Vi kan alle have problemer med telefonen, og man kan have brug for hjælp. Sådan et problem havde den jødiske ældre herre, Baruch, i dag. Han kunne ikke finde ud af, hvor det nyindkøbte kosher simkort skulle sidde i sine to gamle nokia’er. (Man kan simpelthen også få Kosher simkort.. jo jo..) Han spurgte, om jeg ville hjælpe? Det ville jeg gerne og for mig, var det ikke den store udfordring, så det var dejligt at kunne hjælpe.

Organisationen Machaseh står bag suppekøkkenet, hvor jeg i dag mødte Baruch. Machaseh ønsker at imødekomme behovet hos mennesker, der er udfordret på forskellige måder, og derigennem vise Guds kærlighed og omsorg. Man giver blandt andet også tøj og madvarer til trængte og i den indsats hjælper jeg hver fredag formiddag. I dag gav vi nok 70 mennesker mad i suppekøkkenet.

Nå, tilbage til Baruch. Han var så taknemmelig for, at jeg ville hjælpe ham. Vi fik os en lille snak efterfølgende, og her fortæller han mig, at han er så skuffet over jøderne. ”De har så travlt, har slet ikke tid til at hjælpe. Vi som jødisk folk er udvalgt til at være et godt eksempel, men vi er blevet de dårligste.” Det var min første gang i suppekøkkenet, men Baruch er kommet de sidste par år. Det han fortalte mig gjorde mig glad: ”I hjælper. Der er så rart her, for her bliver man mødt med omsorg”. Dejligt! Her var der en mand, som havde fået et godt indtryk af Jesus-efterfølgere. Men det stoppede ikke her…

Jeg fortalte, at jeg arbejder i den danske kirke. Han ville gerne med. Desværre forstår han jo bare ikke dansk. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville følges med ham til en engelsk gudstjeneste. DET VILLE HAN BARE GERNE. Vi udvekslede telefonnumre, og så må vi se, hvordan historien fortsætter…

Mit møde i dag med Baruch opmuntrer mig. Han har et godt indtryk af nogle kristne. Desværre ved jeg også bare om alt for mange, der slet ikke har det som Baruch. For kristne kan nok godt ligne jøderne. Vi er kaldet til at skille os ud, ved måden vi elsker på. Men nogle gange har vi så travlt med at være religiøse, at vi glemmer vores kald: At elske mennesker. Aktivt.

Men Baruch giver mig håb. Det hjælper faktisk som kirke at vise omsorg for mennesker – det rykker noget, det får folk til at undre sig og ja, måske netop det, der skal til, for at mennesker får en relation med Yeshua og ser ham som Messias.

Måske lærer jeg det en dag endnu mere. Det var i hvert fald dejligt at hjælpe med simkortet i dag. Mit håb er, at Gud vil åbne mine øjne, vores øjne, så vi ser de mennesker, som vi kan hjælpe. Et spørgsmål til sidst: Hvor i dit liv viser du Jesu kærlighed?