Jeg har nu været i Jerusalem i lidt over en uge som kirkevolontør og 3k-praktikant. Der er mange nye indtryk. Meget jeg skal lære. Hvor handler jeg ind? Hvordan fungerer det med offentlig transport? Hvilken station skal jeg stå af på – og ja, jeg fandt ud af, at jeg kørte for langt og måtte tage den næste sporvogn i modsat retning.. Rookie mistake..
I går valgte jeg at tage i Den Gamle By igen i håb om, at jeg på et tidspunkt sagtens kan finde rundt i alle de små gader. Jeg havde god tid. Intet jeg rigtigt skulle nå, så jeg stoppede flere gange op for at snakke med de sælgende.
Azml, en middelalderende mand, inviterede mig på en kop kaffe. Jeg er forundret over den gæstfrihed, jeg møder.
Imens vi sad og drak den stærke kop kaffe, snakkede vi om den spændende by, vi nu begge bor i. En by med så meget historie, så meget kultur og så meget religion. Jeg var nysgerrig på, om han var troende, så jeg spurgte ham simpelthen lige ud. Og han svarede mig.. (Det er altså fedt, at være et sted, hvor folk gerne vil tale om tro!)
Azml er muslim, men han kan godt lide kristne. For der, hvor han har sin bod, har kristne og muslimer boder tæt op ad hinanden. De taler sammen og lever i fred. Azml ønskede virkelig, at jeg skulle forstå, at rigtige muslimer er fredelige og vil mennesker det godt. Det var hyggeligt at sidde og snakke med Azml. Han er en meget rar mand. Min nysgerrighed dukkede op igen..
“Hvad tænker du egentlig om jøder?”, spurgte jeg ham. “De har taget folks huse…” “Jeg er sikker på, at der kommer en krig igen..” “Jøderne skal væk!” Det var noget af hans svar.
Bum.. der sad jeg. Ny i byen og lige pludselig var konflikten ikke noget jeg bare hørte om i fjernsynet. Her sad jeg overfor et levende menneske, som jeg hyggede mig med, som oplever så stor uretfærdighed, at han ønsker, at jøderne bare skal væk.
Hvad skulle jeg sige? For jeg kunne jo godt se det fra hans synsvinkel, men hvor skulle jøderne så være?Hvordan skulle jeg udtrykke min uenighed og samtidigt vise Kristi kærlighed? Jeg genkender dilemmaet fra Danmark. Mødet med en, som man er dybt uenig med – hvordan udtrykker man kærlighed, uden at slække på sin overbevisning?
Jeg ved ikke, om jeg kom med godt nok modsvar, og så ringede hans telefon og samtalens emne ændret…
Men mødet med Azml åbnede mine øjne for vigtigheden af bøn om fred og forsoning her i Israel. For Azml er en rigtig rar mand, som jeg håber at få mange flere samtaler med. Men hvordan kan han og andre, der tænker som ham, blive forsonet med jøderne? Så vi undgår at en krig blusser op igen.
Jeg tror jo på, at det kun rigtigt kan ske i Kristus! Derfor er mit største ønske også, at jeg i min tid her i Jerusalem må være et redskab til at vise Guds forvandlende kærlighed.
Må Gud gribe ind og bringe Shalom.
