Skip to main content

En lærlings bekendelser

Christian Rasmussen, generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og tidligere præst i Immanuelkirken i Jaffo, 31. august 2016

”Syv år, Niller. Så ved man et og andet,” sagde Sofie Gråbøl i Den Eneste Ene. Syv et halvt år i Jaffo. Så ved man vel et og andet; i det mindste har man vel lært et og andet? Det skulle man synes, og det har jeg vel også – altså lært noget. Herunder følger nogle eksempler.

Før vi tog til Immanuelkirken i 2009 havde jeg nok en grundlæggende idé om, at vi skulle ned og åbne Gamle Testamente (GT) for de jøder, vi måtte komme i kontakt med. De har jo fået Guds Ord betroet, som Paulus siger, så hvad kunne være mere naturligt end at åbne det og vise dem, at deres egen bibel dybest set handler om Jesus, deres og min Messias. Det kom ikke helt til at gå sådan – eller jo, men på en mere bagvendt måde, end jeg havde forestillet mig.

De gange jeg i begyndelsen snakkede om tro med jøder, gik jeg ofte direkte til GT og tog fat i nogle af de linjer, vi har dér. Løftet om en søn af Eva, der skulle knuse slangens hoved og selv blive såret i kampen; løftet om velsignelse til alle jordens familier gennem en fra Abrahams familie; løftet om en profet som Moses, men større end ham; løftet om en konge som David, men større end ham; løftet om en evig præst som Melkizedek, men større end ham og så videre.

Men dels fik jeg ofte den respons, at det godt kunne være, at GT kunne siges at pege på Jesus, men det gjorde nu ikke den store forskel, for GT havde ikke nogen betydning for dem og derfor ingen autoritet i deres liv, for de troede slet ikke på Gud. Derfor måtte vi begynde et helt andet sted med mere klassisk apologetik og tale om, hvorvidt det overhovedet er fornuftigt og relevant at tro på Guds eksistens.

Det er et typisk billede af Tel Avivs jøder i dag. Gennem-sekulariserede og mange præsenterer sig som ateister, selvom de fleste af dem nok reelt er agnostikere. En af vore lokale venner (som ellers er vokset op i et ortodokst hjem med en far, der er rabbiner) sagde, da vi mødtes for sidste gang inden afrejsen: ”Jeg fatter stadig ikke helt, I kan tro på Gud. Jeg mener, I er jo ikke dumme…”

Den havde jeg ikke set komme, før vi landede i Jaffo. Jeg troede nok lidt naivt, at jøder nærmest per definition tror på Gud, men det er altså ikke tilfældet.

Et andet fænomen gør sig gældende for mange af dem, der er 60+. Her har jeg mødt flere, som nok tror Gud eksisterer, men de vil ikke have noget at gøre med ham. Når han lod Holocaust ske, så er han ikke værd at samle på. Og her er jeg ofte kommet til kort. Der er ikke rigtig noget at sige, synes jeg, andet end at det kan jeg faktisk godt forstå. Hvad er det da for en Gud, der tillader noget sådan? Det ved jeg ikke – eller jo, det gør jeg jo, men jeg forstår det ikke.

Først Jesus og så Jesus

Ovenstående betyder, at jeg generelt begynder et andet sted, end jeg gjorde, da vi kom. Jeg begynder simpelthen bagfra. Med Jesus. Jeg giver dem et Ny Testamente og beder dem læse et af evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, Jesus er, og så overveje hvem de nu selv vil sige, Jesus er, og hvad det betyder for dem og deres liv. Når jeg tænker på dem, som vi har fået lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang Jesus, der har ledt dem tilbage til deres egen bibel mere end det er deres egen bibel, der ledte dem til Jesus.

Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men dette er blot min erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vores venner fra Jews for Jesus har noteret sig det samme mønster. En ung kvinde skrev følgende til mig i en e-mail tre uger efter hun første gang sad i mit kontor: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen ’Forrådt’. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser, og jeg ønsker, han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”

Jesus er uden tvivl også det nærmeste, vi kommer et svar på lidelsen og i dette tilfælde spørgsmålet om Holocaust. Ikke på dens ’hvorfor’, men på ’hvem’ der tillader den. Som John Stott siger: ”Jeg kunne aldrig selv tro på Gud, hvis ikke det var for korset. Hvordan skulle nogen i denne lidelsens verden kunne tilbede en Gud, der var immun over for den?”

Og så er det jo i virkeligheden slet ikke at begynde bagfra, når vi begynder med Jesus. Han er jo Alpha og Omega, begyndelsen og enden, så det giver faktisk rigtig god mening at begynde med Jesus og se, hvordan han og det han har gjort for os rækker både bagud og fremad.

Mangel på tro

Noget andet jeg (forhåbentlig) har lært er at have lidt mere tiltro til Gud. Jeg må nok være ærlig og bekende, at jeg fra start tvivlede på, at der ville komme nogen særlig frugt ud af vores tjeneste. Dels var vi helt grønne og kom direkte fra studierne, så hvad kunne vi lige bidrage med? Dels skulle jeg jo tage over efter Jan Mortensen, som både teologisk og pastoralt stadig står som et fyrtårn for mig, og som jeg ser både hen og op til. Det var da noget af en nedgradering de skulle undergå de stakkels mennesker i Jaffo. Dels var der det hebraiske sprog, som jeg ret hurtigt indså, jeg ikke fik tid til at investere nok i, og hvilke begrænsninger ville det ikke lægge ned over en præst, der i forvejen synes, han selv havde nok af begrænsninger. Og så den situation vi er i som kirke i Israel, hvor vi simpelthen fra start er bagud på point, fordi vi ikke ligefrem har historien med os. Hvordan jøder skulle kunne overbevises om, at kirken er bærer af troværdigt godt nyt, selvom den selv har været dårligt nyt for det jødiske folk op igennem historien, ja, det var da lidt op ad bakke. Nuvel, dette var jo lykkedes i Jans tid og også før ham og selvfølgelig også andre steder i Israel, så miraklernes tid var ikke forbi, men mon vi skulle få lov at se nogle af dem?

Verdens værste missionær

Nu er ydmyghed på egne vegne fint nok, og jeg håber, jeg har bevaret noget af den, men ydmyghed på Guds vegne er jo slet og ret blasfemi. Men Gud har vist mig, at han gør, hvad han vil, gennem hvem han vil. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men tumlede med at stole på, at det også gjaldt os i Jaffo. Paradoksalt nok. For netop fordi vi boede i Jaffo, har jeg ofte tænkt på Jonas, som ikke ville gå, hvor Gud kaldte ham (og som bekendt stak af fra Jaffo), og som, da han endelig kom til Nineve, blev bitter og vred, da de omvendte sig, og Gud frelste dem. Verdens værste missionær. Intet mindre. Ikke desto mindre reddede Gud, hvad der dengang var verdens største by, gennem den måske mest håbløse missionær verden har set. Kunne og ville Gud bruge Jonas, så kan han bruge lige præcis, hvem han vil. Nu blev hele byen desværre ikke frelst, mens vi var i Jaffo, men alligevel blev min mangel på tro til Gud gjort til skamme. Han brugte vores lille kirke til både at bringe nogle folk tilbage til ham og også til at nå nogle folk for første gang. Vi har fået lov at se folk vokse i tro og efterfølgelse af Jesus. Og måske for at vi ikke skulle tro, at det havde noget med os at gøre, så kom det i bølger, uden at vi gjorde noget anderledes det ene mere frugtbare halvår frem for det andet mere tørre.

