Finn Rønne, der var ordstyrer under debatten, havde i sin velkomst understreget, at dagens formål ikke var at løse konflikter eller opnå enighed. Dagens formål var at lytte til hinanden og prøve at forstå hinanden. Finn Rønne formulerede det på denne måde: ”Vi har forskellige udgangspunkter, forskellige tilgange og bibelsyn. Men lad os prøve at finde et sted, hvor vi kan mødes. Lad os prøve at have en Kristus-centreret tilgang.”
For mig at se lykkedes det i høj grad at skabe et rum, hvor der var plads til forskellige holdninger. Og skulle jeg omdanne tre meget nuancerede oplæg til korte statements (hvilket dybest set ikke er retfærdigt over for oplægsholderne), så kunne det lyde sådan her:
- Jan Mortensen pointerede, at Bibelens tale om Israel både er en tale om et land og et folk. Men efter Jesus komme – og efter oprettelsen af den nye pagt – skal vi først og fremmest læse teksterne om Israel som tekster om Guds folk. Det vigtige er ikke landet. Det vigtige er kaldet til at tage imod Kristus. For han er opfyldelsen af løftet om frelse.
- Ole Andersens pointe var, at løfterne i Bibelen vedrørende Israel både handler om frelse gennem Kristus OG om et land. Så én af hans pointer var, at oprettelsen af staten Israel er en opfyldelse af et bibelsk løfte om et land til Israels folk.
- Peter Lodberg præsenterede et syn, som befrielsesteologer som Mitri Raheb og Naim Stifan Atteek står for. Han lagde vægt på, at palæstinenserne oplever sig som fordrevne. De oplever at have mistet både land og identitet og står med et ønske/krav om at blive befriet fra ”kolonimagten”. Peter Lodbergs egne holdninger var ikke i fokus, men som han skriver i forordet til Mitri Rahebs bog Afkoloniser Palæstina, så er teologi aldrig uskyldig. ”Den spiller ikke kun en vigtig rolle i forhold til at eftertænke troens betydning, men den spiller også en vigtig rolle for, hvordan mennesker handler i verden.”
Flere spørgsmål end svar
Da dagen var forbi, og vi vandrede fra DBI ind mod Københavns centrum i tusmørket, var hovedet fyldt af ord, citater og spørgsmål.
Jeg deler Jan Mortensens ønske om, at de to folk kunne lære at leve sammen i fordragelighed. Måske i en form for to-stats-løsning. Men jeg undrer mig sammen med Jan over, hvordan det skal kunne lade sig gøre, når mange i Gaza først bliver tilfredse, når kalifatet får udryddet Israel?
Jeg er opmuntret af Ole Andersens tale om, hvordan Guds folk, Israel, altid har været et demonstrationsfolk – på trods af deres fejltrin og mangler. Men jeg sidder alligevel tilbage med en lang række spørgsmål. For måske er staten Israel en opfyldelse af Guds løfte om et land til Israels folk; men hvad så med de besatte områder? Hvad mon Gud tænker om det, og hvad skal jeg tænke om det?
Netop det spørgsmål var også baggrunden for Peter Lodbergs indlæg. Han understregede, at Jesus altid er på de undertryktes side, hvilket man nok ikke kan stille spørgsmålstegn ved. Men betyder det, at de undertrykte altid har ret?
Det og mange andre spørgsmål er jeg ikke færdig med at gruble over. Men jeg er dybt taknemmelig over, at spørgsmålene kunne stilles. At der var vilje til at reflektere og lytte til andre svar end dem, man selv ville have givet.
De rigtige svar og den endelige fred må vi vente på. Men det kan vi så også gøre med stor frimodighed. For som det er formuleret i 2. Pet. brev, kap. 3, v. 13 (i Bibelen 2020):
