Jørgen Hedager Nielsen, journalist, forfatter og medlem af Israelsmissionens landsstyre
Hvilken rolle kommer Israel til at spille i endetiden? Uenigheden om det handler blandt andet om landløfterne, som Gud gentagne gange gav til sit folk. Vi har en stor profeti af Jesus om de sidste tider. Der siger han om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24).
Det er naturligt at forstå det sådan, at Israels folk skal være i landet ved genkomsten. Nogle mener, at Israel have alle sine landområder igen. For mig står oprettelsen af staten Israel i 1948 som et stærkt endetidstegn, men jeg ser det i forbindelse med den nævnte profeti af Jesus, og ikke i forbindelse med landløfter i geografisk betydning.
Fra Nilen til Eufratfloden – se selv på et kort, hvor meget det omfatter. Det landområde, som de tolv stammer delte mellem sig ved tilbagekomsten fra Egypten var mindre. De må have kendt ordlyden af Guds løfte til Abraham, men de siger ikke: “Hov, du lovede, at landet skulle gå helt til Eufratfloden.”
I løbet af Davids regeringstid ekspanderede Israel, så riget under ham og hans søn Salomo faktisk strakte sig fra Sinaj til Eufratfloden. Guds løfter var på det tidspunkt opfyldt, men siden skrumpede landet igen.
“Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op” (3 Mos 26,3-6).
Som det er tilfældet her, bliver landløftet ofte knyttet sammen med folkets moral og fromhed. Hvis I … så vil jeg. Der er ikke tale om noget betingelsesløst, og det fik Israel at mærke. Flere gange måtte de se sig slået af fjender og jaget i landflygtighed. Ikke fordi Herren svigtede landløfterne, men fordi folket svigtede Herren.
Profeterne taler også om et tættere forhold mellem Gud og Israel. “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2,14). Denne nye nærhed mellem Gud og folket passer fint med et løfte hos en anden profet: “Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed” (Ezek 36,24-29).
Løfterne ved Ezekiel og Esajas blev givet til Israels folk, mens de var i landflygtighed. De har sikkert stort set oplevet profetierne som opfyldt, da de kom tilbage i landet, men der må også have været en fornemmelse af, at der var mere. Dette mere blev knyttet sammen med forventningerne om den kommende Messias, og det er måske det, der ligger bag disciplenes spørgsmål til Jesus på Kristi himmelfartsdag: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6).
Jesus siger ikke, at det med Riget for Israel har de fået helt forkert fat i, men han svarede ved at sætte dem i gang med at missionere “lige til jordens ende”.
I GT kan Guds løfte lyde sådan: “Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra” (5 Mos 30,4). Hente hjem betyder at hente hjem til det landområde, der er folkets hjem. Det er et løfte, der er gået i opfyldelse mere end én gang for Israel. Men det kan også læses som et løfte om frelse, som når den fortabte søn kommer hjem.
Allerede i løbet af GT bliver det klart, at landløfterne handler om mere end Abrahams etniske efterkommere og om mere end et landområde syd for Middelhavet. Efterhånden bliver det tydeligt, at det handler om Guds rige og i sidste ende den forløste nye jord. Vi skal helt frem til Åb 21, før landløfterne er endelig opfyldt.
Der er flere eksempler på, at ord, der har Israel som adresse, anvendes om Jesus eller Guds rige. I forbindelse med flugten til Egypten fortæller Matthæus, at de flygtede til Egypten “for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Fra Egypten kaldte jeg min søn.'” Det er et citat fra Hos 11,1, men der handler det om Israel. Matthæus ændrer ikke den oprindelige betydning af profetens ord, men han peger på en dobbelt opfyldelse.
Den mur, Paulus omtaler, er skellet mellem omskårne og uomskårne. Mellem dem, der er værnet af loven og dem, der er udenfor. Altså muren mellem hedninger og jøder. Det kan også helt bogstaveligt være muren på tempelpladsen, der afgrænsede hedningernes forgård og spærrede for hedningernes adgang til templet. Ved sin død rev Jesus muren ned. Det betyder ikke alene, at nu kan de to folk være sammen. Det betyder, at de nu er ét folk.
