Skip to main content

Velkommen til sabbatsaften, årsmøde og årsfest!

Den 13. og 14. april vil Israelsmissionen gerne invitere dig til sabbatsaften, årsmøde og årsfest på TORVET i Aarhus.

Fredag aften håber vi på at samle så mange som muligt fra Israelsmissionens “familie” til sabbatsfejring. Det vil vi gøre med et traditionelt sabbatsmåltid, som tidligere præst i Jerusalem, Jakob Wilms Nielsen, vil lede os igennem. Senere vil vi have fællesskab gennem lovsang, forkyndelse og god snak :-) Vi begynder kl. 17.30 og af hensyn til maden må du meget gerne tilmelde dig på kontor@israel.dk eller på eventet på Facebook.

Lørdag formiddag er der årsmøde for alle medlemmer og andre interesserede. Her kan du komme og høre mere om, hvad der er sket i Israelsmissionen det forgangne år – og om hvad vi drømmer om for fremtiden. I år vil der være lidt ekstra tid til at drøfte forskellige spørgsmål med hinanden, så kom endelig og vær med til at bidrage til, at Israelsmissionen fortsætter i en god retning. Vi begynder kl. 9 med rundstykker sammen med Promissio, som også holder årsmøde denne formiddag. Vi slutter årsmødet med frokost…

…inden dørene slås op til TORVETs årsfest! I år fejrer vi missionen og teologien i fællesskab med de to andre grundlæggere af TORVET. Se programmet for den fælles årsfest her og tilmeld dig både Israelsmissionens årsmøde og årsfesten her.

Program for årsmødet lørdag formiddag:



09.00 – Rundstykker i kaffestuen (fælles med Promissio)
09.30 – Velkomst ved Arne Pedersen og indledning v/ Jørgen Hedager
09.45 – Formandsberetning v/ Krista Rosenlund Bellows
10.15 – Drøftelse
10.45 – Arbejdsberetning v/ Arne Pedersen
11.15 – Drøftelse
11.45 – Forbøn for nye medarbejdere Arne Pedersen, Maria Strøm og Joakim Hjorth v/ Merete Konrad
12.00 – Afslutning ved Arne
12.15 – Frokost i kaffestuen (fælles med Promissio)

Vi glæder os rigtig meget til nogle festlige dage sammen med dig!

På tur i verdens bedste klasselokale

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. marts 2018

Jeg sidder på Menighedsfakultetet i Aarhus i et næsten tomt klasselokale. Overfor mig sidder to teologistuderende, Kasper Bergholt (ses forrest på billedet ovenfor) og Philip Kristoffersen. De studerer teologi på 2. semester og har netop været på studietur i Israel. Landet, som en teologiunderviser efter sigende engang har kaldt ”verdens bedste klasselokale.” Turen var arrangeret i samarbejde med Israelsmissionens Unge, med lektor på Menighedsfakultetet Morten Hørning Jensen og tidligere generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt som anførere. Vi har trodset kulden, for at snakke lidt om turen og dens slipstrøm, over en kop varm kakao.

At rejse er at lære

På det indledende spørgsmål, om hvorfor de tog med på turen, kommer svaret hurtigt fra Kasper: ”For at få perspektiv på Bibelen og undervisningen sat i en ramme – og fordi det var billigt!” tilføjer han smilende. De havde begge store forventninger om at lære noget nyt, at få dybere perspektiver på forståelsen af Bibelen og dens ramme. Og forventningerne blev ikke gjort til skamme: ”Jeg lærte at kigge på Bibelen med et historisk perspektiv” fortæller Philip. ”Det hele blev levendegjort af at komme til Israel og det giver mig noget helt andet, når jeg læser i min bibel i dag. Jeg kan meget bedre forestille mig hvor de bibelske fortællinger er foregået.” Kasper stemmer i: ”Jeg lærte en masse om tematikker i jødedommen som gør sig gældende, for eksempel om templet, guds udvælgelse, og spørgsmålet om ejendomsretten til landet, som går igen i konflikten i dag.”

Perspektiver og praksisser

Enhver som har besøgt Jerusalems gamle bydel, vil have bemærket ihærdigt messende ortodokse jøder ved Grædemuren, som iført nøje udvalgt påklædning reciterer lange bønner under rytmiske bevægelser, eller ortodokse præster i Gravkirken, som fra tid til anden kommer svingende med en røgelsesbeholder, alt imens de baner sig vej til en kavalkade af ikoner og guldbelagte lysestager. Mødet med andre religiøse traditioner gjorde også et stort indtryk på de spirende teologer. ”Vi kan blive inspireret af østkirken og deres praksis, som ikke er forkert, men som virker mærkværdig, fordi vi slet ikke er vant til det. Måske kan vi lære noget, ved at prøve at bruge nogle hjælpemidler i vores andagter, for at illustrere det vi gør og tror på,” siger Kasper. For Philip var det den ortodokse jødedom der satte spor: ”Jeg kan blive fascineret af, at de kan have noget som er så virkeligt og så helligt for dem. Spørgsmålet er, om jeg også kan finde Gud i en praksis?”

