Af Joakim Hjorth, 10. december 2018

Uden historie bliver man identitetsløs. Det gælder også for den bibelske historie og dermed jødernes historie. Vi kan ikke komme uden om jøderne, de er en del af vores kulturarv. Er det ikke nogenlunde sådan, Kai Kjær-Hansen?

Spørgsmålet kommer fra radiovært på programmet Danmarkskanalen, Nanna Ziegler, som på en decemberdag i 1993 havde inviteret tidligere formand og daværende redaktør på Israelsmissionens avis i studiet til en snak om jødisk kulturarv, jul og andre temaer i Israelsmissionens spændingsfelt. Selvom interviewet efterhånden har 25 år på bagen, er der stadig nogle guldkorn at hente. Her følger et udpluk af samtalen, men den kan høres i sin helhed ved at følge linket i bunden.

Et barn er født i …?

”Vi ved ikke præcis hvornår Jesus blev født, hvis vi snakker dato og måned og den slags ting. Det er nu heller ikke særlig vigtigt. Det vigtigste er, at man fejrer hans fødselsdag. Hvis man spørger hvilket år han er født, så kommer man faktisk i den groteske eller morsomme situation, at Jesus er født fem eller seks år før Kristus”, svarer Kai Kjær-Hansen på det indledende spørgsmål om, hvornår Jesus blev født.

Hvor ved man så det fra? kommer det hurtigt fra vært Nanna Ziegler. ”Sagen er den, at der sad en irsk munk i det sjette århundrede og lavede vores tidsregning, og han kludrede i det, ikke sandt, så han satte Jesu fødsel til år nul. Kong Herodes døde år 4 f.Kr., og Jesus blev født inden hans død, og derfor siger man fem-seks år f.Kr. Det interessante i alt det her er, at vi, uanset hvilket forhold vi måtte have til denne Jesus, daterer vores liv ud fra denne fødsel”, minder Kai os om.

Hvis de lærde strides om, hvornår Jesus blev født, så er de vel trods alt enige om hvor? ”De lærde er aldrig enige om noget som helst”, slår den drillesyge teolog muntert fast og fortsætter:

”Hvis man går til Det Nye Testamente, er det helt klart, at Jesus blev født i Betlehem. I Bibelen og den kristnes bevidsthed, er det vigtigt, at vi kan referere til en by, hvor han blev født, for Gud kommer virkelig mennesker nær i julen. Det er vel julens budskab; at Gud kommer nær – meget nær. I modsætning til andre religioner, hvor man søger ind i sig selv, har vi det kristne budskab. Budskabet om, at Gud kommer til os.”

Jul og Jesus – Jesus og jøder

Flere gange kredser samtalen om jødisk indflydelse på vores kultur. ”Vi kan mere hebraisk, end vi tror”, siger Kai. “Jeg kan huske da jeg for 20 år siden, i december måned, skulle ordineres. På et tidspunkt, da jeg er ved at tage præstekjolen på, skråler vores datter: ’En fattig Jumbo sad i løn og fødte himlens kongesøn – Halleluja, Halleluja.’  Hun havde åbenbart svært ved det danske ord jomfru, men det hebraiske ord Halleluja det kunne hun, ligesom mange andre danske børn.”

På et tidspunkt drejes snakken ind på Hanukkah, den jødiske lysfest der som regel også fejres i december. Men på trods af det umiddelbare sammenfald mellem de to højtider, så er der desværre ikke mange jøder, der har taget julens budskab til sig, fortæller Kai Kjær-Hansen: ”Jul og Jesus hører sammen, og Jesus og jøder hører sammen. Men de fleste i det jødiske folk tror ikke på, at Jesus er Messias.”

Jeg ved, at du gerne vil have, at jøder begynder at tro på Jesus. Hvorfor har du egentlig ambitioner om det? Må de ikke selv om det?

”Jo, det må de vel også. Ethvert menneske er ansvarligt overfor Gud. Jesus har vi fået fra Israel, og i Den Danske Israelsmission, såvel som i andre Israelsmissioner, vil man gerne være med til at bringe det bedste, vi har fået fra Israel, tilbage til Israel,” siger han og fortsætter:

“I Jesus-navnet (som betyder ”Herren frelser”) ligger der jo i en nøddeskal, hvad kristendommen er for noget. Englen siger til Josef: Og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Jesus-navnet drejer sig altså om frelse fra synd og dermed også den tilgivelse, som Gud rækker til alle via Jesus – jøder inklusive – og derfor har jøder lige så meget brug for Jesus som alle os andre”, forklarer Kai.

Nye ord på gamle sider

Året forinden optagelsen af programmet udkom den nyeste autoriserede danske bibeloversættelse, som Kai Kjær-Hansen var med til at sætte i verden. På spørgsmålet om, hvad sådan en oversættelse egentlig skal gøre godt for, svarer han hurtigt: ”Den skal vise, at evangeliet også er noget for os, der lever i dag, og at evangeliet også er noget for vores børn.”

Han uddyber med et eksempel: “Jeg husker engang, vi var i kirke, og jeg fornemmer, at min søn kigger på mig. Jeg glemmer nok aldrig det fjæs, han satte op, da han kiggede ned i salmebogen og så, at salmen, vi skulle til at synge, hed Hvo I kun lader Herren råde.  Det er en meget smuk og evangelisk salme, men hvad siger sådan en strofe til min dreng? Den siger: ’Den her sang, far, den er i hvert fald ikke noget for mig. Måske er den noget for dig og alle de andre gamle i kirken.’ Så når jeg har engageret mig i en ny dansk bibeloversættelse, så er det blandt andet fordi, jeg vil sådan en Hvo-I-kun-oplevelse til livs.”

Nu er jeg lidt gammeldags, hvad Juleevangeliet angår. I den gamle oversættelse stod der mandtal, i den nye er det blevet til folketælling. Er det ikke godt at kende et ord som mandtal? ”Jeg har ikke noget imod at smukke danske ord bibeholdes. Det er ikke en popoversættelse – en popoversættelse kan man ikke leve på, når livet gør ondt”, siger Kai og forklarer udfordringerne ved at oversætte særligt følsomme tekster som Juleevangeliet:

”Da vi kom med prøveoversættelsen i 1989, var der også nogen, der syntes, det var forkert, da vi bare skrev: I de dage. Nu står der: Og det skete i de dage, sådan at du og alle andre forhåbentlig kan bevare noget af julestemningen.”

Vi må, grundet ophavsrettigheder, desværre ikke gøre lydfilen tilgængelig offentligt. Kontakt os, hvis du har et ønske om at høre den.