Tirsdag aften arrangerede Den Danske Kirke i Jerusalem en aften sammen med Den Konservative Synagoge Ramot Zion. Emnet var byen Jerusalem og dens betydning, og aftenen var arrangeret i anledningen af den årlige markering af genforeningen af Jerusalem, hvilket dog ikke var fokus for aftenen. Her under kan du læse David Serners indlæg, som er præst ved Den Danske Kirke.

David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem

1) Jerusalem er ikke vigtig.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
3) Jerusalem er umådelig vigtig.

1) Jerusalem er ikke vigtig.

Jerusalem er ikke vigtig eller hellig for kristne, da vi tror, at da Jesus kom, skiftede fokus over på ham. Jesus provokerede til stadighed ved at pege på sig selv i forbindelse med højtider, som ellers havde templet som centrum. Det kom særligt til udtryk under løvhyttefesten, hvor Jesus pointerede, at alle traditionerne omkring lystænding, vandceremonier og ofre, egentligt handlede om ham. Dermed ændredes fokus fra et sted til et menneske.

Nu kan intet sted kaldes hovedfokus for Guds frelse.
Nu kan intet sted påstå at være mellemmand i forhold til Gud.
Nu kan intet sted agere som offer foran Gud.
Nu kan alt dette – og meget mere – ske hvor som helst.

Ligesom en forståelse af Toraen, der siger, at Tora er i fællesskabet af studium og god jødisk livsførelse, siger Jesus: “Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, men det er med en anden forståelse end den der er givet i tankerne om Tora, at Jesus siger dette. Jesus inkluderer det fuldstændige nærvær af forsoningen fra templet/som templet giver og ligefrem – et nærvær af Gud selv. Det var – og er stadig – en provokerende tanke.

2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.

Jerusalem er vigtig for kristne, fordi den er hellig for jøderne. Kristendommen er forankret med jødiske rødder og i jødisk tænkning. Vi har, som kirke, forsøgt at latterliggøre, forfølge og udslette jødisk liv og teologi. Det er der ingen undskyldning for.

På trods af hvordan kristne har opført sig, og stadig opfører sig, vedbliver Jerusalem med at være en vigtig by på grund af det jødiske i kristendommen. Det var her Gud lagde grunden til sine løfter. Det var her profeterne fremstod og profeterede om den kommende Messias – eller om kommende begivenheder. Det var her templet blev bygget og tilbedelsen af Herren gav soning for synd.

Hvis Jerusalem intet betød for jøderne, ville den heller ikke betyde noget, for den kristne verden. Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af den kristne arv. Den er centrum for tidlig kristen tænkning, teologi og kristent liv, indtil romerne smed os ud.

Hvis der
ikke var et jødiske Jerusalem
ikke var et jødiske tempel
ikke var jødisk tilbedelse
ikke var et jødisk præsteskab
ikke var jødisk teologi
ikke var noget jødisk samfund med sit epicenter i Jerusalem for 2000 år siden, så ville der heller ikke være en jødisk Jesus eller frelse for en hedning som mig. Det er derfor Jerusalem er vigtig for kristne, fordi byen (også) er jødisk – og hvis man skærer rødderne over, vil træet dø.

3) Den er umådelig vigtig.

Jerusalem er umådelig vigtig og bliver set som hellig af kristne over hele verden. Det er her, tror vi, at Gud opfyldte alle sine løfter. Jesus kom som jøde og forblev jøde indtil sin død. Han vandrede omkring og prædikede i Galilæa for at komme til Jerusalem, som fra begyndelsen var målet for hans liv. Dette er byen, hvor vi kan mindes Jesu handlinger. Jerusalem er byen, hvor fortællingerne bliver levende i al dens mellemøstlige atmosfære og jødiskhed. Det vigtigste kristne sted, og hvad der gør byen hellig, er det, som ikke er der. Pilgrimme kommer langvejs fra for at se – ingenting. Der er ingenting at se, og det er det, som får os til at juble. Det gør ikke bare Jerusalem vigtig for os, men hellig. Dette er i sandhed Guds epicenter i forhold til det, han gør med sin skabning.

Jerusalem peger også fremad. Jerusalem er det, vi venter på. Jerusalem er Gud, som dvæler i os og mellem os. Jerusalem er fred, harmoni, glæde og fællesskab. ”Næste år i Jerusalem” har det jødiske folk proklameret i generationer, og kristne deler denne længsel efter det ny Jerusalem.

Så Jerusalem er ikke vigtig, for det er mennesket Jesus, der er vigtig.

Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af vores jødiske rødder og uden disse rødder, ville vi dø.

Jerusalem er vigtig, fordi det er stedet for vores frelse, og Jerusalem er vores fremtidige håb i vores frelser, den jødiske Jesus.