Skip to main content

Hvordan undgå misforståelser om jøder?


Af bibelunderviser Kasper Bergholt

Der er flere grunde til, at det er vigtigt, at vi som kristne har et retvisende billede af jøder og jødedommen. Udover at det er forkert at bære falsk vidnesbyrd om andre, lever vi også i en tid, hvor antisemitismen igen viser sit grumme ansigt. Både det falske vidnesbyrd og antisemitismen bygger almindeligvis på misforståelser, som måske nogle gange er blevet til bevidste løgne. Og gennem tiderne har kirken svigtet, også her. Derfor er det nødvendigt, at vi kigger vores eget billede af jøderne og jødedommen efter i sømmene, og ikke mindst overvejer, hvordan vi kan undgå at videregive misforståelser.

Hvilke misforståelser?

Mange kristne tror, at jødedommen er en religion, hvor man bliver frelst ved sine gerninger. Det er imidlertid en stor misforståelse. Ud fra en jødisk forståelse går Guds nåde og pagt forud for alt andet, ligesom vi kristne vil mene. Jøderne forstår ikke loven (Toraen) som en tung byrde, hvorved man kan fortjene sig til Guds nåde, men som Guds nådefulde åbenbaring af, hvordan man lever det gode liv i pagten.

Fra en religiøs jødes perspektiv kan Toraen måske sammenlignes med et lands samlede lovgivning. Danmarks lovgivning er omfattende og nogle gange også kompleks, men den er ikke et forsøg på at undertrykke mennesker. Lovgivningen er en praktisk foranstaltning, der definerer det gode liv. Det samme gælder for Toraen i dens kontekst.

Derfor må det også understreges, at den lutherske skelnen mellem ”lov og evangelium” ikke er en skelnen mellem Det Nye og Det Gamle Testamente. ”Lov og evangelium” henviser til to måder, Bibelen kan bruges på, nemlig som Guds dom over vores uretfærdighed og Guds nådefulde tilgivelse. Men det er en skelnen, der går på tværs af skellet mellem Det Nye og Det Gamle Testamente.

En anden hyppig misforståelse er den, at jøderne har et distanceret forhold til Gud og for eksempel ikke kan bede til Gud som deres far. Det sidste kan hurtigt afkræftes, hvis man åbner den jødiske bønnebog (Siddur). Den indeholder flere bønner til Gud som ”vor far”. Der er ikke noget, som tyder på, at jøderne skulle have et mere distanceret forhold til Gud, end kristne kan opleve at have.

Hvordan undgå misforståelserne?

Som kirke bør vi som hovedregel undgå at definere vores identitet negativt – altså som noget, vi ikke er. Vi bør undgå formuleringer som ”Jøderne mente/mener…, men Jesus lærte/lærer os…”. Jødedommen er andet og mere end bare et modbillede på kristendommen.

Når jødedommen ofte er blevet brugt til at sige, hvad kristendommen ikke er, skyldes det formentlig ikke mindst evangelisternes beskrivelse af Jesus. De beskriver ofte Jesus i diskussion med jøder, men det er vigtigt at huske nuancerne. Jesu modstandere var ikke jøderne som helhed, men <em>nogle</em> jøder eller <em>nogle</em> jødiske <em>ledere</em>. Den nuancering skal vi altid have med, for det er ikke en, som altid er åbenlys i teksterne eller for moderne tilhørere.

Deraf følger også, at de diskussioner, Jesus tog del i, ofte var indrejødiske diskussioner. Han var ikke en udefrakommende kritiker, der forsøgte at afskaffe jødedommen, men han kom indefra og deltog i diskussioner, der allerede eksisterede blandt jødiske lærde.

Når det er tilfældet, skyldes det ganske enkelt, at Jesus var jøde. Det må vi aldrig glemme, og vi skal bruge enhver anledning til at understrege det. Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, hører til i en jødisk kontekst. Han skubbede måske til nogle grænser, og han udfordrede helt bestemt andre jøders forestillinger og tanker, men på intet tidspunkt stillede han sig uden for jødedommen.

Det betyder, slutteligt, at kristendommen har jødiske rødder. Kristendom og jødedom er ikke det samme, men kristendommen ville intet være uden jødedommen. Det betyder ikke, at kristendommen har afløst eller erstattet jødedommen, men det betyder, at vi kristne er uløseligt forbundne til jøderne. Derfor skal vi tale sammen, lære af hinanden og frem for alt forsøge at undgå at misforstå hinanden.


Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Jøder i Danmark i 400 år


24. november 2022 af Kurt E. Larsen, folkekirkepræst og professor, dr. theol.

I år fejres 400-året for at Danmark har haft en befolkningsgruppe med jødisk tro. Ikke just alt i denne lange historie er der grund til at være stolt af fra vi kristnes side, mens vi til gengæld må benytte lejligheden til at hylde vores jødiske landsmænd store bidrag til landets økonomiske og kulturelle udvikling. I denne artikel giver jeg som kirkehistoriker nogle træk af historien om jøderne i Danmark.

Middelalder og reformationstid 1100-1600

Længe før der overhovedet var set jøder på dansk grund, kendte man til dem både fra de bibelske skrifter og fra den antisemitiske udlægning i vores sydlige nabolande i middelalderen. En kirkemand fra Odense skrev i 1100-tallet: Jøder har dræbt Jesus; jøderne var blinde og hovmodige og havde fortjent deres forkastelse. I 1516 kom det første direkte antijødiske skrift på dansk: Jøderne udbytter de kristne, deres religion er fejlagtig og derfor bør de udvises af landet og deres bøger brændes.

                      De danske reformatorer fulgte ikke den ældre Luther i hans skrækkelige jødepolemik. Hans Tausen skrev, at jøderne var fortabte på grund af deres vantro, men det gjaldt også katolikker. Også vi evangeliske er skyldige for Gud i vores utaknemlighed, skrev han, og udtrykte håb om jøders fremtidige omvendelse til Kristus.

1600-1700: Danmark åbnes for jøder, trods ensretning

Det var af økonomiske grunde, den danske kong Christian 4. for 400 år siden indbød jøder til sit rige. Kong Frederik 3 gav fra 1651 særlige lejdebreve til jøder, så de lovligt kunne opholde sig i de kristne riger Danmark og Norge. Den lutherske kirke havde i den periode en dyb overbevisning om at et rige kun kunne bestå, hvis alle i landet havde samme religion. Biskop Jesper Brochmann mente, at et land syndede ved at lade ikke-lutherske bo i det. De handelspolitiske hensyn hos kongen sejrede dog. Jøder fik lov til at rejse omkring og handle, fik i 1673 lov til at bosætte sig i Danmark, i 1682 at bygge synagoge i Fredericia og i 1684 at danne en jødisk menighed i København.

Danmark-Norge var tidligere ude på dette punkt end Sverige, hvor der var direkte forbud mod jøder helt frem til 1774.

1700-1750: Mission blandt jøder, og til dels nyt syn på jøder.

Med den pietistiske vækkelsesbevægelse i de lutherske kirker i Tyskland fra omkring 1675 kom der et positivt syn på fremtiden: Hvis kirken fandt frem til bedre arbejdsmetoder, ville det føre til levende tro og helligt liv, og dette ville så være et vidnesbyrd for jøder, så disse kunne ledes til kristen tro. Pietismen begyndte tilfældigvis som bevægelse i byen Frankfurt am Main, hvor der også var en stor jødisk menighed. Præsten Spener så behovet for en aktiv missionsindsats, men ønskede også at give jøder bedre levevilkår og muligheder i datidens tyske samfund, for så ville de ikke have så meget imod kristendommen. I byen Halle, hvor pietismen prægede universitetet, oprettedes der et særligt institut med henblik på mission blandt jøder og muslimer.

Det tyske ægtepar Johanna Eleonora og Johann Wilhelm Petersen hørte til pietismens senere og radikale fløj, og de lærte, at der i Tusindårsriget skulle ske en omvendelse af jøderne, at der skulle oprettes et jordisk rige med Jerusalem som hovedstad, hvor Israel skulle regere sammen med de sande kristne.