Kald er godt

Jeg blev ret hurtigt glad for det gode gamle ord ’kald’. Jeg nærer ingen illusion om, at Immanuelkirken ikke ville have været bedre tjent med en anden præst end mig. Jeg har for eksempel i flere år haft en meget bedre underviser end mig selv i menigheden, så det er ikke bare falsk ydmyghed. Ikke desto mindre har jeg fundet frimodighed i, at vi blev sendt til Jaffo for at varetage en opgave, og netop den sendelse har givet frimodighed til at tage handsken op, selvom jeg havde folk omkring mig, som er dygtigere på mange af de områder, jeg skulle dække.

Mere frimodig

Det vil også være korrekt at sige, at jeg har fået en større frimodighed på evangeliets vegne, og det er jo skræmmende nok mildt sagt på tide! Men jeg kan se på min prædiken fra første gang vi holdt Åbent Hus og havde hundredevis af mennesker forbi til nogle korte gudstjenester, at jeg nok var klar nok ift. at gøre Jesus-tro både fornuftig og relevant, men overforsigtig med appellen til så at tage imod ham. Måske har den israelske mere direkte og uindpakkede måde at kommunikere på haft sin indvirkning, men uanset kan jeg se sort på hvidt i mine prædikener, at min forkyndelse har ændret sig i hvert fald på dét punkt.

Så når folk har spurgt mig, hvordan Immanuelkirken har ændret sig, siden vi kom, så har jeg svaret, at jeg ikke ved af, at den har ændret sig så meget. Det er vist mere mig, der har det.

Israel og endetiden

Jørgen Hedager Nielsen, journalist, forfatter og medlem af Israelsmissionens landsstyre

Hvilken rolle kommer Israel til at spille i endetiden? Uenigheden om det handler blandt andet om landløfterne, som Gud gentagne gange gav til sit folk. Vi har en stor profeti af Jesus om de sidste tider. Der siger han om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24).

Det er naturligt at forstå det sådan, at Israels folk skal være i landet ved genkomsten. Nogle mener, at Israel have alle sine landområder igen. For mig står oprettelsen af staten Israel i 1948 som et stærkt endetidstegn, men jeg ser det i forbindelse med den nævnte profeti af Jesus, og ikke i forbindelse med landløfter i geografisk betydning.

Landløfterne blev opfyldt

Vi skal ikke mange sider hen i Bibelen, før landløfterne dukker op første gang. “Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: ‘Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden'” (1 Mos 15,18).

Fra Nilen til Eufratfloden – se selv på et kort, hvor meget det omfatter. Det landområde, som de tolv stammer delte mellem sig ved tilbagekomsten fra Egypten var mindre. De må have kendt ordlyden af Guds løfte til Abraham, men de siger ikke: “Hov, du lovede, at landet skulle gå helt til Eufratfloden.”

I løbet af Davids regeringstid ekspanderede Israel, så riget under ham og hans søn Salomo faktisk strakte sig fra Sinaj til Eufratfloden. Guds løfter var på det tidspunkt opfyldt, men siden skrumpede landet igen.

Løfterne indeholder mere

Gud gentager landløfterne, men de ændrer karakter. Hvor de i begyndelsen handler om landområder, kommer de mere og mere til at handle om indhold. Der dukker løfter op om fred og frugtbarhed og endda om, at folket vil blive forandret i hjertet. Efterhånden bliver løfterne så overvældende, at de helt tydeligt handler om mere end geopolitik.

“Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op” (3 Mos 26,3-6).

Som det er tilfældet her, bliver landløftet ofte knyttet sammen med folkets moral og fromhed. Hvis I … så vil jeg. Der er ikke tale om noget betingelsesløst, og det fik Israel at mærke. Flere gange måtte de se sig slået af fjender og jaget i landflygtighed. Ikke fordi Herren svigtede landløfterne, men fordi folket svigtede Herren.

Løven æder strå

Under landflygtigheden i Babylon nåede landløfterne nye højder. Det lyder rigtig flot, når det siges om landet: “Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen” (Es 65,25). Men vi er for alvor inde på noget banebrydende, når Gud i samme kapitel udtaler løftet: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det” (Es 65,17).

Profeterne taler også om et tættere forhold mellem Gud og Israel. “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2,14). Denne nye nærhed mellem Gud og folket passer fint med et løfte hos en anden profet: “Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed” (Ezek 36,24-29).

Påske og pinse

Guds forsikring om, at jøderne skal vende tilbage til landet, blandes i Ezekiel 36 med noget, der kun kan opfattes som en profeti om påsken og pinsen – altså et varsel om den nye pagt.

Løfterne ved Ezekiel og Esajas blev givet til Israels folk, mens de var i landflygtighed. De har sikkert stort set oplevet profetierne som opfyldt, da de kom tilbage i landet, men der må også have været en fornemmelse af, at der var mere. Dette mere blev knyttet sammen med forventningerne om den kommende Messias, og det er måske det, der ligger bag disciplenes spørgsmål til Jesus på Kristi himmelfartsdag: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6).

Jesus siger ikke, at det med Riget for Israel har de fået helt forkert fat i, men han svarede ved at sætte dem i gang med at missionere “lige til jordens ende”.

Landløfterne i NT

Landløfterne omtales i NT, for eksempel af Paulus: “For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro” (Rom 4,13). Uden videre beskriver Paulus landløftet som noget, der gælder hele verden, og Abrahams efterkommere er hele den frelste skare (se også Hebr 11,8-16).

I GT kan Guds løfte lyde sådan: “Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra” (5 Mos 30,4). Hente hjem betyder at hente hjem til det landområde, der er folkets hjem. Det er et løfte, der er gået i opfyldelse mere end én gang for Israel. Men det kan også læses som et løfte om frelse, som når den fortabte søn kommer hjem.

Allerede i løbet af GT bliver det klart, at landløfterne handler om mere end Abrahams etniske efterkommere og om mere end et landområde syd for Middelhavet. Efterhånden bliver det tydeligt, at det handler om Guds rige og i sidste ende den forløste nye jord. Vi skal helt frem til Åb 21, før landløfterne er endelig opfyldt.

Han skal frelse sit folk

Mange jøder tænkte, at Messias’ gerning var at befri folket fra den romerske besættelsesmagt. Men englen siger til Maria, at “han skal frelse sit folk ­fra deres synder” (Matt 1,21). Det folk, han skal frelse, findes i alle folkeslag på hele jorden.

Der er flere eksempler på, at ord, der har Israel som adresse, anvendes om Jesus eller Guds rige. I forbindelse med flugten til Egypten fortæller Matthæus, at de flygtede til Egypten “for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Fra Egypten kaldte jeg min søn.'” Det er et citat fra Hos 11,1, men der handler det om Israel. Matthæus ændrer ikke den oprindelige betydning af profetens ord, men han peger på en dobbelt opfyldelse.

Nu er de to ét folk

Paulus taler flere gange om forholdet mellem hedninger og jøder. Et af de stærkeste steder finder vi i Efeserbrevet. “Han gjorde de to parter til ét,” skriver han (Ef 2,11-22).

Den mur, Paulus omtaler, er skellet mellem omskårne og uomskårne. Mellem dem, der er værnet af loven og dem, der er udenfor. Altså muren mellem hedninger og jøder. Det kan også helt bogstaveligt være muren på tempelpladsen, der afgrænsede hedningernes forgård og spærrede for hedningernes adgang til templet. Ved sin død rev Jesus muren ned. Det betyder ikke alene, at nu kan de to folk være sammen. Det betyder, at de nu er ét folk.

