Yoel Ben David, missionær i Jews for Jesus, 13. maj 2015
Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen
Det er noget, politikerne lover. Noget vi alle ønsker i vores liv. Noget, som sker, når vi ikke ønsker det, og når vi hører kritik eller føler os truede. Det er noget, vi alle forsøger at modstå. Forandring er uundgåelig, når vi ældes, men noget som virker uden for vores rækkevidde når vi kæmper med vores karakterbrist. Forandring er centralt for evangeliet og derfor også centralt i det Gamle Testamente. Den højtid, der klarest peger på forandring er Shavuot eller på dansk: pinsen.
Pinsen blev fejret i Jerusalem og formålet var todelt på Jesu tid. Højtiden markerede primært høsten, og et offer blev givet til Gud. Vi glemmer det sommetider, men folk på Jesu tid var primært i landbruget og den manglende sammenhæng, vi i dag oplever mellem det mad, vi spiser på vores tallerken, og det sted maden er dyrket, eksisterede ikke. Månederne og årene var strukturerede omkring naturen og markerne, hvor maden voksede. Modtagelsen af maden blev fejret ved at vifte med det foran Gud (3. mos 23,15), mens folket gik igennem høstens store forandringer og tærskede og opmagasinerede maden.
Men på Jesu tid var højtiden fokuseret på modtagelsen af loven på Sinai-bjerget. I dag fokuserer jødedommen kun på modtagelsen af loven, fordi landbrugsofre ikke er relevante længere efter templets ødelæggelse i år 70. Dette fokus på Sinai-bjerget giver en mulighed for at fejre den vigtigste begivenhed i jødisk historie. Sinaibjerget er et afgørende øjeblik hos jøder og kristne.
Sinai-bjerget er centralt i pinseberetningen fra det Gamle Testamente. Foto: Wikimedia Commons
På grund af dette fokus på Sinaibjerget og det jødiske behov for at retfærdiggøre eksistensen af jødiske traditioner, selv på Moses’ tid, har vi i dag en lidt mærkelig vane med at spise mejeriprodukter i pinsen. Hvorfor? Det er på grund af adskillelsen mellem kød og mælk i jødiske hjem. Rabbinere tror, at dette blev dikteret mundtligt fra Gud til Moses, så når jøder hørte dette (ifølge traditionen) havde de ikke tid til at lave nye kosher-skåle til kødretterne og så forpligtigede de sig på kun at spise mejeriprodukter indtil efter pinsehøjtiden.
Lad os efterlade disse traditioner og lad mig vende opmærksomheden på, hvordan modtagelsen af loven påvirkede de første Jesustroende jøder. Det jeg gerne for at vise forbindelsen mellem Sinaibjerget og pinsens begivenheder i Apostlenes Gerninger, og hvor forbløffende den er. Som du sikkert ved, skete der nogle ting da Helligånden blev givet til disciplene. For det første var der en lyd fra himlen og tunger af ild kom til syne i rummet, hvor disciplene var forsamlet, som Gud havde befalet dem.
Nogle af parallellerne kan du sikkert allerede se. Helligånden blev givet til disciplene i pinsen på samme måde, som det jødiske folk blev givet loven på Sinai. Både Helligånden og loven er kilder til instruktion, oplysning og vejledning til dem, der følger Herren. På samme måde blev Jesu efterfølgeres forsamling en parallel til Israels folk, der samledes ved foden af bjerget for at vente på Guds bud.
De andre to paralleller er lidt mere kryptiske, men hvis vi rejser tilbage til Sinai, kan vi også se dem. 2. Mosebog 20,18 fortæller os at folket bevidnede tordenbrag og lynglimt på bjerget. Når vi ser på selve ordene, opdager vi, at de ikke er de ord, der oftest bruges om vejret. Ordet for torden er kolot og ordet for lyn er lapidim. Ordene her kan godt bruges i denne kontekst, men ordet kolot bruges normalt for larm eller stemmer og lapidim bruges oftest for flammer. Så når disciplene hører høje lyde og ser tunger af ild den aften, hvor de var forsamlede for at blive givet noget fra himlen, så kan vi klart høre forfatteren fortælle os: Dette er Sinai!