Undervejs på turen havde deltagerne, som bestod af teologistuderende og andre kommende eller nuværende ledere i kirken, også flere refleksioner og tid til eftertanke. ”Min bedste oplevelse var en længere vandring i stilhed, i ørkenen. Vi var blevet bombarderet med rigtig mange indtryk, så at få en indgang til stilhed gennem bøn og salmer for derefter at gå langs et stille vandløb i en kløft gav mig bedre mulighed for at finde Gud og stilheden i Israel. Her kunne jeg tænke tingene igennem og prøve at forstå,” siger Philip.

Hvad er evangeliet?

Hovedspørgsmålet på turen var ”hvad er evangeliet?”. Et umiddelbart svært spørgsmål at få has på, men Kasper er på turen kommet nærmere et svar: ”Et eller andet sted så hører templet og evangeliet sammen. For hvis templet er det der muliggør Guds nærvær og evangeliet er, at Gud er kommet nær, så er evangeliet at vi har et sted at gå hen – Jesus. Jesus er kommet helt nær, til sådan en som mig,” siger han og sætter dermed et foreløbigt punktum for oplevelserne i verdens bedste klasselokale. Et punktum, der meget vel kan vise sig kun at være et komma, for de unge teologistuderende.

Nye ansigter – samme mission

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 16. januar 2017

Afslutninger er som regel også ensbetydende med begyndelser. Det samme princip gør sig gældende i Israelsmissionen, der henover årsskiftet har gennemgået flere markante skift på centrale poster. Bodil Skjøtt stoppede som generalsekretær efter 11 år bag roret, og blev afløst af Arne Pedersen. Samtidig satte Israelsmissionens nye marketingsansvarlige Benjamin Olsen og Kent Rasmussen, den nye ungdomssekretær i Israelsmissionens Unge, sig til rette i kontorstolene kort før jul.

Dette ”vagtskifte” blev markeret, med en festlig eftermiddag på TORVET i Aarhus, hvor 80-100 støtter og venner, trofaste samarbejdspartnere og nuværende og tidligere ansatte og landsstyremedlemmer mødte op, for at tage afsked og byde velkommen. Efter en længere kaffe-sektion, hvor der var plads til at pleje gamle relationer og udforske nye, over et stykke othellolagkage, indledte tidligere formand Kai Kjær Hansen rækken af hilsner og lykønskninger, på gemytlig bornholmsk vis, med historier fra et livslangt venskab med Bodil Skjøtt i jødemissionen. Derefter fulgte tidligere præster fra Immanuelskirken i Tel Aviv og Den Danske Kirke i Jerusalem, forskellige samarbejdspartnere, ansatte og andre op med hilsner til dagens hovedpersoner. Desuden havde flere sendt en videohilsen fra udlandet, deriblandt Dr. Richard Harvey, messiansk jøde og ven af Israelsmissionen, som havde et råd til deltagerne ved dagens vagtskifte: ”Gør altid hvad Bodil siger!” Denne opfordring, der blev afleveret med et glimt i øjet, blev bekræftet af flere i talerrækken, der havde oplevet Bodil Skjøtts kyndige vejledning som afgørende på deres vandring. Et af dagens højdepunkter, var da Bodil fik overrakt prisen ”Årets Teolog”, der uddeles af Menighedsfakultetet hvert år. Prisen blev leveret med begrundelsen: ”Bodil er kroneksemplet på, hvordan god teologi bliver til i mødet med levende mission.”

Udover de mange anekdoter og historier, og ord som ”tak” og ”velkommen”, var der et tema, som blev understreget mange gange i løbet af dagen, og som dannede en rød tråd for fremtidsudsigterne for Israelsmissionen – at missionen er uændret, selvom der bliver skiftet ud bag roret. Vi vil bringe evangeliet til jøderne. Dette blev tydeligt da en rørt Arne Pedersen som ny generalsekretær tog ordet, takkede for tilliden og bad om fortsat opbakning, både fra bagland og ansatte, til at føre missionen videre. ”Det er ikke min mission, eller Bodils mission, men Guds mission”, lød påmindelsen fra generalsekretæren. ”Jeg har brug for at I også er der i morgen, så vi sammen kan løfte opgaven, om at bringe evangeliet til jøderne.” Desuden benyttede han lejligheden, til at takke Bodil for et solidt og lærerigt samarbejde gennem flere år.

Dagen blev sluttet af med en bøn for det jødiske folk, som et oplagt punktum for dagen. Et punktum, hvor Israelsmissionens historie med Bodil Skjøtt som stifinder slutter, men hvor der følger et nyt kapitel, en ny start, i historien om Den Danske Israelsmission. En historie der handler om én enkelt ting, at jøder skal møde Jesus – deres, og vores, Messias.

