Min fortælling: “Jeg fandt et sted at kalde hjem

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg

Jødiske Emily havde altid været overbevist om at Gud fandtes – hun ville bare ikke have noget at gøre med ham. Men en personlig krise ændrede alt og kastede hende ud i en eksistentiel søgen efter tilgivelse. Hun ledte i både synagoger og i New Age miljøer, men ingen af stederne kunne give hende det hun havde brug for. Til sidst endte hun i sin lokale kirke hvor et Alpha-kursus og senere en tur til Israel gav hendes liv en ny kurs.  

Taxachaufføren fra oven

Det er en almindelig weekend, og Emily er ude og feste i Londons natteliv med en flok venner. Hun har festet alle sine weekender væk, så længe hun kan huske det. Men de seneste par måneder er der sket en forandring i hendes liv. Hun er begyndt at tilbringe søndag formiddag på den bagerst bænk i den lokale kirke – og det er begyndt at sætte spor i hende.

”Pludselig, midt på dansegulvet, gik det op for mig at jeg måtte væk derfra,” fortæller Emily.

I taxaen på vej hjem spørger chaufføren hende, hvorfor hun tager så tidligt hjem.

Hun fortæller ham, at det faktisk er fordi hun skal i kirke om søndagen. Taxachaufføren lyser op i et smil, og det viser sig, at han kommer i den samme kirke som hende. Han fornemmer, at Emily har mere på hjerte, og han holder ind til siden og slukker taxameteret. Her snakker de i timevis om Gud og tro.

”Når jeg ser tilbage på den tid, står det lysende klart for mig, at Gud satte forskellige mennesker i mit liv, som fortalte mig om ham,” forklarer hun.

Mødet med taxachaufføren blev starten på noget nyt, men vejen dertil var både besværlig og fyldt med omveje.

Brudte relationer og en ustabil opvækst

Emily er vokset op i London med en enlig mor. Hendes forældre mødte hinanden i Los Angeles, hvor de blev stormende forelskede. Det endte dog i en svær skilsmisse, og Emilys mor tog tilbage til England med et knust hjerte og en toårig datter på armen. Livet som alenemor var hverken taknemmeligt eller nemt.

”Jeg havde et svært forhold til min mor. Hun var ked af skilsmissen, og vores hjem var ikke stabilt,” fortæller Emily.

Emilys fars side af familien var ortodokse jøder. Farfaren havde overlevet Holocaust, og efter ophold i to forskellige koncentrationslejre slap han på mirakuløs vis fri og flygtede til Shanghai. Her boede han i en jødisk ghetto, indtil han senere kom til Amerika med skib.

”Det var en del af min historie, men det var ikke noget, jeg kunne relatere til,” fortæller hun.

Emilys far havde dog ikke lyst til at leve sin jødiske identitet ud – han ville hellere feste, og på den måde kom Emily til at ligne sin far:

”Jeg har altid været overbevist om at Gud fandtes. Jeg ønskede bare ikke, at han skulle have noget at sige i mit liv.”

Jøden der hadede Israel

Emily levede det vilde liv som teenager i London:

”Jeg var en kæmpe rebel! Jeg ville bare have så meget sjov, jeg kunne. Jeg ville drikke, tage stoffer, rejse, danse og have sex. På overfladen lignede det, at jeg havde den bedste tid i mit liv. Men under det hele var jeg i virkeligheden fyldt med sorg og smerte. Jeg længtes efter at høre til, og jeg søgte efter opmærksomhed alle de forkerte steder.”

På universitetet eskalerede det hele for hende. Her fik hun en egyptisk kæreste og blev påvirket af et venstreorienteret studiemiljø, der var særligt Israel-kritisk.

”Jeg blev jøden, der hadede Israel,” fortæller hun.

Men da forholdet gik i stykker, krakelerede det hele, og Emily blev kastet ud i en personlig krise.

Jeg havde brug for tilgivelse

”Jeg var knust,” fortæller Emily og fortsætter:

”Det blev en katalysator, der fik mig til at tænke over mit liv. Jeg indså, at jeg havde begået nogle store fejltrin. Jeg begyndte at lede efter tilgivelse. Jeg havde brug for, at der var nogen, der kunne tilgive mig.”

For at komme lidt væk fra det hele flyttede hun en periode til Los Angeles. Her søgte hun efter åndelige oplevelser, der kunne give hendes liv en retning.

En sabbat besøgte hun en synagoge og var en del af de rituelle handlinger.  

”Jeg tænkte for mig selv, at måske var Gud at finde her? Men det var ikke noget for mig,” fortæller hun.

Til sidst blev hun trukket ind i et New Age miljø:

”Jeg blev fuldstændig manipuleret, da jeg var allermest sårbar. En mand forsøgte at fortælle mig en masse ting om mit liv, men det var bare et trick. Det fik mig til at vågne op!”

På en bænk bagerst i kirken

Tilbage i London søgte Emily efter en ny retning. Hun huskede på sin barndom, hvor hendes mormor havde fortalt historier om Jesus, og de skabte et håb i hende:

”Der var noget i mig, det vidste, at jeg havde brug for at tage i kirke. For at søge tilgivelse – og skabe et bedre liv for mig selv. Jeg havde en følelse af, at Gud kunne hjælpe mig med at gøre tingene bedre.”

