Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant-gummi, storax-balsam og ladanum-harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: »Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.« Det gik brødrene med til. (1 Mosebog 37,23-27)
Ugens portion: 1 Mosebog kapitel 37,1 – 40,23
Så er vi nået til historien om Josef. En klassiker i søndagsskoleundervisningen. Men hvad er egentlig årsagen til, at denne beretning er en del af vores bibel? Javist vi skulle jo videre fra kapitel 36, men hvad er det historien sigter til, at jeg som læser skal lære?
Hvis du har læst disse kapitler igennem før, så undrede det dig måske, at kapitel 38 er en del af historien. Midt i beretningen om Josefs dramatiske forhold til sine brødre og hans afgang mod Egypten møder vi historien om Tamar og Juda. Hvorfor skal vi pludselig høre om dem? Juda, en ældre bror til Josef, har indtil videre kun optrådt i historien som en ironisk helt blandt brødrene. Ham der overtalte de andre til, at de blot skulle sælge Josef og ikke slå ham ihjel. Men det ligner på ingen måde, at han er central for fortællingen. Historien handler jo lige præcis om Josef og ikke Juda eller andre af brødrene for den sags skyld. Hvad er det dog historien om Juda kan lære os? Ser man på beretningen ovenfra, så ser man måske et hint. 1. Mosebog er en historie om tilblivelsen af folket Israel. En historie om Guds løfte, om velsignelse til hele jorden gennem Abrahams afkom. Dette afkom afsløres i det nye testamente. Dette afkom er Jesus af Nazaret. Læser vi Jesus’ stamtavle i Matt 1,1-17 så møder vi jo Abraham, Isak, Jakob og Josef ikke?
Nej, vent.
Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram […] og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. (Matt 1,2-3.16)
Det er altså gennem Juda, at Abrahams afkom bæres videre gennem historien frem mod Jesus. Josef er ikke hovedpersonen i 1. Mosebog 37-40, men tværtimod hans ældre bror Juda. Judas kamp med at få afkom er livsnødvendig, fordi Livets Ord, Jesus Kristus, skulle fødes af hans afkom og ikke Josefs. Måske er hele beretningen om Josef placeret rundt om Judas beretning, som en baggrundshistorie? Det ville næsten være utænkeligt ikke? Men overvej dette: Kan det være, at Josefs beretning er en beretning om Judas mirakuløse redning? I Kap 45,7 siger Josef sådan til sine brødre: ”Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live…”. Var det måske lige præcis Guds plan med Josef, at han skulle holde Juda i live, så at Juda kunne føre Guds afkom videre gennem slægten, indtil tidens fylde kom?
