Louis Goldberg voksede op i en jødisk-ortodoks familie. Helt fra barnsben søgte han efter Guds nærvær, men oplevede, at de jødiske rabbinere ikke kunne give hverken svar eller vished. Som resultat heraf endte han ud som agnostiker. Senere i sit voksenliv, konfronterede en kollega ham med spørgsmål om tro og Jesus, og dette blev et afgørende vendepunkt i Louis’ liv. Læs hans personlige fortælling herunder.

Der er særligt én Yom Kippur (den store forsoningsdag), der står tydeligt for mig. Jeg var ti år gammel, endnu ikke bar mitzva og til trods for mine forældres protester insisterede jeg på at tage med i synagogen. Jeg måtte jo have mine synder tilgivet! Med barnlig iver deltog jeg i alle begivenhederne den dag. Fyldt med opmærksomhed lyttede jeg til oplæsningen af de hellige skrifter, reciterede de gamle hebræiske bønner og blev dybt berørt af den særlige rytme, kantorens stemme skabte.

Med hele mit hjerte søgte jeg tilgivelse for de synder, jeg havde begået, ved at være til stede den dag. Men selv da jeg gik hjem med min far den aften, blev jeg hjemsøgte af spørgsmål som ”har Gud virkelig hørt mine bønner?” og ”hvordan kan jeg være sikker på, at mine synder er blevet tilgivet?”.

De svar, mine jødiske undervisere gav mig, viste sig ikke at være nok. De beroligede ikke min tvivl. Til sidst stoppede jeg med at stille de spørgsmål, som tilsyneladende ikke havde nogle svar. Jeg blev optaget af videnskabelige studier, ingeniørvidenskab og filosofi og deltog i alt, hvad livet kunne tilbyde mig. Min religiøse opvækst holdte mig fra at falde i dybere synd, men jeg endte ud som agnostiker. På trods af min søgen, betragtede jeg stadig mig selv som jødisk. Under overfladen lurede ubesvarede spørgsmål som ”hvem er jeg? Er det muligt, at lære Gud at kende? Hvad sker der, når jeg dør? Er det muligt at vide, at mine synder er tilgivet?”.

Hvordan kan denne hedning vide så meget om bibelen?

Da jeg havde afsluttet min ingeniøruddannelse, fandt jeg et arbejde. Her fik jeg en kollega, der troede, han var Guds ambassadør. Dette kom til udtryk i mine frokostpauser og på vej fra firmaet til togstationen. Han ville ikke lade mig være. I løbet af de næste to måneder fornærmede jeg ham, og gjorde alt for at få ham væk fra mit kontor, men han blev ved med at have et smil på sine læber. Når jeg kom med mine indsigelser, havde han altid skriftsteder klar som modsigelser. Jeg spurgte mig selv, hvordan denne hedning kunne vide så meget om vores tanakh. Det var jo mig, der burde vide alle disse ting. Jeg svarede ham aldrig, når han kom med sine argumenter. Det eneste jeg sagde til ham, var: ”er det alt, du ved?” og han svarede: ”det er nok, især for dig.”

Efter tre måneder lagde han sin bibel på mit skrivebord og sagde: ”læs den, det vil ikke skade dig. Hvad du synes om den, er noget mellem dig og Gud.” Jeg var så træt af situationen, at jeg sagde: ”jeg vil læse det nye testamente og finde alle fejlene.” Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville bevise, at hans tro havde intet grundlag, og at han aldrig mere skulle forstyrre mig igen. Jeg besluttede mig for at starte med romerbrevet. Størstedelen forstod jeg ikke, men Gud begyndte at tale til mig. Jeg kom til romerbrevet kapitel tre vers 23 ”… for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud…”.

Snart gjorde jeg min næste opdagelse. Alle forfattere i denne bog var jødiske, og den handlede om jødiske anliggender, anliggender som jeg kendte til! Det eneste, jeg havde problemer med, var de steder, Jesus blev kaldt Guds søn. På trods af dette var bogen, jeg havde ventet at være anti-jødisk, for jøder.

Jeg vil ikke!

Nogle måneder senere spurgte min kollega mig: ”Nå, hvad synes du?”. Jeg svarede ham, at Jesus kunne være messias. ”Mener du det virkelig?” spurgte han, og tilføjede: ”Du skal være helt sikker med hele dit hjerte!”. Jeg ved ikke, hvad der senere skete, men jeg råbte: ”nej, jeg vil ikke!”, løb op til mit kontor og smækkede døren i. Jeg ville aldrig se ham igen!

Næste dag kom han på arbejde, som om intet var sket. Som sædvanlig sad han over for mig til frokost. Han talte om alt muligt, men ikke et ord om tro eller Jesus. Dette stod på i omkring en måned. Jeg begyndte at føle mig dårligere og dårligere tilpas. Så talte Gud til mig: ”Du kender sandheden. Hvad har du tænkt dig, at gøre med den? Hvorfor løber du væk fra den?”. Derefter pinte jeg mig selv i en måned med disse spørgsmål indtil jeg endelig gav op og bad: ”Herre, det er nok!”. Jeg knælede ved min seng og bad Jesus om at komme ind i mit hjerte. Jeg husker, at jeg følte en intens fred, som jeg aldrig havde oplevet før.

I den jødiske tradition er en tzaddik et retfærdigt menneske, som kommer fra Gud med ilden fra hans alter. Han kommer til verden og rækker ud til de mest ensomme mennesker, og bringer Guds ild ind i deres hjerter for at lede dem ind i Guds nærvær. Jeg har opdaget, at Jesus er den sande tzaddik! Må mange flere komme til at kende til hans kærlighed og sandhed!

 

Fortællingen er oversat fra engelsk. Læs den originale artikel her.