Som så mange andre er jeg her over sommeren smuttet fra den danske kolde sommer og har været på ferie i udlandet. Min tur gik til Marokko sammen med en veninde. Et land, der på trods af sin korte afstand til mit hjem i Europa, havde sine forskelligheder og noget nyt og fremmed at byde på.
En varm og solrig eftermiddag blev min veninde og jeg enige om, at vi fortjente en is efter en hård tur op og ned ad et bjerg uden for den by, vi boede i. Kort efter at vi var gået fra iskiosken kom en håndfuld børn hen til os og ville smage vores is. Vi havde tidligere oplevet, at børn på stranden kom hen og ville smage vores vand og brød – og det så ikke ud som om, de manglede noget, men at de var almindelige strandgæster.
Her ned ad gaden forsøgte børnene ihærdigt og ivrigt at tigge os om en smagsprøve og var en Magnums længde fra at få fat i vores eftermiddagssnack. Begge hændelser var meget mærkelige og en anelse irriterende for os. Denne hændelse endte med, at jeg så bestemt på en af børnene og sagde ’lad være’ på arabisk. Og det hjalp.
Men bagefter havde jeg en mærkelig smag i munden, for det var en underlig situation, og der havde været komplet modstridende følelser i spil fra de to parter. Hvordan kunne vi opfatte den samme situation så forskelligt? Isene fik mig til at tænke på mødet mellem to kulturer; vi købte en is, fordi vi var på ferie, og vi ville bare gå i fred på gaden. De var begejstrede over at møde to kvinder med mere eller mindre lyst hår og ville snakke med os.
Jeg havde ikke lyst til at se skævt til børnene, så det gik op for mig, at jeg måtte forsøge at forstå situationen og deres reaktion fra deres perspektiv, i stedet for at situationen skulle skabe frustration hos mig. Jeg prøvede på bedste vis at sætte minutterne under mikroskop og tænkte, at de da gerne ville smage isen, men at det nok var os europæere, de var mere interesserede i. Men at isen var en måde at få ’del’ i os på.
Jeg kom til at tænke på mødet mellem mennesker med forskellige trosretninger, og hvordan der nogle gange kan skabes en kløft mellem parterne. Jeg har ikke en endelig opskrift på, hvordan man får en god dialog, men jeg er gang på gang blevet mindet om, hvor vigtigt det er at være nysgerrig, lyttende og forsøge at finde fællesnævnere, når man taler sammen.
Når jeg står foran et menneske med en anden baggrund, forsøger jeg at overveje, hvad det er, vi har til fælles: Med en jøde kan det være troen på Gud og forventningen om Messias, som for mit vedkommende er kommet, men en dag skal komme igen. Med en muslim kan det være noget af det det samme og for eksempel Guds karaktertræk. Hvad betyder det for eksempel, når vi kalder Gud barmhjertig og tilgivende? Hvad betyder disse karaktertræk på Dommens dag?
På baggrund af fællesnævnerne tror jeg, at man kan få en spændende snak, hvor begge parter kan få lov til at udtrykke deres synspunkter. Jeg tror det samme gælder for kulturelle møder som for ’tros’ møder. Netop at være nysgerrig. At spørge sig selv hvorfor det andet menneske har et givet synspunkt, hvad synspunktet går ud på, og hvordan vi kan prøve at forstå hinanden i det. Eller i det mindste at respektere hinanden. Der skal stadig være plads til en undren, for vi er forskellige. Men jeg tror ikke, at reaktionen skal stoppe dér. Denne undren skal lede til en refleksion og frugtbar diskussion, så vi ikke bare står irriterede tilbage med en is i hånden, der pludselig smager anderledes, end den plejer.