Hun greb computeren, åbnede en søgemaskine og tastede ordet ”kirke” ind. Den første kirke, der dukkede op, lå lige i hendes nabolag. Søndagen efter trak hun derfor i sit stiveste puds, og tog beslutsomt afsted.

”Jeg havde mit bedste begravelsestøj på – sort kjole og sorte højhælede sko,” fortæller hun.

Men det syn, hun møder, da hun træder ind ad døren til kirken, er dog på ingen måde, hvad hun forventer:

”Kirken er fyldt med unge mennesker i ternede skovmandsskjorter og kasketter,” griner hun.

Oplevelsen gjorde indtryk, og hun begyndte at komme hver søndag, selvom hun ikke helt forstod, hvad det handlede om.

”Jeg vidste bare, at de mennesker havde noget, jeg havde brug for. Jeg ville gerne finde ud af, hvad det var.”

Efter nogle uger havde hun efterhånden sin faste plads nede bagi, hvor hun sad og lyttede og tog det hele ind.

”Jeg græd og bad Gud om at komme ind i mit liv, men jeg følte ikke rigtig noget, og så jeg tog jeg hjem igen.”

Jeg vil kende Jesus

Tilbage i taxaen fortæller chaufføren hende om et Alpha-kursus, kirken afholder.

”Jeg følte, det var noget, jeg blev nødt til at tage til. For jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne have en relation til Gud. Jeg ønskede at forstå, hvordan jeg kunne blive forbundet til ham, men jeg havde brug for hjælp,” forklarer Emily.

Sammen med en veninde, hun ellers plejede at feste med i weekenderne, begynder hun at komme fast på kurset. Her lærer hun lige så stille Gud at kende.

En særlig weekend, hvor Helligånden er i fokus, har hun en livændrende oplevelse:

”Lederen af min gruppe spurgte mig, hvad jeg gerne ville bede for. Andre gange havde jeg nok sagt, jeg vil gerne bede om at min kæreste kommer tilbage, eller noget, hvor Gud skulle gøre noget for mig i mit liv. Men den dag, fra det dybeste sted i mit hjerte, sagde jeg: ”Jeg vil kende Jesus.” Da hun bad for mig, føltes det som om, det var en far, der bad for mig. Hun sagde: ”Du er Guds øjesten. Da hun sagde det, følte jeg en kæmpe byrde blive taget af mine skuldre. Jeg følte en ubeskrivelig glæde, og for første gang græd jeg tårer af glæde og ikke smerte. Det var et afgørende øjeblik.”

Tilbage til rødderne

Selvom Emily var kommet til tro, havde hun stadig svært ved at forstå sin jødiske baggrund. Men hendes syn på sagen blev ændret fundamentalt, da hun fik muligheden for at tilbringe tid med andre jøder på en rejse til Israel. Det skete samtidig med andre store forandringer i hendes liv, og inden afrejsen havde hun sagt sit job i modebranchen op for at tage af sted på ubestemt tid:

”Det ændrede mit liv radikalt. Jeg havde aldrig tilbragt tid med andre jøder, og der var aldrig nogen, der havde fortalt mig om min kultur og min historiske arv.”

Da de ti dages rundrejse var ovre, fik hun mulighed for at låne en lejlighed i Jerusalem, og hun fortsatte opholdet på egen hånd. Særligt de jødiske fester gjorde indtryk på hende.

”Jeg fejrede det jødiske nytår med en ortodoks jødisk familie, startede fasten med en palæstinenser og brød den ved grædemuren,” fortæller hun.

Derudover mødte hun en messiansk jøde på gaden, som inviterede hende til at fejre løvhyttefesten sammen med sin familie.

”Jeg kæmpede stadig med mine negative følelser og tanker, men igennem mine jødiske rødder forstod jeg at Gud er tro over for mig selvom jeg har været utro over for ham hele mit liv. Det brød fuldstændig rammerne for, hvordan jeg forstod Gud. Pludselig handlede det ikke om, at Gud skulle passe ind i min fortælling – men om at jeg fik lov til at være en del af Guds fortælling.”

Et sted at kalde hjem

Særligt følelsen af at høre til gjorde indtryk på Emily, der altid havde flyttet meget rundt i London med en ustabil mor:

”Jeg havde altid ønsket at jeg havde et sted at høre til. Et sted at kalde hjem. Da jeg kom til Israel, gik det op for mig, at her var et folk jeg hørte til. Det er min familie, det er den jeg er. Jeg ved godt at vi først og fremmest er børn af Gud og vores identitet er i Jesus, men jeg havde også brug for at vide, hvad min arv var. Min historie. Da jeg kom til Israel, føltes det som om jeg forstod det hele. At min jødiske identitet ikke var noget jeg skulle afvise – men omfavne. Som om Gud sagde til mig: ”Se på disciplene, se på profeterne og se på Jesus – de var jøder!” Det er en velsignelse.”

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503