En tredje fløj inden for pietismen var Brødremenigheden, hvis leder, grev Zinzendorf overholdt sabbaten, og tænkte på at oprette en særlig jødekristen menighed med sabbat, omskærelse osv.

I Danmark fik Petersens tanker om jøderne og de sidste tider ingen særlig indgang, men de praktiske missionsforslag fra Spener og Halle slog igennem. Dem gik det danske kongehus nemlig ind for, og da man i København fik oprettet et børnehjem (’Vajsenhus’), blev dette et pietistisk arbejdscentrum. På det tidspunkt var der kun 282 jøder i København. Den pietistiske kong Chr. 6 var mere venlig over for jøder end biskopper og byråd. Kongen tillod, at pietistiske jødemissionærer fra Halle kom til landet flere gange i hans tid og i alt blev 84 jøder døbt i Danmark i årene 1700-60.

I den efterfølgende oplysningstid vandt en ny samfundsopfattelse frem, en sækular opfattelse, hvor man mere ville adskille stat og religion. Det ændrede meget på jødernes stilling i samfundet.           

1750-1830: Jødisk ligestilling

Antallet af jøder vedblev at stige i Danmark, særligt i København, hvor der boede ca. 2000 jøder i 1800 (2%). Det var stadig ikke med bystyrets velvilje – og den norsk-danske Ludvig Holberg – der ellers ofte forbindes med oplysningstiden – postulerede, at der ikke fandtes mere løgnagtige folk end jøder. Kongehuset var mere positivt, og tolerancen voksede: Jødiske mænd kunne fra 1783 tage akademiske grader; og jødiske drenge kunne fra 1798 gå i latinskolerne. Regeringen gav omkring år 1800 jøder lov til at opføre egentlige synagoger og begravelsespladser. I 1802 fik jøder tilladelse til at købe godser; i 1809 til at blive soldater osv.  

Da oplysningstankerne vandt frem inden for kirken, gik mange teologer ind for en ’naturlig religion’ – en religion som man kunne slutte sig til ud fra naturen – snarere end en kristentro, der byggede på åbenbaringen i Bibelen. Ikke Kristus som frelser, men Jesus som moralsk forbillede blev det vigtige. Vægten i den naturlige religion lå på moral og fornuft, og derved blev forskellen til jødedommen mindre. Interessen for at drive mission blandt jøder svandt hen igen.

Kun enkelte teologer gik imod den gængse negative indstilling over for jøder. Det gjaldt bl.a. Sjællands biskop N. E. Balle – kaldet Bibelens ensomme kæmpe i samtiden – og hans unge slægtning Grundtvig. Det er glædeligt og bemærkelsesværdigt at netop de to, som senere trods alt er blevet kendt som den positive og bibelske kristendoms forsvarere i landet, også var dem, der trådte op imod de mere rationalistiske teologers jødefjendtlighed. I Tyskland var det desværre ofte konservative teologer, der var mest på den anti-jødiske side.

Loven af 1814 gav jøderne næsten fuld ligestilling i Danmark. Norge skiltes fra Danmark samme år og deroppe gik det jøderne anderledes. De blev udelukkede fra at bo i Norge, i hvis grundlov der kom til at stå: ”Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens officielle religion… Jesuitter og munke-ordener må ikke tåles. Jøder er fremdeles udelukkede fra adgang til riget”. Den paragraf blev ophævet i 1851, men antallet af jøder i Norge blev aldrig stort, størst omkring 1920 med 1500 jøder.

I Sverige fik jøderne først mere frihed i 1838, i liberalismens tid – og fuld emancipation i 1870. Udviklingen fulgte den danske, blot med lidt forsinkelse. Danmark var gået bankerot i 1813, i 1814 tabte vi Norge, og i krisens tid fandt man sig en syndebuk i jøderne. Der var jødefejder i 1813 og igen i 1819. Antijødiske holdninger fandtes igennem hele 1800-tallet, men der var også fornyelse af den kristne jødemission og af det bibelsk-teologiske syn for jødernes plads i frelseshistorien.

Vækkelserne fører til missionsarbejde blandt jøder

Med den evangelikale vækkelse i England omkring 1800 vågnede kaldet til at bringe evangeliet til det jødiske folk. Det Danske Missionsselskabs stifter, præsten Bone Falk Rønne, døbte flere jøder og arbejdede for at jøder skulle tro på Jesus som Messias. Siden fik Det Danske Missionsselskab en formand, Kalkar, der selv var en døbt jøde, opvokset i et rabbinerhjem i Odense. I England og USA var der fra 1830’erne en vældig opblomstring i studiet af de sidste tider og af Bibelens taler om jøder i den henseende. Det kom til at præge angelsaksisk kirkeliv til denne dag.                     

Da denne strømning kom til Danmark, var det folk fra dette miljø, der tog initiativ til at drive mission blandt jøder (Israelsmission). I Norge havde man drevet Israelsmission fra 1844 – før der var jøder i landet – og i Sverige fra 1876. 1880’erne var den tid, hvor Den Danske Israelsmission blev til: Nogle københavnske kvinder dannede en sykreds i 1882, holdt møder for byens jøder og aflagde husbesøg i jødiske hjem. Denne kreds af kvinder var til dels af svensk herkomst og hørte hjemme i vækkelsesmiljøet. Snart fik Israelsmissionen ansat en jødekristen missionær.

Israelsmissionens arbejde var i de første mange år rettet mod jøder uden for Danmark, men efter 1900 ankom flere tusinde jøder østfra som flygtninge. Blandt dem begyndte Den Danske Israelsmission at arbejde i 1907 ved at hjælpe socialt og forkynde evangeliet for dem. En del jøder blev døbt, og der oprettedes en jødekristen forening i 1916. Fra synagogens side mødte missionsarbejdet modstand, men på den anden side blev det fra jødisk side påskønnet, at Israelsmissionen bidrog til at bekæmpe antisemitismens pest.                     

Nazismens tid 1933-1945

I hverken det norske eller danske samfund var der nogen antisemitisk bevægelse af betydning i 1930’erne. Jøder udefra var dog ikke velkomne. De danske fagforeninger havde tusinder af arbejdsløse medlemmer, og ville derfor nødigt se flygtninge tage arbejdet fra danskere. De danske politikere var også bange for, at mange jødiske flygtninge ville skabe en antisemitisme i det danske folk, og turde derfor ikke åbne grænserne for jødiske flygtninge. Men man ville forsvare de jøder, der var her. Mest kendt er den store transport over Øresund i oktober 1943, hvor det lykkedes at få næsten alle danske jøder sejlet i sikkerhed i Sverige. Den danske forfatter Henri Nathanson steg efter 10 timers sejlads i land, i det frie Sverige, og en svensk politimand rakte ham sin hånd og sagde: ”Gud ske lov at ni kom frälst hit”. Fra Norge kom også en mindre gruppe jødiske flygtninge til Sverige og fandt tilflugt.    Det er også værd at mindes den rolle, som danske kirkefolk spillede i den forbindelse.

Som eksempel kan nævnes præsten Christian Bartholdy i Haslev, Indre Missions landsformand. Da et par unge jøder på vej fra København til Sverige havde brug for et skjulested, gav deres jødiske hjælper dem ordre til at tage ind hos pastor Christian Bartholdy. Der var brødrene så, indtil skibet var klar. Det ville ikke have været naturligt alle steder i kristenheden og til alle tider i kirkens historie, at flygtende jøder kunne regne præster som naturlige beskyttere. Men Bartholdy havde været een af de første, der trådte op imod jødehadet. I Indre Missions Tidende havde han skrevet i 1941, at kristne umuligt kunne se ned på jøderne. Udenrigsministeriet var bekymret for at den slags udtalelser kunne belaste forholdet til tyskerne, og bad kirkeministeren påtale udtalelsen over for Bartholdy, men Bartholdy sagde lige ud, at han havde i sinde at gentage sine udtalelser mod jødeforfølgelserne lige så længe, der var vejr i ham.

