I år er det 70 år siden staten Israel blev oprettet. Det markerer vi i vores magasin ”Evangeliet og den jødiske verden” det kommende år gennem en artikelserie, der sætter fokus på dette emne. Herunder kan du læse et uddrag af Jan Mortensens første artikel, der handler om Israel, og de løfter, der er knyttet til landet. Hele artiklen kan læses her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/

Jan Mortensen, sognepræst og medlem af landsstyret, marts 2018


Har Gud snydt sit folk?

Alle Guds løfter har fået deres ”ja” i Jesus Kristus (2 Kor 1,20). Det er det Nye Testamentes (NT) påstand. Jesus er den længe ventede Messiaskonge, der bringer den nye pagts gudsrige. Guds rige kom imidlertid ikke helt på den måde, Jesu samtid forventede det og sådan som dele af det Gamle Testamente (GT) kunne tolkes: i form af en genrejst jødisk nation med verdensherredømme. Guds rige kom i et ”allerede/endnu ikke”, hvor den korsfæstede og opstandne Messias allerede sidder på sin trone og har etableret et åndeligt rige for både jøder og hedninger ved dåb og tro – og hvor endnu ikke relaterer til den nye jord, vi stadig venter på.

På Jesu tid var der mange jøder, der afviste Jesus, fordi de mente, at dette ikke stod mål med løfterne til det etniske Israel: Var landløfterne ikke mere konkrete end som så? I dag er der lige så mange kristne, der stiller samme spørgsmål. De accepterer ganske vist opfyldelsen i Kristus som skitseret ovenfor, men tilføjer, at hvis Gud ikke også giver jøderne et land i Mellem­østen, har han snydt sit folk. Det er i mine øjne en fejllæsning af både GT og NT – og sammenhængen mellem dem.

GT selv fordrer ikke en ”bogstavelig” opfyldelse
NT bekræfter GT’s autoritet ned til det mindste bogstav, men ikke sådan forstået, at ethvert konkret løfte i GT skal finde en ”bog­stavelig” opfyldelse. GT selv fordrer ikke sådan en forståelse. I beskrivelsen af Israels herlige fremtid gør profeterne fortidens embeder og institutioner til ”typer” på denne tids frelse: Moses, David, Melkisedek, eksodus, templet osv. Når NT tolker landet som en type på Guds rige og den nye jord, gør det derfor ikke vold på GT.

Landløfterne til Abraham blev givet på bagkant af det tabte land, Paradis, og med hele jordens velsignelse som mål. Løftet til Abraham får en universel og ikke-dennesidig karakter allerede i GT. Men først i NT afsløres hvordan. NT forholder sig til GT som opfyldelse til løfte, men ikke én til én, som hvis en far lovede sin søn en IPhone7 og det får han så. Opfyldelsen transformerer og overbyder løftet.
Denne transformering er et gennemgående træk i Bibelen. GT selv bevæger sig indenfor en fremadskridende frelses- og åben­barings­historie, hvor opfyldelsen af Guds løfter udfoldes i stadig nye lag.

Med Jesus afsløres løfternes endelige ”hvordan”
Både Jesus – og NT med ham – hævder, at GT’s løfter sigter på ham (Joh 5,39). Ikke bare som løfternes slutpunkt, men i virkeligheden som deres evige udgangspunkt. For i virkeligheden blev Israel ikke udvalgt i og af sig selv, men i ham (Ef 1). Han er den ene, der er udvalgt for de mange. Han er Abrahams afkom, hvem løftet gælder (Gal 3,16). Alle trådene fra GT samles i Kristus.

I ham er jøder og hedninger blevet til ”ét nyt menneske” (Ef 2,15), den nye pagts gudsfolk (1 Pet 2,9). Det er den ”Kristus-hemmelighed”, som Gud ikke havde åbenbaret i tidligere slægtled (Ef 3,1-13).
Alene derfor giver det ikke mening i den nye pagts tid at ville insistere på to ”mennesker” (jødekristne med særlige landløfter og hed­nin­ge­kristne uden) eller ligefrem to gudsfolk (kirken med frelsen og det fysiske Israel med landet). Det første sønderlemmer Kristi legeme. Det andet sidestiller Israel med Kristus, som om Israel var frelseshistoriens ”oliventræ” – og ikke Kristus (Rom 11,17-24).

Pagten og arven hører sammen
Den del af Israel, der forkastede deres Messias, er ikke forkastet, men den eneste vej tilbage til arven går gennem dåbsvandet, Kristus-omskærelsen, og tilslutning til Jesusfolket, den nye pagts gudsfolk, ved hvem Gud åbenbarer sin herlighed (Joh 17,9-10; Ef 1,22–23; 3,10.21).

Sådan får GT’s løfter en kristologisk binding i den nye pagts tid. Israels arv er forløsningen ved Jesus Kristus, den nye pagts Guds rige. At Guds løfter har fået deres ja i Jesus Kristus, henviser derfor ikke bare til deres bekræftelse, men til selve det sted, de finder deres opfyldelse: I Kristus. Der går ikke nogen anden tråd fra GT ind i vor tid – end netop denne.

Vi hjælper ikke jøderne til deres fædrene arv ved at gøre staten Israel til en selvfabrikeret opfyldelse, en “Ismael”. Vi har ikke andre veje end at elske dem og forkynde evangeliet om deres Messias for dem (Rom 10).