Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. marts 2018
Jeg sidder på Menighedsfakultetet i Aarhus i et næsten tomt klasselokale. Overfor mig sidder to teologistuderende, Kasper Bergholt (ses forrest på billedet ovenfor) og Philip Kristoffersen. De studerer teologi på 2. semester og har netop været på studietur i Israel. Landet, som en teologiunderviser efter sigende engang har kaldt ”verdens bedste klasselokale.” Turen var arrangeret i samarbejde med Israelsmissionens Unge, med lektor på Menighedsfakultetet Morten Hørning Jensen og tidligere generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt som anførere. Vi har trodset kulden, for at snakke lidt om turen og dens slipstrøm, over en kop varm kakao.
At rejse er at lære
På det indledende spørgsmål, om hvorfor de tog med på turen, kommer svaret hurtigt fra Kasper: ”For at få perspektiv på Bibelen og undervisningen sat i en ramme – og fordi det var billigt!” tilføjer han smilende. De havde begge store forventninger om at lære noget nyt, at få dybere perspektiver på forståelsen af Bibelen og dens ramme. Og forventningerne blev ikke gjort til skamme: ”Jeg lærte at kigge på Bibelen med et historisk perspektiv” fortæller Philip. ”Det hele blev levendegjort af at komme til Israel og det giver mig noget helt andet, når jeg læser i min bibel i dag. Jeg kan meget bedre forestille mig hvor de bibelske fortællinger er foregået.” Kasper stemmer i: ”Jeg lærte en masse om tematikker i jødedommen som gør sig gældende, for eksempel om templet, guds udvælgelse, og spørgsmålet om ejendomsretten til landet, som går igen i konflikten i dag.”
Perspektiver og praksisser
Enhver som har besøgt Jerusalems gamle bydel, vil have bemærket ihærdigt messende ortodokse jøder ved Grædemuren, som iført nøje udvalgt påklædning reciterer lange bønner under rytmiske bevægelser, eller ortodokse præster i Gravkirken, som fra tid til anden kommer svingende med en røgelsesbeholder, alt imens de baner sig vej til en kavalkade af ikoner og guldbelagte lysestager. Mødet med andre religiøse traditioner gjorde også et stort indtryk på de spirende teologer. ”Vi kan blive inspireret af østkirken og deres praksis, som ikke er forkert, men som virker mærkværdig, fordi vi slet ikke er vant til det. Måske kan vi lære noget, ved at prøve at bruge nogle hjælpemidler i vores andagter, for at illustrere det vi gør og tror på,” siger Kasper. For Philip var det den ortodokse jødedom der satte spor: ”Jeg kan blive fascineret af, at de kan have noget som er så virkeligt og så helligt for dem. Spørgsmålet er, om jeg også kan finde Gud i en praksis?”
Undervejs på turen havde deltagerne, som bestod af teologistuderende og andre kommende eller nuværende ledere i kirken, også flere refleksioner og tid til eftertanke. ”Min bedste oplevelse var en længere vandring i stilhed, i ørkenen. Vi var blevet bombarderet med rigtig mange indtryk, så at få en indgang til stilhed gennem bøn og salmer for derefter at gå langs et stille vandløb i en kløft gav mig bedre mulighed for at finde Gud og stilheden i Israel. Her kunne jeg tænke tingene igennem og prøve at forstå,” siger Philip.
Hvad er evangeliet?
Hovedspørgsmålet på turen var ”hvad er evangeliet?”. Et umiddelbart svært spørgsmål at få has på, men Kasper er på turen kommet nærmere et svar: ”Et eller andet sted så hører templet og evangeliet sammen. For hvis templet er det der muliggør Guds nærvær og evangeliet er, at Gud er kommet nær, så er evangeliet at vi har et sted at gå hen – Jesus. Jesus er kommet helt nær, til sådan en som mig,” siger han og sætter dermed et foreløbigt punktum for oplevelserne i verdens bedste klasselokale. Et punktum, der meget vel kan vise sig kun at være et komma, for de unge teologistuderende.
Mona Kjær Nielsen, medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst, 11. oktober 2017
Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Mange skubber helst emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første. For vi skal ikke skubbe noget ind under tæppet, men lade det komme frem i dagens lys og forholde os til det.
Jøderne og det rene kristne samfund
Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at sætte Luther i den ene eller anden bås. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 14.-16. århundrede.
Denne tid var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte ofte ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed.
Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit.
Jøderne blev således systematisk gjort til andenrangsborgere i et forsøg på det rent kristne samfund og tildelt en retslig rand-eksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer. Det skulle de oven i købet betale beskyttelsespenge for til den lokale fyrste.
Luther var ”jødeven”
Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære i 1523, at Luthers første skrift om jøderne bliver til. Et meget positiv skrift, hvor selve titlen må have vakt forargelse i samtiden: At Jesus Kristus er født jøde. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne.
Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet.
Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul, i håb om at lærde jøder ville læse den og omvende sig. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set, som håbet om en bedre fremtid.
Luthers syn på jøderne forandres
Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation. Samtidig havde rabbiner Josel von Rosheimer succes med de få jødiske menigheder.
Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet.
Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet.
Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat.
Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter, som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.
Vendepunktet
Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren. For Luther havde det altid drejet sig om én ting: Udbredelse af evangeliet blandt jøder. Da jøderne ikke levede op til denne forventning, var de gode hensigters vej i hans øjne blevet meningsløs. I stedet pressede han nu på for, at øvrigheden skulle fordrive jøderne for at sikre et rent kristent samfund!
Men der var nogle præster, der syntes at det var problematisk, for Jesus var jo jøde, og jøderne var Guds udvalgte folk. Luther løste problemet ved at bruge jødernes ulykkelige situation i Europa som bevis på, at jøderne ikke længere var Guds udvalgte:
”Lad os derfor slutte heraf, at jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til skriftsproget hos Hosea 1 v. 9: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det går dem altså desværre således og kun således og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser værket for vore øjne, det bedrager os ikke.”
Jødernes løgne
I 1543 udgav Luther en bog på 150 sider ”Om jøderne og deres løgne”, og vi kan med den tyske historiker Heinz Schilling sige, at det er en bog man som luthersk kristen må græmmes over. Alligevel mener Schilling ikke, at Luther var antisemit.
Thomas Kaufmann, doktor i teologi, siger om skriftet, at det er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Over 90 % er en lang bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Derfor mener Kaufmann , at det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter vi har. Men det er klart, at der er 7-8 sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har fået en vild virkningshistorie. Thomas Kaufmann konkluderer da også, at Luther faktisk var antisemit.
Luthers udfald i dette og senere skrifter er et udtryk for et generelt omsving i hans tilgang til livet, og i hans forventninger til fremtiden. Den åbenhjertige optimisme fra de tidlige år er slået over i en deprimerende erkendelse af, at modstanden, også i hans egen lejr er voksende og at en universel reform af kirken og samfundet ikke længere kan realiseres, mens han lever. Blandt sine modstandere tæller han nu ikke blot paven, sværmerne og tyrkerne, men også jøderne. De modsætter sig ikke alene evangeliet, men forsøger også at holde mennesker væk fra det.
Jøderne må fjernes
Luther talte altid imod brug af vold, også under bondeoprøret. Det var først, da han indså, at bønderne ville anvende magt, han skrev til fyrsterne, at det var deres ansvar at sørge for ro og orden, og i dette tilfælde var det i orden at anvende magt. På samme måde tænkte Luther nu om jøderne: Da de ikke ville omvende sig, måtte de fjernes!
I bogen ”Om jøderne og deres løgne” krævede Luther fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af deres ejendom. ”Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig,” skriver han.
Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse, tage deres bøger, forbyde deres lære, pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var.
Man kommer ikke udenom, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Og historien har flere gange vist, hvordan folk har brugt hans skrifter og teologi til at legitimere jødehad.
Luther og nazisterne
Luther skrev sin bog mange hundrede år før Hitlers ”Mein Kampf”, og det ville være forkert at give Luther skylden for alt jødehad i Europa, men hans skrifter blev brugt til at legitimere hadet og støbte de teologiske kanonkugler. Luther beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og opfordrede kristne til at jage dem og ødelægge deres ejendom.
Krystalnatten skete natten til Luthers fødselsdag, og symbolikken var ikke til at tage fejl af, heller ikke for præsterne. Den evangelisk-lutherske biskop Martin Sasse udgav få uger efter Krystalnatten et genoptryk af Luthers værk og skrev begejstret i forordet, at ”den 10. november 1938, på Luthers fødselsdag, brænder synagogerne i Tyskland”. Det at brænde jødernes synagoger var netop første punkt i Luthers handlingsplan.
Genoptrykket af Luthers kampskrift fik titlen ”Martin Luther über die Juden – Weg mit ihnen!” og sloganet ”weg mit ihnen” (væk med dem) var et citat fra Luthers handlingsplan mod jøderne: ”Thi, som vi hører, er Guds vrede imod dem så mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid behandling, men en smule bedre ved hård. Derfor væk med dem for altid.”
I Tyskland blev bogen et grundlag for nationalsocialisternes legitimering af antisemitismen.
Luther er ikke absolut autoritet
Thomas Kaufmann mener, at Luther var antisemit, og jeg vil være tilbøjelig til at give ham ret. Man kan ikke sige og opfordre til de ting som Luther gør mod jøderne uden at være antisemit – uanset samtidshistorien, og at Luther dækker sig ind under at være anti-judaist.
Desuden fortæller Luthers syn på jøderne os for det første, at Luther var en mand, der kunne tage fejl. Det har måske været godt for eftertiden for ikke at give ham guddommelig status. Det Luther sagde, kan diskuteres, og han tog åbenlyst fejl ind imellem. Derfor er og bliver Luther ikke en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser og tage afstand fra andre.
For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål og lader svaret forholde sig til denne kontekst. Det gør det ikke formildende, og vi bør som kirke fortsat tage afstand til antisemitisme i enhver form, den måtte komme til udtryk.
Bodil Skjøtt, generalsekretær, 27. september 2017
Det er ikke svært at finde eksempler på dårlige relationer mellem jøder og kristne i Europa i tiden op til og omkring reformationen. Det gælder ikke kun inden for den katolske kirke, men samfundet generelt inklusiv humanister som fx Erasmus af Rotterdam. Selv om Luther med sit skrift At Jesus Kristus var født jøde en overgang så ud til ønske at ændre på dette og i hvert fald appellerede til tolerance over for jøder og opfordrede til, at man mødte dem med åbenhed frem for ubegrundet at give dem skylden for alverdens ulykker, så er det hans bog Om jøderne og deres løgne, der forbindes med Luthers syn på jødedom og det jødiske folk. Det er også disse synspunkter der senere er trukket frem, når talen er faldet på Luthers og reformatorernes forhold til jøder. Reformationen gjorde ikke op med pavekirkens fordømmelse af det jødiske folk, men forblev på dette punkt et barn af sin tid. Og det har senere tider betalt for eller draget nytte af – alt efter hvilket ærinde man har været ude i.
Jødisk indflydelse på reformationen
Og dog! Der er andet og mere at sige om relationen mellem jøder og kristne i tiden op til og efter reformationen. Et af reformationens kendetegn er interessen for Bibelen og ønsket om at finde tilbage til dens oprindelige hebraiske tekst. Det blev anledningen til, at kristne teologer søgte hjælp hos rabbinere for at lære hebraisk, men også for at studere Talmud og andre jødiske kommentarer til Bibelen. For at tilegne sig kendskab til det hebraiske sprog, sådan som Luther og andre gjorde det, var de afhængige af samtidens rabbinere. Det var i det jødiske samfund, man havde bevaret det hebraiske sprog og en tradition for skriftudlægning, som den kommer til udtryk Talmud og hos senere jødiske skriftlærde.
Det går altså an at tale om et positivt samspil mellem jødiske og kristne teologer som en af forudsætningerne for reformationen. Reformatorerne havde brug for det, som rabbinerne kunne, og kunne derfor ikke kun tale fordømmende om jøder og jødedom.
Luthersk præst og rabbiner
Det var den vinkel, som den messianske jøde og lutherske præst Chad Foster havde på det foredrag, han holdt på Caspari Centeret i Jerusalem tidligere i år med titlen “Jewish influence on the Reformation”. Som messiansk jøde og ordineret luthersk præst og senere også ordineret rabbiner har Chad Foster sine egne særlige grunde – men også forudsætninger – for at understrege sammenhænge og ligheder mellem jødisk og kristen teologi frem for modsætninger og fordømmelse.
Han voksede op med en jødisk mor og en kristen far, og som barn blev han taget med til en baptistkirke i Atlanta. Han mistede sin relation til Gud, troen og kirken som ung studerende. I forbindelse med studier af reformationens historie begyndte Chad at fatte interesse for personen Luther – og med tiden også den kristne tro. Han kunne spejle sig i Luthers kamp, spørgsmål og tvivl, men også i ønsket om at finde sandheden. Foster endte med at droppe studierne i matematik, hvor han ellers var på sit sidste år og ansat soom professorens assistent. I stedet søgte han ind på et luthersk præsteseminarium. I dag er han ordineret præst og tilknyttet den lutherske menighed, Sct. Peters i Columbus, Indiana. Men han har aldrig glemt sin tilknytning til den jødiske tradition eller sin egen jødiske identitet.
I forbindelse med sine hebraisk-studier på præsteseminariet blev det klart for ham, at hvis han virkelig skulle læse grundteksten og forstå den, måtte han have hjælp fra jødiske rabbinere. Han bestemte sig for at tage til Israel og læse hebraisk hos en rabbiner i Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem. For Chad Foster blev dette ikke bare til et studie af hebraisk, men også af jødisk teologi og tankegang, som endte med, at hans rabbinske læremester indvilligede i at ordinere ham til rabbiner. Chad havde demonstreret sin forståelse af rabbinsk tankegang, så selvom Chad åbent bekendte troen på Jesus som Messias, indvilgede rabbineren altså i ordinationen.
Reformationens jødiske rødder
I sit foredrag på Caspari Centerets fremhævede Chad Foster at reformationen ikke skete i et vakuum. Interessen for det hebraiske sprog og derigennem kontakten til jødiske lærde går også tilbage til tiden før Luther til folk som John Wycliffe og Jan Huss. Begge var optaget af at finde tilbage til Bibelen, begge kritiserede pavekirken og endte med at blive erklæret for kættere. John Wycliffe – som har givet navn til Wycliffe Bible Translators – oversatte Bibelen til engelsk på baggrund af den latinske oversættelse, Vulgata. Jan Huss derimod lagde vægt på at kende den hebraiske tekst og benyttede sig åbenlyst af jødiske kommentarer til sin udlægning af Bibelen, som han studerede sammen med rabbinere i Prag. For Huss var det ikke jøden, der var antikrist, men derimod pavekirken. Både John Wycliffes og Jan Huss’ historie ligner således Luthers, dog med den undtagelse at Luther ikke blev brændt på bålet. Dertil havde både Luther, og den tankegang han promoverede, fået for mange tilhængere. Jan Huss havde også tilhængere, men ikke nok til at forhindre pavekirken i at henrette ham. Luther kunne derimod tale om sit arbejde som en frugt af Jan Huss’ arbejde – ikke mindst med det hebraiske sprog og skriftudlægning.