Kendt ansigt bliver ny generalsekretær i Israelsmissionen

Arne Pedersen


Da Bodil Skjøtt har valgt at gå på pension per 31. december 2017, har landsstyret i Israelsmissionen ansat Arne Pedersen som ny generalsekretær per 1. januar 2018. Han kommer fra en stilling som kommunikationssekretær i samme organisation, hvor han har været ansat siden 2012.

”Arne har i mange år været en passioneret del af Israelsmissionens arbejde,” fortæller formand for Israelsmissionen, Krista Rosenlund Bellows. ”Vi får en generalsekretær, som allerede kender vores arbejde og organisationskultur samtidig med, at vi har stor tillid til, at Arne kan bidrage til udviklingen af Israelsmissionen i en god og positiv retning.”

Arne Pedersen blev medlem af Israelsmissionens Unge i 2002 og har siden været en del af enten Israelsmissionens Unges lokalarbejde, de unges landsbestyrelse eller landsstyret indtil ansættelsen i 2012.

”Lige siden jeg ved en kirkekaffe i 2002 hørte Efraim Goldstein fortælle om jøder der tror på Jesus som Messias, har jeg følt et kald til at arbejde for, at flere jøder må komme til at kende Jesus som også deres Messias,” fortæller Arne. ”På trods af alle kirkens forsyndelser op gennem tiden, har vi ikke mistet vores taleret over for det jødiske folk. Som kirke må vi frimodigt insistere på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Dét er gode nyheder – og dem skal vi naturligvis dele med det jødiske folk! Det glæder jeg mig til at arbejde for i fællesskab med resten af den store Israelsmissions-familie.”

Arne Pedersen er 39 år gammel, cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi og er i øjeblikket i gang med bacheloruddannelsen i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Det bor i Guds inderste at ville mission

19. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen

Det er en regnvåd forårsdag på Østerbro i København, og jeg ringer forgæves på ved kirkekontoret hos Fredens og Nazareths kirker for at komme i ly for det lunefulde vejr. Jeg har en aftale med Jens Ole Christensen, der er tidligere generalsekretær i Luthersk Missionsforening og forstander Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter. Nu er han sognepræst ved de to kirker på Østerbro i København. Han har sagt ja til at mødes til en samtale om TORVETs hjertesag: Hvordan teologi og mission kan berige hinanden.

Kort efter ser jeg Jens Oles markante skikkelse bevæge sig mod mig ad Ryesgade. Med sin sorte bredskyggede hat og præsteskjorten under jakken skiller han sig ud – selv på Østerbro.

”Da jeg begyndte i jobbet som præst, overvejede jeg meget, hvordan jeg blev kendt her i sognet,” fortæller han og fortsætter om præsteskjorten, som måske mest er kendt inden for den katolske kirketradition: ”Jeg ved godt, den måske nogle gange bliver associeret med en anden teologi, men der er ingen tvivl om, at den har gjort mig mere synlig som præst, og jeg har fået meget positiv respons på den,” fortæller han.

Teologien indbyder til kreativitet

Skjorten bliver afsæt for lidt tanker om den teologiske refleksion: ”Teologien har jo ikke bare en linjevogterfunktion – den indbyder også til kreativitet,” mener den tidligere generalsekretær og fortsætter med at understrege, at lige siden den første generation af troende er evangeliet blevet plantet på forskellige måder i forskellige kulturer – og det kræver både teologisk refleksion og kreativitet, mener Jens Ole. Præsteskjorten er et meget lavpraktisk eksempel, og et andet kunne være bibelens tale om både ægteskab og det at være forælder: ”Ægteskabet er et aftryk af Guds kærlighed til menigheden, og forældreskabet er et aftryk af Guds kærlighed til sine børn. Det er en grundlæggende struktur i bibelen. I Johannesevangeliet kapitel 15 bruger Jesus næsten samme sprogbrug om venskabet, og det er interessant, når man bor i en singlekultur som den her,” mener Jens Ole, og på den måde kan det eksegetiske grundarbejde og en kreativ bibelsk refleksion være med til at gøre opmærksom på nogle ”sovende indsigter”, som han kalder dem.

Teori er ikke et skældsord

Jens Ole mener, at der helt sikkert har været en tendens til at adskille teologien fra praksis. ”I den europæiske kultur har der været en tendens til, at sandheden kun sidder i hovedet. Men i Det Nye Testamente sidder sandheden også i benene og i hænderne,” siger han og glider lidt længere ned i stolen og tager tilløb til det næste: ”Teori er ikke et skældsord i min verden, som det ellers er det for mange andre,” fortæller han og fortsætter: ”Teologi skal ligesom alt muligt andet også have lov til at være grundforskning. Vi skal studere stoffet for at studere stoffet, og vi skal ikke alt for hurtigt spørge, hvilket liv vi får ud af det. Ellers bliver vi ikke klogere, og nogle gange skal vi også blive klogere bare for at blive klogere. Fagteologer har en rolle i at stille de farlige spørgsmål – både på universitetet, Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet. Også uden lige at have en praktisk løsning på et givent spørgsmål. Man ved måske ikke, hvad man skal bruge det til lige i øjeblikket, men en dag opdager man lige pludselig, at man godt kan bruge det til noget. Eller det lægger sig som en ampul under huden og gør noget ved hele vores måde at gå til ting på.” Tonelejet skifter lidt, og sognepræsten fortsætter med eftertryk: ” Når det er sagt, så skal det også siges, at hvis man adskiller teologi og mission, skader man begge dele. Teologien bliver til ren frimærkesamling, og med missionen kan der ske et af to som går i hver sin retning,” mener han.

