Ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.

Arne Pedersen, 24. september 2014

”Hvornår er det, at de amerikanske jøder og de israelske jøder fortæller jøderne i Europa, at det er ved at være på tide at komme væk?”

En af sommeren mange demonstrationer imod Israels angreb i Gaza. Her er det i London. Foto fra Twitter.

En af sommeren mange demonstrationer imod Israels angreb i Gaza. Her er det i London. Foto fra Twitter.

Sådan spurgte den prominente amerikanske journalist Jeffrey Goldberg på det sociale medie Twitter tilbage i maj måned i år. Tweetet kom efter to begivenheder, som rystede ikke bare jødiske samfund i Europa, men store dele af den europæiske befolkning: Nedskydningen og drabene på fire besøgende ved det Jødiske Museum i Brussel i Belgien, samt resultatet ved valget til Europaparlamentet, hvor tre partier med en åbenlys racistisk og antisemitisk dagsorden blev valgt ind.

Disse to begivenheder samt sommerens øgede fokus på antisemitiske hændelser over hele Europa, har fået nogen til at sammenligne Europa anno 2014 med situationen i 1930erne. Deborah E. Lipstadt, amerikansk jøde, historiker og forfatter, går i rette med disse sammenligninger i en klumme i New York Times. ”Jeg har kritiseret samfundsledere som har brugt Holocaust-analogier til at sammenligne nutidige tilstande,” skriver hun og fortsætter: ”Sådanne påstande er a-historiske. De overdriver, hvad der foregår nu, og de underdriver situationen i 1939.”

Alligevel har sommerens begivenheder få hende til at tvivle: ”Jeg overvejer, om jeg måske er for optimistisk,” funderer hun.

Jeffrey Goldbergs tweet.

Jeffrey Goldbergs tweet.

Fransk emigration er firdoblet

Når de franske jøder fx emigrerer til Israel bosætter mange af dem sig i de sydlige byer Ashdod og Ashkelon. De vil hellere bo mindre end to kilometer fra grænsen til Gaza med udsigt til raketter og beskyttelsesrum som en del af dagligdagen, end de vil bo i Paris’ forstæder. Det siger noget om, hvilket miljø de befinder sig i til dagligt. I første halvdel af 2014 er udvandringen af franske jøder til Israel firdoblet i forhold til 2013.

3. juli blev en synagoge i det østlige Paris stormet af anti-israelske demonstranter, og kun nogle få unge jødiske mænd fra et privat ”vagtkorps” holdt menneskemængden fra at trænge ind. Angrebet på synagogen Rue de la Roquette i Paris blev fordømt både lokalt og nationalt. Men lige lidt hjalp det. To uger efter gik unge amok i pariserforstaden Sarcelles. Her blev endnu en synagoge angrebet og forretninger ejet af jøder smadret alt imens nogle af de cirka 400 deltagere råbte ”Død over jøderne!”

De organisationer som arbejder med at registrere hadforbrydelser mod jøder melder samstemmende om en stigning i antallet af henvendelser. I Holland modtog den ledende overvåger af antisemitiske hændelser således over 70 henvendelser på bare en uge i juli måned. Normalt ligger det på mellem tre og fem.

Graffiti på Carolineskolens mur ved hærværket i august 2014. Foto: Thomas Albrektsen

Graffiti på Carolineskolens mur ved hærværket i august 2014. Foto: Thomas Albrektsen

Danmark går ikke fri

Heller ikke Danmark er gået fri. I slutningen af august måned blev Carolineskolen således udsat for hærværk og antisemitisk graffiti på murene. Om denne stigende antisemitisme i Danmark og Europa skriver Israels ambassadør, Barukh Binah i Berlingske: ” Selv kan jeg ikke undgå at mærke tendensen. Når for eksempel en privatperson fra Brønshøj skriver til mig, at jeg er en historieløs ambassadør, der ignorerer historiske kendsgerninger, fordi »hans jødiske kalot må være faldet ned over både hans øjne og ører«, kan jeg kun opfatte det som et anti-semitisk angreb. Når kujoner, der ikke tør stå frem, smadrer vinduer og skriver hadsk graffiti på en jødisk skole, er det antisemitisme på allerlaveste niveau. Det er første gang, jeg støder på den slags hetz i mit liv.”