I Romerbrevets første otte kapitler underviser Paulus om, at Guds frelsesløfter til Abraham ikke kun gælder Israel, men alle, som deler Abrahams tro – uanset om de er omskårne eller ikke (Rom 4).
“For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte” (Rom 2,28-29).
Efter Romerbrevets første otte kapitler er det naturligt at spørge: “Har Gud da forkastet sit folk Israel, Abrahams kødelige efterkommere?” Det svarer Paulus så på i kapitel 9-11. Svaret lyder i kort form: “Aldeles ikke!” (Rom 11,1).
De tre kapitler går ud på at vise, at Gud holder sine løfter, “for sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29).
Paulus forklarer forholdet mellem jøder og hedninger ved at tale om Israels rest, om to oliventræer, om forhærdelse og om fylde. Men han taler ikke om landløfter i geografisk betydning.
Artiklen her er et uddrag af kapitlet om Israel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” af Jørgen Hedager Nielsen. Bogen kan købes hos Lohse og koster 200 kr.
Hvilken rolle kommer Israel til at spille i endetiden? Uenigheden om det handler blandt andet om landløfterne, som Gud gentagne gange gav til sit folk. Vi har en stor profeti af Jesus om de sidste tider. Der siger han om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24).
Det er naturligt at forstå det sådan, at Israels folk skal være i landet ved genkomsten. Nogle mener, at Israel have alle sine landområder igen. For mig står oprettelsen af staten Israel i 1948 som et stærkt endetidstegn, men jeg ser det i forbindelse med den nævnte profeti af Jesus, og ikke i forbindelse med landløfter i geografisk betydning.
Landløfterne blev opfyldt
Vi skal ikke mange sider hen i Bibelen, før landløfterne dukker op første gang. “Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: ‘Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden'” (1 Mos 15,18).Fra Nilen til Eufratfloden – se selv på et kort, hvor meget det omfatter. Det landområde, som de tolv stammer delte mellem sig ved tilbagekomsten fra Egypten var mindre. De må have kendt ordlyden af Guds løfte til Abraham, men de siger ikke: “Hov, du lovede, at landet skulle gå helt til Eufratfloden.”
I løbet af Davids regeringstid ekspanderede Israel, så riget under ham og hans søn Salomo faktisk strakte sig fra Sinaj til Eufratfloden. Guds løfter var på det tidspunkt opfyldt, men siden skrumpede landet igen.
Løfterne indeholder mere
Gud gentager landløfterne, men de ændrer karakter. Hvor de i begyndelsen handler om landområder, kommer de mere og mere til at handle om indhold. Der dukker løfter op om fred og frugtbarhed og endda om, at folket vil blive forandret i hjertet. Efterhånden bliver løfterne så overvældende, at de helt tydeligt handler om mere end geopolitik.“Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op” (3 Mos 26,3-6).
Som det er tilfældet her, bliver landløftet ofte knyttet sammen med folkets moral og fromhed. Hvis I … så vil jeg. Der er ikke tale om noget betingelsesløst, og det fik Israel at mærke. Flere gange måtte de se sig slået af fjender og jaget i landflygtighed. Ikke fordi Herren svigtede landløfterne, men fordi folket svigtede Herren.
Løven æder strå
Under landflygtigheden i Babylon nåede landløfterne nye højder. Det lyder rigtig flot, når det siges om landet: “Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen” (Es 65,25). Men vi er for alvor inde på noget banebrydende, når Gud i samme kapitel udtaler løftet: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det” (Es 65,17).Profeterne taler også om et tættere forhold mellem Gud og Israel. “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2,14). Denne nye nærhed mellem Gud og folket passer fint med et løfte hos en anden profet: “Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed” (Ezek 36,24-29).