En af de vigtigste grunde til, at vi skal lave denne forbindelse som kristne er, at det gør højtidens budskab langt mere kraftfuldt. Pinse bliver ofte set som mindre vigtig i kirkerne end påske- og julegudstjenesterne. Jeg vil påstå, at jul og påske ikke betyder noget, hvis ikke det var for pinsen. Grunden til, jeg siger det, er fordi alt imens inkarnationen af Kristus og hans død og opstandelse er Guds første fantastiske demonstration af kærlighed gennem Messias, så bringer ingen af dem forandring uden pinsen. Pinsen er det øjeblik, hvor Jesu død og opstandelse kan blive anvendt af mennesker.
Det jødiske folk var for altid forandrede af modtagelsen af loven. I løbet af deres rejse fra Egypten til Kanaans land, var folket blevet givet lovene og løftet om en relation til Gud, som aktivt vil vejlede dem gennem både troskab og utroskab. I pinsen bliver Jesu folk givet en relation, som ikke kun er vejledende, men som bringer os fra utroskab til troskab ved at forandre os indefra.
Otis Redding sang engang ”a change has gotta come” (forandring må komme) mens han så ud på samfundet, der var fanget i fordomme og smerte. Brødre og søstre, jeg ser ud på verden kvalt af lemlæstede økonomier og systemer, der favoriserer de få. Jeg ser fanatisme, der dræber tusinder. Jeg ser generationer, der ser på billeder af naturen på deres telefoner i stedet for på verden omkring dem. Forandring må komme. Det er budskabet i denne højtid. Forandring er kommet, den bliver ved med at komme mens vi beder, mens vi giver og mens vi forandres – mens vi giver Hellighånden den stemme, han fortjener.
Christian Rasmussen, præst ved Immanuelkirken i Jaffo
Da jeg satte mig ned og funderede lidt over den titel, tænkte jeg på, at det jo er nogenlunde den arbejdsbeskrivelse, min familie og jeg blev sendt til Tel Aviv med for godt 6 år siden. Det er Israelsmissionens arbejdsbeskrivelse. At bringe Guds Ord tilbage til det folk, vi har fået Guds Ord igennem; det folk, som først hørte det.
Jeg tænker især på det juleaften. Nu lyder det helt ekstraordinære budskab igen i Israel på en helt ordinær dag til det samme folk, som først hørte det på en helt ordinær dag for 2000 år siden: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde for hele folket.
Alligevel har de fleste i det jødiske folk her 2000 år efter stadig ikke oplevet den glæde; ikke taget imod Jesus. Det er og må være en sorg for os, som det var en sorg for Jesus og Paulus. Vi kan tænke, at det er klart, at det er en sorg for Jesus og Paulus, at deres landsmænd ikke har taget imod Jesus ligesom det er en særlig sorg for os, at der er mange danskere, der ikke tror på Jesus. Men når Paulus i Romerbrevet kap. 9 forklarer, hvorfor det er så stor en sorg for ham, at hans landsmænd ikke tror på Jesus, så er det ikke primært, fordi de er hans landsmænd, men fordi ”de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” M.a.o. har de det hele, alt det som dybest set handler om Jesus, deres udvælgelse, pagterne, loven, tempeltjenesten, løfterne, fædrene; ja, Jesus selv blev født ind i deres folk og alligevel har de ham ikke. Det er en sorg, som man ikke behøver være en jødisk rabbi som Paulus for at dele. Den sorg kan også vi ikke-jøder fra det kolde nord identificere os med. Og det bør vi gøre. Ikke fordi det er vigtigere at fortælle jøder end andre om Jesus, men fordi den sorg – at de har det hele, men ikke Ham, som det hele handler om – simpelthen gør, at mission specifikt til det jødiske folk må være på enhver Jesus-troendes hjerte – uanset hvor meget eller lidt det så fylder i vores engagement.
Hvordan så bringe Guds Ord til det jødiske folk? Tja, da vi tog af sted, tænkte jeg, at metoden vel for så vidt var enkel nok. I Rom 3 spørger Paulus: Hvilket fortrin har det jødiske folk? Og han svarer selv: Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Og det er jo rigtig nok; de har Guds Ord, så vi skulle vel bare ned og åbne Guds Ord, den jødiske Bibel, Gamle Testamente, og vise, at det handler om Jesus. Det gør vi også, men for de få, som vi får lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang i stedet Jesus, der bringer dem tilbage til deres egen Bibel / GT mere end det er deres egen Bibel, der bringer dem til Jesus.
Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men det er blot vores erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vore venner fra Jews for Jesus siger i øvrigt det samme.
Så vi giver dem et Ny Testamente og beder dem læse evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, at Jesus er, og så overveje hvem de nu selv siger, Jesus er, og hvad det så betyder for dem og deres liv.
Camilla og May
May kom til tro for to år siden. Hun kom egentlig først for at høre, om vi kunne hjælpe hende med nogle kontakter, så hun kunne blive balsamør. Det kunne vi ikke, men hun fik et NT med hjem. Tre uger efter skriver hun følgende: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen Forrådt. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, at Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser og jeg ønsker, at han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”
Skøn mail og læg mærke til, at det er Jesus, der åbner det Guds Ord, som hun ”hele tiden har haft lige foran øjnene”, men aldrig rigtig har fanget.
Sahars opslag på Facebook.
Sahar som skal døbes om tre uger. Han gik usædvanligt offentligt ud med sin tro her engang før jul. Han postede det her billede på Facebook og skrev: ”Korset foran mig, verden bag mig. Ingen vej tilbage.”
Ingen vej tilbage. Hans kæreste ville ikke acceptere, at deres eventuelle børn skulle lære Jesus at kende, så han så ingen anden udvej end at slå op. Da havde han allerede sagt sit job op, fordi han følte, at han i jobbet som sælger, var nødt til at lyve for kunderne, og det kunne han ikke, hvis han i bund og grund ville leve for Ham, som levede og døde for ham.
Det var ikke nogen nyhed for jøden Sahar, at Guds ord siger, at man ikke skal lyve, men nu havde han lyst til at efterleve det. Hvad var der sket?
Dette: For en måned siden postede han dette på Facebook ”Hvis en ville dø for dig, ville du så være klar til at leve for ham?” Det er Sahar klar til. Han har simpelthen lyst til at leve for Jesus.
For som han siger: Hvis det virkelig er rigtigt, at Guds Ord blev kød for os for at leve det Guds Ords liv ud, som vi skulle have levet, og da han havde gjort det, så tog han straffen for det liv, vi faktisk lever. Hvis han kastede alt ind på at holde/efterleve Guds ord for os, hvad skulle så holde os fra at kaste alt ind på at holde/efterleve Guds Ord for ham?
Guds Ord blev kød for Sahar og det ændrede alt. Der er noget med ord her. En relation uden ord mangler noget. Det er svært at lære nogen at kende uden at bruge ord. Men en relation kun med ord mangler også noget. Ord kan udtrykke hengivenhed, men den hengivenhed kommer ikke bare af ord. Jeg er velsignet med fantastiske forældre. Min mor og far gav mig en masse ord, da jeg var lille. Spis op, knægt. Nej, lad være med at stikke fingrene i stik-kontakten. Husk nu at øve på klaveret. Dengang havde jeg helt sikkert en grundlæggende tillid til, at de faktisk ville mig det godt; at alt hvad de gjorde var kærligt ment; at de elskede mig, og jeg elskede dem, men når de bad mig om noget, som jeg ikke havde lyst til, så gjorde jeg nok alligevel mest, hvad de sagde, fordi jeg vidste, at der ville falde brænde ned, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde altså ikke lyst til at gøre det, men jeg havde mindre lyst til konsekvenserne, hvis ikke jeg gjorde det.
Jeg tror imidlertid, at hvis jeg dengang kunne se, hvad jeg kan se i dag, at jeg så i en helt anden grad ville have lyst til at gøre, hvad de sagde (ja, jeg ved udmærket at det her er en gratis omgang); at jeg ville føje dem ud af en hengivenhed født af alt det, som jeg i dag kan se, at de har gjort for mig – at de grundlæggende har ofret sig selv i 18 år for at give mig, hvad jeg havde brug for dem til at give mig.
Hvad skal der til for at komme til at få den der hengivenhed? Jo, der skal som nævnt det til, at jeg ser alt det, de har gjort for mig. Det har jo været der lige foran øjnene på mig hele tiden; hele min barndom, men jeg så det ikke dengang.
