– om hvorfor jødemission til stadighed er nødvendigt.

Israelsmission drejer sig om at dele evangeliet med det jødiske folk. Kirkens forsyndelser op gennem historien mod Israels folk gør jødemission i dag vanskelig. Så vanskelig, at mange kristne mener – ikke mindst i lyset af Holocaust – at kirken må opgive at drive mission over for jøder. Vi skammer os over kirkens mange forsyndelser over for jøderne. Vi er forpligtet på at holde erindringen om kirkens misgerninger mod det jødiske folk i live. Men vi skammer os ikke ved evangeliet. Evangeliet om jøden Jesus er som apostlen Paulus (også af jødisk æt) udtrykker det “en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker” (Rom 1,16-17). Når vi fastholder, at jøder har brug for evangeliet om Jesus til frelse, er vi klar over, at vi er sårbare over for anklagen om åndeligt hovmod og religiøs imperialisme. Hverken i jødemission eller i anden kristen mission er der brug for menneskeskabt triumfalisme. Ægte evangelisation – til jøder og ikke-jøder – er båret oppe af den triumf, der ligger i evangeliet: Israels Gud opvakte Jesus fra de døde og kalder alle mennesker til fællesskab med sig ved tro på den korsfæstede og opstandne Jesus. Evangelisation er ikke troværdig, dersom det ikke skinner klart igennem, at den, der rækker evangeliet til andre, selv har brug for det. Meget står på spil for kirken, hvis den forkaster jødemission. Store dele af den kristne kirke gør det i dag uden nødvendigvis at have gjort sig klart, hvilke konsekvenser det har for teologi og mission. Hvad der står på spil, kan udtrykkes enkelt:

Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller han er slet ikke noget for nogen.

Historisk set begyndte kristendommen som et jødisk fænomen. De første, der troede på Jesus som Messias, var jøder. Hvis evangeliet ikke længere gælder jøder, hvorfor skulle det så gælde os ikke-jøder i dag?

Jødemission – for hvis skyld?

For hvis skyld skal der drives jødemission? Fem forhold skal i korthed nævnes. Svarene er baseret i en helhedsforståelse af grundlæggende principper i Det Nye Testamente.

1. For jøders skyld. Guds vedvarende pagt med det jødiske folk annullerer hverken, at de har brug for Jesus til frelse, eller at de frelses på en anden måde end ikke-jøder. Troen kommer, når evangeliet forkyndes, og derfor må evangeliet om Jesus forkyndes for det jødiske folk.

Et “nej” til jødemission fratager det jødiske folk muligheden for frelse gennem tro på Jesus. Et “nej” baseret på, at jøder, da de jo er Guds folk, skulle have en kvalitet, som gør syndstilgivelse ved tro på Jesus unødvendig, findes der intet belæg for i Det Nye Testamente.

2. For kirkens egen skyld. Jødemission fører kirken ind i en nærkontakt med det jødiske folk, som kirken selv har brug for. Hermed tvinges den til at afvise enhver form for markionisme, dvs. den tanke at der skulle være en modsætning mellem Det Gamle Testamentes strenge, straffende Gud og den barmhjertige Gud, som Jesus åbenbarer i Det Nye Testamente. Med denne nærkontakt skærpes blikket for kirkens bibelsk-jødiske rødder. Kirkens rødder befinder sig inden for Israel, kirkens struktur blev bygget op på Israel, og kirkens håb er nært knyttet til Israel. Kirken er ufuldstændig uden Israel.

Ved et “nej” til jødemission ignorerer kirken disse nødvendige udfordringer, som er af afgørende betydning for dens egen selvforståelse. Kirken kan ikke fritage sig selv for drøftelsen af disse forhold med henvisning til, at den finder sted inden for rammen af den igangværende jødisk-kristne dialog.

3. For verdensevangelisationens skyld. Vi mener ikke, at jødemission er vigtigere i Guds øjne end anden mission. Men som teologisk og missiologisk størrelse er jødemission unik. Kan det fastholdes, at det folk, der historisk står nærmest Gud, har behov for evangeliet til frelse, er det samtidig fastholdt, at alle andre folkeslag også har det. Sættes der omvendt spørgsmålstegn ved legitimiteten og nødvendigheden af jødemission – eller afvises den – ligger vejen åben for religiøs universalisme og pluralisme. Heraf følger, at Jesu unikke frelsesgerning er blevet gjort til intet.

4. For Jesus-troende jøders skyld. Disse bliver ofte frosset ude af deres eget folk på grund af deres tro på Jesus. De har behov for stor opbakning, støtte og forståelse fra den kristne kirke.

Et “nej” til jødemission gør Jesus-troende jøder til tabere.

5. For Guds æres skyld. Sidst, men helt fundamentalt, skal der drives jødemission for Guds æres skyld. Det kostede Gud en pris at hengive sin elskede søn på korset.

Et “nej” til jødemission angriber Gud på hans ære, fordi det forudsætter, at Jesu død for vore synders skyld egentlig var en ret så ligegyldig sag.

Meget står på spil. Som kirke har vi intet evangelium at bringe andre eller for den sags skyld os selv, hvis Jesus ikke er jøders Messias.

Som allerede sagt:

Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger.
Enten er Jesus alt for alle, eller også er han slet ikke noget for nogen.

Hvis du har lyst til at læse mere om emnet, kan du her downloade Lausanne-dokumentet “Jewish Evangelism – a call to the church”, som er fra 2004.