Det stikker dybere end Gaza

Nogle mener at kunne se en sammenhæng mellem krigen i Gaza og den øgede antisemitisme i Europa. Til det siger Dieter Graumann, leder af Centralkomiteen for jøder i Tyskland til den engelske avis The Guardian: ”Disse tider er de værste siden nazisterne havde magten. På gaderne hører vi slagord som ’Jøderne skal gasses’ og ’Jøderne skal brændes’ – det har vi ikke hørt i Tyskland i årtier,” fortæller han og fortsætter: ”Dem der råber sådan, kritiserer jo ikke Israels politik – det er ren og skær had mod jøderne. Intet andet. Og det er ikke bare et tysk fænomen.”

Den samme analyse går igen hos dem som overvåger situationen i Frankrig. Roger Cukierman er præsident for Crif pointerer: ”I Paris’ gader råber de jo ikke ”Død over israelere”. De råber ”Død over jøderne”. Det stikker langt dybere end blot krigen i Gaza.”

Den pointe understreges af tragedien på det Jødiske Museum i Brussel samt resultatet af det seneste valg til Europaparlamentet, hvor højrenationalistiske partier i flere lande gik markant frem – heriblandt Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn, som begge er berygtet for åbenlys racisme og antisemitisme.

En jødisk restaurant er smadret efter optøjer i forbindelse med en anti-israelsk demonstration i den parisiske forstad Sarcelles. Foto fra Youtube

En jødisk restaurant er smadret efter optøjer i forbindelse med en anti-israelsk demonstration i den parisiske forstad Sarcelles. Foto fra Youtube

Et argument for Israels nødvendighed

Den stigende antisemitisme i Europas gader bliver på forunderlig vis samtidig et argument for, at der er brug for staten Israel – for hvor kan jøder ellers føle sig sikre?

”Der er dem, der vil have os til at tro, at det vi er vidne til i Europas storbyer er frustration over Israels Operation Protective Edge [i Gaza],” fortæller Jordan Chandler Hirsch, skribent på magasinet ”Tablet”, et online magasin med nyheder, idéer og kultur fra den jødiske verden, og fortsætter: ”Fordi – for nu at låne et udtryk fra Hamas – det åbenbart er ”en naturlig respons” på konflikten i Mellemøsten at smide brandbomber ind i europæiske synagoger. Israels operation i Gaza er ikke skyld i rodfæstede fordomme mod jøder – konflikten afslører dem. Og bagved alt dette had gemmer sig staten Israels nødvendighed,” slutter han.

Statistik er ikke alt

For journalisten Jeffrey Goldberg er det tid for Europas jøder at komme væk. For andre er det mindre dramatisk. Julia Pascoe, daglig leder af Jews for Jesus i London skriver i en mail: ”For at være ærlig, så har jeg hverken oplevet eller været vidne til noget ekstraordinært siden krigen brød ud.” Hun lyder næsten undskyldende. I et interview andet sted her på hjemmesiden, kan man læse om Bent Lexner, som altid går med sin kalot synligt, og som aldrig har oplevet noget ubehageligt – snarere tværtimod. Jean-Paul Rempp, ansat i Christian Witness to Israel i Frankrig, skriver også i en mail, at der naturligvis har været voldsomme episoder hen over sommeren. ”Men når det er sagt, så har der jo ikke været ”progromer” – et ord som nogle gange misbruges af visse medier. Situationen er stilnet af og de franske myndigheder er eksemplariske i deres beskyttelse af de jødiske samfund, og tolererer på ingen måder antisemitiske handlinger.” Det er også en del af billedet.

Deborah E. Lipstadt fortæller i sin klumme en gammel jødiske vittighed: Hvad er definitionen på et jødisk telegram? ”Begynd at bekymre dig. Detaljer følger.” Hun slutter klummen af med ordene: ”Telegrammet er ankommet. Jøderne er bekymrede. Det er tid til at de, som sætter pris på et frit, demokratisk, åbent, multikulturelt og oplyst samfund gør det samme. Dette er ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.”

Cecilie Banke, forsker i folkedrab ved Institut for Internationale Studier, har givet et interview til israel.dk, hvor hun fortæller om “den nye antisemitisme”. Læs interviewet her.