, at bøn er sindssygt vigtigt. Hvis der er noget, der skal bedes for, sættes alt andet på pause og man beder straks for denne lille pige eller dreng, der har det dårligt eller måske er på vej på operationsbordet, fordi det hjælper. Det kan ikke vente til bagefter, for det er dér, der er brug for det. Disse dødssyge børn, der ikke engang kan trække vejret selv, kan tre dage efter trække vejret, smile og være glad, det kan da ikke være en tilfældighed. Husker vi mon det i vores hverdag? Husker vi at takke Gud, når det er gået godt og stoppe og bede, når noget går skidt? Husker vi at sætte ham på førstepladsen i vores liv, som vi ser det hos Shevet? Familierne var taknemmelige for at måtte møde os, organisationen var taknemmelige for vores hjælp, men vi vil samtidig også gerne takke for, at vi måtte være en del af denne fantastiske organisation. Det har virkelig åbnet øjnene for, hvad mission også kan være. Det kan være så simpelt som bare at tage en tur på legepladsen eller gå en tur på stranden.