Jeg var på jagt efter min jødiske arv – og på vejen derhen, fandt jeg Messias

Skrevet af Anatoli Uschomirski og Peter K. Johnson – bragt i Christianity Today d. 25. august 2020. Den originale artikel kan læses her.
Oversat af Maria Strøm Risbjerg, d. 9. september 2020.
Foto: Mallory Rentsch.

En mystisk bog med et telefonnummer på bagsiden ændrede kursen for den jødisk-ukrainske Anatoli Uschomirski. Læs hans vidnesbyrd her:  

Da jeg var 11 år, mødte jeg første gang hadet til jøder. Det skete i Ukraines hovedstad Kiev i 1969. Uden provokation kaldte to drenge mig en ”beskidt” jøde på skolens gang. De snerrede ad mig, sparkede mig i ansigtet og slog mig. Jeg græd på vejen hjem.

Oplevelser som disse blev starten på en rejse, hvor jeg ville lære mere om mine jødiske rødder. Mine forældre var sekulære jøder, som aldrig nævnte vores fortid. De fejrede hverken den jødiske påske eller kom i synagogen. Min far døde, da jeg var ti.

Undervejs i min research af min families rødder, stødte jeg på en bog, der mindedes ofrene fra massakren ”Babi Yar Ravine”, der skete nær Kiev i 1941. Nazisterne tog mere end 30.000 jøder (børn inklusiv), afklædte dem og ledte dem ned i et 15 meter dybt krater, hvor de slagtede dem med maskingeværer. Min bedstefar, min tante og to fætre var blandt de døde. Tusinder flere led samme skæbne i 1943.

Ukraines kommunistregering slørede detaljerne om massakren. I lang tid var det et stort tabu selv at anerkende Holocaust. Det var en chokerende oplevelse for mig, da jeg fandt ud af, at millioner af jøder blev dræbt i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Regeringen var velkendt for dens antisemitiske attitude og behandlede os jøder som andenrangsborgere. Officielle stemplede mit pas og mit studiekort med ordet ”jøde”. KGB overvågede de jøder, der deltog i sabbatssamlinger.

Som teenager hørte jeg om en gruppe unge, der havde banket en, jeg kendte, mens de råbte: ”Hitler skulle have dræbt jer alle!” Hadet mod tyskere strømmede ind i mit hjerte.

Fred med Gud

Fordi universiteter i Ukraine kun accepterede et lille antal jøder – primært inden for det naturvidenskabelige felt – besluttede jeg at gå efter en profession, der ikke var matematisk. Jeg ville læse til fotograf efter min værnepligt i militæret. Hjemsøgt af mine fordomme var jeg opsat på at bevise mit værd!

I hæren mødte jeg en mand, der hed Anatoli. Han var ærlig og ydmyg – den type gode medarbejder, der hverken bandede eller drak sig fuld som mange andre soldater. Anatoli var det første kristne menneske, jeg mødte, og han fortalte mig om sin tro på Jesus. Jeg kunne godt lide ham, men jeg skubbede hans ideer om tro væk. Som mange ukrainske jøder så jeg mig selv som ateist.

Da jeg forlod militæret i 1991, skrev jeg mig ind på det tekniske universitet for fotografi. Her mødte jeg også min kone Irina. I min studietid arbejdede jeg for magasiner og aviser. Men det gav mig ingen tilfredsstillelse. For at fylde tomheden begyndte jeg at drikke alkohol, ryge hash og feste. Jeg var endda Irina utro. Jeg udforskede forskellige verdensfilosofier – inklusive okkultisme og østlige religioner. Men intet af det gav mig tilfredsstillelse. Det var tydeligt, at jeg manglede noget i mit liv.

Gud brød ind i mit liv gennem min mor. På hendes køkkenbord lå der en bog med titlen ”forrådt”. En messiansk menighed i Kiev havde sendt bogen med et telefonnummer indskrevet. Forfatteren hed Stan Telchin – en succesfuld amerikansk-jødisk forretningsmand. I bogen beskrev han, hvor vred han blev på sin datter, da hun kom til tro på Jesus. Han prøvede at modbevise hendes oplevelser, men til sidst kom han selv til tro sammen med sin kone og resten af familien.

Bogens budskab udfordrede mig. Det var første gang, jeg havde hørt om en jøde, der troede på Jesus. Telchin havde fundet et formål med sit liv – lige præcis det, jeg manglede – uden at forråde sin jødiske identitet. Irina læste også bogen.

Vi ringede til synagogen i Kiev og besluttede os for at deltage i en gudstjeneste omkring den jødiske påske. Menigheden lejede lokaler i en lokal biograf. Lettere utilpasse fandt vi et sted bagerst. De omkring 100 mennesker var så glade, og jeg blev overrasket over at se jøder, der tilbad Gud sammen.

En israelsk mand prædikede om ”Yeshua” og Guds kærlighed. I løbet af prædikenen fik jeg et billede i mit hoved. Jeg så en tung taske på min ryg, der var tætpakket med problemer, bekymringer, ubesvarede spørgsmål, min jagt efter tilfredsstillelse og alle mine synder. Den var tung, og den vejede mig ned. Så så jeg en vej, der ledte til en jødisk mand, der hang på et kors. Og i det øjeblik vidste jeg, at den eneste måde, jeg kunne blive fri for min oppakning, var vej at følge den vej.

