Skip to main content

En god årsmødeweekend


Vi er fyldt af taknemmelighed efter en fantastisk årsmøde weekend.

Fredag aften til et fornøjeligt sabbatsmåltid ledt af Elisabeth og David Serner. Lørdag til studiedag, hvor vi måtte rykke fra det planlagte lokale ind i selve kirkesalen for at have plads til alle deltagerne. Og sidst, men ikke mindst søndagens årsmøde, hvor vi fik sagt TAK og farvel til familien Serner, som har tjent trofast i Den Danske Kirke i Jerusalem de seneste 10 år, og til Mona Kjær Nielsen, som har siddet i landsstyret lige så længe. Goddag og velkommen sagde vi til Peter Bjerre, som er trådt ind i landsstyret, og til Anna-Marie og Hans Jørgen, som rejser til Jerusalem som nyt præstepar fra sommer.

Her et lille overblik over weekenden i billeder.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Nyt projekt: Sangerinden Shai Sol


Artikel fra vores blad, Shalom, nr. 1, 2024.

Siden nytår har vi i Israelsmissionen støttet den messiansk-jødiske evangelist, sanger og musiker Shai Sol med økonomiske midler. Hun spiller en blanding af indie og lovsang med ‘vibes’ fra Mellemøsten, og vi deler hendes vision om at bringe evangeliet ind på den israelske musikscene. Generalsekretær Christian Rasmussen har interviewet hende, så du kan lære hende at kende.

Shai, første gang jeg så dig, var i fjernsynet for ca. 10 år siden, da du deltog i det X-Factor-lignende program HaKochav HaBa (Den Kommende Stjerne). Her delte du naturligt og åbent din tro på Jesus. Fortæl lidt om, hvordan du lærte Jesus at kende.

Da jeg var lille, fik min mor et Ny Testamente fra sin bror, da han flyttede til USA. Hun begyndte at læse i det og kom til tro. Og så fortalte hun mig om Jesus, og siden har han været en integreret del af vores liv. Jeg har altid spillet musik, og det har været naturligt for mig, at troen og musikken hænger sammen. Da jeg var med i HaKochav HaBa, mente producerne, at jeg skulle lade være med at sige noget om Jesus, men han er jo en uadskillelig del af, hvem jeg er, så det kunne jeg ikke, og de endte med at sætte pris på, at jeg stod ved, hvem jeg er.

Siden havde jeg en tid, hvor jeg ikke var en fast del af en menighed, og hvor jeg udforskede mine jødiske rødder. Jeg endte så i Florentin-kvarteret i Tel Aviv og blev en del af menigheden der, hvor jeg hørte evangeliet forkyndt hver uge. Det er gået op for mig, at jeg har brug for at høre det hele tiden.

Fortæl om visionen for den tjeneste, du er gået ind i.

Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange Jesus-troende kunstnere, der prøver at formidle evangeliet på den israelske musikscene, og min drøm er, at det må lykkes for mig. Jeg har et stærkt ønske om, at mennesker skal lære Jesus at kende, og musikken er den gave, som Gud har givet mig.

Hvad kan musikken?

Al kunst åbner op ind til kunstnerens hjerte, så folk kan høre og se, hvad der er derinde, og det giver mulighed for, at de kan identificere sig med noget af det. Når jeg skriver sange, er det mig, der taler med Gud, og på den måde inviterer jeg folk til at bede med eller inspirerer dem til at bede med deres egne ord. Det er også det, jeg oplever, der sker, når jeg synger og spiller.

Hvordan får du koncerter i kalenderen?

Når man er ny på den israelske musikscene, så er det godt at have kontakter bag scenen., Jeg har arbejdet nogle år som booker, så jeg kender mange af folkene på spillestederne, og de er flinke til at sætte mig på plakaten, når jeg ringer. Jeg havde i sin tid det arbejde for at tjene nogle penge, men nu bruger Gud det i projektet her.

Tak for snakken, Shai. Vi vil bede for dig og glæder os til at følge dig.

Vil du støtte Shai Sol?

Shai har brug for 30.000 kr. om måneden for at dække løn og andre udgifter, og vi har forpligtet os til at dække en måned om året. Jews for Jesus administrerer pengene, og deres leder i Israel Eli Birnbaum fungerer som Shai Sols manager.