Da Luther oversatte Bibelen til tysk fra hebraisk byggede han på et kendskab til det hebraiske sprog og til jødisk skriftudlægning, som folk før ham tilegnede sig. Det gælder især Johannes Reuchlins lærebog i hebraisk grammatik De Rudimentis Hebraicis, som stammer fra 1506. Han var kristen og hebraist, men i sit arbejde byggede han i alt væsentligt på det arbejde med det hebraisk sprog, som jøden David Kimhis havde gjort tilbage i det 12.årh. David Kimhis værker blev grundbøger for både jødiske og kristne teologer.
Vi taler med rette om kristendommens jødiske rødder. Den kristne tro er vokset ud af Israels historie i Det Gamle Testamente, og også for Luther var det vigtigt at understrege, at Jesus var jøde. For Chad Foster er der heller ikke modsætning mellem at være jøde og være luthersk præst. Det var hos Luther, han genkendte sin søgen efter Gud, og det var i den søgen, han fandt jøden Jesus.
Men måske skal vi sige, at også reformationen har jødiske rødder. Luther var en del af den hebraiske vækkelse, som humanisterne i hans samtid tog initiativ til, men som i sidste ende var mulig, fordi jødiske lærere og rabbinere var villige til at undervise kristne i hebraisk og jødisk litteratur. Luther gjorde gældende, at kun hvis man kender den hebraiske tekst, kan man virkelig forstå Den Hellige Skrift. Sin egen oversættelse bygger Luther også på en udgivelse af den hebraiske tekst fra 1494, udgivet af jøden Gershon ben Mosheh fra Brescia.
Den kristne tro har jødiske rødder. Det har den lutherske reformation også – uanset hvad Luther ellers må have sagt og skrevet om jøderne, og uanset hvordan den protestantiske kirke sidenhen har forholdt sig til jødedommen.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 29. august 2017
500 året for reformationen markeres på mange forskellige måder. Også i Lausannebevægelsens netværk for jødemission (LCJE) har vi markeret jubilæet i forbindelse med en konference i Berlin i dagene 14.-17. august, hvor cirka 80 deltagere fra 12 forskellige lande satte hinanden stævne.
Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang altså i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag.
Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen løfter her lidt af sløret for, hvad hun tager med hjem fra konferencen: ” Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.”
Opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet os om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret.
Her neden for kan konferenceudtalelsen læses i oversættelse.
Reformationens indvirkning på relationen mellem jøder og kristne samt jødemission
Udtalelse fra den 11. europæiske LCJE-konference, Berlin, Tyskland.
Mere end 80 deltagere fra 12 lande – inklusiv Israel og USA – mødtes 14.-17. august i Berlin for at dele viden og reflektere over reformationens indvirkning på jøders og kristnes indbyrdes relation i fortid, nutid og fremtid. Deltagerne udtaler følgende:
Vi, deltagerne på den 11. europæiske konference i Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE), både jøder og ikke-jøder fælles i troen på Jesus Messias, er tak skyldig til Martin Luther og de andre reformatoriske fædre, som gjorde det muligt for alle troende at læse og forstå Bibelen som det eneste sande og autoritative åbenbarede Guds Ord.
Vi slår endnu engang fast, at frelse af nåde er tilgængelig for enhver, som bekender Jesus som frelser og herre. Dét budskab blev først forkyndt for det jødiske folk og er stadig nødvendigt for frelse i dag – for det jødiske folk først, og for ikke-jøder (Rom 1,16).
Vi afviser:
Martin Luthers fordømmende udtalelser om det jødiske folk som fuldstændige modsigelser af Bibelens lære.
den antijødiske og antisemitiske forkyndelse og undervisning, som stadig findes i kirkerne, og som bunder i en forkert forståelse af det jødiske folk, deres tro, livsstil og religiøse praksis. Vi beklager Kirkens uvidenhed og vrangforestilling, når det gælder relationen til det jødiske folk gennem den bibelske pagt.
Vi glæder os over:
at protestantiske organisationer og kirker gennem århundreder aktivt har vist Guds kærlighed til det jødiske folk i ord såvel som i handling – særligt i Europa.
det jødiske folks åbenhed overfor evangeliet om Jesus Messias og det voksende antal jøder, som kommer til tro på dette evangelium – både i Israel, Europa og resten af verden.
at Jesus-troende jøder og ikke-jøder er forenet i mission til verden og derigennem opfylder kaldet til at genoprette Israel og være et lys for alle folkeslag (Esajas 49,6).
Idet vi med taknemmelighed fejrer 500-året for reformationen og er bevidste om dens arv, hverken kan eller vil vi ignorere Luthers udtalelser mod det jødiske folk og den virkningshistorie, disse udtalelser har haft.
Derfor vil vi udfordre kirker og den enkelte troende:
til at tale respektfuldt og sandt om det jødiske folk og klart tage afstand fra alle former for antijudaisme og antisemitisme – både historisk og i dag.
til at anerkende den kristne tros bibelske og jødiske rødder, og de tætte bånd der er mellem Jesus-troende jøder og ikke-jøder (Rom 11,18).
til at acceptere og være fortalere for Jesus-troende jøders fortsatte identitet som jøder og deres fuldgyldige medlemskab af fællesskabet i Jesus Messias.
til at dele evangeliet – i både ord og handling – med deres jødiske venner, naboer og bekendtskaber, for vi tror, at evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Rom 1,16)
Vi takker Gud, fordi han elskede os så højt, at han sendte sin søn, Jesus Messias, for at dø for vore synder og opstå igen fra de døde, så at hele menneskeheden, både Israel og alle folkeslag, kan blive forsonet med ham.
31. maj 2017, Arne Pedersen, kommunikationssekretær
Pinsen er på mange måder påskens lidt underkuede lillebror. Eller, sådan bliver det i hvert fald ofte praktiseret, for mens påsken nok skal få sin del af opmærksomheden er pinsen ofte blot et lidt småbesværligt appendix. For det er ikke altid helt let at få greb om ham Helligånden. Hvem er han egentligt – og hvad er hans opgave?
I min barndom og ungdom var mit sprog og teologi om Helligånden nærmest ikke-eksisterende – og det selvom jeg er vokset op i et missionsk hjem med en rigelig mængde af møder at gå til. Jeg husker, at Helligånden for det meste blev omtalt som ham, der helst ville, at vi snakkede om Jesus og ikke så meget om ham. Og selvom jeg tror, det er en af Helligåndens vigtige opgaver, så er der alligevel så meget mere at sige om, hvem han er.
Der er sket meget i missionsbevægelserne siden min barndom og ungdom når det kommer til forkyndelsen og undervisningen om Helligånden, men tilsyneladende står netop denne del stadig svagt, hvilket en nylig undersøgelse, Projekt God Forkyndelse, viste.
Det er virkelig ærgeligt, det er sådan, for uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt. Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder.
Jeg husker, at da jeg en dag opdagede, at jøderne faktisk også både fejrede og fejrer pinse, var der noget, der faldt i hak. For det helt naturlige spørgsmål jeg stillede mig selv var, at når der er sammenhæng mellem jødernes påske og den kristne påske, og når der i evangelierne og i hele det Nye Testamente generelt gøres en pointe ud af, at Jesus netop skulle korsfæstes i jødernes påske – var der så måske også en sammenhæng mellem jødernes pinse og den kristne? Var der en pointe i at Helligånden kom til jorden, netop mens jøderne var samlet i Jerusalem for at fejre den anden af årets store pilgrimsfester?