Da jøderazziaen truede omkring 1. oktober 1943, lod Københavns biskop Fuglsang-Damgård udarbejde et godt og klart hyrdebrev til oplæsning i danske kirker den 3. oktober.                  

At det gik sådan under besættelsestiden, var et vidnesbyrd om, at jøderne på det tidspunkt for længst var velintegrerede i det dengang tydeligt kristne danske samfund. Og de var velanskrevne for deres bidrag til kulturlivet, erhvervslivet og det politiske liv. Da staten Israel efter verdenskrigen blev oprettet som jødisk hjemland, var opbakningen til Israel også helt massiv i den brede danske befolkning.

Forhåbentligt kan den danske jødiske befolkningsgruppe også fortsat bevare den gode position i Danmark, nu hvor samfundets sekulariseres og tolerancen mod al religion i det hele taget synes at være vigende.   

Litteratur

M. S. Laustens bøger om kirken og jøderne i Danmark; Valentin om jødernes historie i Sverige, og Mendelsohns bøger om Norge.

Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København 2000.

Bent Blüdnikow: Som om de slet ikke eksisterede, København 1991.

Erik Thostrup Jacobsen: Som om intet var hændt – den danske folkekirke under besættelsen, Odense 1991.

Kurt E Larsen: Christian Bartholdy: Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Fredericia 2014.  

Seneste nyt

Fortsæt læsning

At Jesus var jøde, er et tegn på Guds godhed

Af Kasper Andreas Bergholt, bibelunderviser

Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at Jesus var jøde. Han var trods alt født af jødiske forældre i Israel omkring vor tidsregnings begyndelse. Og det er vel fint nok. Alle har jo en baggrund, og hvis Jesus var født i Danmark, havde han været dansker.

Men vent lige lidt – er Jesu jødiske identitet kun en teknikalitet, en lille detalje, eller er der mere på spil?

”Der er en kæmpe forskel på, om Jesus er fra Nazaret, eller om han er fra Nykøbing!” Ordene kommer fra Morten Hørning Jensen, lektor i Det Nye Testamente på Menighedsfakultetet i Århus, og han har gennem mange år forsket i den verden, Jesus levede i. Han uddyber:

”Jesus kunne for så vidt godt have været fra Mesopotamien eller fra Himmerland, hvis det var sådan, at Guds frelsesplan, som er beskrevet i Det Gamle Testamente, også havde sin begyndelse dér.”

Hvis altså Abraham havde været en nordeuropæisk stenalderbonde med teltpløkkerne solidt plantet i den jyske muld, så havde det ikke givet mening, at Jesus var jøde. Der er nemlig en helt grundlæggende sammenhæng mellem Abraham – og Moses, Jakob, David og så videre – og så Jesus.

Den sammenhæng drejer sig om Guds løfter. Gud lover Abraham, og senere Isak og Jakob, at alle verdens mennesker skal velsignes gennem deres slægt. ”Hvis Gud havde droppet de løfter, hvordan kan vi så regne med hans løfter til os i dag?” spørger Morten. Guds troværdighed er altså på spil. Hvis Jesus ikke var jøde, så er Gud ikke til at stole på.

Hvordan så jødedommen ud? 

Men hvilken slags jøde var Jesus? Det er – som vi senere skal vende tilbage til – et relevant spørgsmål at stille. Jødedommen på Jesu tid adskilte sig nemlig på nogle områder både fra det, vi kan læse om i Det Gamle Testamente, og fra den senere rabbinske jødedom.

Morten beskriver Jesu tid som en ”meget, meget spændende periode” og uddyber: ”Fra år ca. 150 f.Kr. og frem til den store jødiske opstand mod Rom i år 66 e.Kr. var jøderne en begunstiget nation, fordi de på nogle bestemte tidspunkter havde hjulpet Rom. Derfor havde de en udstrakt religiøs og politisk frihed.”

Det var også en periode med stor teologisk diversitet og udvikling. ”En sammensat og energifyldt periode,” siger han. Der var en generel og oprigtig iver efter at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og tidens hotteste diskussionsemne var: Hvordan skal vi overholde moseloven? Der fandtes forskellige grupperinger, som havde forskellige svar på det spørgsmål. En af de grupper var farisæerne, der havde stor og bred opbakning i folket.

”Jesus blev formodentlig set som en form for en skriftlærd eller en farisæer med et særligt bud på, hvordan loven skulle overholdes. Samtidig var han også en undergører. Han havde en autoritet og en myndighed bag de ting, han sagde.”

Jesus tog altså del i en teologisk debat, som fandtes på hans samtid. Derfor diskuterede han ofte med farisæerne og andre jødiske ledere. Morten forstår det som et udtryk for, at Jesus så sig selv som en hyrde for Israel: ”Han har ageret på en måde, som har skabt et billede af det bedst tænkelige for Israel: en leder med stor omsorg og kærlighed. Han har set på sin samtids jøder som nogle, der trængte til at blive ledt på en god måde.”

Når vi taler om Jesus som jøde, er det altså som en konkret jøde i denne konkrete, historiske kontekst.

Guds puls 

”Det er et af mysterierne ved den bibelske tro, at Gud bliver så konkret,” siger Morten og fortsætter: ”Når han nu er evig og hævet over tiden, så kunne han have valgt en principiel kommunikationsform.” Hvis altså Gud havde åbenbaret sig i en række matematiske formler eller filosofiske udsagn, så havde den historiske kontekst været mindre vigtig.

Tag en pause og tænk efter: Er det ikke bare en lille smule anstødeligt, at den almægtige Gud vælger at åbenbare sig i så afgrænset en kontekst? Jeg mener, hvis det, han havde at sige, virkelig var så vigtigt, hvorfor fortalte han det så ikke på alle sprog og til alle mennesker på samme tid?

”Det er jo faktisk et meget stærkt kendetegn ved skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente, at Gud taler meget konkret. Gud vælger at åbenbare sig på en måde, hvor han kommer meget nær,” forklarer Morten. Det ligger dybt i Guds væsen, det er Guds dna, det er en puls fra Guds hjerte. ”Det tager os helt ind i hjertet af, hvor god Gud er!”

Hørte du det? Jeg tror, det var tiøren, der faldt. Jesus var jøde, fordi Gud er god. Gud står ved sine løfter til Abraham og de andre, og Gud ønsker at kommunikere på en måde, så det er til at forstå for helt almindelige mennesker.

Helt almindelige mennesker? 

Nej, vent. Faldt tiøren, eller står vi stadig med samme problem? Altså det problem, at da Gud én gang for alle skulle kommunikere til menneskene, så valgte han at gøre det gennem en minoritet. Jesus kommunikerede jo netop kun til helt almindelige jøder i det første århundredes Israel. Er det ikke stadig en kæmpe forhindring, at Jesus var jøde, når nu de færreste af os er jøder?

Morten siger som nævnt ovenfor, at Gud åbenbarer sig på en måde, hvor han kommer meget nær, og han fortsætter: ”Det, at Gud kommer så nær, bliver en meget stærk drivkraft blandt de første kristne. Da de forstod konsekvenserne af, at Gud bliver menneske i Jesus af Nazaret, forstod de også, at det budskab skal oversættes og legemliggøres på samme måde.”

Som eksempel nævner han, at forfatterne til Det nye testamente gik fra at skrive på hebraisk, det hellige sprog, til at kommunikere på græsk. Græsk var det sekulære sprog, det verdslige sprog, men det var til gengæld også et verdenssprog.

Peter, Lukas, Paulus og Silas havde ganske enkelt indset, at ligesom Gud havde talt forståeligt til dem, sådan skulle de tale forståeligt til andre mennesker. Det har ifølge Morten været kendetegnende for den kristne mission lige siden: ”Det bibelske budskab er et hjertebudskab, der bæres fra modersmål til modersmål. Evangeliet kan ikke formidles principielt, men kan kun formidles fra hjerte til hjerte.”