Israel efter kødet

Men hvad så med Israel “efter kødet” for nu at bruge et udtryk af Paulus fra en gammel oversættelse? De, der er omskåret med pagtstegnet. Er deres rolle i Guds plan forbi?

I Romerbrevets første otte kapitler underviser Paulus om, at Guds frelsesløfter til Abraham ikke kun gælder Israel, men alle, som deler Abrahams tro – uanset om de er omskårne eller ikke (Rom 4).

“For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte” (Rom 2,28-29).

Efter Romerbrevets første otte kapitler er det naturligt at spørge: “Har Gud da forkastet sit folk Israel, Abrahams kødelige efterkommere?” Det svarer Paulus så på i kapitel 9-11. Svaret lyder i kort form: “Aldeles ikke!” (Rom 11,1).

De tre kapitler går ud på at vise, at Gud holder sine løfter, “for sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29).

Paulus forklarer forholdet mellem jøder og hedninger ved at tale om Israels rest, om to oliventræer, om forhærdelse og om fylde. Men han taler ikke om landløfter i geografisk betydning.

Hedager-bogArtiklen her er et uddrag af kapitlet om Israel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” af Jørgen Hedager Nielsen. Bogen kan købes hos Lohse og koster 200 kr.

Således elskede Gud verden

Kai Kjær-Hansen, tidligere formand og redaktør i Israelsmissionen

Nedenstående er Kai Kjær-Hansens prædiken lørdag aften på årsmødet i redigeret udgave.

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Ikke uden grund er dette vers, Johannes 3,16, blevet kaldt Den Lille Bibel. Det er evangeliet sat på kortform.

Får jeg et dødsleje, ribbet for alt, uden tale og tankevirksomhed længere, uden teologi længere, måske i en demens svovlende og bandende, håber jeg, at der er nogle, der vil hviske det, og blive ved med at hviske det i mine øren, og hviske det igen: Gud elskede verden. Og dermed også dig – Kai.

Verden

Den Lille Bibels græske ord for ”verden” er kosmos. Bredt anskuet betyder kosmos orden og harmoni. Modsætningen til kosmos er kaos. Da Gud skabte verden, universet, og skabte Adam var alt såre godt. Ordet ”verden” bruges bl.a. i Bibelen om Guds skaberværk som lovprises. Det kan også bruges helt neutralt. Ligesom når vi siger, at man rejser ud i verden. I 3,16 har det en anden valør.  Genstanden for Guds kærlighed er ”denne verdens” mennesker, som er i opposition til Gud og Kristus.  Skaberen elskede den skabning, som han selv har skabt, den skabning, som nu skaber sig ved at mene, at man kan leve sit eget liv uden ham og dø sin egen død uden hans kærlighed. Mennesket har gjort verden, kosmos, til kaos for sig selv i forholdet til Gud. Ikke desto mindre er det ”denne verden” Gud elskede; han elskede de ikke-elsk-værdige.

Gud skabte ikke jøder, ej heller jyder, han skabte mennesket. Det blev med tiden til mange folkeslag. Ud af disse mange folkeslag ønskede han et ejendomsfolk, et udvalgt folk, et demonstrationsfolk, gennem hvilket han kunne vise, hvem han er og blive æret og tilbedt for det, han er: nemlig kærlighed.

Der findes en god jødisk fortælling om Guds udvælgelse af Israels folk. Det overraskende er, at Gud ikke først går til stammefolket Israel. Nej, han begynder med et andet folk og tilbyder det at være hans folk. Han siger, at hvis de vil være hans folk, skal de holde hans bud og anordninger. Da det første folk hører denne betingelse, takker det nej. Gud gik så hele raden rundt, kom til det næstsidste folk, men også det takker nej. Til sidst, til allersidst, kom Gud til Israels folk. Vil I være mit folk? Hvis I vil være mit folk, skal I holde mine bud og anordninger. Og sidst af alle, takker Israels folk ja, til at være Guds folk – på Guds betingelser.

Jeg skynder mig at sige, at denne fortælling ikke står i Bibelen. Men den er i bibelsk ånd, sådan som jeg forstår den. I Bibelen gives der ingen egentlig begrundelse for, hvorfor Gud udvalgte netop Israel. Men udvælgelsen er ikke begrundet i en kvalitet hos folket. På den måde fremhæves Guds suveræne kærlighed i udvælgelsen af Israel.

Gud er kærlighed

Vores oplevelse af kærlighedsrelationen mellem to mennesker, kan ikke uden videre og direkte overføres på Guds kærlighed til os, selv om vi vist undertiden gør det. Vi har kærlighed, Og som faldne skabninger takker vi Gud for, at vi kan have og vise kærlighed til hinanden. Men om Gud er det for lidt at sige, at han har kærlighed.

Gud er kærlighed. Fra først til sidst. Fra evighed til evighed. Når vi taler om Gud, slutter vi derfor ikke af med at sige: og så i øvrigt er Gud også kærlig. Nej, hvad Gud er, er indesluttet i de tre ord: Gud er kærlighed. Selv i dommen er Gud kærlighed. Intet kan ændre på, at Gud er kærlighed.

Gud er kærlighed. Subjekt og prædikat kan ikke uden videre byttes om til sætningen: Kærligheden er gud, hvilket nogen synes at gøre for derefter selv at definere, hvad kærlighed er for dem. Gud er kærlighed. Gud bliver ikke kærlighed. En bedsteforældregeneration, som jeg selv tilhører, kan måske med årene blive rarere og mildere mod børnebørnene, end vi var mod vore egne børn. Det er fristende at overføre dette på Gud; han bliver vel også ældre og mildere med årene? Men Gud kan ikke blive, det han er.

Fra det andet århundrede og fremover og også i dag findes ganske vist den tankegang, at i GT er Gud den vrede og straffende Gud, mens han i NT gennem Jesus er blevet den milde og kærlige Gud. Intet kan være mere forkert end dette. Da en dansk teolog for en del år siden skrev noget lignende, tog daværende overrabbiner Bent Melchior til genmæle og sagde noget i den her retning: Hvis jeg skulle være lige så selektiv, som denne danske teolog, så kunne jeg nemt vise, at i GT er Gud den kærlige Gud, og i NT den straffende Gud. Godt sagt! At Israels Gud er kærlighed og nåde, er ikke nogen nyhed i NT. Mellemværende mellem troende jøder og troende kristne er ikke, at Gud er kærlighed. Mellemværende er, hvem Jesus er, og om han er Guds inkarnerede kærlighed. Om hans er Guds enbårne søn.

Gud er kærlighed, har jeg sagt allerede en del gange. Men er Gud ikke også vrede?  Underbetoner jeg dette?  Ikke blot findes der jo et Johannes 3,16. Der er også et Johannes 3,36: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”

Ikke desto mindre vover jeg at fastholde, at Gud er kærlighed. Jeg vover ikke at sige, at Gud er vrede. Jeg kan ikke alligevel ikke komme uden om, at der tales om Guds vrede både i GT og NT, selv om jeg helst havde været Guds vrede foruden. Men Guds vrede er ikke en ”egenskab” ved Gud – for nu at bruge dette vanskelige begreb, som Guds ”egenskab” er. Gud er ikke vrede. Guds vrede er noget der flammer op i Gud. Guds vrede er den kærlige Guds reaktion mod mennesker, der forsmår hans kærlighed. En kærlighed, som ikke træder i karakter, ikke reagerer, når den bliver forsmået, er ikke kærlighed. Evangeliet er, at Guds vrede over menneskets synd på en stedfortrædende måde ramte Jesus.