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – blev fejret af jøderne, som en høstfest – ligesom så mange andre af de store fester. På et tidspunkt, sandsynligvis i løbet årene mellem de to testamenter, udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret.
Efter Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten, leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter nogle måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.
Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå fast:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.
Her lærer vi den første væsentlige pointe om pinsen i et jødisk perspektiv: Ved at begynde lovgivningen på Sinai med at minde israelitterne om, hvad han lige har gjort for dem, knytter Gud påsken og pinsen sammen. Man kan sige det på den måde, at i påsken frelser Gud sit folk, mens han i pinsen giver det retning og formål. Vi kan fx stille os selv det spørgsmål: Hvad nu hvis Gud ikke havde givet sit folk loven? Så havde de jo stået der i ørkenen, måske kløet sig lidt i nakken og tænkt: Hmm…hvad så nu?!
Men Gud vil mere med sit folk end at frelse det fra slaveriet, for med lovgivningen på Sinaj inviterer Gud israelitterne til et nyt liv i fællesskab med ham. Han giver dem loven, for at de kan vide, hvordan de, både som fællesskab og som enkeltpersoner, kan leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem Gud er. Det er jo også derfor, Gud bliver vred, når israelitterne ikke gør, som loven foreskriver, for så er vidnesbyrdet om ham ikke længere sandt. Gud giver også israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.
Så langt så godt – men hvad har det alt sammen med den kristne pinse og Helligånden at gøre?
Den bibelske fortælling efterlader os ikke i tvivl om, at Gud ved, at loven er utilstrækkelig for at opfylde hans mission i denne verden. Derfor har Gud en plan – en plan han løfter lidt af sløret for overfor bl.a. de to profeter Jeremias og Ezekiel. Jeremias profeterer fx om ”en ny pagt” og om at Gud en dag vil lægge sin lov ind i mennesket selv – om at han vil skrive loven i menneskets hjerter. På samme måde profeterer Ezekiel om ”en ny ånd” og om et hjerte, der ikke er af sten, men af kød og blod.
Spol så nogle hundrede år frem i tiden til beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2, som begynder med ordene: ”Da pinsedagen kom…” Det er ikke en forudgribelse Lukas laver af den kristne pinse, men han konstaterer, at vi på dette tidspunkt er i gang med jødernes pinsefest – altså festen for lovgivningen på Sinai. Den nytestamentlige pinseberetning er en fantastisk og underfuld fortælling om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.
En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er den Paulus holder i 2. Korinterbrev kapitel 3. I denne prædiken efterlader Paulus os ikke i tvivl om sammenhængen mellem den jødiske pinse og Helligåndens komme, for her omtaler han korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Referencerne til både Ezekiel og Jeremias er tydelige. Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu – i kraft af Helligånden – står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.
Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.
Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.
Dermed kan vi også konkludere, at Helligånden må have samme funktion og opgave for os, der er kristne, som loven havde det for jøderne. Vi får Helligånden ved dåb og tro, fordi Gud vil invitere os til at leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem han er – både som enkeltpersoner og som fællesskab. Det er det, Helligånden skal vejlede os til. Det er derfor, han er kommet. Og så for at være et tegn på gudsfolkets anderledeshed – som et mærke på at vi tilhører ham. På samme måde som Sinai gav israelitterne både retning og formål, giver Helligånden os det samme.
Der er altså al mulig grund til at dykke ned i pinsens jødiske rødder og holde op med at betragte denne højtid som påskens lillebror. For hvis vi kun vil have påsken – uden pinsen – får vi kun et halvt evangelium.
Rigtig glædelig pinse!
Denne artikel blev oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad i 2016.
Tirsdag aften arrangerede Den Danske Kirke i Jerusalem en aften sammen med Den Konservative Synagoge Ramot Zion. Emnet var byen Jerusalem og dens betydning, og aftenen var arrangeret i anledningen af den årlige markering af genforeningen af Jerusalem, hvilket dog ikke var fokus for aftenen. Her under kan du læse David Serners indlæg, som er præst ved Den Danske Kirke.
David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem
1) Jerusalem er ikke vigtig.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
3) Jerusalem er umådelig vigtig.
1) Jerusalem er ikke vigtig.
Jerusalem er ikke vigtig eller hellig for kristne, da vi tror, at da Jesus kom, skiftede fokus over på ham. Jesus provokerede til stadighed ved at pege på sig selv i forbindelse med højtider, som ellers havde templet som centrum. Det kom særligt til udtryk under løvhyttefesten, hvor Jesus pointerede, at alle traditionerne omkring lystænding, vandceremonier og ofre, egentligt handlede om ham. Dermed ændredes fokus fra et sted til et menneske.
Nu kan intet sted kaldes hovedfokus for Guds frelse.
Nu kan intet sted påstå at være mellemmand i forhold til Gud.
Nu kan intet sted agere som offer foran Gud.
Nu kan alt dette – og meget mere – ske hvor som helst.
Ligesom en forståelse af Toraen, der siger, at Tora er i fællesskabet af studium og god jødisk livsførelse, siger Jesus: “Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, men det er med en anden forståelse end den der er givet i tankerne om Tora, at Jesus siger dette. Jesus inkluderer det fuldstændige nærvær af forsoningen fra templet/som templet giver og ligefrem – et nærvær af Gud selv. Det var – og er stadig – en provokerende tanke.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
Jerusalem er vigtig for kristne, fordi den er hellig for jøderne. Kristendommen er forankret med jødiske rødder og i jødisk tænkning. Vi har, som kirke, forsøgt at latterliggøre, forfølge og udslette jødisk liv og teologi. Det er der ingen undskyldning for.
På trods af hvordan kristne har opført sig, og stadig opfører sig, vedbliver Jerusalem med at være en vigtig by på grund af det jødiske i kristendommen. Det var her Gud lagde grunden til sine løfter. Det var her profeterne fremstod og profeterede om den kommende Messias – eller om kommende begivenheder. Det var her templet blev bygget og tilbedelsen af Herren gav soning for synd.
Hvis Jerusalem intet betød for jøderne, ville den heller ikke betyde noget, for den kristne verden. Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af den kristne arv. Den er centrum for tidlig kristen tænkning, teologi og kristent liv, indtil romerne smed os ud.
Hvis der
ikke var et jødiske Jerusalem
ikke var et jødiske tempel
ikke var jødisk tilbedelse
ikke var et jødisk præsteskab
ikke var jødisk teologi
ikke var noget jødisk samfund med sit epicenter i Jerusalem for 2000 år siden, så ville der heller ikke være en jødisk Jesus eller frelse for en hedning som mig. Det er derfor Jerusalem er vigtig for kristne, fordi byen (også) er jødisk – og hvis man skærer rødderne over, vil træet dø.
3) Den er umådelig vigtig.
Jerusalem er umådelig vigtig og bliver set som hellig af kristne over hele verden. Det er her, tror vi, at Gud opfyldte alle sine løfter. Jesus kom som jøde og forblev jøde indtil sin død. Han vandrede omkring og prædikede i Galilæa for at komme til Jerusalem, som fra begyndelsen var målet for hans liv. Dette er byen, hvor vi kan mindes Jesu handlinger. Jerusalem er byen, hvor fortællingerne bliver levende i al dens mellemøstlige atmosfære og jødiskhed. Det vigtigste kristne sted, og hvad der gør byen hellig, er det, som ikke er der. Pilgrimme kommer langvejs fra for at se – ingenting. Der er ingenting at se, og det er det, som får os til at juble. Det gør ikke bare Jerusalem vigtig for os, men hellig. Dette er i sandhed Guds epicenter i forhold til det, han gør med sin skabning.
