Skip to main content

Israelsmissionens historie


Dengang og nu

Israelsmissionens mere end 130-årige historie har budt på lidt af hvert, og der er meget at fortælle om. Herunder kan du læse de højdepunkter, vi har valgt at trække frem.

Genesis – Israelsmissionens begyndelse

Israelsmissionens historie begynder med en gruppe af unge kvinder i København. To af de unge kvinder, Christine Hansen og Elin Feddersen, deltager i år 1881 i et møde med en kendt jødekristen missionær, Paulus Wolf, der selv var blevet døbt to år tidligere. De bliver begejstrede for israelsmissionssagen og beslutter sig for at danne en sykreds. Det er planen, at man i denne sykreds skal fremstille håndarbejder, der senere kan sælges til fordel for arbejdet. Kvinderne inviterer flere af Københavns mest kendte præster og lærde teologer til at komme og holde foredrag for dem, mens de sidder med deres håndarbejde. På den måde kan kvinderne sørge for, at præsterne får et skub til at arbejde med israelsmission. Blandt dem var blandt andet missiologen og bibeloversætteren dr. theol. Chr. Kalkar, der var formand for Dansk Missionsselskab og selv jesus-troende jøde – hans far var rabbiner i Stockholm. Desuden får København i disse år besøg fra både norske, svenske, tyske og franske israelsmissioner, så det ligger i luften, at en dansk israelsmission er på vej. Den svenske blev stiftet i 1875 og den norske israelsmission allerede i 1844.


I april 1884 afholder kvinderne basar over deres håndarbejder og kan sende 800 kr. til Den Svenske Israelsmission – dengang en mindre formue. Når det netop blev til Den Svenske Israelsmission, hænger det måske sammen med, at den svensk ansatte Paulus Wolf (på deres invitation) gennem nogle uger evangeliserer blandt Københavns jøder. Han bliver lyttet til og samler op mod 50 til sine møder.

STIFTELSEN

I april 1885 stiftes Den Danske Israelsmission (DIM). Foruden fire kvinder fra sykredsen består bestyrelsen af fem mænd med den kendte professor i GT, Frantz Buhl, som formand. Fem år efter afløses han af A.S. Poulsen, den senere biskop i Viborg, og derefter er det Frederik og Axel Torm, der sidder på formandsposterne i hver en menneskealder frem til 1975.

Israelsmissionens formænd:

1885-1890 Professor, dr.phil. et theol.h.c. Frantz P.W. Buhl, Kbh.
1890-1921 Biskop, dr.theol. A.S. Poulsen, Viborg
1921-1949 Professor, dr.theol. Frederik Torm, Kbh.
1949-1975 Sognepræst, dr.theol.h.c. Axel E.Z.T. Torm
1975-1977 Residerende kapellan Anker Gjerding, Torup
1977-1984 Direktør Curt Graven Nielsen, Hedensted
1984-1985 Lektor, dr.theol. Poul Henning Jørgensen, Lild Strand
1985-1997 Flyverprovst Vilhelm Værge, Ejsing
1997-2014 Redaktør, teol.dr. Kai Kjær-Hansen, Lystrup
2014-nu Tværkulturel medarbejder, cand.theol., ph.d. Krista Rosenlund Bellows

Frants Buhl, Israelsmissionens første formand

ISRAELSMISSION I ØSTEUROPA 1905-1939

I de første år er DIM et støttemissionsselskab, der især gennem den tyske Israelsmission, Centralverein, støtter jødemission i Østeuropa. Først 30 år efter sin stiftelse udsender DIM de første danskere som missionærer.

I perioden fra 1905 og frem til anden verdenskrig arbejder DIM flere steder i Østeuropa, men med tyngdepunktet i landskabet Galizien. Galizien var i middelalderen et selvstændigt fyrstendømme, som siden har været kastebold mellem Rusland, Polen og Østrig-Ungarn. I dag er området delt mellem Ukraine og Polen. Set med vore øjne i Østeuropa, men rent geografisk lige midt i Europa. Tager man en passer og sætter det ene ben i Galizien og laver en cirkel med radius på 1100 km, ja så vil cirkelens periferi gå lige igennem København, Moskva og Istanbul.

Galiziens hovedby hedder Lemberg (tysk), Lwow (polsk) eller Lviv (ukrainsk). Før anden verdenskrig var det en europæisk storby med 300.000 indbyggere. Heraf var ikke mindre end en tredjedel jøder. Så det var naturligvis et oplagt sted for DIM at arbejde. Og det gjorde man så. Der var i flere omgange udsendt en præst til menighedsarbejde – der var en menighed af døbte jøder, og det er faktisk ikke længere siden, end at Axel Torm, der døde i september 1997, i flere omgange vikarierede som præst i Lwow. Desuden havde man en læsesal, der i november 1938 måtte udvides til at kunne rumme 150 mennesker, fordi mange jøder her fandt et fristed, hvor de kunne få lov til at være sig selv. Samtidig indviedes et egentligt gudstjenesterum, indrettet i lejligheden ovenover.