I har Djævelen til fader

Vi er som ikke-jøder, som hedninger, inkluderet i ”verden” og dermed inkluderet i frelsen. Tænk hvis der havde stået: For således elskede Gud jøderne … så var vi ikke-jøder ilde stedt, ekskluderet fra frelsen i Jesus. Men tænk også, hvis der havde stået: For således elskede Gud ikke-jøderne … ja, hvad så med jøder?  Enten at der er en anden vej til frelses for jøder end for ikke-jøder, eller at de er ekskluderet fra frelsen i Jesus

I kapitel 8 i Johannesevangeliet siger Jesus til de jøder, han taler med: ”I har Djævelen til fader” (Joh 8,44). Indbefatter Guds kærlighed dem, der har Djævelen til far? Havde jeg autoritet til at slette lad os sige fem vers i NT, ville dette være et af dem. Det hænger samme med virkningshistorien af dette vers. Det er op gennem tiderne brugt igen og igen, også eller ikke mindst af kirkens folk, til at sige, at hele det jødiske folk til alle tider er under Guds forbandelse. For tid og evighed. Hele folket er gudsmordere. Vor tids jøder må bøde for, hvad nogle jøder på Jesu tid sagde om ham og gjorde ved ham. Guds forbandelser hører jøder til. Guds velsignelser hører kirken til. En sådan tankegang, jeg var lige ved at sige, forsager vi lige så meget, som vi i trosbekendelsen forsager Djævelen selv.

Jeg ser kun én mulighed for at komme en antisemitisk udnyttelse af ordene ”I har Djævelen til fader” til livs, og det er, at identificere sig med de pågældende jøder. Når vi som kristne hører sådanne ord til og om nogle jøder på Jesu tid, så skal vi inkludere os selv i dem, spejle os i dem. I Israels frafald afspejles kirkens frafald.  Det er mig som døbt, mig og mine med-døbte, som nu er under anklage. At hævde at jøder for tid og evighed er uden for Guds kærlighed er et gudspotteligt angreb på Guds ære og majestæt, ja, på Guds kærlighed. Spørgsmålet lød: Indbefatter Guds kærlighed også dem, der har Djævelen til fader? Hertil er at sige et klart ja. Tager vi imod Guds kærlighed genoprettes gudsforholdet, og vi kan i sandhed kalde Gud for abba, far.

Gud elskede os først

Og lad mig så slutte af med de prægnante ord fra Første Johannesbrev: ”Vi elsker, fordi han (Gud) elskede os først” (1. Joh 4,19). Guds kærlighed kom først og er størst. Den kom ikke blot først, men er nu og vedbliver til det sidste og i al evighed. Fra evighed til evighed er Gud kærlighed. I Guds  kærlighedsmission inddrages vi. Sådan som det kommer til udtryk i et dokument fra Lausannebevægelsen verdenskonference i Cape Town i 2010.

Guds mission strømmer fra Guds kærlighed. Guds folks mission strømmer fra vor kærlighed til Gud og til alt, som Gud elsker. Verdensevangelisation er udstrømningen af Guds kærlighed til os og gennem os. Vi erkender, at Guds nåde kom først, og vi reagerer på den nåde ved tro, vist gennem kærlighedens lydighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først og sendte sin søn som et sonoffer for vore synder.

Måtte vi fortsat leve i denne virkelighed, at vi elsker, fordi Gud elskede os først. Måtte vi i sandhed kunne sige, vi elsker Gud og leve Guds kærlighed ud. Alligevel skal der ikke på min gravsten stå, at jeg elskede Gud. Der skal stå det samme som på mine forældres gravsten: ”Gud elskede verden”. Heri er jeg inkluderet.

Guds karakter må afspejles i vores teologi – også i spørgsmålet om Israel

Kent Grinderslev Rasmussen, stud.theol., 15. februar 2016

I efteråret 2015 fulgte stud.theol. Kent Grinderslev Rasmussen faget ”Palæstinensisk teologi” på sit teologiske studium. Han har i mange år været engageret i arbejde relateret til Israel, og faget udfordrede ham på flere måder – særligt i forhold til samspillet mellem bibellæsning og de praktiske konsekvenser det får omkring konflikten mellem jøder og palæstinensere.

Hvordan jeg læser min Bibel er vigtigt! Det har betydning ikke kun for mig selv, men også for hvordan jeg betragter andre. Historien viser, at en bestemt bibellæsning kan bruges til at retfærdiggøre udnyttelsen af etniske eller social grupper eller give grupper positiv særbehandling med henvisning til deres særlige etnicitet.

I mit møde med kristne palæstinensere er det blevet klart for mig, hvor forskelligt man kan se på forståelsen af forholdet mellem Israels folk i Det Gamle Testamente (GT) og kirken som Guds folk i dag. Også i spørgsmålet om forståelsen af landsløfterne i GT spiller dette en vigtig rolle.

Der er mange nuancer i den teologi. På den ene fløj er der kristne zionister, som argumenterer for det jødiske folks gudgivne og bibelske ret til det landområde, som fx Vestbredden i dag er en del af. På den anden fløj er kristne palæstinensere, som i stedet fremhæver bibelens budskab om retfærdighed og fjendekærlighed. I deres optik retfærdiggør kristne zionisters læsning af bibelen den undertrykkelse og besættelse, de selv er udsat for af staten Israel. Derfor er det ingen overraskelse, at kristne palæstinensere afviser den teologi, som visse kristne zionister argumenterer for.

Formålet med denne artikel er dog ikke at undersøge, hvilken af de to der har mest ret, men at anerkende det spændingsforhold mellem bibelske sandheder, der kan synes at opstå for os, som læser den.

Tidsperioder

I løbet af de sidste par århundreder har særligt én måde at læse bibelen på vundet frem. Her læser man verdenshistorien som en række tidsperioder, hvor Gud har henvendt sig til mennesker på forskellige måder. Fra skabelse til fald (1 Mos 1-3), fra fald til syndflod (1 Mos 3-8), fra syndflod til Abraham (1 Mos 9-11), fra Abraham til Sinaj (1 Mos 11 – 2 Mos 19), fra Sinaj til Golgata (2 Mos 19-ApG 1), fra Golgata til 1000-årsriget (ApG 1-Åb 20) og tidsperioden i 1000-årsriget (Åb 20-22). Antallet af tidsperioder kan variere, men oftest nævnes disse syv. Tidsperioderne har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, men Gud møder mennesker forskelligt i forskellige tidsperioder af verdenshistorien. Da den nye pagt, som kommer i kraft af Kristus, ikke i udgangspunktet erstatter den gamle pagt, ligger der også i denne teologi en forventning om, at Gud fortsat vil opfylde sine løfter til Israel og det jødiske folk. De er ikke er opfyldt i Kristus, men venter fortsat deres endelige opfyldelse. Landløfterne bliver derfor centrale. Forventningerne om, at Gud snart vil opfylde løfterne til Israel, er forståeligt nok kun vokset siden 1948, hvor staten Israel blev oprettet. Denne teologiske retning kaldes dispensationalisme.

