Helligåndens Arbejde

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnespyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde?
Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper?
Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.