Den pointe bliver måske endnu tydeligere, når vi vender den om: Hvis Jesus var kommet som en germansk jernalderhøvding, havde han ikke kunnet kommunikere til sin samtid på en forståelig måde. Det kunne han kun som en aramæisktalende jøde, omskåret på ottendedagen og oplært i moseloven. Det er dén bevægelse dybt ind i en konkret kontekst, som bliver afgørende for den kristne mission.

Hvor står vi nu? 

Vi står ikke nogen steder. Vi sendes. Den Gud, der kommunikerer  konkret, at han er blevet et konkret menneske, sender sin kirke ud i verden for at kommunikere konkret i de kontekster, der til enhver tid er deres.

Ned gennem kirkehistorien er det ifølge Morten gået galt på mange måder. Enhver generation står i fare for at ”stivne”, som han kalder det, ved kun at gøre én af to ting: ”Vi kan være meget optagede af det historiske men blive lukkede omkring os selv, eller vi kan være meget nutidige men blive rodløse. Men vi er netop kaldede til begge dele: Vi er kaldede til at forstå Bibelens verden og Bibelens tid – og dermed Jesus som jøde i sin samtid. Og så er vi kaldede til at forstå vores egen tid. Ind i Bibelens tid og ind i vores egen tid.”

Morten har også et konkret eksempel på, at det historiske aspekt nedtones og måske helt forsvinder: ”I vores forkyndelse taler vi af og til om ’Kristus’ på en måde, så han nærmest bliver et princip til god livsførelse. Vi må spørge: Hvad var det, jeg fik sagt om Kristus her? Fik jeg sagt noget, som er meget anderledes end det, man ville kunne sige på et selvhjælpskursus?”

Det er altså farligt, hvis vi ikke forsøger at forstå teksten i dens egen virkelighed, den bibelske verden, og ikke forsøger at forstå Jesus som en del af sin samtids jødedom. Alternativet er nemlig ifølge Morten, at vi ”blot filtrerer et princip ud, som så guider os til næste uges liv,” uddyber han. Det er en udfordring for os.

Men, kunne man spørge, kan vi ikke også i de bibelske tekster finde vejledning til vores liv? Jo, svarer Morten, ”men der er noget, som skal holdes i spænd, så det bliver et frugtbart både-og og ikke et enten-eller.” Teksterne har både en konkret, historisk kontekst, og en nutidig applikation.

Hvis vi mister et af de to aspekter, mister vi noget helt grundlæggende, nemlig Guds puls. Guds puls med to slag: ind i kulturen, ud til verden, ind i kulturen, ud til verden. Dybest set mister vi vores forbindelse til Bibelens Gud.

Jesus var jøde, fordi Gud er god.  

Statement regarding the contemporary Danish translation of the Bible

In March 2020, the Danish Bible Society published a contemporary Danish translation of the Bible called Bibelen2020. Soon after, a video criticized the translation for omitting the word “Israel” almost entirely in the New Testament and some places in the Tanakh. This criticism was picked up by a Danish right-wing media outlet, 24NYT, which spread the story with headlines such as “New Danish Bible Translation Purges Israel”. Since the story appeared, it has spread to other countries, including Germany, France, USA and Israel. Along the way, Bibelen2020 has been accused of catering to replacement theology, harboring anti-Israel sentiments or even fostering outright antisemitism.

The Danish Israel Mission has not been involved in this new translation in any way. But given the storm this translation has caused and the fact that it is difficult for our international partners to evaluate these serious accusations, we have found it relevant to communicate our understanding of the issues raised. For a detailed response by The Danish Bible Society itself, we refer to their Q&A, which can be found here: https://www.bibelselskabet.dk/new-danish-bible-2020-and-israel.

We do understand how certain choices made in this translation could raise concern. It is possible to argue that the translation in some places opens itself to misunderstandings. However, we find the accusations of an anti-Israel or even antisemitic agenda unwarranted. Likewise, we do not find evidence of any intentional move towards replacement theology.

It is worth noticing that Bibelen2020 is an experimental translation aimed at secular readers with minimal knowledge of Christian or Bible trivia. It is not meant to constitute a basis for exegetical and theological work in the Church (and, in our judgment, neither would it qualify for this use).

Various issues and words have been raised and criticized in relation to the translation of Bibelen2020. The main issue concerning the translation of ‘Israel’ in Bibelen2020, both in the Tanakh and in the New Testament, revolves around the places where ‘Israel’ refers to the people and not to the land. In these places the translators generally chose to translate the word ‘Israel to ‘Israelites’ or ‘the people of God’ in the Tanakh and ‘Jews, ‘the Jewish people’, ‘God’s chosen people’ or similar phrases in the New Testament. In the Gospels and Acts ‘Israel’ is used at least six times as a geographical reference. Five of the times it has been rewritten. In Matthew 2, for instance, Joseph, Mary and Jesus don’t return to “the land of Israel”, they return “home”. In Luke chapter 4 ‘Israel’ is kept as a geographical reference. In the Tanakh ‘Israel’ is used repeatedly as a geographical reference.

The seven instances in the Book of Psalms, where ‘Israel’ has been translated with ‘us’, have drawn special attention as evidence of replacement theology seeping into the translation. For this to be the case, however, this replacement should have been much more consistent. Instead, many of the psalms explicitly refer to ‘Israel’. For example:

“He remembers his loyal love for Israel. The whole world has seen that God has saved us.” (Psalm 98:3; Bibelen2020; our own translation).

“God has chosen the Israelites; Israel is His possession.” (Psalm 135:4; Bibelen2020; our own translation).

Bible verses must be read in their context. When reading the verses in discussion in their context we understand the Psalms as expressing God’s relationship with Israel.

In order to weigh the accusations levelled against Bibelen2020, a visit to a key text concerning the promises of the New Covenant may prove instructive. How does Bibelen2020 deal with Jeremiah 31:31-40? Does it erase the connection to ‘Israel’, or does it somehow try to sneak in a reference to ‘us, the Church? Here is an excerpt with the translation of ‘House of Israel’ in v. 33 and ‘Israel’ in v. 36 respectively:
  1. 33: “But when I once make a new deal with the Israelites, then I will put my law into their hearts, so that they will never forget that I am their God and they are my people.” v. 36: “He says: ‘Even if all the laws of nature dissolve, Israel will never cease to be my people.’” (Bibelen2020, our own translation)
In the New Testament, the letter to the Hebrews (Heb. 8:7-13) quotes this passage of Jeremiah and here Bibelen2020 translates ‘The house of Israel’ from the Greek as follows:

v.10: “The new deal I will make with the Jewish people, when the time comes…” (Bibelen2020, our own translation)

In our view this key text concerning the relationship between the ‘Old’ and the New Covenant shows that this translation does not promote or express replacement theology, or antisemitic or anti-Israel sentiment. Quite the opposite, in fact. We see this key text as an example of the general view on these topics in the translation at hand.

In conclusion, there are reasons for criticism. We too have reservations about some of the choices made in this translation – also regarding the translation of ‘Israel’. But there are also reasons for joy. This translation proclaims the Gospel of the crucified and risen Messiah who invites and calls all of us into a relationship with Him where He transforms us into new beings. We believe that this translation will be a tool to meet new people all over Denmark, Jews as well as gentiles, with this fantastic message.

  Aarhus, 1st May 2020.

Sincerely,

Arne Pedersen
CEO, Danish Israel Mission

Krista Rosenlund Bellows
Chairman, Danish Israel Mission

Jan Holm Mortensen
Vice Chairman, Danish Israel Mission

Bodil Skjott,
Lausanne Catalyst for Jewish Evangelism
Former CEO, Danish Israel Mission

Jakob Wilms Nielsen
Member of the board, Danish Israel Mission
Former pastor in Israel

  You can download the official statement here.