Tak for din støtte til Shai Sol, så flere jøder får lov at høre om Jesus gennem hendes musik.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Torvets Højskole 2024


Til efteråret har du igen mulighed for at tage på Torvets Højskole. I år er temaet Evangeliet – i tiden og til tiden! Opholdet varer fire dage, hvor du får god tid og plads til fællesskab, fordybelse i Biblens ord, at opleve naturen og til refleksion.  Du kan se hele programmet her.

”Vi [Lise og hendes nu afdøde mand] valgte Torvets Højskole, fordi de tilbød gode indholdsrige programmer med bibelundervisning og spændende foredrag. Jeg nyder at være med – det dejlige menneskelige og åndelige fællesskab, som er der, og at møde gamle venner fra studietiden. Der er smuk natur og dejlig mad, som blev serveret på fornemste vis. Torvets Højskole kan varmt anbefales.”

Lise Skydstofte, tidligere og kommende deltager

Tid: 23-26. september

Sted: Virksund Kursuscenter, tæt på smukke Hjarbæk Fjord

Priser: Eneværelse: 3.050 kr. Dobbeltværelse: 2.650 pr. person. I egen campingvogn: 2.150 pr. person.

Arrangører: Israelsmissionen, Promissio og Menighedsfakultetet

Tilmelding: senest d. 2. september på teologi.dk/tilmeld


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Weekend i København d. 19-21. april


Kom og vær med til en god og opbyggende weekend i København d. 19-21. april. Vi afholder tre arrangementer, som du kan tilmelde dig uafhængigt af hinanden. Du bestemmer altså selv, om du er med hele weekenden eller nøjes med en eller to begivenheder. Her programmet for weekenden – vi håber, du vil være med.

Fredag aften d. 19. april: Sabbatsmåltid med IU

Start weekenden ud med et sabbatsmåltid kl. 18 i Bethlehemskirken. Familien Serner deltager også, og det er David, som leder måltidet. Prisen er 40 kr. for studerende og 60 kr. for voksne – det betales, når du ankommer. 

Tilmeldingen er lukket – pladserne er fyldt op.

Lørdag d. 20. april: Studiedag

Spændende studiedag om Johannes’ Åbenbaring – en svær bog, som også teologer fortolker forskelligt. Vi har inviteret tre personer til at præsentere og debattere bogen:

  • Hans Ole Bækgaard, formand for Indre Mission
  • Torben Kjær, lektor i Ny Testamente ved Dansk Bibel-Institut
  • Kasper Bergholt, cand.theol. studerende ved Aarhus Universitet.

Henrik Nymann Eriksen modererer diskussionen.

Hvornår: 20. april, 9.30-16.45
Hvor: Fredens Kirke, Ryesgade 68C, København Ø

Se hele programmet, og tilmeld dig her.

Søndag d. 21. april: Årsmøde

Vi starter med at fejre gudstjeneste sammen, hvor David Serner prædiker for os. Efter en god frokost afholder vi generalforsamling. Vi slutter af med kaffe og fortællinger fra Israel ved Elisabeth og David Serner, som har været ved Den Danske Kirke i 10 år, og som tager hjem til sommer. 

Hvornår: 21. april, 10-16
Hvor: Bethlehemskirken, Åboulevard 8, København N

Se programmet, og tilmeld dig her.

Du kan få en særpris ved overnatning på Hotel Hebron i forbindelse med arrangementerne. Kontakt blot hotellet på hb@hebron.dk, og fortæl, at du deltager.

Vi glæder os til at være sammen med dig.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Nyt præstepar i Jerusalem


Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at vi har indgået en aftale med Anna-Marie & Hans Jørgen Hansen om at overtage tjenesten som præstepar ved Den Danske Kirke i Jerusalem fra august 2024.  

Anna-Marie & Hans Jørgen har et langt arbejdsliv bag sig med undervisning og ledelse, og senest har de været præstepar i Hedensted Valgmenighed. 

