Det er dagen før min hjemrejse. Datoen er den 1. juni og 9 lærerige måneder som volontør i Det hellige land med base i Jerusalem er ved at være forbi. Udsendt af IU er jeg under præsten David Serners ledelse blevet sat til både at finde vandpistoler til børnegudstjeneste, undervise, guide eller tage af sted med vores seje missionspilothold ud i ørkenen. Desuden har jeg været en af køkkenets forsyningstropper på Christ Church Guest House, hvor jeg har forsynet kokkene med rene gryder og revne gulerødder.
Jeg har sagt farvel de fleste af de mennesker, jeg har delt hverdag, tro og oplevelser med. Jeg kan mærke, at jeg efterlader noget af mig selv i Israel. Det er som om, jeg er en plante, der har fået et godt rodnet i Israel og nu skal rykkes op indfinde sig i en ny jord. Savnet fylder.
Gud har været med mig i de udfordringer og glæder, der har været på min vej. Han har ladet mig vokse i troen og være til velsignelse for andre. Der er sket så meget godt for mig i Israel. Taknemligheden fylder.
Jeg er gået lidt væk fra det hele for at være sammen med min himmelske Far. Jeg åbner op for det, der fylder og åbner også min rygsæk og finder et ark, jeg har gemt fra opstandelsesgudstjeneste i Gravhaven. Jeg åbner min mund og synger ”Graven er tom” og ”Han er opstanden”. Det fylder mig med håb. Ikke at savnet er væk, men at Jesus er midt i det og en dag vil føre mig og mine kristne brødre og søstre sammen med sig selv i det ny Jerusalem.
Jeg går ud af Jaffa Gate og går langs bymuren på vej mod Jaffa Street hen på eftermiddagen med solen imod mig. Den vej har jeg gået utallige gange og er ikke så meget optaget af vejen, men mere at nå frem til mit mål; at besøge og få sagt farvel til en dansk familie, jeg har tilbragt flere goder stunder med i Jerusalem.
Lige pludseligt stopper en ortodoks jøde mig op. Han hedder Israel og er iført både hat, habit og kvaster, som hænger ned fra hans hvide skjorte. Han siger, jeg har noget lys over mit hoved, og at det stråler ud fra det sølvkors, jeg bærer om min hals. Jeg kan hverken føle eller se noget selv og synes, det lyder meget mærkeligt. Jeg kommer dog i tanke om pinseunderet, og forklarer ham lidt om det.
Han er overvældet over det lysende kors og spørger ind til, hvad det betyder. Jeg fortæller om Guds lys, kærlighed og frelse til os i Jesus på korset og forventer, da jeg nævner Jesus, at han vil komme med indvendinger. Overraskende nok lytter han bare og bliver ved med at spørge ind til korset. Han er tydeligvis overvældet over korset og siger gentagende gange, at han drages mod det. Han forstår ikke selv, hvad der sker, for som han senere forklarer, er han som en rettroende jøde blevet opdraget til ikke at se på korset.
Israel spørger nu ind til, hvad jeg lavede før jeg mødte ham. Jeg fortæller, at jeg bad til Gud om at jeg var trist over at skulle sige farvel til de mennesker, jeg er kommet til at holde af i Israel og også lovsang Gud for opstandelsen og den tomme grav.
Jeg benytter lejligheden til at fortælle om den tomme grav, hvordan Gud oprejste Jesus og det liv og lys, der er i Jesus. Jeg føler flere gange, jeg famler efter ordene, men Gud bruger mig.
Så spørger jeg, om jeg må bede for ham, og han foreslår, vi går afsides, og vi sætter os på en bænk. Han tager min hånd, og jeg beder om at Gud må skinne i hans liv, at han må modtage Jesus, og det Jesus gjorde på korset for Israel. Israel giver udtryk for at det var kraftfuldt at blive bedt for.
Han vil gerne røre mit kors og jeg giver ham lov til det. Kort efter spørger han, om han må få det. Jeg tænker mig lidt om, og giver ham det så, idet jeg siger “modtag Guds kærlighed i Jesus”. Han vil gerne have det om halsen, og jeg sætter det rundt om nakken og han sikrer sig, at det er skjult under hans hvide skjorte. Israel fortæller mig, at han føler en helhed ved at røre korset. Inden vi siger farvel, opfordrer jeg ham til at søge Gud igennem bøn og bibel og at møde Jesustroende jøder fra Christ Church.
Jeg fik ikke besøgt den danske familie den dag, men hvor var det stærkt at Gud har besøgt og forløst sit folk på et kors og stadig gør det i dag. Tak Gud for dette helt uplanlagte og alligevel så planlagte møde! Bliv ved med at bede for Israels frelse.