Præster rejste berigede hjem

I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Ny bog udfordrer rabbinske indvendinger mod kristendommen

Af Joakim Hjorth, 12. februar 2019

”Siden Jesu tid har enhver form for åndeligt budskab i jødedommen skulle forbi de ortodokse rabbinere, der står som modstandere af evangeliet og ønsker at hindre budskabet om Jesus Messias i at nå frem til jøder. De er gået meget langt for at skjule Jesus og gøre ham til den bedst bevarede hemmelighed i jødedommen. Men nu er hemmeligheden kommet frem i lyset!”

Sådan skriver Eitan Bar, der er ansvarlig for medier og evangelisering hos den messianske organisation One For Israel, i beskrivelsen af hans nye bog ”Refuting Rabbinic Objections To Christianity & Messianic Prophecies” (Modsvar til rabbinske indvendinger mod kristendommen & messianske profetier).

Han oplever, som mange andre messianske jøder i Israel, at Jesus er svær at sætte på dagsordenen.

”For os jøder, som er vokset op i Israel, har Jesus og hans ord aldrig været en del af den offentlige samtale. Hverken i vores skoler, i synagogerne eller i medierne. Vi har heller ikke nogen let adgang til det nye testamente. Jesus er omhyggeligt blevet undgået og gemt fra vores folk. I dag, i Israel, afviser over 99 % af den jødiske befolkning Jesus som Messias. Hvordan er vores land, hvor evangeliet først tog form, blevet så hård i sin afvisning af det?”, spørger han.

Eitan ser selv de ortodokse rabbinere som en stor del af årsagen.

De driver en slags ”anti-missionær” organisation med navnet Yad L’Achim (En hånd til brødrene), som har til formål at modkæmpe spredningen af evangeliet blandt det jødiske folk.

Med stor økonomisk opbakning og et tæt samarbejde med Indenrigsministeriet i Israel, forsøger de at fastholde jøder i den rabbinske jødedom og chikanerer samtidigt messianske jøder, ved blandt andet at genere gademissionærer og registrere messianske jøder med navn, adresse og billeder.

Ifølge Eitan, er en meget høj procentdel af alle Jesus-troende jøder i Israel registreret i Yad L’Achims database. Siden 2014 har organisationen sendt et magasin til de registrerede husstande med anti-evangelisk materiale og rabbinske indvendinger mod kristendommens troværdighed, hvilket har fået flere messianske troende til at frasige sig troen på Jesus.

Det fik Eitan til at gennemgå alt materialet, for at give modsvar til deres argumenter og modbevise deres påstande.

Igennem de sidste par år er det blevet til næsten 150 korte videoer, hvor Eitan, sammen med en messiansk kollega, besvarer de rabbinske indvendinger og deler evangeliet. Bogen er en samling af manuskripterne fra disse videoer.  

Møder israelerne, der hvor de er

For Eitan er det afgørende at bruge internettet som platform, til at nå de mange israelere, både arabere og jøder, der stadig ikke kender Jesus. Israelere er nemlig den befolkning i verden, der bruger mest tid på Facebook og Youtube, de har verdens højeste antal computere pr. indbygger og 99 % af israelske husstande har adgang til internettet.

”Vores arbejde i One For Israel når jøder og arabere, præcis hvor de er – online. Vi skal ikke længere bruge rabbinernes tilladelse. Vi kan gå direkte til israelernes smartphones, tablets og computere og dele de gode nyheder om Jesus Messias!”, forklarer han.

Han mener, at det er særlig effektfuldt at dele evangeliet med israelere, på deres hjemmebane: ”Tidligere kom evangeliet kun til Israel fra den anden side af vores grænser og blev leveret af mennesker, der ikke forstod vores sprog, vores kultur, eller vores måde at tænke på. Nu kan vi forklare evangeliet på en måde, der giver mening for israelere, på vores modersmål, hebraisk og arabisk, som kun israelere kan, og hjælpe vores folk med at forstå, hvem Jesus virkelig er.”

Selvom Eitan og hans kollegaer i One For Israel møder modstand fra det ortodokse samfund i Israel, så er deres videoer blevet set millioner gange og de oplever nysgerrighed fra søgende israelere.

Udover Eitans projekt driver One For Israel også et teologisk studiested, en radiostation og laver undervisningsmateriale.

Køb Eitans bog (kun på engelsk), enten printet eller i Kindle-form, her: https://www.amazon.com/Refuting-Objections-Christianity-Messianic-Prophecies-ebook/dp/B07KDDJ4KZ

Læs mere om One For Israel og find deres videoer her: https://www.oneforisrael.org/category/bible-based-teaching-from-israel/

Dryp fra arkivet: ”Jul, Jøder og Jesus”

Af Joakim Hjorth, 10. december 2018

Uden historie bliver man identitetsløs. Det gælder også for den bibelske historie og dermed jødernes historie. Vi kan ikke komme uden om jøderne, de er en del af vores kulturarv. Er det ikke nogenlunde sådan, Kai Kjær-Hansen?

Spørgsmålet kommer fra radiovært på programmet Danmarkskanalen, Nanna Ziegler, som på en decemberdag i 1993 havde inviteret tidligere formand og daværende redaktør på Israelsmissionens avis i studiet til en snak om jødisk kulturarv, jul og andre temaer i Israelsmissionens spændingsfelt. Selvom interviewet efterhånden har 25 år på bagen, er der stadig nogle guldkorn at hente. Her følger et udpluk af samtalen, men den kan høres i sin helhed ved at følge linket i bunden.

Et barn er født i …?

”Vi ved ikke præcis hvornår Jesus blev født, hvis vi snakker dato og måned og den slags ting. Det er nu heller ikke særlig vigtigt. Det vigtigste er, at man fejrer hans fødselsdag. Hvis man spørger hvilket år han er født, så kommer man faktisk i den groteske eller morsomme situation, at Jesus er født fem eller seks år før Kristus”, svarer Kai Kjær-Hansen på det indledende spørgsmål om, hvornår Jesus blev født.

Hvor ved man så det fra? kommer det hurtigt fra vært Nanna Ziegler. ”Sagen er den, at der sad en irsk munk i det sjette århundrede og lavede vores tidsregning, og han kludrede i det, ikke sandt, så han satte Jesu fødsel til år nul. Kong Herodes døde år 4 f.Kr., og Jesus blev født inden hans død, og derfor siger man fem-seks år f.Kr. Det interessante i alt det her er, at vi, uanset hvilket forhold vi måtte have til denne Jesus, daterer vores liv ud fra denne fødsel”, minder Kai os om.

Hvis de lærde strides om, hvornår Jesus blev født, så er de vel trods alt enige om hvor? ”De lærde er aldrig enige om noget som helst”, slår den drillesyge teolog muntert fast og fortsætter:

”Hvis man går til Det Nye Testamente, er det helt klart, at Jesus blev født i Betlehem. I Bibelen og den kristnes bevidsthed, er det vigtigt, at vi kan referere til en by, hvor han blev født, for Gud kommer virkelig mennesker nær i julen. Det er vel julens budskab; at Gud kommer nær – meget nær. I modsætning til andre religioner, hvor man søger ind i sig selv, har vi det kristne budskab. Budskabet om, at Gud kommer til os.”

Jul og Jesus – Jesus og jøder

Flere gange kredser samtalen om jødisk indflydelse på vores kultur. ”Vi kan mere hebraisk, end vi tror”, siger Kai. “Jeg kan huske da jeg for 20 år siden, i december måned, skulle ordineres. På et tidspunkt, da jeg er ved at tage præstekjolen på, skråler vores datter: ’En fattig Jumbo sad i løn og fødte himlens kongesøn – Halleluja, Halleluja.’  Hun havde åbenbart svært ved det danske ord jomfru, men det hebraiske ord Halleluja det kunne hun, ligesom mange andre danske børn.”

På et tidspunkt drejes snakken ind på Hanukkah, den jødiske lysfest der som regel også fejres i december. Men på trods af det umiddelbare sammenfald mellem de to højtider, så er der desværre ikke mange jøder, der har taget julens budskab til sig, fortæller Kai Kjær-Hansen: ”Jul og Jesus hører sammen, og Jesus og jøder hører sammen. Men de fleste i det jødiske folk tror ikke på, at Jesus er Messias.”

