Thomas From Søvndal, stud.theol.og medlem af Israelsmissionens Unges bestyrelse

Jeg har i mange år fornemmet et kald fra Gud om at dele evangeliet om Jesus Messias med jøder. Jeg har med Israelsmissionen rejst ud i verden til Jerusalem, New York og Berlin for at møde jøderne. De er min passion. I min egen bydel er der imidlertid mange muslimer. Så mange at jeg selv kan føle mig fremmed her, hvor jeg bor. De opfører sig så fremmedartet, så højtråbende. De er min irritation. Så tog jeg på kongressen Mission-Net i Tyskland. Og Gud begyndte at prikke til mig …

Forleden lørdag havde jeg en lidt ensom aften i udsigt. Jeg havde ingen planer, men hen ved titiden fik jeg pludseligt besøg. En gammel ven – lad os kalde ham Christian – var lige i nabolaget, og vi fik ordnet verdenssituationen, som man siger, over en kop kaffe skyllet ned med øl.

Christian, som af og til har kigget ind i min kirke, men ikke rigtigt har kunnet finde sig til rette der, er i sin fritid frivillig lektiehjælper for nydanskere, som lærer dansk. Han betroede mig, at han ikke brød sig om den nybyggede moske i nærheden. Alligevel gav han af sin tid til disse mennesker, heriblandt en del muslimer, som havde brug for hjælp med sproget.

Da Israel ved den oprindelige pinse blev konstitueret som nation, lavede Gud en aftale med folket: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Og han har flere gange gennem historien bekræftet udvælgelsen af Israel: ”Du er min tjener, jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke” (Es 41,9; jf. Rom 11,1f). Vi andre, vi hedninge, var med Paulus’ barske ord ”adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden”. Men ved Jesu død og Guds overraskende nåde er vi blevet en del af dette kongerige, Guds ejendomsfolk. ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” (Ef 2) Halleluja!

Med rettigheder følger pligter. Apostlen Peter skriver til ”de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag”: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt …” (1 Pet 1,1; 2,9) Vi skal som Guds folk forkynde, at Jesus er Herre. Derudover skal vi ligesom Israels præster være et forbillede og gå i forbøn for vores nation, være bindeled mellem Gud og mennesker.

Netop som jeg skriver dette, dumper et postkort ind ad døren. Der står en kort besked: ”Jeg ser et behov. Jeg vil bede for min bydel.” På førnævnte Mission-Net kunne man på et postkort skrive nogle tanker til sig selv, som man ville få med posten nogle måneder senere – og dér kom det!

Men – mit kald er jo at gå til jøder! Muslimerne her omkring må en anden tage sig af! Send dog en anden, Herre …! Eller … Skulle jeg lade mig udfordre af Christian og bevæge mig ud af mine vante cirkler, vise Guds kærlighed til de nye danskere og bede for dem? – jeg, som selv tidligere var uden håb og uden Gud, og som nu bor her som fremmed …?