Jerusalem peger også fremad. Jerusalem er det, vi venter på. Jerusalem er Gud, som dvæler i os og mellem os. Jerusalem er fred, harmoni, glæde og fællesskab. ”Næste år i Jerusalem” har det jødiske folk proklameret i generationer, og kristne deler denne længsel efter det ny Jerusalem.
Så Jerusalem er ikke vigtig, for det er mennesket Jesus, der er vigtig.
Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af vores jødiske rødder og uden disse rødder, ville vi dø.
Jerusalem er vigtig, fordi det er stedet for vores frelse, og Jerusalem er vores fremtidige håb i vores frelser, den jødiske Jesus.
Jeg husker, da jeg så det afsluttende øjeblik i Stephen Spielbergs animerede fortælling om udvandringen fra Egypten Prinsen fra Egypten. Opløftende musik lyder alt imens Moses kommer ned fra Sinaibjerget med de ti bud på to stentavler, og filmen ender.
Brok i ødemarken
Den Bibelske beretning slutter ikke helt så pænt. Lige så snart Israel når den anden side af det røde hav, bliver det mere og mere klart, at israelitternes største problem ikke var slaveriet i Egypten. På vejen fra Egypten til Sinai brokker folket sig, fordi de vil have vand (2. Mosebog 15,2-26) og derefter mad (2. Mosebog 16,1-3). I kapitel 17 vers 2 er de utilfredse (læs: gør oprør) mod Moses, fordi de igen er tørstige og kræver vand. Dette mønster af brok og oprør forsatte gennem hele Israels tid i ødemarken. Så ankommer Israel til Sinai.
Gud nedstiger i en blanding af special effects, der inkluderer en stor sky, ild, torden og lyn, og hele folket hører hans stemme, da han taler de ti bud til dem. Moses tager op på bjerget og modtager lovene og budene fra Herren, og vender derefter tilbage for at undervise folket i dem. Da de hører alt Gud befaler dem at gøre, svarer de: ”Alt hvad Herren har talt, vil vi gøre, og vi vil være lydige”. Israelitterne kunne hævde at være uskyldige før Toraen blev givet til dem, da man kan sige at de syndede i uvidenhed om, hvad Guds vilje var. Men nu ved de, hvordan Gud helt konkret vil have, at de lever. De første to bud er klare: de må ikke have andre Guder end Herren, og de skal ikke lave afbildninger af Ham (2. Mosebog 20,2-5).
Sådan dummede de sig
Så hvorfor dummede Israel sig 40 dage senere ved at lave en guldkalv og tilbede den? Gud kalder endnu engang Moses op på bjerget, og giver ham videre instruktioner og to stentavler indgraveret med de ti bud. Fortællingen fortsætter: ”Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: ”Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.”” (2. Mosebog 32,1)
Rashi, rabbiner fra middelalderen, indikerer, at grunden til at folket bygger kalven, er fordi de tror, at Moses kommer for sent, og at de går i panik. Folket Israel konkluderer midt i fortvivlelsen og frygten, at de ikke har nogen til at lede dem og til at bringe dem frem for Gud. Dét motiverer dem til at bede Aron om at lave guder til dem, der kan lede dem.
Kan vi stole fuldt ud på Rashis spekulationer? Var hans formål at frifinde det jødiske folk – Aron især – for skyld i forhold til guldkalven? Det ved vi ikke, men ser man på fortællingerne, der leder henimod deres oprør mod Moses og Gud, kan frygt meget vel have motiveret israelitterne til at lave en ny gud. Hvad end deres motivation var, bliver de utålmodige med Moses og søger en erstatning.
Lav os en Gud!
Israelitterne går til Aron og forlanger, at han laver dem en gud. Moses havde ledt dem til og repræsenteret Gud for dem, men nu er han væk, og de har brug for noget at erstatte ham med. Arons udsagn i vers fem indikerer, at han og det jødiske folk ikke prøvede at erstatte Herren: ”I morgen er der fest for Herren (pagtens navn for Gud).” Ligesom Moses, skulle guldkalven repræsentere Gud for folket. Men dette var ikke den slags tilbedelse Gud ønskede. Han ønskede ikke at Israel skulle tilbede ham, som de forestillede sig ham. Han befaler at han skal tilbedes på den måde, han åbenbarer sig.
Israelitterne ved, at de har behov for at tilbede den Gud, som ledte dem ud af Egypten, men de opgiver at vente på, at Moses vender tilbage fra Sinai med instruktionerne til tabernaklet – dén tilbedelse Gud ønskede. I stedet for at vente på Guds instruktioner, tager folket sagen i egen hånd, og gør ligesom alle andre nationer rundt om dem – laver falske guder, de kan tilbede.
Hvem vil du tilbede?
Mennesker er skabt til at tilbede. Alle mennesker tilbeder, uanset hvilken gud vi tror eller ikke tror på. Den postmoderne forfatter, David Foster Wallace, hvis forældre er ateister, talte om dette under et arrangement på Kenyon College:
Der er ikke noget, der hedder, at man ikke tilbeder. Alle tilbeder. Det eneste valg vi får, er hvad vi vil tilbede. Og en fantastisk grund til at vælge en slags gud eller spirituel ting er, at næsten alt andet vil æde dig levende. Hvis penge og materielle ting er, hvori du finder sand mening i tilværelsen, vil du aldrig få nok. Du vil aldrig føle, at du har nok. Det er sandheden. Tilbeder du din egen krop, skønhed og seksuelle tiltrækningskraft vil du altid føle dig grim, og når tiden og alderen begynder at sætte sine spor, vil du dø hundrede gange, før de endelig planter dig. Tilbeder du magt, vil du føle dig svag, og du vil have brug for mere og mere magt over andre, for at holde frygten væk. Tilbeder du dit intellekt, og gerne vil ses som intelligent, ender du med at føle dig dum og som en svindler, altid på kanten til at blive opdaget.
Valget om hvordan vi vil tilbede er ligeså afgørende som hvad (eller bedre: hvem) vi tilbeder. Heldigvis er Gud ikke tavs omkring tilbedelse. Han fortæller os faktisk helt præcist, hvordan vi skal gå til ham og tilbede ham. Men, hvis vi ignorerer Guds instruktioner, ender vi med at omforme Gud i vores eget billede ligesom israelitterne. Vi prøver måske at tilbede den sande Gud på en falsk måde og ender med at tilbede en anden gud. Hvordan ved vi, at vi tilbeder Gud på den rigtige måde?
En fantastisk påstand: vejen til sand tilbedelse
I det Nye Testamente taler Jesus til kvinden ved brønden: “Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Johannesevangeliet 4,23-24)
Kvindens respons og Jesus’ svar er en åbenbaring:
Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; ”når han kommer, vil han fortælle os alt. ”Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den der taler til dig.”” (Johannesevangeliet 4,25-26)
For dem som tror, at Jesus aldrig påstod at være Messias, er denne udveksling af ord lærerig. Jesus hævder ikke blot at kende den rette måde at tilbede på, han er den rette måde at tilbede Gud. Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Johannesevangeliet 14,6)
Ligesom Gud gav Moses instruktioner i at bygge Tabernaklet, sender han Jesus for at give os en måde at tilbede den ene sande og levende Gud, ved at blive forvandlet af hans søn, ”Den usynlige Guds billede”. (Kolossenserbrevet 1,15)
dr. theol. Richard Harvey, seniorforsker, Jews for Jesus
“Om jøderne og deres løgne” blev udgivet i 1542. Den er skrevet af Martin Luther og beskriver Luthers syn på jøderne og deres tro på Gud.