Når man ser på konsekvenserne af en sådan teologi i Israel og Palæstina rejser der sig en række spørgsmål. Ikke mindst af etisk karakter. Hvordan stemmer en sådan teologi overens med, hvad Bibelen også siger? Hvad gør vi med de modsætninger, som synes at opstå? Den afgørende sandhed og begivenhed i kristen teologi er Guds frelse og forsoning i Kristus. Kristen etik – den måde kristenlivet leves ud – må altid tage sit udgangspunkt i Kristus og hans lære om retfærdighed og næste- og fjendekærlighed. Hvis konsekvenserne af vores teologi på et område spænder ben for dette, må vi tilbage til tegnebrættet. Derfor er det et problem, når en dispensationalistisk teologi kommer i vejen for eller tilsidesætter Jesu ord om kærlighed, fred og retfærdighed for at retfærdiggøre handlinger, som fremmer undertrykkelse og uretfærdighed.

Forventningen om at Gud allerede nu og i fremtiden vil opfylde sine løfter om landet til Israel, så staten Israel også kommer til at omfatte de palæstinensiske landområder, svækker bestræbelserne på at skabe retfærdighed, fred og forsoning i området nu. Det er forståeligt, at kristne palæstinensere ikke kan finde sig selv i en teologi, som siger, at Gud snart vil opfylde sine løfter og give Israel – i betydningen staten Israel – råderet over hele landområdet og dermed også over dem og deres historiske ret til deres jord. Hvis det er et sådant fremtidsbillede, man har, hvorfor så kæmpe for retfærdighed for den palæstinensiske befolkning i dag? En kristen zionistisk teologi der ukritisk støtter staten Israels bestræbelser på at erobre og besidde hele det palæstinensiske landområde på bekostning af det palæstinensiske folk, står for mig at se i strid med den etik, som bibelen taler om.

Men kan man afvise en læsemåde af bibelen ud fra de potentielle politiske eller sociale konsekvenser en sådan læsemåde måtte have? Kan man ikke være overbevist om, hvordan bibelens tale om landløfterne skal læses og så i øvrigt undlade at forholde sig til den aktuelle konflikt i Israel/Palæstina? Hvis vi kan det, har vi så grebet evangeliet om, at vi selv er sat fri fra dødens ødelæggende og nedbrydende magt?  Gud greb ind i verdenshistorien for at frelse enhver, der følger ham og genoprette det, som synden har ødelagt. Det gælder også der, hvor mennesker undertrykkes og friheden tages fra dem.

Men har Gud da ikke planer for det jødiske folk og landområdet i Israel/Palæstina? Jo, bibelen taler klart om Guds planer med Israel. De handler om frelse. Gud ønsker, at hele Israel skal frelses. Er landet og oprettelsen af staten Israel en del af den plan? Måske! Men vi må skelne mellem Guds forsyn og vores opgave, indtil det sker. Vi har fået ét mandat fra Kristus – at forkynde evangeliet og kæmpe mod uretfærdighed og ondskab i verden. Hvordan Gud ønsker at frelse det jødiske folk og bruge dem i sin frelsesplan, er hans sag og ikke vores.

Den dominerende teologi om forholdet mellem kirken og Israel har op gennem historien været, at kirken har erstattet det jødiske folk – også kaldet erstatningsteologi. Denne forståelse tager ikke højde for centrale bibelsteder og må afvises. Dertil kommer, at den har givet grobund for kirkens antisemitisme igennem tiden. I stedet for at give det jødiske folk positiv særbehandling på bekostning af andre etniske grupper, sådan som dispensationalismen gør, leder erstatningsteologien til negativ særbehandling.

En anden vej

Sammen med Jesus-troende jøder og palæstinensere må vi finde en anden vej. Vi må finde en måde at læse bibelen på, der både tager bibelens ord alvorligt og får implikationer, der ikke modsiger hverken evangeliet eller en kristen etik – ellers er det ikke sand bibelsk teologi.

En sådan forståelsesnøgle bør indeholde og opfylde følgende kriterier:

(1) For at en teologi kan være sand, må den være bibelsk funderet. Både GT og NT er Guds åbenbarede ord til os og kun igennem et seriøst studie heraf, kan vi nærme os en sand teologi. Megen teologi er blevet udformet på baggrund af en selektiv læsning af bibelen, hvor bibelen er blevet mere misbrugt end brugt.
(2) Vi må ikke se bort fra konsekvenserne af vores teologi. Fører den til holdninger og handlinger, som er i modstrid med, hvad bibelen også taler om? I så fald er der noget galt. Et træ skal kendes på dets frugter, sagde Jesus (Matt 7). Vi må være villige til at gentænke vores læsning af bibelen, hvis den ikke fører til sund kristen etik med udgangspunkt i skabelsen og Jesu ord i Bjergprædiken.
(3) En sand teologi må afspejle det kristne håb om Guds genoprettelse og fornyelse. Som kristne tror vi på Guds magt til at genskabe og forny. Ikke som en undskyldning for ligegyldighed over for verden nu, men som en opmuntring til at gå ud i verden på Guds ord og arbejde for retfærdighed og fred og på den måde lade Guds vilje ske gennem os, indtil Gud fornyer og genopretter himmel og jord.
(4) En sand teologi skal afspejle Guds karakter. Derfor må vores teologi fremelske at møde alle mennesker med den samme kærlighed, tilgivelse og nåde, som vi selv er blevet mødt med af Gud. Gud er sen til vrede og rig på troskab, nåde og kærlighed, men accepterer ikke ondskab og uretfærdighed (2 Mos 34). På samme måde må vi møde mennesker og den verden, som er Guds. Når vi kæmper for retfærdighed i verden, kan vi ikke acceptere, der bliver gjort forskel på mennesker på grund af etnicitet, køn eller religion. Gud rækker sin kærlighed og nåde ud til alle ligeligt, og det må afspejles i vores teologi og i alt vores arbejde.

Når det gælder forholdet mellem jøder og kristne – især i konflikten mellem Israel og Palæstina – må der i vores teologi være plads til alle disse fire kriterier. Vi har Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten og af muren. Må vi som kirke i verden kendes på, at vi aktivt vil kæmpe for retfærdighed, fred og kærlighed. For det er hvad Gud selv har mødt os med gennem forsoning i Kristus.

  Til videre studie
Through My Enemy’s Eyes fra 2014 er en nuanceret fremstilling af konflikten mellem Israel og Palæstina. Bogen ønsker at skabe forståelse og rum for dialog mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Som udenforstående kristne bliver vi taget med ind i konflikten i håbet om at kunne finde et fælles teologisk ståsted og bidrage positivt til en fredelig løsning på konflikten. Køb bogen på Amazon her.

Gud har ikke fortrudt sit kald

– skabt til at fortælle del 3



Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk.

I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det.

Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene.

I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro.

Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå.

Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!

Det uigenkaldelige kald


På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham:

Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5).

Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29:

Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt.

Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen.  I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet:

I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel.

Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror.

Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16)

Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere.

Chanukah

Frelse, fornyelse og forsoning



Richard Harvey, senior researcher, Jews for Jesus, 7. december 2015

For messianske jøder bringer jul og chanukah (i år 6.-14. december) en dobbelt dosis af fest i en mørk vintertid. Vi får lov til at glæde os over Jesu’ fødsel, Israels messias og alle folkeslags frelser, men vi fejrer også den otte dage lange lysfest, som alle jøder elsker.