Jeg ved, at du gerne vil have, at jøder begynder at tro på Jesus. Hvorfor har du egentlig ambitioner om det? Må de ikke selv om det?

Jo, det må de vel også. Ethvert menneske er ansvarligt overfor Gud. Jesus har vi fået fra Israel, og i Den Danske Israelsmission, såvel som i andre Israelsmissioner, vil man gerne være med til at bringe det bedste, vi har fået fra Israel, tilbage til Israel,” siger han og fortsætter:

“I Jesus-navnet (som betyder ”Herren frelser”) ligger der jo i en nøddeskal, hvad kristendommen er for noget. Englen siger til Josef: Og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Jesus-navnet drejer sig altså om frelse fra synd og dermed også den tilgivelse, som Gud rækker til alle via Jesus – jøder inklusive – og derfor har jøder lige så meget brug for Jesus som alle os andre”, forklarer Kai.

Nye ord på gamle sider

Året forinden optagelsen af programmet udkom den nyeste autoriserede danske bibeloversættelse, som Kai Kjær-Hansen var med til at sætte i verden. På spørgsmålet om, hvad sådan en oversættelse egentlig skal gøre godt for, svarer han hurtigt: ”Den skal vise, at evangeliet også er noget for os, der lever i dag, og at evangeliet også er noget for vores børn.”

Han uddyber med et eksempel: “Jeg husker engang, vi var i kirke, og jeg fornemmer, at min søn kigger på mig. Jeg glemmer nok aldrig det fjæs, han satte op, da han kiggede ned i salmebogen og så, at salmen, vi skulle til at synge, hed Hvo I kun lader Herren råde.  Det er en meget smuk og evangelisk salme, men hvad siger sådan en strofe til min dreng? Den siger: ’Den her sang, far, den er i hvert fald ikke noget for mig. Måske er den noget for dig og alle de andre gamle i kirken.’ Så når jeg har engageret mig i en ny dansk bibeloversættelse, så er det blandt andet fordi, jeg vil sådan en Hvo-I-kun-oplevelse til livs.”

Nu er jeg lidt gammeldags, hvad Juleevangeliet angår. I den gamle oversættelse stod der mandtal, i den nye er det blevet til folketælling. Er det ikke godt at kende et ord som mandtal? ”Jeg har ikke noget imod at smukke danske ord bibeholdes. Det er ikke en popoversættelse – en popoversættelse kan man ikke leve på, når livet gør ondt”, siger Kai og forklarer udfordringerne ved at oversætte særligt følsomme tekster som Juleevangeliet:

”Da vi kom med prøveoversættelsen i 1989, var der også nogen, der syntes, det var forkert, da vi bare skrev: I de dage. Nu står der: Og det skete i de dage, sådan at du og alle andre forhåbentlig kan bevare noget af julestemningen.”

Vi må, grundet ophavsrettigheder, desværre ikke gøre lydfilen tilgængelig offentligt. Kontakt os, hvis du har et ønske om at høre den.

Glade jul – jødiske jul..?

Af Joakim Hjorth, 30. november 2018

Vi nærmer os juletiden, som med flæskesteg, juletræer og krybbespil markerer fødslen af ham, der senere blev kendt som kristendommens grundlægger, Jesus. Derfor er det nok de færreste mennesker, der tænker på jul som en jødisk højtid. Men måske er der, mellem pebernødderne og julemændene, noget vi har glemt, noget vi efterhånden har mistet følingen med. Tuvya Zaretsky, der er tilknyttet Jews for Jesus og Lausannebevægelsens afdeling for jødemission (LCJE), forklarer her, hvorfor julen faktisk er jødisk – helt ind i sin kerne.

Julens jødiske rødder

”Når man tænker over det, er det så ikke lidt ironisk, at mange jøder mener, at julen ‘ikke er noget for os?’ Gennem min opvækst i en traditionel jødisk familie fejrede vi Hanukkah, som er en markering af jødisk overvindelse af en undertrykkende magt og jul var en amerikansk kulturel højtid uden et åndeligt budskab”, fortæller Tuvya Zaretsky. ”Men mange jøder elsker julepynten, lysene og musikken. Det kan måske virke lidt sært, men en top ti liste over alletiders favorit julesange kunne indeholde udelukkende jødiske kunstnere. Faktisk blev ’White Christmas’, der er et af højtidens største hits, skrevet af Irving Berlin (Amerikansk jøde og komponist).”

Samtidigt indeholder nogle af de mest elskede julesalmer jødiske forbindelser, der dukker op som mandlen i en skål risalamande. Det kimer nu til julefest kredser om Kong Davids stad, der ligger i Judæas bjerge og O kom, o kom, Immanuel opfordrer til fryd, fordi ’Immanuel’ (hebraisk for ’Gud med os’) ‘vil komme til dig, Israel’.

Tuvya Zaretsky ser samme sammenhæng i engelske salmer: ”Bag disse velkendte juleudtryk ligger et budskab af bibelske proportioner, rodfæstet i jødisk historie og i et løfte om håb. Jul burde være en jødisk højtid, fordi den markerer fødslen af et jødisk barn, født af en jødisk mor i en landsby i det jødiske område Judæa.”

Ældgamle løfter opfyldes

Gud opfyldte sit profetiske løfte til lille Betlehem: ”Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.” (Mika 5,1)

Det barn blev lovet til Abraham, for at det skulle være en velsignelse for alle folkeslag, gennem det jødiske folk (1. Mos 12,3). Han ville blive den Kong Davids efterkommer, der skulle regere fra hans trone for evigt (2 Sam 12-17; Sl 89,35-37). Derfor proklamerede en engel, den nat Jesus blev født i Betlehem, til en lille gruppe jødiske hyrder på en mark i nærheden: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” (Luk 2,10-11)

For at forstå denne sammenhæng ville det måske, Ifølge Tuvya Zaretsky, hjælpe lidt at genkalde os, hvad det engelske ord for jul – Christmas – betyder. Christmas er afledt af det gamle mid-engelske ord Christemasse, som blev nedskrevet første gang i 1038. Det græske Χριστός (Christos) er en oversættelse af det hebraiske מָשִׁיחַ (māšîaḥ), som på dansk hedder messias, der betyder ”salvet.” Forskere diskuterer betydningen af det latinske ord missa, som masse kommer af. Mange er enige om, at det referer til en slags åndelig fejring, en messe.

”Altså betyder det, at Christmasse er en messe til ære for Jesus Messias’ fødsel”, siger Tuvya.

Lysets fødselsdag

Mange tror fejlagtigt at Hanukkah er en form for jødisk jul. Tuvya understreger, at det er det ikke. Men ét bestemt tema gennemsyrer begge fester – lys. Gud gav et løfte om håb til Israel efter deres eksil fra Galilæa igennem Esajas: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (Es 9,1)

Det interessante er, at den eneste gang Hanukkah bliver nævnt i Bibelen (i teksten omtalt som “festen for genindvielsen af templet”) bekræfter Jesus utvetydigt, at han er den ventede Messias og dermed det lys, verden venter på! (Joh 10,22-25). Han er det barn, som Esajas skriver om, i selvsamme kapitel som løftet om lysets komme: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Es 9,5)

Julen er altså, i en vis forstand, en jødisk fest. Den handler om fødslen af en jødisk dreng, der blev hele verdens frelser. Lad os, ligesom englen den allerførste julenat, proklamere for både jøder og alle andre ”hyrder på marken” at Herren er blevet født som et lille barn, at han er kommet nær. Eller, mere enkelt, simpelthen sige: ”Tillykke med fødselsdagen, Messias.”