I fem år har Luthers skrifter og påvirkningen af hans syn på det jødiske folk tynget mig.
Jeg er vokset op i Storbritannien, hvor reformationen ledte til dannelsen af Church of England og hvor den anglikanske kirke, ligesom den lutherske, kombinerer katolsk og reformert tradition. Da jeg kom til tro på Jesus, blev jeg i mine første år primært oplært i en evangelisk/protestantisk sammenhæng, så jeg er godt bekendt med hans skrifter, ligesom jeg blev undervist i de klassiske dogmer om retfærdiggørelse af tro, Skriftens forrang og behovet for personlig tro.
Nyt perspektiv på Paulus
Da jeg begyndte at studere teologi i 1970erne, oplevede faget en revolution inden for paulinske studier, forårsaget af E.P. Sanders bog ”Paul and Palestinian Studies”. Bogen satte spørgsmålstegn ved dét, han karakteriserede som ”den lutherske læsning af Paulus”, hvor man satte Loven, som den kommer til udtryk i det Gamle Testamente, op imod evangelium og nåde som det kommer til udtryk det Nye Testamente. Min underviser i Ny Testamente, John Ziesler, var i regelmæssig kontakt med Sanders, alt i mens vi arbejdede os igennem Romerbrevets græske tekst i undervisningen. Jeg blev klar over, at dette ”nye Paulus-perspektiv” var gode nyheder for Jesus-troende jøder som mig selv, som ofte har følt sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Messias, og som ofte er blevet beskyldt for loviskhed, hvis vi har valgt at leve efter Toraen, selvom vi er Jesus-troende.
Jeg var en del af den messianske bevægelse og var engageret i Londons Messianske Menighed i 1980erne. Meget af den messiansk-jødiske teologi var på det tidspunkt en reaktion imod de anti-jødiske elementer i kristen teologi, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til erstatningsteologien, som hævder, at den kristne kirke har erstattet det jødiske folk som det ”nye” eller det ”sande” Israel. Den messianske teologi tog ligeledes et opgør med ”foragtelseslæren” som hævder, at jøder fortjener at leve i eksil og blive straffet, fordi de slog Jesus ihjel og fortsat afviser ham som Messias.
Fortvivlet over at læse Luther
Mit eget møde med Martin Luther har skærpet min fornemmelse for Luthers centrale placering i den kristne anti-jødiske og anti-semitiske tradition på en måde, som har udfordret mit eget perspektiv på troen og min egen evne til at tilgive Luther og lutheranere i det hele taget for de lidelser, de har påført mit folk. Men jeg oplever også en stærk passion for at se forsoning mellem lutheranere, jøder og Jesus-troende jøder i dag.
Jeg blev fortvivlet over at læse Luthers anti-jødiske skrifter. Hans nedladende og hånende udtryk er fyldt med had og fjendskab mod jøder og jødedom, hvilket er chokerende og uacceptabelt. Hans onde, vulgære og opildnende sprogbrug er uundskyldeligt. Men hans blanding af race- og religionshad, hans påstande om at være funderet i Skriften og i Jesu og apostlenes lære, hans mordtrusler og giftige beskyldninger mod det jødiske folk er nok de værste eksempler nogensinde på kristen anti-judaisme. Han håner den jødiske respekt for Guds hellige navn og plæderer for, at Talmud er kommet til verden gennem en gris’ anus.
Lovprist af nazisterne
Det er ikke så mærkeligt, at Luthers tanker blev lovprist og genoptrykt af nazisterne, som påstod, han ville være stolt af deres handlinger i Krystalnatten og som henviste til Luther under retssagerne i Nürnberg for at retfærdiggøre deres handlinger. Luther argumenterede for, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, deres ejendele konfiskeres, deres bøger brændes, synagogerne ødelægges og at jøderne selv ikke skulle beskyttes. Han fulgte op på sine opildnende ord ved at forsøge at overtale tyske ledere til at udføre det, han foreslog. Luthers anti-jødiske teologi og hans sociale og politiske antisemitisme kan ikke skilles ad eller undskyldes.
Myterne om anger må afvises
Der er to almene myter omkring Luthers syn på det jødiske folk. Ingen af dem er rigtige, men de bruges i vidt omfang til at gøre hans holdninger spiselige. Den første er, at Luther i begyndelsen af sit arbejde havde en positiv holdning til det jødiske folk, idet han mente, at hvis de blot blev behandlet ordentligt, ville de komme til tro på Jesus og hjælpe Luther i hans kamp mod den romersk-katolske kirke. Den anden er, at Luther angrede sine anti-jødiske og antisemitiske synder på sit dødsleje.
Mens det er korrekt, at Luthers tidlige værker, særligt ”At Jesus Kristus blev født som jøde”, har nogle positive tilkendegivelser om, hvordan jøderne skal behandles, og at han argumenterede for, at man ikke skulle bruge tvangsomvendelse, så bruger han helt fra sine tidlige værker, som fx hans undervisning ud fra Salmernes Bog og 1. Mosebog, en antisemitisk retorik. Den har han taget med videre fra sin tid som augustinsk munk, for Augustin mente, at jøder var dømt til at være ”modvillige vidner” om kristendommens sandhed, fordi de har afvist Jesus. Derfor er de, som en konsekvens heraf, dømt til at være et omflakkende folk indenfor kristendommen.
Når man undersøger, om Luther ”angrede på sit dødsleje”, er det godt nok sandt, at han bekendte sine synder, men hans frygt for og angreb på det jødiske folk fortsatte helt indtil tiden omkring hans sidste prædikener. Efter hans mening var det jøderne, der angreb ham, og som prøvede at dræbe ham. I sine sidste prædikener og private ord til sin kone formanede og fordømte han dem hårdt.
Der er elementer af teologisk anti-judaisme og samfundsmæssig antisemitisme i Luthers liv og værker. Teologisk fordi den jødiske fortolkning af skriften, sådan som den er videregivet i rabbinsk tradition, benægter, at Jesus er Messias, og derfor måtte Luther gøre indsigelser imod sådanne fortolkninger i sine oversættelser, udlægninger og applikationer af Skriften. ”Om jøderne og deres løgne” er en 65,000-ord lang tirade imod det jødiske folk og deres fortolkning af Skriften, især deres udlægning af de messianske profetier i det Gamle Testamente, som Luther prøver at påvise, er blevet opfyldt i Kristi komme. Ifølge Luther er det jødiske folks fortsatte eksil gennem de sidste 1500 år bevis på, at Guds fordømmelse og dom hviler over dem.
Messiansk jødiske perspektiv på Luther
Hvad er så mit messiansk-jødiske perspektiv på Luther?
For det første anerkender jeg alt det gode, Luther gjorde. Hans frygtløse og trofaste forkyndelse af evangeliet, hans villighed til at stå i mod kirkens misbrug og ondskab på hans tid, hans bidrag til udviklingen af den moderne verdens reformation, hans oversættelse af bibelen til tysk, hans indflydelse på dannelsen af den moderne verden, nationalstaten og udviklingen af alment kristent liv og kultur. Jeg anerkender og sætter pris på alle disse ting og Luthers bidrag.
Tilgivelse
For det andet tilbyder mit perspektiv tilgivelse. Luthers anti-judaisme kan ikke og skal ikke adskilles fra den senere antisemitisme, som kulminerede under holocaust. Mit folk lider stadig under posttraumatisk stress, der strækker sig på tværs af generationer, og som ligeledes har uheldige og utilsigtede konsekvenser såsom at den forfulgte bliver forfølgeren, som vi ser i Israel-Palæstina-konflikten. Så forsoning, først mellem tyske kristne og messianske jøder, og derefter i større udstrækning blandt jøder og lutheranere, er i høj grad tiltrængt. Desværre har jeg observeret meget lidt af dette og oplever, at mange lutheranere simpelthen ikke forstår, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvori størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen.