Chanukah (”Indvielse”) fortæller, som så mange andre af de jødiske fester, historien om hvordan Gud frelste sit folk fra fjenderne. I 165 f.Kr. ledte Judah Makkabæeren og hans brødre et oprør mod Antiochus Epiphanes og den hellenistiske påvirkning. Mod alle odds generobrede de Jerusalem og genindviede templet. Ifølge den jødiske tradition holdt den indviede olie lys i templets menorah i otte dage, selvom der egentligt kun var olie nok til én dag. Det apokryfe skrift 1. Makkabæerbog fortæller hvordan jøderne på ottendedagen festede og ofrede på det genindviede alter. Bogen fortæller ikke noget om oliemiraklet. Ikke desto mindre er chanukah blevet en af de mest populære jødiske fester, hvor friheden fra overmagten fejres.

Ligesom ved alle andre jødiske fester leger og spiller man i familien; mad er også vigtigt. Vi spinner dreidels (en terningeformet snurretop), spiller om chokolademønter, spiser sufganiot (en slags doughnut) og latkes (kartoffelpandekager) og tænder lys hver dag. Alt sammen i en afslappet og børnevenlig atmosfære krydret med sange, salmer og bønner. Vi synger den gribende salme Maoz Tsur, Den stærke Klippe, den jødiske version af ”Vor Gud han er så fast en borg”, som proklamerer Gud som vores styrke og fæstning.

Johannesevangeliet 10,22-30 beskriver, hvordan Jesus under chanukah erklærede, at ”Faderen og jeg er ét” (vers 30). Det lægger vi messianske jøder måske særligt mærke til. For det er en utrolig påstand, både dengang og i dag. Den udfordrer vores tvivl og manglende tro, og kalder os til tro på det største mirakel, at verdens lys kommer til os som barnet i Betlehem. De virkelige fjender er ikke den politiske modstand vi møder, men mørkets kræfter, som vil ødelægge vores sjæl. Det er lige så radikalt nu som dengang, at høre Jesu’ stemme kalde til efterfølgelse og acceptere hans enhed med Faderen.

Hvordan kan vi i dag svare mørkets kræfter med et budskab om forsoning og håb i et land, som har oplevet så meget konflikt over et helt årtusind? De gode nyheder om, at ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, inspirerer os som Jesu efterfølgere i dag. Vi er kaldet til at søge fred og forsoning, retfærdighed, barmhjertighed og tilgivelse, særligt i landet hvor Jesus blev født, døde og opstod fra graven og hvortil han en dag vil vende tilbage. Vores ansvar, som hans disciple, er at udleve Jesu’ egen karakter som Fredsfyrsten, og bringe sejr. Ikke ved sværdet, men ved at efterligne hans eksempel om forsoning og ydmygt tjenersind over for alle mennesker.

I januar 2016 vil flere messianske jøder og kristne palæstinensere mødes for at samtale om denne forsonende kærlighed, og hvordan vi kan gøre den konkret i dag. Vi har brug for jeres forbøn gennem dette, for vi ønsker at dykke dybere ned i det håb, vi har gennem Jesus. Hans eksempel på forsonende kærlighed kan give os lys og inspiration til at følge efter.

Nøglen til chanukah er for mig ikke blot Guds frelse af jøderne i fortiden, eller Jesu’ lære i templet, men også håbet for fremtiden som er en del af min egen tro og erfaring i dag. Jeg længes efter den dag, hvor ”hele Israel frelses” (hvordan vi end fortolker dette, er det dog stadigt et positivt udsagn om håb!). Jeg længes også efter den dag, hvor Israel lever i fred med sine naboer. Hvad enten dét sker i vores levetid, eller vi må vente til Jesu’ genkomst, vil chanukas budskab om frelse, fornyelse og forsoning stadig kalde os alle til at spille en rolle i Guds plan for både Israel og alle jordens folkeslag.

Når Israel bliver vigtigere end Jesus

ONE FOR ISRAEL arbejder med at møde jøder med evangeliet og uddanne fremtidens kirkeledere. De benytter særligt de digitale medier for at nå ud med evangeliet, samtidig driver de den eneste hebræisktalende bibelskole i verden. 

Eitan Bar, evangelist hos One for Israel, 25 september 2015

Jeg er jøde. Det gør mig til 1 ud af 14.000.000.
Jeg er også født i Israel. Det bringer mig ned på 1 ud af 4.000.000.
Jeg er også en israelsk-jødisk efterfølger af Jesus Messias. Det gør mig til 1 ud af blot 7.000.
Jeg er en del af ”den tilbageværende rest” (Rom 11: 1-6). Hvilket er en svær opgave. På den ene side er der mange af mine jødiske venner, der kun kender til Jesus, på baggrund af det som rabbineren har fortalt dem. De har en tilbøjelighed til at se på mig, som om jeg har forrådt min slægt og valgt at følge en hedensk gud. Messianske jøder er ikke populære blandt store dele af det jødiske folk i Israel.

På den anden side er der flere og flere kristne, hvor deres forståelse af Guds plan for Israel er basseret på det, de ser på CNN og BBC. Hvilket bestemt ikke er positivt. Vi bliver også mindre populære blandt verdens forskellige kirker. Jeg bliver opmuntret af støtten og kærligheden til min nation fra mange af mine kristne brødre og søstre rundt omkring i verden. Samtidig bliver jeg dog trist, når de samme personer mener, at det  jødiske folk ikke behøver frelse gennem Jesus. Israel er måske et dejligt folk, men vi er ikke perfekt.

Det gør det svært som messiansk jøde at finde et ståsted, hvor vi på den ene side er forrædere eller og på den anden er vores tro på Jesus unødvendig. Vi har også brug for at få vores synder betalt, præcis ligesom alle andre. Hvis man foreslår andet, fordømmer man os til en evig adskillelse fra Gud.

Nogle elsker Israel for meget

Et godt eksempel på en der elsker Israel for meget er pastor John Hagee formand for Christians United for Israel. I sin lære promoverer Hagee den falske idé, at jøder ikke har brug for et personligt forhold til Jesus, men at de kan blive frelst ved at overholde det Gamle Testamente.

Han har tragisk sagt: ”Moseloven er tilstrækkelig nok til at kunne give en person kendskab til Gud, indtil Gud giver ham en dybere åbenbaring… Alle andre, uanset om de er buddhist eller baha’i, har brug for at tro på Jesus, men ikke jøder” Pastor John Hagee, Houston Chronicle Jeg var virkelig chokeret over hans udmelding! Hagee forstår ikke formålet med Abrahamspagten. Han forstår den som en national pagt, der ikke har noget at gøre med personlig frelse. Istedet for at forstå den således at Gud lover frelse til det jødiske folk og alle andre folkeslag. Hagee forstår heller ikke meningen med moseloven. Hvordan kan Hagee forvente, at Israel holder moseloven? Når de ikke har noget præsteskab, intet tempel og intet offersystem? Hvilket alt sammen omfatter essensen af loven, og er det eneste middel, der kan lede os til Kristus. Man kan ikke adskille Moses-pagten fra moseloven. Lovene er kun en konsekvens af pagten. Lovene kan ikke stå alene.

Pagten blev stadfæstet med udgydt blod (2. mos 24:8) og blev opretholdt af offerblodet på alteret (2. mos 30:10). Uden offersystemet kan vi ikke overholde Moses pagt. Desuden siger Bibelen, at ingen er i stand til at holde loven eller blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (Gal 2:16). Derfor har der aldrig været nogen, som kunne opnå frelse gennem loven. Det er kun Jesu blod, der kan frelse os og fjerne synd.