”Det er et scoop for os at kunne engagere Anna-Marie & Hans Jørgen. Deres erfaring og kompetencer vil komme Israelsmissionen til gode i det mangefacetterede arbejde med missionspiloter, netværksrelationer, repræsentationsopgaver, undervisning, kommunikation og pastorale opgaver. De matcher hele paletten, så jeg er meget glad.” 

Generalsekretær Christian Rasmussen

Anna-Marie & Hans Jørgen skriver: “Vi har været åbne for, hvad fremtiden ville bringe, når vi begge var udenfor arbejdsmarkedet. Men denne mulighed havde vi ikke set komme. Vi er stadig forundrede over muligheden – og vi er spændte på, hvad Gud vil give os af opgaver og oplevelser gennem tjenesten som præstepar i Jerusalem. 

Siden vi gik Caminoen i 2009 har Birgitta af Vadstenas bøn fulgt os: Vis mig vejen og gør mig villig til at vandre den. Det er vores vigtigste tanke forud for opgaven i Jerusalem. Måtte det blive muligt at komme derned – og måtte vi gøre gavn dernede!” 

Til sommer er de begge pensionister og tager til Jerusalem som seniorvolontører. Aftalen løber frem til sommeren 2025. 


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Landsstyrevalg 2024


Ved årsmødet d. 21. april 2024 i København er der som altid valg til Israelsmissionens landsstyre, og her udløber valgperioderne for Lene Skovsgaard og Mona Kjær Nielsen. Normalt er der kun ét landsstyremedlem på valg, men for år tilbage udtrådte et daværende landsstyremedlem uden for det sædvanlige rul, og derfor er der to medlemmer på valg i 2024. For igen at få orden på valgperioderne vil der derfor være valg til hhv. et tre-årigt mandat og et fem-årigt mandat.

Lene er villig til at modtage genvalg for en tre-årig periode. Mona ønsker ikke at genopstille, så vi skal på årsmødet sige tak til Mona for 10 års trofast tjeneste.

Landsstyret har opmuntret Peter Bjerre til at stille op, da Peter besidder kompetencer og erfaring indenfor økonomi og organisationsledelse, som vi har behov for at få bedre repræsenteret i landsstyret.

Peter præsenterer sig selv således:

”Jeg er 31 år, bosiddende i Vejle og uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Jeg har efter små fem år som sekretariatsleder i Kristeligt Forbund for Studerende fået stilling som politisk konsulent i Børnerådet fra 1/2 2024.   

Kirkeligt er jeg forankret i den evangelisk-lutherske tradition og kommer i Vejle Oasekirke. Jeg er meget optaget af, hvordan kirken – i bred forstand – løfter opgaven med at dele evangeliet og invitere flere ind i troen på og fællesskabet om Kristus. 
Konkret interesserer jeg mig meget for, hvilke krav missionsopgaven stiller til vores prioriteringer i kirken, og den måde vi indretter vores kristne fællesskaber på. Her oplever jeg, at kirkens arbejde med diakoni er særlig vigtigt som en helt konkret måde, hvorpå kirken kan nå ud til og interagere med vores medmennesker på.

Menneskeligt er jeg meget optaget af politik og samfund. Siden mine helt unge dage har jeg løbende engageret mig politisk både direkte og indirekte. I de senere år er det særligt debatten om ytringsfrihed og åndsfrihed, som jeg har valgt at fordybe mig i.

Min motivation for at stille op er, at jeg gerne vil tage del i og støtte op om den store og vigtige opgave, som Israelsmissionen har i at nå ud til jøder med evangeliet. De seneste år har jeg fulgt arbejdet fra sidelinjen primært gennem støtte og samarbejde med Israelsmissionens Unge, men ved at stille op til Landsstyret, håber jeg, at jeg kan spille ind med mine kompetencer indenfor bl.a. økonomistyring og fundraising, strategi og organisationsudvikling samt politisk interessevaretagelse.”

Der er mulighed for, at andre kandidater kan stilles op, og vi henviser til ordlyden i Israelsmissionens vedtægter § 9 stk. 5: ”Forslag til opstilling af kandidater indsendes skriftligt til Den Danske Israelsmissions sekretariat senest 3 måneder før årsmødet. Forslag kan stilles af mindst 10 medlemmer af Den Danske Israelsmission. Kandidatforslag skal være ledsaget af kandidatens skriftlige tilsagn. Landsstyret kan desuden selv opstille kandidater.”

