Som Anna beskrev på bloggen i går, arbejder Shevet Achim med børn, der har hjerteproblemer. Jeg fik derfor æren af at tage med ud på hospitalet i går, hvor vi skulle checke to børns tilstand og møde fædrene til børnene. Ofte er det sådan, at Shevet Achim hjælper barnet og en enkelt forælder med til landet Israel, da de fleste af patienterne som udgangspunkt ikke har indrejsetilladelse til Israel (fordi de ofte kommer fra lande, som er fjender til Israel), og derfor er der sjældent mulighed for at få en hel familie med til landet. Det betyder også, at den forælder, som følges med barnet hen til hospitalet, ofte kan være ret ensom i landet. Dem var vi nu på vej hen til.
Da jeg træder ind på hospitalet, kan jeg mærke, hvordan maven vrider sig. Det slår én hårdt, når man bider mærke i de mange børn, som ligger med slanger koblet op på brystkassen, mens apparaturet ved siden af slår de vante “bip, bip, bip”. Et hospital har aldrig været et sted, som jeg frivilligt ville gå hen til, da det i mit hoved forbindes med en masse smerte og lidelse. Denne association skulle dog vise sig at blive vendt i løbet af dette besøg.
Vi træder ind på Zakariyas’ fællesstue, som ligger på intensiv-afdelingen, og her møder vi hans far. Blikket stråler, og selvom han er en mand, der ikke kan udtrykke sig på engelsk, var glæden ikke til at tage fejl af. Det første han siger til mig er “haval”, som jeg får at vide betyder “ven” på kurdisk, og selvom samtalen herefter foregår med armbevægelser, var der ingen tvivl om taknemmeligheden for mit besøg. Ved hjælp af den kære Google-oversæt, fortæller han, at hans familie boede på Sinjar-bjerget, indtil IS kom og fordrev alle kurderne op på bjerget, mens de terroriserede byen og dens befolkning. Arene på sjælen var mange, men mandsmodet i ham var ikke forsvundet.
Nu stod vi så der, samlet omkring Zakariyas’ seng. Han er en meget tynd dreng, og det kræver nogle kilo, før han kan overflyttes til en anden afdeling end den intensive. Dog er hans smil ikke til at tage fejl af; han er i bedring! Med hjælpen fra Shevet Achim og anonyme donorer er det lykkes at få operationen i tide, så han er kommet på rette kurs.
Tidligere skrev jeg, at mine tanker omkring et hospitalsbesøg har ændret sig fra kun at handle om smerte; Nu handler de også om den støtte og opmuntring, som man kan dele med hinanden. Ingen tvivl om, at faren har kæmpet mod ensomheden og bekymringerne i sygdommens stund, men jo mere du går på usikre veje, jo bedre kan Gud træde til, og det har han i sandhed gjort her. Selvom jeg ikke i praktisk forstand udførte noget arbejde på hospitalet, så var min tilstedeværelse nok, og det var dét arbejde, Gud havde sat mig til, og når Gud havde sendt mig, så var jeg en sand “haval”.