Praktiske problemstillinger udfordrer teologien

Ifølge Jens Ole Christensen kan mission uden den teologiske refleksion være i fare for at falde for fristelsen til at spørge, hvad der sælger billetter lige nu uden at spørge, om det faktisk er sund kristendom. ”Men missionen kan også blive overrigid uden den teologiske refleksion. Vi gør, som vi plejer, fordi man måske ikke har kritikken af, at vores ’plejer’ for eksempel er kulturbestemt, vanebestemt eller godt i en situation, men ikke i en anden situation.” Han mener til gengæld også, at missionen kan udfordre teologien på nogle praktisk problemstillinger, som missionæren møder ude i frontlinjen. Hvad stiller man for eksempel op med flerkoneri i Afrika, eller hvor meget af jødedommens praksis skal en jøde holde fast i, hvis hun kommer til tro på Jesus? For Jens Ole kan det koges ned til spørgsmålet om, hvilke kulturelle udtryk der kan tages med ind i kirken uden at skade teologien.

Ord kan godt gøre ondt

”Jeg ved med sikkerhed, hvad min kone ville sig om det!” griner Jens Ole på spørgsmålet om, hvad en 25-årig udgave af ham ville sige om sammentænkningen af teologi og mission. ”Jeg var nok sådan en typisk 70’er stud.theol., der levede i en verden af principper, analyser og grænsedragning,” erkender han og holder en lille tænkepause, inden han fortsætter: ”Der er jo nok både et stykke menneskelig og åndelig udvikling i det. Det betød rigtig meget for mig at være en del af noget praktisk menighedsarbejde gennem min studietid, og her opdagede jeg, at mine ord og handlinger godt kunne gøre ondt på mennesker på en meget ufrugtbar måde,” reflekterer han ærligt og erklærer samtidig, at for ham er det vigtigt at se forskellen på sand og sund teologi. ”Sund lære er altid sand lære, men sand lære er ikke nødvendigvis altid sund lære. Dermed mener jeg, at hvis det ikke er sandt, så er det heller ikke sundt på den lange bane, men det kan teknisk godt være sand teologi uden at være sundt sjælesørgerisk eller sund kontekstualisering,” uddyber han. Jens Ole mener for eksempel, at der har været en tendens til at forkynde om frelse og fortabelse med en sprogbrug og i et toneleje, hvor det har lydt som om prædikanten var vred på tilhørerne. ”Man skal kunne mærke Jesu tårer over Jerusalem i forkyndelsen om fortabelsen,” mener han, idet han citerer Ninna Beck, Wilhelm Becks kone. På samme måde mener han, at man kan tale teologisk sandt om spørgsmålet om homoseksualitet uden at vise omsorg for det konkrete homoseksuelle menneske. ”Og det er ikke bare den, ’det går ud over’, det er usundt for – det er usundt for os alle sammen, fordi vi glemmer, at det berører konkrete mennesker,” forklarer han og tilføjer: ”I det hele taget må man sige, at en teologi der ikke går i dialog med erfaringerne i den virkelige verden, godt kan få noget sterilt over sig i praksis. Og det er sådan en steril teologi, der godt kan være usund, selvom den teknisk set er sand.”

Holistisk missionstænkning

Der tales meget om missionale menigheder i disse år, og selv i folkekirken er mission igen kommet på dagsordenen. Og mission handler altid om konkrete mennesker på konkrete steder. Spørgsmålet er så, om de traditionelle ydremissionsselskaber har udspillet sin rolle, for ligger missionsopgaverne ikke lige så godt i lokale menigheder som hos selskaberne?

