Af Anna-Marie Hansen, kommende præstefrue i Den Danske Kirke i Jerusalem.

Når ALLE butikker er lukkede, INGEN går på arbejde og der INGEN trafik er i gaderne, så ved enhver, at det er yom kippur, den helligste af alle hellige dage i jødedommen. Men hvorfor er den egentlig så særlig den dag?

Yom er det hebraiske ord for dag og kippur betyder skjule eller dække noget til. Det, der bliver ”skjult”, er menneskets synd, og dagen bliver derfor også kaldt den store forsoningsdag.

Dagen falder 10 dage efter det jødiske nytår, og ifølge traditionen åbner Gud hvert år livets bog ved nytåret. Hvert enkelt menneske skal så bruge de ti dage til at reflektere over livet, bekende sine synder og søge tilgivelse hos Gud og mennesker, så ens navn også næste år kan være ”skrevet i livets bog”. Den 10. dag i perioden er yom kippur, som er en fastedag og en hviledag.

Mange jøder går i synagogen. Nogle af tradition, andre fordi de af hjertet forsøger at følge forskriften fra 3. Mosebog: ”På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer… Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor. I skal holde fuldstændig hvile, og I skal spæge jeres legeme.” (3.Mos, 23 v. 27-28 og v. 31-32)

På templets tid blev der ofret en syndebuk, og højdepunktet kom, når ypperstepræsten lagde hænderne på syndebukken og udtalte en syndsbekendelse på vegne af sig selv og hele folket. Under bekendelsen udtalte ypperstepræsten Guds navn, Yahve, hele tre gange. Og det var faktisk det eneste tidspunkt i løbet af hele året, hvor Guds navn blev udtalt. Som en form for svar på (eller tilslutning til) bekendelsen kastede folket sig til jorden og sagde: ”Velsignet være Herren, æret være hans rige for evigt og altid.”

Så dagen var – og er – på alle måder en særlig dag i den jødiske tradition. Fordi den både er en dommedag med fokus på syndens alvor – men også er en festdag, fordi den viser tilgivelsens, forsoningens mulighed. Gennem offer og bekendelse!

I den kristne grundfortælling er det Jesus, der skaber forsoning. Der skrives mange steder i Det Nye Testamente om Jesu’ død som det store forsoningsoffer. Men allertydeligst er det i Hebræerbrevet, hvor der står, at Jesus kom som ypperstepræst, og at han ”med sit eget blod én gang for alle gik ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.” (Hebræerbrevet 9, 12)

Hvis man tror på, at Jesus kom og sonede alle folks synder – og faktisk oprettede en helt ny pagt – hvad kan man så bruge yom kippur til?

Personligt tænker jeg, at yom kippur kan minde mig om rigtig meget, men lad mig sammenfatte det i tre punkter:

1. Det er godt at blive mindet om syndens alvor. At blive mindet om Guds planer for os og om hans retningslinjer for det gode liv. Gud vil, at vi altid skal leve med Ham for øje, at vi skal elske hinanden ubetinget og være gode forvaltere af det, vi har fået betroet.
   
   
2. Det er godt at blive mindet om tilgivelsens mulighed. At blive mindet om, at tilgivelsen er en gave, der kommer udefra. Den er gratis; men den har kostet dyrt!
   
   
3. Det er stærkt at se forskellen på den jødiske tanke om en årlig forsoningsdag og den kristne tro på Jesus død som et offer, der én gang for altid har skaffet soning. Det fratager mig ikke forpligtelsen til at tage mit liv alvorligt; men det giver mig frimodighed til at tro på, at mit navn allerede ER skrevet i ”livets bog”.