Da prædikenen var færdig, vidste vi, at vi ikke kunne forlade stedet uden at have fundet fred med Gud. Irina skyndte sig op til alteret, hvor menigheden bad for hende. Der blev hun i lang tid, indtil hun havde givet sit hjerte til Kristus, messias.

Jeg observerede det hele lidt på afstand. Men så løb jeg også op til alteret, og greb i prædikantens jakke. Jeg stirrede ind i hans øjne, og bad ham indtrængende: ”Jeg ønsker fred med Gud, men gør mig fri fra den her tunge rygsæk!” Først troede han, at jeg var mentalt forstyrret, og ønskede at gøre ham ondt. Men da det gik op for ham, at jeg mente det oprigtigt, sagde han: ”Fortæl Gud om din rygsæk.” Det gjorde jeg. Jeg bad Gud om at tilgive mig mine synder på en barnlig og umiddelbar måde.

Sendt på mission til Tyskland

Jeg vidste med det samme, at hele mit liv ville ændre sig efter den dag. Irina og jeg blev døbt et par uger senere sammen med 23 nye jødiske jesustroende. Vi blev ved med at lovprise sammen med menigheden og voksede spirituelt, imens vi fik kraft fra bibelen.

Sovjetunionen opløstes i december 1991, og det skabte et stort postyr. Vores fremtid så håbløs ud. Økonomien kollapsede. De gode jobs fandtes ikke mere, mad var der ikke meget af og de langsigtede effekter af Tjernobyl-atom-katastrofen bekymrede os – især i forhold til vores datter Alexandra.

I takt med at antisemitismen blussede op, besluttede vi at forlade Ukraine for at flytte til Israel. Men flere af vores slægtninge advarede os imod det på grund af den persiske golf krig. Så Tyskland virkede som det bedste alternativ. Den tyske regering åbnede deres dør på vid gab for jødiske immigranter fra Rusland. Jeg ønskede kun at blive der midlertidigt, men Gud havde en anden plan.

Vi solgte alle vores ejendele, og i juni 1992 ankom vi til immigrantbarakkerne i Stuttgart. Det var svært at lære tysk, men jeg fandt hjælp i at bruge det nye testamente, som jeg fandt i en skraldespand. Mens jeg tog metroen frem og tilbage til sprogskolen, spurgte jeg de forskellige togførere om betydningen af forskellige ord. Selvom de hjalp mig, undrede de sig altid over, at jeg læste i det nye testamente. Det gav mig mulighed for at dele mit vidnesbyrd.

I løbet af den første uge i det nye land, mødte jeg en russisk-tysk kristen, som hjalp mig med at forstå bibelen og opmuntrede mig til at starte en messiansk gruppe i vores hjem. I begyndelsen var vi otte, der mødtes to gange om ugen, indtil vi havde vokset os store nok til at leje et rum i en baptistkirke. Ærgerligt nok, så afviste officielle fra den protestantiske kirke os. De sagde advarede: ”Du burde ikke fortælle jøder om Jesus.”

Til sidst mødte jeg et missionærpar fra Holland, der opmuntrede mig til at lede en messiansk bevægelse i Tyskland. Selvom jeg var noget skeptisk, gik jeg ud på det dybe vand, sagde mit job op i 1994 og lancerede den ”evangeliske bevægelse for Israel” (Evangelical Ministry for Israel). Til at starte med sponsorerede jeg sommerlejre for den jødiske ungdom og en national messiansk konference. Den første konference tiltrak kun 25 mennesker, men den er vokset lige siden. Jeg besøgte også lejre, der var populære blandt russiske jøder.

Et år efter at have startet bevægelsen, fik jeg et afgørende møde med en tysk kvinde. Jeg var ude at vandre med familien, og da vi kom tilbage til bilen, stod der en kvinde og stirrede på et klistermærke på den. Klistermærket viste tre symboler: den kristne fisk, davidsstjernen og en menorah. Da hun spurgte indtil betydningen af dem, gav jeg hende mit vidnesbyrd som messiansk jøde. Hendes øjne blev fulde af tårer, og hun afslørede, hvordan Gestapo havde slået hendes far ihjel, da de havde fundet ud af, at han gemte en jødisk familie under krigen. Det gik op for mig, at selv som tysker, havde hun lidt under det nazistiske regime, og hun beskyldte ikke engang jøderne for at være skyld i hendes fars død.

Gud brugte det øjeblik til at slå ethvert had jeg måtte have til tyskerne itu. Det skabte en ny brand for at skabe forsoning mellem jøder og tyskere gennem Kristus. I 1998 etablerede den evangeliske bevægelse for Israel sin første messianske menighed i Tyskland. I dag er der 40 voksende menigheder og grupper på tværs af landet – hvoraf jeg hjælper til i fire. Tæt på 200 000 jøder kalder Tyskland for hjem, og jeg ønsker at blive ved med at dele messias med dem.

Men antisemitisme er voksende i Tyskland. Hadforbrydelser mod jøder har ikke være højere siden 2001. Hvad ville der ske, hvis flere messianske jøder begyndte at fortælle tyskere, der har lidt eller intet håb, om det håb, vi har i Jesus?

Religiøse jøder siger ofte den her salme, når de står op: ”Kære Gud, tak fordi du gav mig min sjæl tilbage, så jeg kan leve den her dag for dig.” Hvis Gud vækker mig op hver en morgen, så ønsker jeg at leve hver en dag til hans ære. Det er mit kald.