”Talen om missionale menigheder har været med til at opelske en sund holisme i missionstænkningen,” mener Jens Ole, men forklarer samtidig, at disse menigheder ikke kan stå alene, da de – selvom de er optaget af mission – ikke altid har erfaring eller kompetencer til at dele evangeliet på tværs af kultur og kontekst. ”Missionale menigheder tænker ofte i menighedsplantning, og de er ganske fremragende til at drive mission i de samme eller sammenlignelige kulturelle kontekster, men skal vi nå de to milliarder, eller hvor mange vi nu siger, der tilhører de mindst nåede folkegrupper i dag, så kræver det en evne til at bryde grænser og en meget høj missionsfaglighed.” Han forklarer, at en grundlæggende forskel er, at en menighed skal slå rødder og få lokal kolorit, mens et missionsselskab skal have ”løse teltpløkker” og vide, hvornår et arbejde kan stå på egne ben, så missionsselskabet kan rykke til et nyt område. ”Men jeg er ret sikker på, at hvis man skal bevare missionskompetencerne, så er den enkelte kirke nødt til at lave sit eget sekretariat, og så er vi jo lige vidt,” smiler sognepræsten og udfordrer alligevel med ordene: ”Så kan missionsorganisationerne selvfølgelig overveje, om tiden er inde til at spørge sig selv, om man skal omdefinere sig til at være et sekretariat for de menigheder, der vil drive mission. Der kan komme et frugtbart samarbejde ud af, at menigheder med rødder og missionsselskaber med løse teltpløkke arbejder sammen.”

Samarbejde i en glokal kultur

Spørgsmålet bliver så, hvordan menigheder og missionsselskaber bedst samarbejder om at få det til at ske. ”Jeg tror på strategien med, at missionsselskaberne gør noget ind i eksisterende menigheder og laver en form for partnerskaber. Det tror jeg, man er nødt til. Også fordi vi har fået en større identitet i de menigheder, vi er en del af. Det er en del af, at ’glokaliseringen’ spiller en større og større rolle, hvor man er meget lokal og på samme tid meget globalt orienteret. Dermed kommer de landsdækkende strukturer til at spille en meget lille rolle. Det er en af årsagerne til, at det er svært at få folk til at engagere sig i missionsselskaber på landsplan,” mener Jens Ole og forklarer videre, at den oplagte udfordring dermed bliver at tænke det lokale og globale så meget sammen som muligt.

Gudsbilledet og missionsteologien

Efter en lang samtale om teologi og mission falder snakken til sidst på sammenhængen mellem missionsteologien og Jens Oles eget gudsbillede. ”Missionen sidder i Guds væsen, i evangeliet inderste. Selvom vi ikke havde en missionsbefaling måtte evangeliet af sig selv tvinge os til mission,” mener han. ”Frelsesviljen bor i den treenige Gud, og det betyder noget for mit gudsbillede. Så kan det være svært nogle gange at sige, hvad der er hvad, men hvis man læser Det Gamle Testamente, kan man få øje på, både hvor urokkelig Gud er, og hvor fleksibel han er.” Her nævner han som eksempel kongemagten i Israel, som jo egentligt begynder som et oprør, men hvor Gud tager ulydigheden og inkorporerer den i sin frelsesplan, for kongen er afsættet for hele tanken om Messias. ”Det er her, det bliver meget svært at skelne mellem teologi og missionspraksis, for Gud er urokkelig, og Gud er fleksibel på én gang. Det lærer vi af missionsteologien og missionshistorien, og det lærer vi af bibelen,” slutter Jens Ole.

Cafépræsten

På vej ud er vi tilbage ved skjorten. ”Jeg har den på i dag, fordi jeg er på vej videre på café,” fortæller han. Jens Ole har en ugentlig aftale med en caféejer lidt længere oppe ad gaden. Idéen er, at sognepræsten er synligt til stede på caféen, så beboerne i området kan komme forbi og få en snak i nogle lidt andre rammer end kirkens lokaler tilbyder.

Da vi er kommet ud på gaden, er vi ikke gået mange skridt førend Jens Ole Christensen falder i snak med en ældre dame, som slår følge med os på fortovet. Skjorten har gjort ham kendt, præsten, men det kræver alligevel sit medmenneske at lade sig standse, bevæge og slå følge med et andet. Uanset om man lever sit liv på Østerbro, Totota eller Tel Aviv.

Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Til minde om Martha Maria Vibjerg Thomsen

7. juni 2017, Bodil Skjøtt, generalsekretær

Mandag den 29. maj døde Martha Marie Vibjerg Thomsen, hustru til Jørgen Bækgaard Thomsen og mor til Louise, Laurits og Rebekka. Den 1. juni blev hun begravet på Beder Kirkegård. En fyldt kirken tog afsked med hende ved en begravelse, som Jørgen selv stod for. Kisten blev båret af børn og svigerbørn, samt Marthas bror.

Martha blev 78 år gammel og døde efter lang tids sygdom. At det har været et sygdomsforløb, som har fyldt meget de sidste år, blev der ikke lagt skjul på hverken i begravelsestalen i kirken eller i sønnen Laurits’ tale om sin mor ved det efterfølgende mindesamvær. Men det, som blev fremhævet, og som vil blive husket efterfølgende, var Marthas omsorg og hendes stærke engagement, som mor og ægtefælle i familien, som præstekone i sognet, hvad enten det var i Rinkenæs, i Jerusalem eller i Vorbasse, og i hendes arbejde som sygeplejerske, så længe helbredet tillod det. “Martha var en rigtig Martha” som Jørgen nævnte det i sin tale og som andre også understregede det, når de omtalte Marthas gæstfrihed, omsorg og engagement i deres liv.