DIM’s sidste præst i Lwow, hed Henry Rasmussen. I sommeren 1939 var han hjemme på ferie med en returbillet stemplet 14. september. 1. september kom krigen, og Henry Rasmussen måtte blive i Danmark. Her gik han ind i hjemmearbejdet blandt danske jøder i København, hvor DIM i begyndelsen af århundredet havde et omfattende arbejde med flere ansatte og læsesal for jøder.

Tre missionærer i Israelsmissionen fra ca. 1920. Fra venstre ses Aage Esbo, Philemon Petri og Abraham Scheradsky. De to sidste af jødisk fødsel.

Israelsmission i krig 1939-45

Henry Rasmussen var en af dem, der i oktober 1943 hjalp danske jøder til at flygte. Han blev på et tidspunkt afhørt af Gestapo, men løsladt igen. Meget værre gik det den unge teolog, Egon Johannesen, som Israelsmissionen havde ansat som rejsesekretær i 1943. En dag i november 1944 ringede det på døren. Han lukkede selv op – og blev skudt. Et clearingmord, som det hed under krigen.

Israelsmission efter Holocaust

Efter krigen var missionsmarken i Østeuropa der ikke mere. Jøderne var simpelthen udryddet. De ganske få østeuropæiske jøder, der overlevede, var spredt for alle vinde. I Danmark var det også som om, mulighederne blev mindre. Axel Torm vurderer situationen efter krigen således, at det, der skete i Israel, ganske naturligt bevirkede, at jøderne blev sig mere bevidste som jøder, og dermed kom der færre til DIM’s møder.

Det var derfor naturligt at sondere terrænet i udlandet igen. Præstefamilierne Ivertsen og Liepelt blev antaget i januar 1949 – i første omgang til at arbejde i Uruguay, dernæst blev mulighederne undersøgt i Marokko, men det endte med, at kun Liepelts i 1951 rejste til Algeriet. Her arbejdede de blandt landets mange jøder frem til borgerkrigen i 1964, hvor de flygtede med mange af jøderne til Nice i Frankrig. Arbejdet fortsattes blandt de 30.000 jøder i byen, og med danske gudstjenester i samarbejde med Dansk Kirke i Udlandet (DKU) frem til 1989 (i dag Danske Sømands- og Udlandskirker – DSUK).

Israelsmission i Israel fra 1951

Under overskriften ‘Det store vendepunkt i al Israelsmission’ overvejer den gamle Frederik Torm noget tøvende muligheden af mission i Palæstina. Men det er kun 15% af verdens jøder, der lever i den jødiske stat, skriver han i 1951. Ikke desto mindre rejser både Anker Gjerding og DIM’s formand, Axel Torm, netop det år til Israel. Torm møder underligt nok den tidligere leder i den messianske menighed i Lwow, Israel Weber, der endnu bærer sit tatoverede nummer fra koncentrationslejren. Weber stiller Torm det spørgsmål: “Hvad skal der blive af os kristne jøder i Israel?” Mon ikke dét spørgsmål fra netop dét menneske har tilskyndet Israelsmissionen til at vende blikket mod den unge jødiske stat? En underskrift på et gammelt gulnet brev fra 1934 i Torms arkiv viser i alt fald, at det var en henvendelse fra blandt andet samme Israel Weber, der dengang førte til, at man trods usikre forhold sendte en præst til Lwow.

Efter i mange år at have arbejdet blandt det jødiske folk sendte DIM i 1953 for første gang en missionær til Israel. Det blev Anker Gjerding, der underviste på den skotske skole i Jaffa, og de sidste år fungerede han også som præst for menigheden i den skotske kirke. Gjerding blev i 1961 afløst af Haakon Bojsen.

Dansk præst og menighed i Jerusalem

I 1966 fik DIM for første gang en dansk præst i Jerusalem, pastor Norup. I stillingen lå både at være præst for de mange danskere i Israel og at dele evangeliet med Israels folk. Den danske menighed i Jerusalem bestod dengang, men også i dag, fortrinsvis af volontører. Derudover er der nogle mere fastboende danske: FN-folk, ambassadeansatte og endelig de danske, der er jødisk eller palæstinensisk gift. Den danske menighed har siden begyndelsen haft til huse i korsfarerkapellet i den store tysk-lutherske ‘Erlöser Kirche/Redeemer Church’ på Muristan Road, der blev opført i forbindelse med kejser Wilhelms besøg i 1898. Forløserkirken ligger et stenkast fra selve Gravkirken.