Vi glæder os til at se dig i København d. 21. april. Du kan se programmet og tilmelde dig via linket her.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Familien Serners sidste halve år i Jerusalem


Til sommer afslutter Elisabeth & David Serner og deres børn, Naomi og Nathanael, 10 ½ års tjeneste som præstefamilie ved Den Danske Kirke i Jerusalem. De har sat utallige fine aftryk hos mange jøder, arabere, danskere, ja, folk fra hele verden i alle aldre, som de har vandret med et stykke livsvej gennem de seneste 10 år i en af verdens mest centrale byer.

Generalsekretær Christian Rasmussen siger:

“Familien Serner har været ekstraordinært trofaste i tjenesten, senest udtrykt i hvordan de er blevet i Israel under Gaza-krigen og har kreativt søgt at være til opmuntring for de mange, som er berørt.

Det er et stort tab at sige farvel til en familie, som igennem 10 år har levet og åndet for deres kald til mennesker i dette skønne og udfordrende land. De er en familie på mission, og at leve kaldet ud er en livsstil for dem. Kirken har været deres platform, men de har levet kirkelivet blandt folk uden for kirkens mure og har skabt relationer på kryds og tværs. Noget nær 100 missionspiloter har mødt landet og folket og måske også lært sig selv og Gud bedre at kende gennem Elisabeth & Davids tjeneste. Den messianske bevægelse har haft en ambassadør i Danmark, ja internationalt, også gennem Davids arbejde på Caspari.

Vi siger farvel til en dygtig og dejlig familie. Jeg håber, at mange vil komme til årsmødet i Bethlehemskirken d. 21. april, hvor David prædiker ved gudstjenesten, og hvor vi skal høre familien fortælle om 10 års liv i Israel.”

Kom med til Israelsmissionens årsmøde, og sig TAK for indsatsen til familien Serner. Du kan tilmelde dig på linket her.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Ny luthersk menighed på vej i Tel Aviv


Tekst og foto: Christian Rasmussen. Fra vores blad Shalom, nr. 4, december 2023.

Sahar Sadlovsky Gold kom til tro på Jesus og blev døbt i Immanuelkirken i 2015. Han har siden besøgt Danmark et par gange – også til Israelsmissionens arrangementer. Vi har talt med ham for at høre, hvordan det er gået ham siden.

Sahar, fortæl først noget om, hvad der fylder dig i skyggen af Hamas’ terrorangreb?

Helt grundlæggende er det en sorg, som indeholder både en vrede og en smerte over Hamas-terroristernes uhyggelige ugerninger mod sagesløse mennesker. Men der er også stille glæde og håb, når jeg ser, hvordan befolkningen står sammen om at hjælpe hinanden.

Det er ikke enkelt og kræver et bevidst stykke arbejde at lade Jesus præge min tilgang til det, som sker. Én ting er, hvordan jeg skal forholde mig til den ondskab, som mit folk har været udsat for. Det har været rigtig svært at bede for mine fjender, men Jesus giver os jo ikke mulighed for at skelne mellem, hvornår vi skal elske vores fjender, og hvornår vi ikke skal. Noget andet er den foragt, som vi oplever fra mange i det internationale samfund. Det fylder mig med skuffelse, så i en tid som denne, hvor vi læser nyheder hele tiden, har vi brug for at læse tilsvarende meget i Bibelen.

Fortæl lidt om din åndelige rejse de senere år.

Flere ting er sket. Jeg mødte Maria fra Sverige, med hvem jeg nu er gift og har to døtre. Hun introducerede mig til hendes kirkesamfund, Missionsprovinsen i Sverige, og jeg dykkede endnu mere ned i det lutherske. Samtidig var jeg i gang med at tage en teologisk bachelorgrad på Israel College of the Bible, som også udfordrede mig teologisk og tvang mig til at finde ud af, hvor jeg selv stod. Jeg fandt en dyb glæde i den lutherske understregning af, at jeg må få lov at holde mig selv helt ude af ligningen og bare se på Kristus, og det han giver mig i dåben og nadveren. Jeg behøver ikke spørge, om Gud elsker mig, for Jesus kommer selv og giver sig selv til mig. Den sakramentale forståelse af evangeliets gave blev uvurderlig for mig. Jeg har lyst at sige til de mange lutherske danskere, at I skal være taknemlige for at have så nåderig en base i jeres kirke.