Familien Bækgaard Thomsen var udsendt af Israelsmissionen som præstefamilie fra januar 1984 frem til sommeren 1989. Både Martha og Jørgen så det som en familie-opgave og Marthas store engagement i arbejdet kom både fastboende danskere i Israel til gode, når hun inviterede til “dansk eftermiddag” i præstelejligheden, eller på anden måde rakte ud til især danske piger i Israel. Men også de mange unge volontører, som i den periode opholdt sig i Israel nød godt af  præstelejlighedens store gæstfrihed. “Ofte lignende lejligheden mest af alt Fredericia Banegård”. Foruden arbejdet i menigheden i Jerusalem fandt Marthas også tid til at bruge sin faglighed som sygeplejerske, når hun selv var volontør på Hadassa Hospital i Jerusalem.

Kærligheden til og engagementet i Israelsmissionens arbejde ophørte ikke, da familien igen kom til Danmark. I en periode, fra  1994 og frem til 1999 var Martha med i Israelsmissionens landsstyre, og så længe kræfterne tillod det, var hun og Jørgen begge trofaste deltagere i Israelsmissionens årsmøder og andre arrangementer. Martha bidrog også til Israelsmissionens arbejde gennem foredrag rundt i landet, og sammen med Jørgen var hun rejseleder på adskillige ture til Israel, hvor deltagerne fik mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde. Ikke mindst Ebenezerhjemmet var et hjertebarn for Martha. At Familiens ophold i satte varige spor ses også deri, at to af børnene, Louise og Laurits i dag er bosiddende i Israel.

Æret være Marthas minde!

Israelsmissionen – fordi Gud vil! velkommen til årsmøde 2017

Hver gang vi forbereder et årsmøde taler vi om, hvad temaet skal være. Vi vil jo så gerne, at folk får lyst til at komme! Derfor er temaet – og programmet – væsentligt, selvom vi altid samles om det samme arbejde. Nogle gange finder vi nemt temaet. Andre gange, som i år, er vi længe om det. Valget blev Israelsmission – fordi Gud vil det. Jeg er blevet så begejstret for det tema! Det lyser jo af håb og glæde, at Gud vil det! Så afhænger missionen ikke af os. Så fejler den ikke på grund af vores fejl. Vi kan faktisk arbejde videre med fortrøstning. Lad os ligefrem vove at sige, med optimisme. Når Gud vil det, er det ikke os, der skal tælle resultater. Kun Gud gør status. Så det er ikke for at gøre status, vi mødes i København tre dage i marts, men for at minde hinanden om, at Gud fortsat vil jødemission. Selve årsmødet findes sted lørdag den 18. marts. Vel mødt! Kærlig hilsen Krista Rosenlund Bellows, formand for Israelsmissionen

Program:

Fredag den 17. marts

Sabbatsfejring i Betlehemskirken med sabbatsindledning  og -måltid, kletzmer-koncert og foredrag ved Elisabeth og David Serner, Jerusalem Program: Kl 17.30 – sabbatsindledning ved Elisabeth og David (TILMELDING LUKKET) Kl 18.00 – Sabbatsmåltid Kl 18.45 – Kletzmerkoncert 19.15 –  Hvad mødet med en jødisk hverdag i Israel har lært os 20.30  – Afslutning – men festen fortsætter

Lørdag 18. marts

kl 10-12 – Guided vandretur i Det jødiske København Turen starter på Christiansborg Slotsplads. Tilmelding nødvendig. Kontakt Bodil Skjøtt på 2371 8264.

Årsmøde i Apostelkirken

Kl 13.00 – Dørene åbnes – der er kaffe på kanden Kl 13.30 – Velkomst og indledning v/Arne Pedersen Kl 13.45 – At være jøde og fremmed i København i dag – Interview med en dansk jøde og en asylansøger v/ Bodil Skjøtt Kl. 14.10 – Mit møde med jøden Jesus – v/ Sahar Sadlovsky Gold fra Immanuelkirken i Tel Aviv Kl 14.25 – Nyt fra den messianske bevægelse i Israel v/David Serner kl 14.55  – En IUer’s møde med Israel i dag Kl. 15.10 – kaffepause Kl 15.40 – Årsberetning v/ Krista Rosenlund Bellows og Bodil Skjøtt Kl 16.50 – Seminarer
  1. Israelsmissionens arbejde i Jerusalem v/David og Elisabeth Serner
  2. Israelsmissionens arbejde blandt MBBer på Vestbredden v/Jeppe Ladegaard
  3. Luther og jøderne v/Mona Kjær Nielsen
17.50 – middag 19.15 – Forsonings- og forbønsgudstjeneste gudstjeneste v/ Niels Nymann Eriksen og  Martin Hornstrup Afsluttes kl ca 20.30

Søndag 19. marts

Gudstjeneste og kirkefrokost i Grønnevang kirke, Hillerød 10.30  – Gudstjeneste i Grønnevang kirke, prædikant David Serner Kl 12.00 – Kirkefrokost Kl. 13.00 – Blandt israelere, palæstinensere  og danskere – i Jerusalem  v/Elisabeth og David Serner

Se tilbage – og opdag Gud

Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Israelitterne står ved bredden af Jordan-floden og tripper for at få lov til at krydse den og indtage det land, Gud har lovet dem. De fyrre år er gået. Generationerne af våbenføre mænd, som blev bange første gang landet skulle indtages er enten døde eller blevet for gamle til at bære våben. Det er nu løftet til Abraham skal indfries. Det er nu, landet skal indtages.

