Mit arbejde i denne lærerige udlandspraktik som socialpædagog er, at pleje og omsorge børn og unge med svære fysiske- og mentale handicaps.

Det kommer lidt bag på mig, hvor meget børnene giver mig – hvor stort det lille, de giver, bliver! Om det er hengivne høje råb og lyde, et greb efter mig af en tilsavlet hånd, et kort smil, en tilpas mine. Barnet, der falder til ro ved min omfavnelse. En respons. Det hele mærkes som en unik gave, de giver mig. Jeg kan føle mig beæret ud over det almindelige.

Vores gensvar til hinanden er tydeligere end i mange af mine andre relationer. Det falder mig så glædeligt og let at gengælde disse børns sprog, deres kærtegn, lys. Det må være en af Guds glæder. At disse små og ubetydelige bliver af al betydning! At de viser mig det store i det simple ved deres enkelthed og nærvær.

Ligenu må jeg smile over eftermiddagens udråb fra en af drengene her. Jeg og en voluntør hang ud i en af hjemmets haver, os to og ni altafhængige børn. Stille udeglæde, guitarfingerspil, afbrudt nynnen, milde børn. Under septemberblå himmel og i oliventræers skygge.

Ud af hjemmets i alt 60 børn har kun få talesprog. Denne dreng her taler, flere sprog endda. Han er autist, er blind, med store åbne mælkematte øjne. Han tager sommetider i hengivenhed min hånd og kysser den. Også nu, da jeg fulgte ham ned i haven, med ham gående bag mig med sine hænder på mine skuldre – kyssede han mig spontant i nakken. Han gyngede senere nede i haven, liggende i en stor gynge, og råbte nu og da, ‘Come, I want to kiss you!’ Jeg kan næsten ikke tænke mig noget mere indtagende og givende end hans gavmildhed og sødme. Han var os et stort skud glæde. Ligesom drengen, der gentagne gange grinede ad en gøende hund.