Jeg beder dagligt bønnen om tilgivelse, som en ortodoks jøde beder fra en jødisk bønnebog. Den minder meget om Jesu ord på korset ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den lyder sådan:
”Jeg tilgiver hermed enhver, som har ophidset, provokeret mig eller syndet imod mig fysisk eller finansielt eller ved at undlade at give mig den respekt, der tilkommer mig, eller i noget andet anliggende der vedkommer mig, ufrivilligt eller villigt, ubevidst eller bevidst, om det er i ord eller handling: lad igen pådrage sig straf på grund af mig.”
Kærlighed til Israel
For det tredje kalder mit perspektiv på konsekvenserne af anger.
Efter 500 år af Luthers anti-judaisme og tusinder år af kristen antisemitisme er der behov for, at lutheranere viser Jesu kærlighed til hans folk Israel. Jeg venter på, at det sker og mangler stadig at se beviserne på det. Et meget stærkt symbol på Luthers anti-judaisme, er den wittenbergske ”jødeso”, som burde fjernes, idet man beder det jødiske folk om tilgivelse og placerer den i et forskningscenter i stedet for efterlade den på en væg i en kirkebygning dedikeret til tilbedelsen af Gud.
Jeg venter på at lutheranerne, både som kirkeretning og som individer, viser anger i både handling og ord. Der er udtrykt fortrydelse og anger i forhold til det jødiske folks lidelser, men ofte uden handling bag. Der er behov for en ny attitude og villighed til at bakke undskyldninger op af handlinger, hvis relationen mellem jøder og lutheranere skal genoprettes.
For det fjerde leder mit perspektiv efter den forsoning kun Jesus kan give. Messianske jøder og lutheranere har én ting til fælles – vi tror begge på Jesus/Yeshua, Guds søn, som blev jødisk kød og døde for os på korset, og som opstod for at forsone os med Gud og med hinanden. Vi er kaldet til at være Guds ambassadører for forsoning i verden, og dette må begynde mellem de splittede folk, etniciteter og den historie vi har indenfor Kristi globale kirke. Når jeg kommer i himlen, ser jeg frem til at omfavne Martin Luther og takke ham for at velsigne mig. Jeg håber, at han også vil omfavne mig med tårer af anger i sine øjne, og at vi i sandhed vil være forsonet sammen i kærlighed og i Israels og alle nationers Guds fællesskab.
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Mikhail Vayshengolt giver et dryp fra sin menighed i Tel Aviv. Der er mange udfordringer, men også stor grund til at glædes.
Jeg blev bedt om at tale i min lille kirke til vores evangeliske julegudstjeneste for russisktalende. Mit emne var ”julen er en jødisk højtid”. Da gudstjenesten var færdig, bad tre mennesker om syndernes forladelse.
Den første var Maya, der et par dage tidligere havde været hjemme hos os for at fejre Hanukkah. Hun nød atmosfæren, der virkede anderledes end noget andet, hun havde oplevet før. Ved julegudstjenesten forstod hun, at det at kende Jesus og hvad han havde gjort for os, er kilden til den fred og glæde, hun har brug for.
Vilena havde læst i bibelen gennem længere tid, taget notater og ledt efter sandheden. Hun var nu klar til at tage imod den.
De første to kvinder der angrede, var jødiske. Den tredje kvinde, Svetlana, var ikke. Svetlana plejede at komme i en russisk ortodoks kirke og hun deltog endda til tider i nogle evangeliske kristne aktiviteter. Men efter gudstjenesten bad hun mig om at forklare, hvorfor Jesus var blevet korsfæstes. Efter vores samtale lød det til, at hun endelig forstod sit behov for en frelser.
Bed om, at disse nye troende må vokse i nåden og i forståelsen af deres nye liv i Jesus.
Jan Mortensen, sognepræst ved Krist Kirken i Kolding
Efteråret er en stille tid i kirkeåret. Vi tager et pusterum fra de store kirkelige højtider. Sådan har det ikke altid været. I hvert fald ikke, hvis vi kigger bag om de kristne højtider til deres forlæg i den gamle pagt. Her lå ”kirkeårets” klimaks netop i efteråret.
Bag ved det kristne kirkeår
Jul, påske og pinse er de tre bærende elementer i det kirkeår, vi har arvet. De tre højtider knytter sig til de afgørende frelseshistoriske begivenheder i forbindelse med Jesu liv: fødsel, død og opstandelse, samt Helligåndens komme. Nu har julen som højtid en særlig historie, men når det gælder påske og pinse, skal man ikke have læst ret langt i det ny testamente, før man opdager, at disse højtider ikke bare er opstået til minde om Jesus. De havde allerede et frelseshistorisk indhold på Jesu tid. De var den gamle pagts højtider til minde om Sinajpagtens grundlæggende begivenheder som beskrevet i Mosebøgerne. Gud havde udfriet sit folk fra slaveriet i Egypten (påske) og sluttet pagt med det ved Sinaj (pinse). Og her begynder vi allerede at skimte den fest, der er blevet væk i overgangen mellem den gamle og den nye pagt. For den gamle pagt havde tre store højtider. Den tredje og sidste fest i den jødiske festkalender var løvhyttefesten. Det var kirkeårets klimaks, som meget passende lå i den syvende måned, sabbatsmåneden: hvilens måned, frelsens måned. Løvhyttefesten samler den frelseshistoriske tråd op fra påske og pinse og fejrer dets klimaks: Gud ledte det folk, han havde udfriet og stiftet pagt med, gennem ørkenen til det forjættede land.
Festen, der blev væk
Det var denne festkalender Jesus voksede op med. Og her ligger der nogle dybe tråde mellem det gamle testamente og det nye. Pointen i det nye testamente er netop, at den gamle pagt pegede frem mod Jesus, den længe ventede Messias, der skulle opfylde den gamle pagts løfter. Den gamle pagts frelseshistorie og institutioner var selv skygger af den virkelighed, der skulle komme med ham (Hebræerbrevet 8).Derfor er sammenhængen mellem den gamle pagts festkalender og Jesu liv og gerning så vigtig for forståelsen af det ny testamente: Jesus dør som den nye pagts påskelam – under en jødisk påske – og fuldender dermed en ny ”udgang” (Lukas 9,31), nemlig fra syndens og dødens slaveri, sådan at den lovede nye pagt (Jeremias 31,31-33) kan etableres – netop på en jødisk pinsedag – ved Helligåndens komme (Ezekiel 36,25-27). Og sådan fejrer vi kristen påske og pinse. Men hvad skete der med løvhyttefesten?
Løvhyttefesten – høstens hytter
Løvhyttefesten var i udgangspunktet en fest for frugthøsten (hebraisk: “indsamlingsfesten”, 2 Mosebog 34,22). Løvhytterne (”sukkot”) blev netop brugt ved høsten, som midlertidige grenhytter ude ved marken. Her sov man, mens høsten stod på. Sådan vogtede man over de modne afgrøder og undgik at spilde tid med at gå ud og hjem. Befalingen om at bo i løvhytter ved Herrens tempel skulle understrege, at det er Herren, der er høstens giver og vogter. Den dag i dag bygger jøderne små løvhytter i haven, på altanen eller sågar på taget. De ortodokse jøder går op i at finde en helt fejlfri ”lulav”, en lille buket med en dadelpalme-, en myrte- og en pilegren – kombineret med en citron. Sådan gjorde man også på Jesu tid.