Men først kalder Moses mændene sammen og holder tale til dem – en tale vi kan læse i 5. Mosebog. Her minder Moses dem om tiden i ørkenen og advarer folket mod at glemme netop denne tid, når de kommer ind i landet, som Gud vil give til dem. Faktisk er det så vigtigt for Gud, at de ikke glemmer ørkentiden, at han befaler dem at holde en fest hvert år, som skal minde dem om de fyrre års ørkenvandring. Det er løvhyttefesten.

Det kan undre, at det er tiden før løftets tilsyneladende opfyldelse, der skal fejres – og ikke selve indtagelsen af landet. Faktisk findes der ikke en eneste fest i bibelen, hvor israelitterne skal fejre landeløftets opfyldelse. I stedet skal de mindes ventetiden og opdragelsen, ydmygelsens og prøvelsernes tid. Det har nok ikke været særligt rart at mindes og tænke tilbage på den tid, som i virkeligheden er et monument over Israels ulydighed og frafald i forhold til Gud.

Men samtidig er det også en tid med noget andet, og det er derfor, Gud vil, israelitterne skal mindes netop denne tid. Fordi her erfarede de Gud. Her var de ikke i tvivl om, at de var i et afhængighedsforhold til ham.

Moses advarede israelitterne om at glemme Gud, når de kom ind i landet og byggede sig store huse, spiste sig mætte og når de fik mere materiel rigdom. Igen og igen minder han dem om, hvad de erfarede i ørkenen. Om ørkentiden siger Moses:
Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, nogetsteds, fra den ene af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen til. (5. Mosebog 4,32)

Løvhyttefesten, som er afslutningen på det religiøse år, giver altså jøder verden over mulighed for at standse op og grunde over, hvad de har erfaret om Gud gennem det seneste år. Ja, de opfordres til det. Og de opfordres i samme ombæring til at overveje, hvad der kan få dem til at glemme den Gud, som har skabt dem.

Også vi i den kristne kirke har netop afsluttet vores kirkekalenderår. Et år fyldt med oplevelser af forskellig karakter. Nogle glædelige, fantastiske og berigende. Andre havde vi måske gerne været foruden, for de har været prøvende, ydmygende og måske oven i købet opdragende. Og Gud har været der gennem det hele, for det er Gud altid. Han stempler ikke ind og ud efter forgodtbefindende.

Noget andet er, at vi ikke altid får øje på ham og det, han gør.

Må adventstiden i år blive fyldt med forventning om både barnet i krybben og om det, som en dag skal komme. Men lad os ikke gå ind i hverken et nyt kirke- eller kalender år uden først at standse op og se os tilbage, lede efter og opdage, hvor vi har erfaret ham, som selv brød ind i vores verden, for at vi kunne vide, ”at det er Herren, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham.”

Han gjorde os andre bedre

Æret være Birger Pettersons minde

mindeord v/ Kai Kjær-Hansen, 28. september 2016

20. september ved 18-tiden ankom Birger Petterson og hans hustru Adela til Rom. Rejsen var gået godt og en uges ferie lå foran dem. På hotellet blev Birger imidlertid dårlig og bragt til et hospital. Ved 23.30 tiden lød budskabet fra en læge: ”Jeg er meget ked af det, men din mand er død”. Birger Petterson blev 70 år gammel.

Et punktum blev hermed sat for hans mangeårige og utrættelige arbejde for Israelsmissionen – både nationalt og internationalt – og for hans betydelige virksomhed som oversætter.

Hans arbejdsliv var henlagt til Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, fra dets oprettelse i 1979 til han gik på pension i 2011. Han underviste i engelsk og religion. Store dele af sin fritid stillede han i evangeliets og missionens tjeneste. Ikke som forkynder, ikke ved at skrive egne artikler, men ved at bearbejde andres artikler – og gøre dem bedre.

I perioden 1992 til begyndelsen af 2012 var han med i redaktionen for Israelsmissionens Avis og ydede en imponerende indsats. Med saglighed og kompetence rettede han i andres manuskripter. Med et ydmygt sind udførte han sin opgave. Han var god til at rose andre. Egne præstationer fremhævede han ikke. Han afslog at være på podiet. Han befandt sig bedst i maskinrummet.