I dag er der gudstjeneste i kirken på dansk hver anden lørdag for både kirkefremmede og kirkevante. Kirken laver derudover særlige arrangementer til jul, fastelavn, påske, advent mm. Udover præstefamilien er der tilknyttet en eller flere kirkevolontører til kirken, der hjælper med det daglige arbejde.

Præster i Den Danske Kirke:

1966-1972: Keld Norup
1976-1978: Kai Kjær-Hansen
1978-1983: Erik Nikolajsen
1984-1989: Jørgen Bækgaard Thomsen
1989-1999: Jens Arne Skjøtt
1999-2004: Jan Mortensen
2005-2009: Hans Ole Bækgaard
2009-2014: Jacob Wilms Nielsen
2014-nu:  David Serner

Pastor Norup

Ebenezer-hjemmet

Fra 1975 har DIM arbejdet på Ebenezer-plejehjemmet i Haifa, hvor søster Christiane Svendsen var med til at opbygge det nye plejehjem for messianske jøder. Det var Den norske Israelsmission, der tog initiativ til hjemmet, da man kunne se, at jesus-troende jøder følte sig isolerede og klemt af systemet på de traditionelle plejehjem. Ebenezer støttes i dag af israelsmissioner fra Norge, Tyskland, USA, Finland og Danmark. Der er mellem 30 og 40 beboere, hvoraf flere er overlevende fra Holocaust. Hjemmet er også åbent for kristne arabere.

Danske sygeplejersker på Ebenezer-plejehjemmet i Haifa

1975-1983 Søster Christiane Svendsen
1985-1985 Irene Klindt
1985-1987 Lisbeth Lundbak Christensen (diakon)
1989-1991 Hanne Refslund
1991-1997 Else Christensen
2014-2016 Huong Tran

Caspari Centret

Caspari Centret blev etableret i 1982 i Jerusalem som det første teologiske studiecenter for den voksende gruppe af messianske jøder i Israel. Centret har en international ledelse. Præsten i Den Danske Kirke lægger halvdelen af sin arbejdstid her på centret.

Immanuelkirken

Fra januar 1998 indgik DIM sammen med Den norske Israelsmission og det finske missionsselskab, FELM, i et partnerskab om mission i Tel Aviv området kaldet Joint Mission to Israel, nu kaldet Immanuel Ministries. De fysiske rammer udgøres af Immanuelkirken samt et menighedshus, som begge er bygget for mere end 100 år siden.

I kirken og i menighedshuset samles en halv snes forskellige menigheder i løbet af ugen. DIM har været engageret på forskellig vis op igennem tiden. Kai Kjær-Hansen og Jens Arne Skjøtt har begge varetaget engelsk-sprogede gudstjenester i menigheden. Jan Mortensen var menighedens præst i perioden 2004-2009 og blev efterfulgt af Christian Rasmussen, som virkede indtil 2016. I dag er det norske Eyvind Volle, som er ledende præst i kirken.

I Tel Aviv har DIM også haft volontører forbi Bibelbutikken på en af byens travle forretningsgader i centrum samt sendt både volontører og missionspiloter til organisationen Shevet Achim, der hjælper arabiske børn med hjerteproblemer, og Jews for Jesus’ arbejde i byen.

Israelsmissionen i Danmark

Israelsmissionens daglige arbejde i Danmark med informationsvirksomhed, administration og kontakt til volontører og ansatte varetages i dag fra sekretariatet, der ligger på TORVET i Aarhus. I januar 2012 flyttede man hertil fra Ydre Missions Hus i Christiansfeld, hvor man havde haft til huse fra 1974. TORVET er bygget i samarbejde med Promissio og Menighedsfakultetet.

Israelsmissionens sekretærer i hjemmearbejdet:

1932-1949 Pastor Axel E. Z. T. Torm
1939-1943 Pastor Christen Chr. Fjeldsø
1943-1944 Pastor E. Johannesen
1947-1953 Pastor Kristen P. Bendtsen
1948-1951 Pastor Viggo Alex Dierks
1950-1957 Pastor Henning Wolfhagen
1960-1963 Pastor Sv. E. Sørensen
1961-1964 Pastor Henning I. Hall
1973-1984 Pastor Svend Erik Larsen
1981-1995 Diakon Peter Schmidt, fra 1998 medlem af landsstyret 
1995-2007 Cand. mag. Heinrich W. Pedersen, tidl. missionær i Nepal
2007-2017 Cand.theol. Bodil F. Skjøtt
2018-2022 Cand.mag. Arne H. Pedersen
2022-nu Cand.theol. Christian Rasmussen, tidl. præst i Immanuelkirken

Giv det bedste tilbage

Vil du være med til at give budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk?