Messiansk jødisk deltager i Musalaha, 31. august 2016

Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet.

Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.

Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.

I disse dage med terrorisme og besættelse er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.

Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelsk-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeler. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi valgte at holde fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som dem, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.

Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semit´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del af et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.

Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.

Mange Jesus-troende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv: ”Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget, der fører os videre – nemlig håb.

Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser, er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er evangeliet! Da Jesus blev menneske, lærte han os at se os selv med vores fjenders øjne – på samme måde som han selv blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.

Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i før. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.

Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det.

Jeg håber, du vil være med til at bede for Musalaha og for alle de mennesker, som ønsker at bringe evangeliets kraftfulde budskab om frelse og forsoning videre i dette brudte land.