Påske og pinse
Guds forsikring om, at jøderne skal vende tilbage til landet, blandes i Ezekiel 36 med noget, der kun kan opfattes som en profeti om påsken og pinsen – altså et varsel om den nye pagt.Løfterne ved Ezekiel og Esajas blev givet til Israels folk, mens de var i landflygtighed. De har sikkert stort set oplevet profetierne som opfyldt, da de kom tilbage i landet, men der må også have været en fornemmelse af, at der var mere. Dette mere blev knyttet sammen med forventningerne om den kommende Messias, og det er måske det, der ligger bag disciplenes spørgsmål til Jesus på Kristi himmelfartsdag: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6).
Jesus siger ikke, at det med Riget for Israel har de fået helt forkert fat i, men han svarede ved at sætte dem i gang med at missionere “lige til jordens ende”.
Landløfterne i NT
Landløfterne omtales i NT, for eksempel af Paulus: “For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro” (Rom 4,13). Uden videre beskriver Paulus landløftet som noget, der gælder hele verden, og Abrahams efterkommere er hele den frelste skare (se også Hebr 11,8-16).I GT kan Guds løfte lyde sådan: “Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra” (5 Mos 30,4). Hente hjem betyder at hente hjem til det landområde, der er folkets hjem. Det er et løfte, der er gået i opfyldelse mere end én gang for Israel. Men det kan også læses som et løfte om frelse, som når den fortabte søn kommer hjem.
Allerede i løbet af GT bliver det klart, at landløfterne handler om mere end Abrahams etniske efterkommere og om mere end et landområde syd for Middelhavet. Efterhånden bliver det tydeligt, at det handler om Guds rige og i sidste ende den forløste nye jord. Vi skal helt frem til Åb 21, før landløfterne er endelig opfyldt.
Han skal frelse sit folk
Mange jøder tænkte, at Messias’ gerning var at befri folket fra den romerske besættelsesmagt. Men englen siger til Maria, at “han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Det folk, han skal frelse, findes i alle folkeslag på hele jorden.Der er flere eksempler på, at ord, der har Israel som adresse, anvendes om Jesus eller Guds rige. I forbindelse med flugten til Egypten fortæller Matthæus, at de flygtede til Egypten “for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Fra Egypten kaldte jeg min søn.'” Det er et citat fra Hos 11,1, men der handler det om Israel. Matthæus ændrer ikke den oprindelige betydning af profetens ord, men han peger på en dobbelt opfyldelse.
Nu er de to ét folk
Paulus taler flere gange om forholdet mellem hedninger og jøder. Et af de stærkeste steder finder vi i Efeserbrevet. “Han gjorde de to parter til ét,” skriver han (Ef 2,11-22).Den mur, Paulus omtaler, er skellet mellem omskårne og uomskårne. Mellem dem, der er værnet af loven og dem, der er udenfor. Altså muren mellem hedninger og jøder. Det kan også helt bogstaveligt være muren på tempelpladsen, der afgrænsede hedningernes forgård og spærrede for hedningernes adgang til templet. Ved sin død rev Jesus muren ned. Det betyder ikke alene, at nu kan de to folk være sammen. Det betyder, at de nu er ét folk.
Israel efter kødet
Men hvad så med Israel “efter kødet” for nu at bruge et udtryk af Paulus fra en gammel oversættelse? De, der er omskåret med pagtstegnet. Er deres rolle i Guds plan forbi?I Romerbrevets første otte kapitler underviser Paulus om, at Guds frelsesløfter til Abraham ikke kun gælder Israel, men alle, som deler Abrahams tro – uanset om de er omskårne eller ikke (Rom 4).
“For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte” (Rom 2,28-29).
Efter Romerbrevets første otte kapitler er det naturligt at spørge: “Har Gud da forkastet sit folk Israel, Abrahams kødelige efterkommere?” Det svarer Paulus så på i kapitel 9-11. Svaret lyder i kort form: “Aldeles ikke!” (Rom 11,1).
De tre kapitler går ud på at vise, at Gud holder sine løfter, “for sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29).
Paulus forklarer forholdet mellem jøder og hedninger ved at tale om Israels rest, om to oliventræer, om forhærdelse og om fylde. Men han taler ikke om landløfter i geografisk betydning.
Artiklen her er et uddrag af kapitlet om Israel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” af Jørgen Hedager Nielsen. Bogen kan købes hos Lohse og koster 200 kr.