  Denne artikel er en redigeret og forkortet udgave af et indlæg på Christianitytoday.com. Det oprindelige indlæg kan læses her: https://www.christianitytoday.com/edstetzer/2017/december/wait-christmas-is-jewish.html

“Min veninde bliver udvist, fordi hun tror på Yeshua”

Af Joakim Hjorth, 26. november 2018

I Israel har enhver person, der kan bevise deres jødiske rødder og som samtidigt ikke har omvendt sig til en anden religion og derfor har aflagt sig deres jødiske identitet, ret til statsborgerskab. Messianske jøder har i mange år kæmpet for retten til at bo i Israel og dermed retten til fortsat at kalde sig jødiske. Rebecca Rikhi, en messiansk jøde fra Israel, har en Jesus-troende veninde, som er ved at blive udvist af landet, fordi hun, ifølge myndighederne, ved at tilvælge Jesus har fravalgt sin jødiske identitet. I det følgende kan du læse Rebbecas refleksion over den nuværende situation for messianske jøder i israel. 

Refleksion af Rebecca Rikhi, messiansk jøde i Israel

Min veninde er ved at blive udvist. Hendes forbrydelse? – at tro på Yeshua (det hebraiske navn for Jesus). Bor vi i et diktatur? Et kommunistisk styre? Et oligarki? Nej, nej og nej. Vi bor i det eneste demokrati i Mellemøsten, som faktisk bryster sig af sin religionsfrihed og alligevel har min venindes tro gjort hende til en fjende af staten.

Hun er messiansk jøde – et farligt stempel for enhver statsborger i Israel og især for en eventuelt kommende en af slagsen. Hvor mange flere sager, afhøringer og udvisninger skal der til, før vi siger nok er nok? Det er ikke nok at hviske i skyggerne, eller at strategisk planlægge hvordan man flyver under radaren, mens man håber, at myndighederne ikke stiller ”Yeshua-spørgsmålet”.

Det er på tide at protestere imod Indenrigsministeriet og afsløre deres diskriminerende handlinger. Jeg har oplevet for mange venner, for mange familiemedlemmer, for mange af os blive dårligt behandlet og forfulgt, så jeg vil ikke tie stille længere.

De siger, at loven er imod os, men er den virkelig det? ’Retten til at vende tilbage’ sikrer statsborgerskaber til enhver jødisk person eller personer med en jødisk bedsteforælder, undtagen dem der er konverteret til en ny religion og derfor har afsagt sig deres jødiske identitet.

Hvilken messiansk jøde, der bekender sig som jødisk og kan bevise sin jødiske afstamning, har givet afkald på sin jødiske identitet? Messianske jøder tjener med ære I IDF (Det israelske forsvar), er en del af det israelske arbejdsmarked og investerer deres tid og talenter i det israelske samfund.

Skæbnen fra Holocaust er vævet ind i vores historie og nu står vi overfor en ny bølge af antisemitisme. Alligevel er vi afskåret fra vores hjemland, afskåret fra det, der skulle forestille at være en sikker havn for vores folk. Hvad ville Moses gøre? Hvad ville apostlen Paulus gøre? Hvad ville Yeshua gøre?

v7  For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. v8  Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. – 2 Tim 1,7

Lad os ”lære at handle godt, stræbe efter ret, hjælpe den undertrykte” – Es 1,17

Det er tid til at samles, tid til at protestere, tid til ufortrødent og uden skam at kræve retfærdighed, at kræve vores ret til at leve i Landet.

Rebecca er ikke den eneste, der oplever en nedgradering af rettigheder på grund af sin tro. Mange messianske jøder og andre Jesus-troende minoriteter i Israel oplever i disse år, at deres rettigheder og særligt trosfriheden er under pres. I Israelsmissionen ønsker vi at støtte den ubetingede ret til at tro på Jesus Kristus, uanset baggrund og identitet. Derfor arbejder vi i øjeblikket med vores partner Musalaha om et projekt, der skal styrke trosfriheden og retten til den i Israel og Palæstina. Læs mere om projektet i denne artikel: http://israel.dk/nyt-projektsamarbejde-for-trosfrihed-og-forsoning/

Rebeccas refleksion og andre historier fra det messianske samfund kan læses på https://kehilanews.com/

Landløfter og mission – ja tak til begge?

Vi bringer her assisterende generalsekretær i Den Norske Israelsmission, Vegard Soltveit, artikel om, hvorvidt vi behøver at vælge mellem landløfterne og mission til det jødiske folk. Artiklen er fra magasinet “Først”, der udgives af Den Norske Israelsmission.

Vi lever i en tid, hvor der findes et væld af meninger og forskellige bibeltolkninger, når det kommer til Israel, landløfter og missionssyn. Gennem årene er der sprunget flere og flere organisationer frem, der beskæftiger sig med Israel. Dette kan for mange ligne en uoverskuelig skov, hvor en skovtur ikke er noget attraktivt eller fristende tilbud – desværre. For nogen har dette medvirket til en nedprioritering og ligegyldighed, når det kommer til at tage tematikker vedrørende Israel op. Det er blevet skoven, man holder sig væk fra. På den anden side er der dem, som nærmest tilbeder Israel. De er flyttet ind i skoven.

Alle kristne har et forhold til Israel. Det fik vi ved troen, da vi blev indpodet og fik saften fra roden sammen med dem (Rom 11,17b). Som hedningekristne er vi blevet de helliges medborgere og Guds familie, og har del i samme arv, samme krop og samme løfte i Kristus Jesus ved evangeliet (Ef 2,19; 3,6). Sådan er tematikker knyttet til Israel ikke kun en sag for særligt interesserede, men noget, som angår alle, der tror på Israels Gud og Israels messias. Samtidig har vi ikke fået barnekår hos Gud for at tilbede Israel – men for at tilhøre og tjene Israels Gud.

Evangeliet – vores primære kald!

Det er 70 år siden 1948, og vi fejrer jubilæumsår for den moderne stat Israel. Jubilæet skaber engagement og begejstring, men også debat og diskussion. Det er fristende at antyde, at debatten og diskussionerne om jubilæet og markeringen også her fremstår som en uoverskuelig skov, hvor man bør træde varsomt.

Den Norske Israelsmission har traditionelt set aldrig været den organisation, der råber højest når det kommer til Israels landløfter. Det betyder ikke, at vi har været tavse, som nogle har sagt. Årsagen til at vi ikke råber højest er, at vi forstår evangeliet, som det absolut vigtigste, og vi ønsker ikke, at noget skal tage fokusset fra vores kald om at række evangeliet tilbage til jøderne – her kan vi ikke gå på kompromis, for det er evangeliet, som er Guds kraft til frelse, for jøde først og så græker (Rom 1,16). Ingen skal misforstå Den Norske Israelsmissions primære opgave – evangeliet tilbage til jøderne.

Israels udvælgelse og særstilling

Loven og profeterne gør det klart at Israel er Guds udvalgte folk (…) Dette bekræftes af Herrens apostel (…) Guds løfter til Israels folk står stadig ved magt. Sådan begynder vores principerklæring. Gennem evangelieteksterne ser vi, at Jesu virke og sendelse først og fremmest gjaldt det jødiske folk, de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24).

Vi må også lægge mærke til, at ingen er så tydelige som Jesus og apostlene, når de fastholder over for jøderne, at ingen kommer til Faderen uden ved mig (ApG 4,12). Løfterne som knyttes til evangeliet og Guds retfærdighed er universelle, og samtidig har jøderne førsteretten. Det betyder, at jøderne ikke bare historisk var de første, som hørte budskabet, men på grund af deres særstilling og udvælgelse har jøderne fortsat en særskilt ret til at høre evangeliet (Rom 1,16). Dette medfører nødvendigvis en missionsstrategisk prioritet. I apostlenes gerninger spørger disciplene om det er nu, du vil genrejse Riget for Israel (ApG 1,6). Jesus afviser ikke spørgsmålet, men giver disciplene en anden prioritet. Deres prioritet skal være mission, de skal være Jesu vidner i Jerusalem og hele Judæa, i Samaria og helt til verdens ende (ApG 1,8).

