Indtryk fra årsdagen 7. oktober
Af Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen, kommende præstepar ved Den Danske Kirke i Jerusalem.
Der måtte bæres mange ekstra stole ind, da Israelsmissionen, KFS Aarhus og Menighedsfakultet mandag aften åbnede dørene til et arrangement på årsdagen for Hamas’ angreb på Israel 7.oktober 2023.
Christian Rasmussen åbnede aftenen med et citat fra Allan Sørensen, der i KD havde brugt udtrykket ”afmægtighedens gys” om israelernes reaktion på hændelserne 7. oktober.
Efter et par indledende bemærkninger opfordrede han os til et minuts stilhed for alle krigens ofre. Dette anslag kom til at holde hele aftenen igennem, så vi tog hjem med en følelse af sorg og afmagt. Afmagt over for Mellemøstens komplekse fortid og nutid, afmagt over for krigens brutale virkelighed og grusomme følger.
Godt nok sad vi i MFs hyggelige dagligstue, der var fyldt af mennesker i alle aldre: Unge studerende, voksne midt i arbejdslivet og pensionister. Men anledningen til arrangementet var forstemmende. Vi sad der med en fælles interesse for Israel og for manges vedkommende en stor kærlighed til det jødiske folk. Vi blev berigede af aftenens to indlæg; men vi blev ikke opløftede.
Bodil Skjøtt talte ud fra overskriften ”Israel og Palæstina. Hvem ejer historien?” Og Peter Bjerres overskrift var: ”Hvornår bliver kritik af Israel til antisemitisme?” Begge talere var veloplagte, skarpe og havde meget på hjerte. Der blev talt hurtigt og indsigtsfuldt – og der blev lyttet og efterfølgende stillet en række spørgsmål.
Vi skal ikke her forsøge at give et referat af aftenens indhold, men har lyst at dele et par af aftenens pointer.
Bodil Skjøtt understregede, at man må forsøge at se historien med både israelske og palæstinensiske briller. ”Vi må prøve at stå på den midte, som ikke findes og fastholde kompleksiteten. Hvis ikke vi gør det, frygter jeg, at vi gør broen smallere og afgrunden dybere.”
Bodil beskrev, hvordan virkeligheden ser ud fra israelsk side, hvordan den ser ud fra palæstinensisk side, og hun krydrede det med udsagn fra både statsledere, politikere og såvel jødiske som palæstinensiske venner og bekendte.
Bodil Skjøtt understregede, at vi alle tager stilling – og at man aldrig fuldt ud vil forstå den anden part. Hun nævnte flere gange, at smerten lige nu er så stor, at det kan være svært for nogen af parterne at række ud mod den anden. Bodil citerede blandt andet en arabisk ven for at have sagt: ”Lige nu er det svært for os at nå hinanden, men vil I andre ikke godt holde døren åben.”
Vores indtryk var, at Bodil Skjøtt med sit indlæg gjorde alt for netop at holde døren åben. For en kommende forsoning, selv om den synes meget langt borte. En af tilhørerne spurgte Bodil, hvad der efter hendes mening skulle til for at opnå fred. Det lidt triste svar lød: ”Jeg ved det ikke. Vi har vel ikke tidligere været på et lavpunkt, som det vi er på nu.”
Peter Bjerre havde kortere tid, men ikke mindre på hjerte. Han gjorde rede for antisemitisme som begreb – blandt andet med udgangspunkt i Deborah Lipstadts teorier. Han gav enkelte historiske og nutidige eksempler på antisemitisme; men lod begrebet stå som det stærkeste. Og så sagde han noget meget tankevækkende: ”Hvis vi vil antisemitismen til livs, er det ikke juristerne eller politiet, der skal komme den til livs – det er os.”
Tak for en god aften, en aften med stof til eftertanke – men også en sorgfuld aften!