Indenfor på Krystalgade nr. 12


af Maria Strøm Risbjerg

Det er en våd regnvejrsdag, og jeg er på vej ned ad strøget med kurs mod den jødiske synagoge, der ligger i det indre København. Jeg har nemlig en aftale med Jonas Demsitz på 25 år, der selv er praktiserende jøde, og som er en del af den ortodokse menighed på Krystalgade nummer 12.  Jeg er nysgerrig på, hvordan de er menighed, og på hvordan det ser ud at være jøde i Danmark anno 2021. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer knyttet til det at udleve sin jødiske identitet – i verden generelt men også i Danmark. Allerede da jeg drejer om hjørnet fra Fiolstræde bliver jeg konfronteret med to tydeligt bevæbnede betjente, der bevæger sig op og ned ad gaden foran det bastante jerngitter, der skiller den smukke gule murstensbygning og resten af den danske befolkning ad. Det høje sikkerhedsniveau står som en påmindelse om både det tragiske terrorangreb i 2015, hvor Dan Uzan mistede livet, samt om en generel (højre)ekstremisme, der har vist sit ansigt gentagne gange bare det seneste år. Men selvom der er meget at sige om intolerance og antisemitisme, så ved jeg også, at det ikke er alt, der er at sige om de danske jøder. Derfor håber jeg, at jeg sammen med Jonas kan komme et spadestik dybere ned i, hvordan det kan være meningsfuldt at blive ved med at insistere på kalotten.  

En jødisk synagoge i danske rammer 

Jonas Demsitz er 25 år og en del af den jødiske menighed i synagogen på Krystalgade nr. 12.
Jonas er iført skovmandsskjorte og har et smil på læben, da han møder mig foran synagogen. Sammen går vi igennem sikkerhedstjekket og videre ind i gården. En sikkerhedsvagt hilser på os, og Jonas minder ham om, at jeg er her for at lave et interview med ham.   Synagogen blev indviet i 1833 og er bygget i en storslået nyklassicistisk stil. Bygningens facade er trukket tilbage i forhold til gadens andre ejendomme, da det var et krav fra myndighederne i sin tid, at den ikke måtte virke for prangende i gadebilledet. Også i 1833 var der nemlig stærke holdninger til, hvordan de danske jøder måtte udleve deres tro.   Bevæger man sig indenfor i synagogen, finder man en stor sal fyldt med mørke træbænke, der alle peger med retning fremad mod et forhøjet podium og en prædikestol. Det minder mig på mange måder om en dansk folkekirke, og det er ikke tilfældigt, fortæller Jonas:    ”I de fleste synagoger befinder podiet sig i midten, og der er ikke nogen prædikestol. Men det var et krav, da man i sin tid fik lov til at bygge synagogen, at den skulle have nogle fællesstræk med de danske folkekirker.”   Den helt store forskel finder man i det forhæng, der beklæder bagvæggen, og som gemmer på menighedens håndskrevne toraruller. Torarullerne er hellige, om må derfor ikke berøres direkte.  På podiet leder rabbineren eller kantoren menigheden i bøn og læser op fra Toraen. Der er et tekststykke til hver uge, og på den måde når man igennem hele Toraen på et jødisk år.  

I landsbyen kommer man hinanden ved 

I salen er der plads til 420 mænd og 256 kvinder, og efter jødisk skik sidder kvinderne på balkonen, da man mente, at det på denne måde ville være nemmere for alle at koncentrere sig. Her trækker Jonas på smilebåndet, for i praksis forholder det sig nok egentlig omvendt. Alle medlemmer har hver deres faste plads, som går i arv fra generation til generation.   Til en almindelig sabbatsgudstjeneste om lørdagen kommer der i dag mellem 50 og 100 mennesker.   De daglige samlinger morgen og aften de andre af ugens dage er svære at fylde ud, og da man skal være mindst 10 mænd samlet for at kunne gennemføre en gudstjeneste, bliver det ikke altid til noget.   Officielt er menigheden ortodoks, men graden af ortodoksi er meget varierende fra medlem til medlem.   ”Vi er en broget flok, og det er der plads til,” forklarer Jonas.   På programmet begynder sabbatsgudstjenesten kl. 9, men det er meget almindeligt, at folk kommer løbende ind til kl. 10.   ”Man kan sammenligne menigheden lidt med en landsby og gudstjenesten med en markedsplads. Her kommer vi hinanden ved, og man får vendt verdenssituationen. Og så er det helt særligt at kunne lovprise og sige tak til Gud i fællesskab. Er man vant til stilheden under en almindelig gudstjeneste i folkekirken, får man nok lidt af et chok.”   I Danmark bor der omkring 5-6000 jøder, og selvom de alle langt fra er en del af den lille ortodokse menighed, har de alligevel fællesskab med hinanden, fortæller Jonas:   ”Vi skelner mellem menigheden, altså vores fællesskab her på Krystalgade, og så det store jødiske samfund. For mig er der forskel på menigheden og det jødiske fællesskab som helhed. I menigheden har jeg plads til at fordybe mig og praktisere jødedommen på et spirituelt og intellektuelt niveau. Det store fællesskab, det jødiske samfund, giver mig mulighed for at fordybe mig mere i det kulturelle og sociale. Personligt værdsætter jeg begge dele meget, men for mange danske jøder er det primært sidstnævnte, der fylder mest. Fælles for både menigheden og det jødiske samfund er, at vi deler en fælles historie, et fælles ophav, sprog (både dansk og hebraisk) og en fælles relation til landet Israel på den ene eller den anden måde.” 