Allerede i 1990 var Birger Petterson blevet inddraget i international jødemission gennem netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (LCJE). Han tjente dette netværk indtil 2011. Personligt er jeg ham stor tak skyldig for al den hjælp han ydede mig som international koordinator. Alle mine taler og foredrag skrev jeg på dansk. Birger oversatte til engelsk. Ofte under stærkt tidspres, som jeg desværre alt for ofte udsatte ham for.

LCJE’s nuværende præsident, Tuvya Zaretskys, skriver:
“Birger Petterson tjente vores netværk med et hjerte fyldt af kærlighed til Jesus og det jødiske folk. Hans arbejde med oversættelse var en gave til vores netværk. Han gjorde os alle i LCJE bedre ved at samarbejde med os. Jeg er dybt taknemmelig for hans visdom, mildhed, tjenersind samt passion og iver efter at gøre tingene ordentligt.”

Og så var Birger Petterson oversætter i sin fritid. Allerede som studerende i midten af 1970’erne var han begyndt som sådan.  Det fortsatte han med til sin død. Især vækkelsesbevægelsernes forlag og Kristeligt Forbund for Studerende nød godt af hans arbejde. I de senere år var der også bud efter ham fra Kristeligt Dagblads Forlag.

Han nåede at oversætte mere end 60 bøger, hvilket er mere end 10.000 sider i publiceret form. Og nej, der er ikke et nul for meget! Hvad han dog overkom!

Som en skrev: ”Jeg kondolerer med tabet af en dyrebar ven! Hvor kommer han til at efterlade et stort hul med sin hjælpsomhed og milde sind.”

Og en anden skrev: ”Birger, en hædersmand – som havde den ydmyge holdning og trak et kæmpe læs for andre!”

Ja, netop!

Til Adela og hendes to voksne sønner siger vi: Vi deler jeres smerte. Må den gode Gud trøste jer. Død og smerte til trods vil vi dog med Guds folk op gennem tiderne – og med tanke på Birger Petterson – lovprise Gud med de gamle ord:
”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.”
Begravelsen finder sted på lørdag den 1. oktober kl. 13.30 i Skjern Kirke.

To øl, kaffe og en løst verdenssituation, tak!

Thomas From Søvndal, stud.theol.og medlem af Israelsmissionens Unges bestyrelse

Jeg har i mange år fornemmet et kald fra Gud om at dele evangeliet om Jesus Messias med jøder. Jeg har med Israelsmissionen rejst ud i verden til Jerusalem, New York og Berlin for at møde jøderne. De er min passion. I min egen bydel er der imidlertid mange muslimer. Så mange at jeg selv kan føle mig fremmed her, hvor jeg bor. De opfører sig så fremmedartet, så højtråbende. De er min irritation. Så tog jeg på kongressen Mission-Net i Tyskland. Og Gud begyndte at prikke til mig …

Forleden lørdag havde jeg en lidt ensom aften i udsigt. Jeg havde ingen planer, men hen ved titiden fik jeg pludseligt besøg. En gammel ven – lad os kalde ham Christian – var lige i nabolaget, og vi fik ordnet verdenssituationen, som man siger, over en kop kaffe skyllet ned med øl.

Christian, som af og til har kigget ind i min kirke, men ikke rigtigt har kunnet finde sig til rette der, er i sin fritid frivillig lektiehjælper for nydanskere, som lærer dansk. Han betroede mig, at han ikke brød sig om den nybyggede moske i nærheden. Alligevel gav han af sin tid til disse mennesker, heriblandt en del muslimer, som havde brug for hjælp med sproget.

Da Israel ved den oprindelige pinse blev konstitueret som nation, lavede Gud en aftale med folket: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Og han har flere gange gennem historien bekræftet udvælgelsen af Israel: ”Du er min tjener, jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke” (Es 41,9; jf. Rom 11,1f). Vi andre, vi hedninge, var med Paulus’ barske ord ”adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden”. Men ved Jesu død og Guds overraskende nåde er vi blevet en del af dette kongerige, Guds ejendomsfolk. ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” (Ef 2) Halleluja!

Med rettigheder følger pligter. Apostlen Peter skriver til ”de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag”: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt …” (1 Pet 1,1; 2,9) Vi skal som Guds folk forkynde, at Jesus er Herre. Derudover skal vi ligesom Israels præster være et forbillede og gå i forbøn for vores nation, være bindeled mellem Gud og mennesker.

Netop som jeg skriver dette, dumper et postkort ind ad døren. Der står en kort besked: ”Jeg ser et behov. Jeg vil bede for min bydel.” På førnævnte Mission-Net kunne man på et postkort skrive nogle tanker til sig selv, som man ville få med posten nogle måneder senere – og dér kom det!

Men – mit kald er jo at gå til jøder! Muslimerne her omkring må en anden tage sig af! Send dog en anden, Herre …! Eller … Skulle jeg lade mig udfordre af Christian og bevæge mig ud af mine vante cirkler, vise Guds kærlighed til de nye danskere og bede for dem? – jeg, som selv tidligere var uden håb og uden Gud, og som nu bor her som fremmed …?