Hvad har du gang i nu?

Før jeg mødte Maria, bad Missionsprovinsen for jødernes frelse, og de bad også om en vej ind til at dele de gode nyheder med det jødiske folk. For at gøre en lang historie kort, så er jeg nu præstekandidat i Missionsprovinsen, tager teologisk kandidatuddannelse på Forsamlingsfakultetet i Göteborg og ser frem til at blive ordineret til præstetjeneste i Tel Aviv. Her skal jeg lede plantningen af en hebraisktalende konfessionel luthersk menighed.

Hvordan kan vi bede for dig?

Vi er lige nu en lille forsamling på 10 personer, som mødes i min families lejlighed om onsdagen til aftensang, og så har vi en månedlig gudstjeneste med en ordineret præst. Bed om, at vi må kunne forme denne nye menighed på en sund og god måde, og at det må lykkes, at menigheden kan få sit eget lokale et egnet sted.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Chanukah – Gud griber ind

Refleksion af bibelunderviser, Kasper Bergholt.

Chanukkafesten er en af de yngste jødiske fester. Man fejrer, at man i 165 f.Kr. kunne genindvi templet, efter at det i godt tre år var ude af drift, fordi den syriske konge havde vanhelliget det. Man fejrer, at Gud greb ind i verdenshistorien.

Og selvom chanukka intet har at gøre med den kristne jul, så er der alligevel et fælles motiv her: Gud griber ind i verdenshistorien og forandrer den.

Men når Gud griber ind i verdenshistorien, gør han det på en måde, der godt kan være lidt ukomfortabel for os, der har meget og gerne vil have mere. For Gud har nemlig ikke grebet ind til fordel for de rige, de magtfulde og de privilegerede og sikret dem deres ret til at udnytte andre. Nej, Gud har grebet ind til fordel for de svage, de magtesløse, de undertrykte, for at oprejse dem, styrke dem, skaffe dem retfærdighed (Luk 1,51-53).

Vi, der tilhører det højeste internationale samfundslag og med vores levemåde er med til at opretholde en skæv fordeling af verdens ressourcer, har brug for at bede med salmisten: ”Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre, du giver dem mod, du lytter til dem. Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret, så mennesker ikke længere skal øve vold i landet” (Sl 10,17-18).

Vi har brug for at høre, at Gud står på de svages side og skaffer dem ret. Han står på de sultendes side og giver dem mad. Han står på de dødes side og giver dem liv.

Hvordan lader det sig omsætte til praksis? Hvordan lever vi, som om dette er sandt? Det er chanukkafestens og julens evige udfordring til os. Og det er ikke let. Der er ingen lette løsninger, men derfor kan der godt være noget, der er rigtigt at gøre alligevel.

Opfordring: Hæng en mezuzah ved din dør


Ved indgangen til de fleste jødiske hjem hænger en mezuzah – en lille beholder med noget pergamentpapir. På det står nogle vers fra Femte Mosebog bl.a. med den jødiske trosbekendelse og nogle vers om, at vi skal indprente os Guds ord, bl.a. ved at skrive det på vores dørstolper.

Men for nylig kom en dansk jøde hjem og fandt sin mezuzah ødelagt. Det er blot en af mange konkrete historier om den antisemitisme, som viser sit grimme ansigt i denne tid.

Du kan hænge en mezuzah ved din dør for en periode og på den måde vise solidaritet med de jødiske medborgere. Christian tager nogle med hjem fra Israel, så du kan købe en af dem og støtte op:

  • Overfør 100 kr. på MobilePay 30503
  • Noter dit navn, din adresse, og hvilken farve du ønsker (sort, hvid eller sølv)

Så sender vi den til dig i næste uge, når Christian er hjemme igen.

Tak, fordi du er med til at sige fra overfor antisemitisme.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning