Skip to main content

Israelitterne dummede sig – og det gør vi også

Samuel Rood, missionær for Jews for Jesus

Jeg husker, da jeg så det afsluttende øjeblik i Stephen Spielbergs animerede fortælling om udvandringen fra Egypten Prinsen fra Egypten. Opløftende musik lyder alt imens Moses kommer ned fra Sinaibjerget med de ti bud på to stentavler, og filmen ender.

Brok i ødemarken
Den Bibelske beretning slutter ikke helt så pænt. Lige så snart Israel når den anden side af det røde hav, bliver det mere og mere klart, at israelitternes største problem ikke var slaveriet i Egypten. På vejen fra Egypten til Sinai brokker folket sig, fordi de vil have vand (2. Mosebog 15,2-26) og derefter mad (2. Mosebog 16,1-3).  I kapitel 17 vers 2 er de utilfredse (læs: gør oprør) mod Moses, fordi de igen er tørstige og kræver vand. Dette mønster af brok og oprør forsatte gennem hele Israels tid i ødemarken. Så ankommer Israel til Sinai.

Gud nedstiger i en blanding af special effects, der inkluderer en stor sky, ild, torden og lyn, og hele folket hører hans stemme, da han taler de ti bud til dem. Moses tager op på bjerget og modtager lovene og budene fra Herren, og vender derefter tilbage for at undervise folket i dem. Da de hører alt Gud befaler dem at gøre, svarer de: ”Alt hvad Herren har talt, vil vi gøre, og vi vil være lydige”. Israelitterne kunne hævde at være uskyldige før Toraen blev givet til dem, da man kan sige at de syndede i uvidenhed om, hvad Guds vilje var. Men nu ved de, hvordan Gud helt konkret vil have, at de lever. De første to bud er klare: de må ikke have andre Guder end Herren, og de skal ikke lave afbildninger af Ham (2. Mosebog 20,2-5).

Sådan dummede de sig
Så hvorfor dummede Israel sig 40 dage senere ved at lave en guldkalv og tilbede den? Gud kalder endnu engang Moses op på bjerget, og giver ham videre instruktioner og to stentavler indgraveret med de ti bud. Fortællingen fortsætter: ”Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: ”Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.”” (2. Mosebog 32,1)

Rashi, rabbiner fra middelalderen, indikerer, at grunden til at folket bygger kalven, er fordi de tror, at Moses kommer for sent, og at de går i panik. Folket Israel konkluderer midt i fortvivlelsen og frygten, at de ikke har nogen til at lede dem og til at bringe dem frem for Gud. Dét motiverer dem til at bede Aron om at lave guder til dem, der kan lede dem.

Kan vi stole fuldt ud på Rashis spekulationer? Var hans formål at frifinde det jødiske folk – Aron især – for skyld i forhold til guldkalven? Det ved vi ikke, men ser man på fortællingerne, der leder henimod deres oprør mod Moses og Gud, kan frygt meget vel have motiveret israelitterne til at lave en ny gud. Hvad end deres motivation var, bliver de utålmodige med Moses og søger en erstatning.

Lav os en Gud!
Israelitterne går til Aron og forlanger, at han laver dem en gud. Moses havde ledt dem til og repræsenteret Gud for dem, men nu er han væk, og de har brug for noget at erstatte ham med. Arons udsagn i vers fem indikerer, at han og det jødiske folk ikke prøvede at erstatte Herren: ”I morgen er der fest for Herren (pagtens navn for Gud).” Ligesom Moses, skulle guldkalven repræsentere Gud for folket. Men dette var ikke den slags tilbedelse Gud ønskede. Han ønskede ikke at Israel skulle tilbede ham, som de forestillede sig ham. Han befaler at han skal tilbedes på den måde, han åbenbarer sig.

Israelitterne ved, at de har behov for at tilbede den Gud, som ledte dem ud af Egypten, men de opgiver at vente på, at Moses vender tilbage fra Sinai med instruktionerne til tabernaklet – dén tilbedelse Gud ønskede. I stedet for at vente på Guds instruktioner, tager folket sagen i egen hånd, og gør ligesom alle andre nationer rundt om dem – laver falske guder, de kan tilbede.

Hvem vil du tilbede?
Mennesker er skabt til at tilbede. Alle mennesker tilbeder, uanset hvilken gud vi tror eller ikke tror på. Den postmoderne forfatter, David Foster Wallace, hvis forældre er ateister, talte om dette under et arrangement på Kenyon College:

Der er ikke noget, der hedder, at man ikke tilbeder. Alle tilbeder. Det eneste valg vi får, er hvad vi vil tilbede. Og en fantastisk grund til at vælge en slags gud eller spirituel ting er, at næsten alt andet vil æde dig levende. Hvis penge og materielle ting er, hvori du finder sand mening i tilværelsen, vil du aldrig få nok. Du vil aldrig føle, at du har nok. Det er sandheden. Tilbeder du din egen krop, skønhed og seksuelle tiltrækningskraft vil du altid føle dig grim, og når tiden og alderen begynder at sætte sine spor, vil du dø hundrede gange, før de endelig planter dig. Tilbeder du magt, vil du føle dig svag, og du vil have brug for mere og mere magt over andre, for at holde frygten væk. Tilbeder du dit intellekt, og gerne vil ses som intelligent, ender du med at føle dig dum og som en svindler, altid på kanten til at blive opdaget.

Valget om hvordan vi vil tilbede er ligeså afgørende som hvad (eller bedre: hvem) vi tilbeder. Heldigvis er Gud ikke tavs omkring tilbedelse. Han fortæller os faktisk helt præcist, hvordan vi skal gå til ham og tilbede ham. Men, hvis vi ignorerer Guds instruktioner, ender vi med at omforme Gud i vores eget billede ligesom israelitterne. Vi prøver måske at tilbede den sande Gud på en falsk måde og ender med at tilbede en anden gud. Hvordan ved vi, at vi tilbeder Gud på den rigtige måde?

En fantastisk påstand: vejen til sand tilbedelse
I det Nye Testamente taler Jesus til kvinden ved brønden: “Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Johannesevangeliet 4,23-24)

Kvindens respons og Jesus’ svar er en åbenbaring: Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; ”når han kommer, vil han fortælle os alt. ”Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den der taler til dig.”” (Johannesevangeliet 4,25-26)

For dem som tror, at Jesus aldrig påstod at være Messias, er denne udveksling af ord lærerig. Jesus hævder ikke blot at kende den rette måde at tilbede på, han er den rette måde at tilbede Gud. Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Johannesevangeliet 14,6)

Ligesom Gud gav Moses instruktioner i at bygge Tabernaklet, sender han Jesus for at give os en måde at tilbede den ene sande og levende Gud, ved at blive forvandlet af hans søn, ”Den usynlige Guds billede”. (Kolossenserbrevet 1,15)

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.