Hagee går videre i hans bog ”In defense of Israel”. Hvilket ironisk nok ender ud med at være en langt større fare for Israel end en reel beskyttelse. Hagee siger: ”Det højeste formål for Jesu liv var at være et lys for hedninger.” (p. 133) Men Jesus sagde selv, at han var sendt til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15:24)

Hagee siger: ”Der er ikke et sted i det nye testamente, der siger at Jesus kom for at være Messias…” (p. 136) Men Jesus sagde han var Messias: Kvinden sagde til ham ”Jeg ved, at Messias skal komme…” Jesus sagde til hende ”Det er mig, den der taler til dig”. (Joh 4:25-26)

Hagee siger: “Jøderne afviste ikke Jesus som Messias, det var Jesus som nægtede at være Messias for jøderne.” (p. 140) Men Jesus siger: “Fra nu af skal I ikke se mig, før i siger: velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:39)

Hagee siger: ”Han nægtede at være deres Messias og valgte i stedet at være verdens frelser.” (p. 143) Men Bibelen siger, ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” (ApG 2:36)

Kan I se problemet?

Det Israel du nok ikke kender

Jeg bliver som israelsk jøde bedrøvet over, at nogle kristne mener, det er fint, at det jødiske folk bliver ved med at afvise Jesus som Messias. Det er ikke kun fordi, det er vranglære. Bedrøvelsen kommer også på grund af det Israel jeg oplever, hvilket John Hagee hverken har set eller oplevet.

Jesus troede tydeligvist kraftigt på Bibelens ord. Han gjorde meget lidt ud af territorier og landområder, men gjorde et stort nummer ud af at drage omsorg for de svage. Specielt den fattige, den trængende, de ældre, enkerne, forældreløse og mange flere. Jesu budskab var ikke noget nyt. Gang på gang fortæller det Gamle Testamente, at nationen Israel skal tage hånd om sin befolkning.

Alligevel lider 1 ud af 3 israelske børn under fattigdom i dag. Israel rangerer som nummer 4 på listen over børnefattigdom i den udviklede verden. Den israelske hospitals verden er ved at bukke under for mangel på økonomiske midler og medicinsk bemanding. Israels hospitaler er registreret som nogle af de mest fyldte hos OECD. 1 ud af 4 overlevende fra Holocaust lider under fattigdom. Ved flere lejligheder det seneste år har jeg uddelt mad til overlevende fra Holocaust, som hver uge skal vælge mellem at købe mad eller nødvendig medicin. Human trafficking er på samme niveau i Israel som i den tredje verden. Sexhandlen i Israel har en årlig indtægt på op til 500 mio. dollars. Det er over 60 dollars pr. israeler. Samtidig er prostitution lovligt og let tilgængeligt i Israel. I den årlige rapport fra det international narkotika grænsekontrol i 2012 bliver Israel nævnt blandt lande, hvor der er store og mange fabrikanter, eksportører, importører og forbrugere af narkotiske stoffer. Israel er en af verdens førende nationer i forhold til abort. Der bliver dræbt 55 babyer hver dag, og vores regering understøtter dette foretagende.

Ligesom alle andre steder i verden er vores land fyldt med syndige mennesker, der desværre mangler at opdage deres behov for en frelser. (For at gøre det klart, så elsker jeg Israel, og det faktum at jeg kan kritisere min egen regering, beviser at Israel er det eneste sande demokrati i Mellemøsten. Havde jeg gjort det et hvilket som helst andet sted i mellemøsten, havde jeg nok stået ansigt til ansigt med Jesus i himlen).

Som Israels folk burde vi ikke kun sætte vores lid til regeringen eller det israelske forsvar, men have tillid til vores frelser alene. Noget af det som Guds hjerte virkelig glædes over, er ikke et flagrende israelsk flag, nye skinnende israelske tanks, eller olivenolie købt i det hellige land. Gud glædes, når et menneske vælger at følge Messias. Det vores folk virkelig har brug for er… Jesus!

Kære kristne, fra en jødisk discipel af Jesus, er min udfordring til dig ikke at elske os jøder uanset hvad, men at leve op til det bibelske mandat om at provokere os til misundelse i Jesus (Rom 11:11). Stol på det jeg siger. Jeg er et levende eksempel på, at det virkede for 16 år siden, og at det stadig virker på mange andre jøder i dag.

Oversat fra engelsk. Læs det originale indlæg her.

Læs mere om One for Israel:  http://www.oneforisrael.org/

Tre udfordringer til Yom Kippur

 – en refleksion over retfærdighed og hellighed



I aften ved solnedgang begynder jøderens helligste dag i hele året, Yom Kippur. Dagen hvor Gud ikke blot giver soning for den enkeltes synd, men også for hele folkets. Derfor må Yom Kippur ikke blot give anledning til erkendelse af sine egne synder, men også de kollektive.

Salim J. Munayer og A. Ben-Schmuel, Musalaha, 22. september 2015

I aften faster jøder over hele verden, når de begynder at fejre Yom Kippur, Den Store Forsoningsdag. Meget er allerede skrevet om ofrene, ypperstepræsten, soningen, relationen til Jesus og hans opfyldelse af denne helligdag. Mens både det individuelle og kollektive aspekt er vigtigt, så handler Yom Kippur ikke blot om individuel anger over for Gud, men også kollektiv anger for ikke at leve op til Guds hellighed – også når det kommer til et nationalt perspektiv.

I Moseloven ser vi, at Israels kald til hellighed ikke blot er en status, men også en opgave. Da Israel bliver helliget, må det også  praktisere Guds hellighed, og for at det kan gøre det, må det være retfærdigt. Hele vejen  igennem Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud bliver vred over uretfærdigheden og straffer på baggrund af den. Når Gud kalder os til hellighed, kalder han os til at være retfærdige.

Det er let at ignorere uretfærdighed, men dette er ikke en mulighed for os. I 3. Mosebog kapitel 16 giver Gud anvisningerne omkring Forsoningsdagen. En af anvisningerne finder vi i versene 29 og 31, at man skal “spæge sit legeme”. Nogle gange er det samme sted oversat med “at nægte sig selv noget”, men denne oversættelse opfanger ikke omfanget af verbet לענות, som forstås bedre som at “forårsage sig selv smerte” – noget vi forstår i konteksten af at ransage og undersøge os selv. På denne helligdag bliver vi mindet om, at Gud kalder os til hellighed. For at nå dertil, for at handle retfærdigt, må vi også se indad, omhyggeligt, smertefuldt og kritisk, for at se hvor vi ikke lever op til Guds kald, og for at beslutte os for at gøre op med det.

Uanset om du fejrer Yom Kippur eller ej, vil jeg gerne udfordre dig til at overveje disse tre aspekter af vores ansvar over for Gud:
  1. Anerkend forbindelsen mellem hellighed og retfærdighed. Når du læser Bibelen i din daglige andagt, så vær bevidst om, hvordan Gud kalder os til hellighed, som han er hellig, hvordan han revser vores fiaskoer, og hvordan han kalder os tilbage til sig selv, for at “handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre” med ham (Mika 6,8). Hvis hellighed og retfærdighed er forbundet, hvordan handler vi så retfærdigt i vores hverdag?

  2. Forson dig med dine kristne brødre og søstre inden du kommer til Gud. Når vi træder ind foran Gud, må vi huske Jesu ord: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt 5,23-24) Før vi kan komme til Gud og bringe et offer eller søge hans tilgivelse, må vi først forsone os med dem i vores omgangskreds eller samfund, som vi har gjort uret. Hvilke relationer i vores liv har brug for forsoning, tilgivelse og anger?

