Israel – første livstegn

Shalom! Så er eventyret i Israel startet. Det hellige land viser sig fra sin bedste side. Her er skønt at være. Mens i har fundet regnjakkerne frem i Danmark har vi det dejligt varmt. Temperaturne er oppe mellem 24-30°C. I selskab med missionspiloterne og de to andre volontører gik turen fra Kastrup lufthavn til Tel Aviv. Flyveturen gik fint, fulde af forventning og spænding, næsten ingen søvn og en masse glæde.  I Tel Aviv blev vi stoppet i paskontrollen for at få godkendt vores visum. Det tog 2,5 time fra vi afleverede vores pas til vi fik det igen. Den lange ventetid gik i godt selskab med de andre to volontører og en god pose Haribo click-mix. Da vi endelig fik vores pas med nye stempler kunne vi komme ud og få vores bagages og derefter løbe ind i det næste problem, for hvordan skulle vi finde Asbjørn (Kirkevolontør i den danske kirke). Det var jo over 2,5 time siden vi forventede at kunne hentes i lufthavnen. Der gik rimelig meget panik i den indre lille pige, for hvordan skulle vi dog kunne finde til Maon Gilo selv? Hvordan kunne vi få fat i David (Præst i den danske kirke) når vi ikke kunne ringe? Bare rolig for alt løste sig, naturligvis. Ud af ingen ting stod Asbjørn der pludselig og så var der ro på igen. Vi kom godt til Maon Gilo og fik en dejlig velkomst, med dansk flag, af to praktikanter og to volontører fra Danmark også. Da jeg rejste hjemmefra have jeg en forventning om at alt ville være så nyt, uvant, udansk og ukendt. Og ja det er også nyt, uvant og ukendt men det er på ingen måder udansk. Vi taler dansk sammen i lejligheden, vi kan købe Lurpak i det lokale supermarked, humus og falafel har jeg også fået i Danmark. Så det er dejligt at der er noget her der også minder en om hjem. Lejligheden består af tre tomandsværelser og to eneværelser. Tre Toiletter, to bad og et stort fælles køkken og en lille sofa. Jeg bor på et af eneværelserne, hvilket jeg er meget glad for. Det er godt at kunne trække sig tilbage og kunne bruge tid på bare at bearbejde alle de fede indtryk. Jerusalem centrum ligger omkring 45 minutter i bus fra Maon Gilo. Bussen ryster os godt sammen da man her i Israel ikke går så meget op i hverken fartgrænser eller behagelige opbremsninger. Ud over det er der også mange ujævnheder i vejen. I mandags tog vi dog turen til Jerusalem for blot at lege turister. Så det var frem med selfie-stangen og så bare ud over de støvende gader. Vi var en tur i den gamle by, besøgte gravkirken, så grædemuren og spiste vores første falafel. Her er lidt selfie fra dagen:   Konflikt eller ej? Konflikten kan vi ikke løbe fra. It’s happening! Det er et faktum men det kommer ikke til udtryk her i Israel. Der er jøder der bærer våben, meget store våben som jeg naturligvis ikke lige er vant til fra lille Nykøbing. Her på Maon Gilo kommer det på ingen måder til udtryk. Der er nemlig både ansat jøder, kristne og arabere. De vælger at lade konflikten blive hjemme og ikke tage den med på arbejde. På arbejdet diskuteres og snakkes der ikke om ens religiøse overbevisning eller om ens politiske holdninger. Det er helt okay at jeg som volontør er nysgerrig og har lyst til at spørge ind til hvordan de forholder sig til konflikten og snakke om deres religiøse overbevisninger men det faste team gør det ikke med hinanden. Hvad sker der lige for den modenhed? Det er godt nok sejt at de kan skelne det deres folk gør og det de selv gør. Generaliseringerne farer frem i de danske medier og jeg kan bare fortælle at det er ikke helt så slemt.  

Hold hviledagen hellig!

Fredag eftermiddag lukkede alt jødisk ned her i Israel. Alt, som i alt. Det er nemlig sabbat fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Det hele lukker ned, det vil sige at busser stopper med at kører, butikker lukker så der ikke er nogle der er på arbejde men også så der ikke er nogle der lige kan komme forbi og købe en liter mælk eller hvad man lige mangle for at overleve. Hold hviledagen hellig. Sådan lyder det tredje bud af de ti bud. Det bliver sat i meget stor kontrast til den måde vi i Danmark holder hviledag på. For mig har søndagen, som ellers skulle være hviledagen for mig aldrig blevet holdt særlig hellig. Jeg er blevet mindet om det nogle gange det seneste år men hvordan jeg lige skulle kunne efter leve det havde jeg lidt svært ved at se. For hvis butikkerne var åbne kunne jeg jo ligeså godt få handlet og nu hvor vaskemaskinen alligevel var fri kunne jeg da lige vaske noget tøj. Men her er der bare ikke den mulighed. Vi snakkede om at tage ud og se et eller andet her i Israel men for at komme til Jerusalem var vi nød til at tage en bus men da den ikke kørte besluttede vi os for bare at blive hjemme. Vi manglede lidt nogle lækre snacks til i aften men dem måtte vi også vente med at købe til butikkerne åbnede efter solnedgang. Det bliver på mange måder nemmere bare at hvile. Det stiller også nye udforinger for det er svært ikke at blive rastløs når man skal hvile i 24 timer. Sådan er det heldigvis ikke. Vi var nemlig inviteret ud til David og hans familie i nord Jerusalem. Her skulle vi fejre sabbat med kristen perspektiv. Det var virkeligt en spændende aften.  

Arbejde eller hvad laver du?

Mit arbejde begynder først søndag. Så den første uge her har blot været introduktion til det hele og en halv dag i workshoppen. Den dag var faktisk ret spændende. Benedikte og jeg var på floor 0 hvor vi gerne måtte prøve at lære beboerne lidt at kende. Jeg snakkede med en beboer som ikke bor på Maon Gilo. Der kommer nemlig også nogle som bare er med i workshoppen for at blive aktiveret lidt. Vi snakkede lidt om hvem han var og han var heldigvis god til engelsk. Sprogbarrieren mellem beboerne og jeg er stor mellem dem som ikke kan tale engelsk men der er dog et fælles sprog som kan benyttes. Smilet er det fælles sprog mellem os. Hvis man ikke lige kan sige noget kan man altid sende dem et venligt smil og sige Shalom.   Mange hilsner fra Annika.