Løvhyttefesten – ørkentidens hytter
I 3 Mosebog 23,39-43 knyttes denne høstfest til en frelseshistorisk begivenhed: ”I skal bo i løvhytter i syv dage…for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten”. Høstens midlertidige løvhytte bliver et billede på ørkentidens midlertidige telte. Det virker umiddelbart overraskende, at ørkentiden skulle være noget at fejre. For de 40 år i ørkenen var jo en prøvelsestid – en straf! Et mere naturligt klimaks ville have været en fejring af indvandringen i det forjættede land! Selve målet! Og så alligevel. Netop ude i ørkenen stod det klart, at folket var helt afhængigt af Gud, og at han var hos dem. Han ledte dem som en trofast hyrde ved skysøjlen om dagen og ildsøjlen om natten, gav dem vand af klippen og manna at spise osv. Han var deres eneste faste holdepunkt. I den forstand var ørkentiden en idealtid! Når folket kom ind i landet ville fristelsen derimod være at få et fast sted dér og glemme Gud (5 Mosebog 8,12-18).
Løvhyttefesten – et billede på ”Herrens dag”
Sådan kommer Løvhyttefesten ikke bare til at se tilbage til en idealtid – men frem til at denne idealtid igen skal blive virkelighed. Det forjættede land var nok målet for Sinajpagtens frelse – men bag landet ligger løftet om LANDET, den nye pagts land, Guds rige. Festen peger frem mod den dag, da Herren vil komme på den store høstdag og indsamle sit folk i sit rige og tage bolig hos det, lige så tæt og nært som i ørkentiden. Sådan beskriver profeterne netop ”Herrens dag” med billeder fra løvhyttefesten (fx Esajas 4,3-6; 48,20-21, Zakarias 14).
Løvhyttefesten – allerede/endnu ikke
Denne tanke føres videre i det ny testamente, hvor den endelige frelse også beskrives med billeder fra løvhyttefesten (især i Åbenbaringen 7,9-17 og kap 21-22). Mens påske og pinse er opfyldt i Kristus – venter vi stadig på den endelige opfyldelse af løvhyttefesten, Jesu andet komme.Samtidig er det tydeligt, at løvhyttefesten i en vis forstand allerede er opfyldt i og med Jesu første komme. Dette perspektiv udfoldes særligt i Johannes 7-10, hvor Jesus står frem under en løvhyttefest og erklærer festen opfyldt i ham: “Den, der tørster, skal komme til mig og drikke”, “Jeg er verdens lys”, ”Jeg er den gode hyrde”. Disse udsagn knytter sig direkte til ørkentiden og de særlige vand- og lysritualer, man fejrede ørkentiden med under denne fest på Jesu tid (som beskrevet i Mishna).
Festen, der blev væk – men som ikke har mistet sin betydning
Når vi ikke fejrer løvhyttefest i det kristne kirkeår (selvom det ville give god mening) – ligger der den pointe i det, at det er endetidens store fest, som ikke er endegyldigt opfyldt endnu. Løvhyttefestens allerede-perspektiver: 1) At Gud allerede har taget bolig iblandt os ved Jesu fødsel – fejrer vi til jul. 2) At Jesus allerede bor i vore hjerter ved sin Ånd – fejrer vi til pinse (jf. Johannes 7,37-39!). Men hvis ikke vi ved, at vi ikke fejrer løvhyttefesten og hvorfor, vi ikke gør det – ja, så er vi gået glip af en dyb pointe og vigtige betydningssammenhænge i det ny testamente. Det gælder også betydningen af løvhyttefestens to satellitfester. For før man kunne gå ind til den store løvhyttefest, var der to andre højtider, man først måtte igennem: hornblæsningsfesten og den store forsoningsdag. De er en integreret del af efterårets store klimaks – så dem skal vi også nå at se på:
Hornblæsningsdagen
Hornblæsningsdagen (3 Mosebog 23,24-26) fejrer man i rabbinsk tradition som det jødiske nytår, Rosh Hashana. Det falder i år d. 3. oktober. Man ønsker hinanden godt nytår med æbler (rundt som året) og honning (sødt og godt).Man blæste i horn ved hver nymåne, men den syvende måned får med denne højtidsdag en særlig markering. Hornblæsningsdagen indvarsler sabbatsmåneden: Gør dig klar, for nu rejser Herren sig til dom og frelse.
Den store forsoningsdag – en lille dommedag
Herfra går vejen til løvhyttefesten via den store forsoningsdag ”Yom Kippur” (3 Mosebog 23,27-32). Det var den eneste dag om året, hvor ypperstepræsten måtte gå ind i det allerhelligste i templet. Centralt stod ritualet omkring de to syndebukke (3 Mosebog 16), der bar folkets synd i dets sted. Blodet fra det første dyr blev stænket på låget af pagtens ark, på sonedækket. Den anden buk bar folkets synd ud i ørkenen til den visse død. Bortsendelsen af denne buk viser den vej, synderen ville være henvist til at gå uden soning. På den store forsoningsdag blev der én gang om året skaffet soning for hele folket og templet selv. Denne årlige renselse kalder Hebræerbrevet for en ”årlig påmindelse om synd” (Hebræerbrevet 10,3) – en årlig dommedag. Men dagen forkyndte også, hvordan et syndigt menneske kan få adgang til den store løvhyttefest: ved stedfortrædende soning.
Livets bog
Den rabbinske tradition knytter stadig de to fester tæt sammen, men lægger vægten på gode gerninger. Rosh Hashana opfattes som den dag, hvor Gud gør status. Han åbner bøgerne og afvejer det enkelte menneskes gerninger for det år, der er gået. Den retfærdige går ind til livet, den onde bliver slettet af livets bog, mens andre får ti dage indtil Yom Kippur til at rette op, lægge gode gerninger i vægtskålen, og søge tilgivelse. For på nytårsdagen bliver alle mennesker dømt, og dommen besegles på forsoningsdagen.
Den sidste basun og dommedag
Det nye testamente ser den store forsoningsdag opfyldt i og med Jesu død én gang for alle (Hebræerbrevet 9). Men festkalenderens fremtidsperspektiv ligger stadig foran os. Målet venter stadig. Vi venter på efterårsfesternes endelige opfyldelse: Endetidens store hornblæsningsdag – ”den sidste basun” (Matthæus 24,31; 1 Korintherbrev 15,52 o.a.), som indvarsler den store dommedag (Matthæus 25,31-46; Åbenbaringen 20,13-15) – og endelig, den store løvhyttefest: Gud hos os i det genoprettede Paradis. Her viderefører det nye testamente tanken om ”livets bog”, som også kaldes ”det slagtede lams bog” (Åbenbaringen 13,8). Hvordan man får sit navn i denne bog, fremgår af Åbenbaringen 7 om Herrens beseglede, der nu fejrer løvhyttefest: Det er dem, som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, (7,13-15). Sådan går adgangen til endetidens store løvhyttefest gennem Lammets blod. Adgangen til Guds rige går gennem den store forsoningsdag og er ikke baseret på vægten af mine gode gerninger, men på vægten af Jesu offer.
Glædelig Løvhyttefest!
Vi fejrer ikke efterårets jødiske fester i vores kirkeår. Men vi kan stadig lade jødernes løvhytter forkynde for os, at vi ikke har et blivende sted her. De vidner – fra en kristen betragtning – om vores enestefaste bolig: Jesus. I hans hytte er vi allerede nu hjemme, vi er gået fra dommen til livet. I hans hytte skal der engang fejres “en evig løvsalsfest”, som Brorson formulerer det i sin salme over Åbenbaringen 7 (DDS 571). Det venter vi stadig på! Glædelig løvhyttefest!