Flertallet har ikke altid ret 

Jonas er tredje generation i sin familie, der er vokset op i Danmark. Hans forældre har begge rødder i Østeuropa, og i løbet af hans barndom har de overholdt kosher reglerne for mad og fejret de jødiske helligdage. Derudover har han gået på den jødiske Carolineskole. Ellers er han vokset op som ”kulturjøde,” som han selv beskriver det. Det ser dog anderledes ud i dag, hvor han har en personlig tro og er mere på linje med en ortodoks jødedom. Han skiftede retning i sine teenageår, da han, efter en årrække som brændende ateist, begyndte at tænke over livets store spørgsmål:   ”Jeg havde behov for noget, der stod uden for mig selv, jeg kunne forholde mig til. At der var forskel på godt og ondt. Så det hele ikke bare afhang af mine følelser,” forklarer Jonas og fortsætter: ”Selv demokratiet kan vi ikke nødvendigvis stole på. Det har vi set gennem historien. Bare fordi flertallet siger, noget er rigtigt, betyder det ikke, det er det.”  I takt med at en interesse for filosofi voksede frem hos ham, fandt han ud af, at det gav mening for ham at tro på en Gud. Ikke lang tid efter stod det klart for ham, at han gerne ville være rabbiner en dag. I dag har han en bachelor i teologi fra Københavns Universitet og skal læse diakoni som kandidat efter sommerferien.  Når Jonas oplever sit forhold til Gud stærkest, er det når han står overfor svære valg i sin hverdag.   Her bruger han tid på at reflektere over jødiske bønner og passager fra Toraen. Han er særligt glad for sætningen: Jeg binder mig til dig i kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed og erkendelse.  ”Jeg bruger bøn som en måde at koble af på og gør det ofte, før jeg går i seng. På den måde lukker jeg for dagen ved at reflektere over, hvad der er vigtigt for mig i livet,” fortæller han.  

Det handler om praksis – ikke om tro 

På Jonas’ venstre underarm er tatoveret tre hebraiske tegn, der tilsammen staver ordet tsdaka. Oversætter man det, bliver betydningen noget i retningen af ”en genoprettende retfærdighed.” For Jonas ligger en stor del af jødedommens essens gemt her. For i forholdet til Gud handler det nemlig ikke om den personlige tro men om at have den rette praksis: ”Det drejer sig om, hvordan jeg påvirker verden. Dét har betydning.”  Mennesket har ifølge Jonas til opgave at skabe orden i vores ødelagte verden, og når det har gjort sin del af arbejdet, vil Messias komme og skabe en perfekt verden. I kristendommen mener man, at Messias allerede er kommet i form af Jesus, men i jødedommen venter man stadig på ham.  Her er de 613 bud fra Toraen en konkret vejledning og en manual til, hvordan vi følger Guds gode vilje. De handlinger, der udføres for at bringe verden tættere på sin perfekte tilstand, kan også beskrives med det jødiske begreb tikkun olam og hænger tæt sammen med Jonas tatovering og hjertebrand for retfærdighed.   ”Det er ikke en straf, at vi er her på jorden. Vi skal ikke frelses fra verden, men vi har et job at udføre her,” fortæller han og fortsætter: ”I Toraen står der, at vi skal tage os af de socialt udsatte. Hvad nu hvis vi skaber et samfund, hvor der slet ikke er socialt udsatte?”  Denne tankegang og praksis ønsker han også skal afspejle sig i sit liv, hvis han en dag kan kalde sig selv for rabbiner:  ”Én ting er at kunne læse en tekst og udlægge den – en anden ting er at kunne bruge den med andre mennesker. At kunne tage teksten med ind i verden og ned i folks hænder. At være rabbiner er en måde at leve på. En måde at være på over for andre.”  

Vi har brug for at genopdage tolerancen  

Jonas drømmer om, at skellet mellem synagogen og den enkelte dansker må blive mindre. Ikke fordi vi i Danmark skal ligne hinanden, men fordi vi har behov for at kende til hinanden for at kunne leve med hinanden:    ”Det handler ikke om, at vi nødvendigvis skal acceptere hindanden. Men vi skal tolerere hinanden. Jeg oplever, at ordet tolerance i høj grad har mistet sin betydning i dag. For der er forskel på accept og tolerance. Vi tolererer smerte. Vi elsker den ikke.”  På samme måde skal vi ifølge Jonas give hinanden plads til at leve livet på forskellig vis – også selvom vi ikke nødvendigvis sympatiserer med hinanden.   ”Jeg ser desværre en tendens i Danmark, hvor alt for mange tror, de ved, hvad der er bedst for andre. Det bliver sværere og sværere for den generelle dansker at relatere til det religiøse og det ortodokse. Det ser vi også i debatten om omskærelse.”  Siden omskærelse på ny kom på den politiske radar for nogle år siden, har den højrenationalistiske bevægelse ”Nordfront” været aktive med forskellige ulovlige aktioner såsom hærværk af jødiske kirkegårde og chikanering af enkeltpersoner.   ”Det handler ikke om, at vi ikke må tage debatten. Men den måde, vi gør det på, gør faktisk en forskel,” mener Jonas.   På hans egen banedel håber han, at synagogen vil åbne mere op for offentligheden og på den måde kunne være en aktiv medspiller i at bygge bro mellem danskerne. Så vi igen kan tilbageerobre tolerancen i Danmark på konstruktiv vis.  

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503