“Jeg ville ønske, jeg kunne blive her på lejren og ikke være nødt til at tage hjem til krig.”

Arne Pedersen, 28. juli 2014

Det hjerteskærende håb kommer fra et af børnene fra Musalahas børnelejr, som nyligt er overstået. Trods raketter fra Gaza, israelske bombardementer og umådeligt høje tabstal har organisationen der arbejder med forsoning mellem jøder og palæstinensere netop gennemført to børnelejre.

“Sommeren er en smule intens for os her hos Musalaha. Vi afholder tre lejre hvert år, og derfor er sommermånederne altid travle og en smule kaotiske,” fortæller Salim, daglig leder af forsoningsorganisationen Musalaha. “Derudover var denne sommer imødeset med endnu mere spænding end normalt på grund af konflikten i Gaza. Nogle troede det “bare” var endnu en omgang raketter, men det viste sig at blive til så meget mere,” fortsætter han og fortæller videre, at nogle af dem, som skulle komme og hjælpe dem på lejrene aflyste og henviste til den ustabile situation som begrundelse, hvilket efterlod Musalaha meget underbemandede.

“Men bekymringerne kom ikke kun fra udlandet, men også fra vores eget kontor,” fortæller Salim. “Vi brugte meget tid på bøn, overvejelser og vejede for og imod at gennemføre lejrene eller aflyse,” siger han og fortæller at Salme 57 vers 2 blev deres bøn for børnene og sig selv: “Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, for hos dig søger jeg tilflugt, til ulykken er drevet over.”

Inden Musalaha besluttede sig definitivt for at gennemføre lejrene søgte de råd hos både ministerier og sikkerhedstjenester. De forsikrede om at så længe man blot man lavede sig sine sikkerhedsforanstaltninger kunne lejrene godt gennemføres.

For Salim var det særligt interessant at se, hvordan og for hvad frygten slog igennem. For nogle var det raktterne mens det for andre – særligt de palæstinensiske forældre – var frygten for, at deres børn ville blive kidnappet.

Om selve mødet med børnene på lejren fortæller Salim:

“Om onsdagen besøgte jeg lejren sammen med en af de israelsk-jødiske forældre til et af børnene, som har været involveret i Musalaha et stykke tid, og nu er med som leder på lejren. Mens vi kørte overvejede vi, hvordan børnene ville have det med hinanden, når nu konflikten rasede i landet. Da vi ankom, måbede vi over, hvordan de legede sammen og havde det sjovt.”

Han fortsætter og fortæller, at han og den israelske forældre talte om, hvor meget de ønskede at se sådanne lejre sprede sig ud i hele landet. Forælderen sagde: “Hvis blot arabiske børn kunne møde jødiske børn og lære, at de ikke monstre, og hvis bare jødiske børn kunne møde arabiske børn og lære, at de heller ikke er monstre, så er det nok for mig – så er der håb for fremtiden.”

Salim fortæller også om et hjerteskærende håb fra et af børnene: “Da det gik op for et af børnene at lejren sluttede denne dag, sagde han: “Jeg ville ønske, jeg kunne blive her på lejren og ikke være nødt til at tage hjem til krig.”

Lejren står for Salim som et lille glimt af, hvordan samfundet faktisk kunne være, hvis man levede sammen og havde fællesskab med hinanden.