Kirkehistorien synliggør at kirken i stor grad er mislykkedes med den missionsstrategiske prioritet overfor Israel. Det er vores opgave som missionsorganisation at gøre opmærksom på det ansvar, vi kristne har – om at vidne og vise evangeliet om Jesus Messias. Kirken må tage ansvar for det, som var først for Paulus – evangeliet til jøderne.

Kontinuitetsmodellen

Måden vi forstår forholdet mellem det Gamle og det Nye Testamente påvirker meget af vores teologi – også når det kommer til landløfterne. En af årsagerne til dette er, at det nye testamente siger meget lidt om de jordiske landløfter til Israel, mens det gamle testamente indeholder et langt rigere tekstmateriale om dette tema. Andre årsager er synet på Israels udvælgelse og frelse, og det universelle og udvidede landløfte om den nye himmel og nye jord.

Den Norske Israelsmission har i mange sammenhænge argumenteret for en kontinuitetsmodel. I modsætning til kontinuitetsmodellen står kontrastmodellen.

Kontrastmodellen har forskellige udtryk. Et af dem lægger vægt på kontrasten eller bruddet mellem testamenterne. I sin yderste konsekvens kan kontrastmodellen argumentere for, at der er forskellige guder i de to testamenter. Men kontrastmodellen kan også foreslå, at der er forskellige veje til frelse for hedninger og for jøder – en såkaldt topagtsteologi. Denne kommer ofte i forlængelse af en husholdningslære, hvor Gud har forskellige agendaer og handler forskelligt overfor hedninger og jøder alt efter de forskellige tidsepoker.

Uanset hvilket udtryk kontrastmodellen har, så yder den hverken retfærdighed overfor det Gamle eller det Nye Testamente. Dermed argumenterer den norske Israelsmission for en kontinuitetsmodel. Her ser vi kontinuiteten og den røde tråd mellem det tabte paradis i 1. Mosebog og den nye himmel og den nye jord i Åbenbaringen 21. Vi ser de konkrete landløfter som gives til Abraham, samtidig med at vi anerkender den langt større universelle gudsplan, at i dig skal alle slægter på jorden velsignes (1 Mos 12,3). Kontinuitetsmodellen forstår løfterne som et konkret land til Israel i sammenhæng med Guds frelsesplan for hele menneskeslægten. I dette understreges det, at det største og vigtigste er den nye himmel og den nye jord, uden at dette ophæver løfterne om et konkret land til jøderne.

I det Nye Testamente får det universelle og udvidede landløfte en dominerende plads. Dette betyder ikke, at vi kan sætte en streg over de konkrete landløfter, som er blevet givet i det Gamle Testamente. For selv om det nye testamente ikke lægger vægt på de jordiske landløfter til Israel, så må alle erkende, at der heller ikke direkte sker en ophævelse af dem. På en glimrende måde har Gunnar Haaland (dr.theol. fra MF i Oslo red.) skitseret fire dimensioner i forhold til løfternes og profetiernes opfyldelse:

  • Opfyldelse i den gammeltestamentlige samtid
  • Udvidet opfyldelse ved Jesu komme
  • Fortsat opfyldelse for Israels folk efter Jesu første komme
  • Fuldkommen opfyldelse – den nye himmel og den nye jord
Alle dimensionerne ovenfor har fået sit ja i Kristus (2 Kor 1,20). Det gælder også de to sidste dimensioner, og på den måde hører de sammen. Her må vi have flere tanker i hovedet samtidig, og det kan jo være krævende for de fleste af os. I forhold til landløfterne indebærer dette, at kaldet til at forkynde evangeliet for alle mennesker (dimension 2), og løftet om en ny himmel og en ny jord (dimension 4), ikke nulstiller eller forkaster løftet et land til Israels folk (dimension 3). Selv om det Nye Testamente ikke direkte behandler landløfterne til Israel, så findes der heller ikke nogen nytestamentlige tekster, der ophæver landløfterne.

Israel og landet

Gennem hele Bibelen har landet en central plads i Guds historie med sit folk. Gud gav Abraham et løfte om en talrig slægt, og at han skulle få landet, Gud ville vise ham (1 Mos 12,1-3,7). Under Josvas ledelse indtog israelitterne landet. Så vidt vi ved, har der siden den gang altid boet israelitter/jøder i landet. Folkets tilstedeværelse i landet har derimod ikke været afhængig af politisk selvstændighed eller egen stat. Majoriteten af folket har desuden historisk set ofte boet i den såkaldte diaspora – uden for landets grænser. Samtidig har længslen og drømmen efter at bo i landet altid været stærk hos det jødiske folk.

Efter at folket havde taget landet i eje, tog det ikke lang tid, før de kom i konflikt med Guds bud og pagt. Folket valgte andre guder, og glemte ham, som havde udvalgt dem og givet dem landet. Gud sendte profeter for at føre dem tilbage til sig, men de ville ikke høre (2 Krøn 24,19), og fjenderne førte Juda i eksil til Babylon fordi, de havde været troløse (1 Krøn 9,1). På den anden side fik folket også lov til at erfare Guds trofasthed på trods af deres troløshed. Folket vendte tilbage til landet, og gudsrelationen blev genoprettet. For troens øjne er landløfterne på den måde også trosstyrkende, og viser Guds trofasthed og troværdighed i hans løfter.

Fra første stund hørte folk og land sammen. Samtidig er det Gud, der ejer landet (3 Mos 25,23), og Israels folk har kun landet til låns. De er gæster efter Guds betingelser og løfter. Gennem hele Bibelen fremgår det, at den største betingelse, selve grundprincippet, er folkets gudsrelation. Her spændes broen mellem Edens have og det evige land, vi læser om i åbenbaringsbogen. Det bør være helt klart, at det er troen og relationen, der er præmissen, mens løftet og håbet om en ny himmel og en ny jord er konsekvensen.

Vi skal også lægge mærke til at det profetiske ord, som taler om hjemkomst, står i sammenhæng med folkets omvendelse og renselse. Hvis vi ser bort fra profetiernes anklager, domstaler og omvendelsesforkyndelse, gør vi et alvorligt brud på Guds ord. Landet hører med til folkets eksistens, men hovedsagen er deres eksistens som udvalgt folk i kendskab og relation til Gud. Landløfterne, som er givet til det jødiske folk, står i intim forbindelse med folkets forhold til Gud. I mødet med landløfterne og det profetiske ord bør vi efterstræbe en helbibelsk tilnærmelse, hvor folkets relation til Gud er hovedsagen. Hvis dette ikke fastholdes, bliver landteologien bare en falsk og usund herlighedsteologi.

Landløfter og omvendelse

Det jødiske folk har et historisk tilhørsforhold og ret til at bo i landet. Landet har også en stor betydning for den jødiske identitet. Som folk har de en stærk religiøs tilknytning til landet. Den behandling jøderne har fået gennem historien, hvor holocaust er det værste eksempel, tydeliggør behovet for deres egen stat, hvor de kan være trygge. Folkeretten bekræftede dette i 1947, samtidig med, at FN-beslutningen også gav et folkeretsligt grundlag for en palæstinensisk stat.

Det Gamle Testamente indeholder en række jordiske landløfter givet til det jødiske folk. Det Nye Testamente vier ikke disse jordiske landløfter meget plads, men ophæver dem heller ikke. Samtidig er Israels frelse langt vigtigere end Israels land. Det bliver underligt, hvis vi gør det til en vigtigere sag, at jøder bor i Israel, end at de får del i den nye himmel og den nye jord. Et overdimensioneret fokus på Israels jordiske landløfter, hvor missionsengagement kommer i baggrunden, mangler det allervigtigste. Da overser man omvendelsesaspektet i det profetiske ord. Det er alvorligt. Samtidig er det et stort brud med det engagement, Paulus og de andre apostle viser os. Deres prioritet var altid evangeliet, og den er ikke ophævet i 2018. At vende hjem er for Israel først og fremmest knyttet til kendskab og et liv i relation til Israels Gud og Israels Messias.