  3. Husk de nødlidende. Guds bud omkring de nødlidende rækker ud over vores eget nærmiljø. Gennem hele Bibelen ser vi konstant påbudet om at huske på den svage og den fremmede. Der er mange svage og fremmede i vores verden i dag, som er nødlidende. Hvilken rolle kan vi spille, så vi er med til at lindre denne nød?

Denne Yom Kippur vil jeg opmuntre os alle til at sætte tid af til refleksion. At vi må tage den tunge opgave på os, at ransage os selv. Lad os sætte tid af til at overveje, hvordan både vi selv og vores lande behandler andre. Handler vi retfærdigt? Er vi hellige i vores handlinger? Hvis vi ikke er det, så lad os udstikke en ny kurs  og søge måder, hvor vi rent faktisk kan være det. Hvis vi er det – så lad os holde ud og fortsætte! Sådanne handlinger er ikke lette, men de er hellige, og de er retfærdige.

Artiklen er en delvis oversættelse fra Musalahas hjemmeside. Læs hele artiklen her (engelsk).

At være godt forberedt

Heidi Tohmola, grafisk designer, Caspari Centret, 11. september 2015

Søndag aften begynder det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Men hvorfor skal vi som kristne være optaget af en jødisk fest, som endda fejrer nytår alt for tidligt? Her gør Heidi Tohmola fra Caspari Centeret sig nogle overvejelser om, hvordan de jødiske fester kan være med til at berige vores kristne liv.

Denne sommer har Hamas publiceret nogle videoer fra sine ungdomslejre i Mellemøsten. Blot 100 km. fra Jerusalem har Hamas helt bogstaveligt drevet kamptræning for børn. Drengene blev trænet i at hoppe igennem brændende hjul, lade deres geværer i højt tempo og at kravle med geværerne gennem trange støvede gange.

Jeg undres over, hvordan Hamas motiverer deres næste generation. Bliver børnene simpelthen ikke givet noget valg. Jeg blev trist, da jeg så disse alvorlige små ansigter, selv om nogle af dem virkede som om, de var stolte af at havde fået en ”vigtig rolle” af sine højt respekterede ledere.

Min pointe handler ikke om politik, men om at være godt forberedt. Hvordan kan vi forbedrede og undervise vores børn som vokser op i dag? Paulus skriver i et af sine breve om at kende fjendens planer (2 kor 2,11). Jeg er sikker på, at vores fjende ikke først og fremmest er Hamas eller IS, et andet land eller et andet menneske, men Satan. Fjenden er der selv om vi fristes til at overse eller give ham et politisk navn. Men hvor meget bør vi fortælle vores unge om ”åndelig kamp” eller om den igangværende konflikt?

For mange år siden var jeg på en børnelejr i Negev ørkenen sammen med en messiansk menighed. En sen nat blev alle børnene vækket. ”Fjenden er her, alle skal vågne NU”! Råbte en af lederne gennem højtaleren. På få minutter var alle lysvågne. De skræmte børn blev alle samlet på en mørk plads. Jeg var chokkeret. Jeg tænkte, det her traumatiserer børnene, men senere skiftede jeg mening.

Senere fik de skræmte lejrdeltagere at vide, at alt var i orden, men de havde lært en vigtig lektie. Hele episoden skulle minde dem om, hvordan jøderne oplevede påskenat, da de i al hast måtte flygte fra Egypten. Da lejren var ovre, var det denne oplevelse som børnene mente, var det bedste ved hele ugen, og traditionen fortsætter. Børnene venter på denne specielle nat mere end noget andet under hele lejren. Børn ønsker at blive forberedt på virkeligheden på en tryg måde.

Mange jødiske fester lærer os ”at være åndeligt forberedt”. I disse dage kommer Rosh Hashanah. Den første af de højhellige dage. Det bibelske navn er ”Yom Teruah” – Trompeternes fest. Festen handler ikke om trompeter, som vi kender dem fra moderne orkester eller musikkorps, men om en shofar – et gammelt instrument lavet af et bukkehorn, som stadig bruges i religiøse sammenhænge. I bibelsk tid blev hornblæsningen forstået som et kald til omvendelse og anger. Det var en påmindelse om, at man snart skulle stå frem for Gud.

Jeg synes, at troende bør forberede børnene på det virkelige liv. Vi skal selvfølgelig ikke bruge de samme midler som Hamas, men vi bør hjælpe børnene i at få en stærk tro og lære dem at bede. For eksempel laver en messiansk menighed sine egne specielle bønnehæfter til hvert barn. En anden menighed lærer børnene at memorere praktiske og kraftfulde bibelvers, og at bruge dem i dagligdagen. Børnene bliver opmuntret til at vidne for sine ikke troende venner til trods for mulig modstand eller decideret udstødning. Det handler om at frygte Gud, ikke mennesker, og om at stole på hans kærlighed og magt, ikke menneskelig visdom.

Meget af Caspari-centerets arbejde forbereder på en eller anden måde de troende på fremtiden. Nogen gange gælder det praktiske ting, andre gange ved at dykke dybt ned i teologiske eller historiske temaer. Alt arbejde i den messianske bevægelse handler om at forberede de troende og udruste dem med Guds fulde rustning og åndelige shofarer, stemt og klar til brug!

Skabt til at fortælle

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007

I denne og to efterfølgende artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er kristne der taler om at velsigne Israel, bede for Israel og om at anerkende, at vi jøder stadig er Guds udvalgte folk. Problemet er bare, at alt for mange troende i bund og grund ikke har en reel forståelse for, hvordan man velsigner Israel, hvordan man beder for Israel, og hvad det betyder, når de gammeltestamentlige  skrifter kalder os for udvalgt.

Når Bibelen fortæller om folket Israel som ”udvalgt”, betyder ”udvalgt” ikke, at vi jøder automatisk eller individuelt er ”frelst” fra vores synder. Når Gud taler om ”sit udvalgte folk”, henviser han til, at han valgte os til at tjene et bestemt formål og at udføre en bestemt opgave. Igennem vores historie har vi ganske vist  ikke været særligt standhaftige i at udføre denne opgave. Men grundet Guds barmhjertighed og nåde har han hverken forkastet det folk, han udvalgte eller overdraget opgaven til et andet folk. Vi er stadig udvalgt, og Gud venter stadig på, at vi gør det, han kaldte os til at gøre.

Men hvad er så opgaven? Hvorfor udvalgte Gud os? Hvad er kaldet – det eneste kald – som Israels folk har fået? Eller for at sige det lidt mere fladt: Hvad er det for en opgave, Gud venter på, vi jøder skal udføre? Og hvordan kan kirken – Guds folk af frelste mennesker fra alle nationer, både jøder og hedninger – hvordan kan kirken velsigne dette udvalgte folkeslag og bede for det, så opgaven bliver taget op og udført?

Lad mig begynde med at besvare disse spørgsmål ved at tage jer med tilbage til et af de vigtigste øjeblikke i vores nationale historie som jøder – det øjeblik hvor Gud helt tydeligt gav os vores kald og med en enkelt sætning afslørede vores eksistensberettigelse som folk.

Lad mig tage jer med tilbage til Sinai.

Historien i en enkelt sætning

Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses:

Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a)

Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de?

I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden.

Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…

Da Gud kaldte Abraham…

…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne.

Gud kaldte Abraham med følgende ord:

Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3)

Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder:

…de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5)

Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.