Skip to main content

Indtryk fra årsmødet 2025


Af Hans Jørgen Hansen, kommende præst i Den Danske Kirke i Jerusalem.

Fra starten af Israelsmissionens årsmødedag blev det markeret i formandsberetningen, at Den Danske Israelsmission nu har eksisteret i 140 år. Jødemissionens historie begynder selvfølgelig langt tidligere – med apostlenes vidnesbyrd.

Nyt ansigt i landsstyret

På generalforsamlingen vedtog man nye vedtægter, som bl.a. betyder, at landsstyremedlemmernes valgperioder fremover er tre år frem for de hidtidige fem år. Der var naturligvis også valg til landsstyret. Fem af landsstyrets medlemmer vælges af årsmødet, og her modtog Merete Pihl Konrad genvalg og blev valgt for perioden 2025-2028 uden modkandidater.

Tre af landsstyrets otte medlemmer udpeges af landsstyret. Kirsten Bitsch Lang afløste Jeppe Ladegaard og sidder frem til 2026, ligesom Henrik Søgaard Kofoed fik forlænget sit mandat frem til 2027. Kirsten har i mange år været engageret i Israelsmissionen, senest som kommunikationsmedarbejder, så det var til stor glæde, at hun sagde ja tak til at være med.

Efter generalforsamlingen var det tid til forskellige indslag fra arbejdet.

Tilbageblik på historien

Historien blev glimrende belyst af cand.theol. og valgmenighedspræst Kasper Bergholt, der har gravet dybt i de historiske kilder og skrevet en lille bog om Den Danske Israelsmissions historie. Kasper gav den som historiefortæller med spændende prøver på bogens indhold.

Arbejdet har i alle årene været båret af en stor kærlighed til det jødiske folk. I starten var det jøder, der var flygtet fra progromer i Rusland, der var den primære målgruppe. Siden har fokus været andre steder i Østeuropa, i Nordafrika og i Vesteuropa. Og siden 1950’erne også i staten Israel.

Han konkluderede, at Israelsmissionens fortsatte eksistensberettigelse bygger på, at der bliver drevet gedigen forskning i kristendommens jødiske baggrund, og at Israelsmissionen fortsat ser sig selv som en MISSIONS-bevægelse rettet mod det jødiske folk.

Nye tiltag i New York og Paris

I Israelsmissionens ungdomsorganisation, iunge, har man de seneste år sendt unge til New York som missionspiloter. Her bor mange jøder og meget arbejde i gang, som man kan tage del i. Blandt andet derfra så vi en video med noget af alt det gode arbejde, de nuværende missionspiloter er i gang med derovre.

En ny satsning i Israelsmissionen er at støtte arbejdet blandt jøder i Paris. Konkret støtter Israelsmissionen Johann Lussange, som selv er jøde, og som arbejder for Jews for Jesus i Paris. Johann var med ved årsmødet og delte på dansk sit fantastiske vidnesbyrd om, hvordan han under sin studietid i København mødte Jesus, da han sad og surfede på sin computer. Han begyndte at læse i Bibelen, opsøgte en kirke og blev døbt. Han fik en stor kærlighed til Jesus, og dybden i denne kærlighed forstod han senere, da han så, hvor dyb synden var i hans liv.

Johann fortalte også om arbejdet i Paris. Jøderne er svære at nå fysisk, og derfor arbejder de meget med YouTube-forkyndelse og YouTube-debatter. De bruger også deres centralt beliggende kontor til at få kontakt med jøder, der gerne vil høre mere om Jesus.

Hvad bringer fremtiden?

Dagen sluttede af med, at 4 deltagere gav deres bud på, hvad der skal til for at Israelsmissionen fortsat er vedkommende og relevant om 10 år, når der skal fejres 150-års jubilæum. Jeg bed særligt mærke i følgende pointer:

  • Israelsmissionen må forholde sig til konflikten mellem jøder og palæstinensere og præsentere et balanceret narrativ, hvor man beskriver lidelserne på begge sider. Løfterne om Guds frelse i Messias gælder for alle. Efs 2,14.
  • Hvornår er man i mål som missionsbevægelse? Man er aldrig færdig! Israelsmissionen skal være lyttende og være i bevægelse. Det er besværligt, men nødvendigt hele tiden at spørge: Hvor er det næste sted, vi skal hen?
  • Det er vigtigt, at Israelsmissionen prioriterer undervisning om kristendommens jødiske rødder og evangelisation blandt jøder – også jøder i Danmark.
  • Israelsmissionen må arbejde på at få lokal og global mission til at hænge sammen. ”Den lokale kirke må være oplyst af den globale kirke” (Tim Keller). Vi er en del af samme mission – uanset hvem vi er, og hvor på kloden, vi befinder os.

En opmuntrende aftensamling

Aftenen bød på en samling for tidligere og nuværende ansatte og styrelsesmedlemmer. Jeg talte bl.a. seks tidligere præster i Israel. Der blev delt gode historier og vidnesbyrd, som understregede vores fortsatte fælles mission med at bringe evangeliet til det jødiske folk – uanset om det er i Israel eller andre steder på kloden.

Således opmuntret og udfordret håber jeg fortsat at blive endnu en præst i rækken af præster i Den Danske Kirke i Jerusalem.