Sådan også med det jødiske folk og alle andre folk. For at vi giver os hen til Gud, skal der det til, at vi ser, at han har givet sig hen for os. Og når vi ser det, så ser vi pludselig, at det er det; at det er Jesus Messias, det Guds Ord, som blev kød for os, som det Guds Ord, der blev skrift, altid har handlet om. Som Tim Keller siger det:
“Jesus er den sande og bedre Adam, som bestod testen i haven, og hvis lydighed tilregnes os. Jesus er den sande og bedre Abel, som også blev uskyldigt dræbt, og hvis blod også råber fra jorden, men ikke på vores fordømmelse, men på vores frifindelse. Jesus er den sande og bedre Abraham, som hørte Guds kald til at forlade det hjemlige og behagelige for at bringe Guds velsignelse til en forbandet verden. Jesus er den sande og bedre Isak; den sande Løftets Søn, som ikke blev reddet, men blev ofret for os. Og mens Gud sagde til Abraham, at nu vidste han, at Abraham elskede ham, fordi han ikke ville nægte ham sin eneste søn, sådan kan vi sige til Gud, der ledte sin søn op af Golgatas bjerg for faktisk at ofre ham dér, at nu ved vi, at du elsker os, fordi du ikke nægtede os din enbårne søn, den elskede. Jesus er den sande og bedre Josef, som ved Kongens højre hånd tilgiver dem, der solgte og forrådte ham og bruger sin position til at frelse dem. Jesus er den sande og bedre Moses, som går imellem folket og Gud som mellemmand for en bedre pagt. Jesus er den sande og bedre Job, den virkelig uskyldigt lidende, som går i forbøn for og frelser sine tåbelige venner. Jesus er den sande og bedre David, hvis egenhændige sejr over den store fjende blev folkets sejr, selvom de ikke løftede så meget som en enkelt sten.
Jesus er den sande og bedre Ester, som ikke bare risikerede sit jordiske palads, men mistede sit himmelske palads; som ikke bare risikerede sit liv, men gav sit liv for at redde sit folk. Som ikke blot sagde: Skal jeg dø, så lad mig dø, men sagde: når jeg dør, så dør jeg for at redde mit folk. Jesus er den sande og bedre Jonas, som blev kastet over bord og ud i stormen for at vi ikke skulle lide skibbrud. Jesus er det sande påskelam – uden og plet lyde, som blev slagtet for at Guds dødbringende straf skulle gå forbi os. Jesu er det sande tempel; den sande profet; den sande præst; den sande konge.”
Venner, Guds Ord til Guds folk handler kun om Jesus. Ja, faktisk handler alt dybest set om Ham. Verden drejer sig om Jesus, fordi jorden kun endnu drejer, fordi Gud vil at mange flere – også blandt det jødiske folk – skal lære Jesus at kende; at vi ikke skal nå målet uden dem. De ligger på hans hjerte. Må de også ligge på vores.
I aften begynder jøderne fejringen af festen Purim, som skal minde dem – og os – om hvordan det jødiske folk var på randen af udryddelse. Men den modige dronning Esther fik forpurret Hamans onde planer. Du kan læse hele fortællingen i Esthers Bog i Bibelen.
Historien om Purim, dronning Esther, Haman og Mordechai foregår i det persiske rige i det fjerde århundrede før Jesus. Det er derfor både festen og hovedpersonen, Esther, har persiske frem for hebraiske navne. Persien var et kæmperige, som strakte sig over 127 lande, og man mener, at alle jøder i verden boede i riget.
Meget kort handler fortællingen om, at kong Xerxes skal bruge en ny dronning, fordi han har slået dronning Vashti ihjel for ikke at gøre, som han bad hende om. Den forældreløse Esther bliver dronning i stedet. Hun bor sammen med sin fætter, Mordechai, som tog hende til sig efter forældrenes død.
Haman, som er en slags præsident i Persien, bliver meget vred på Mordechai, fordi han ikke vil falde på knæ for Haman. Haman får derfor kongen med på at udstede en lov, som giver alle indbyggere i Persien lov til at slå jøder ihjel, der hvor de bor, og samtidig røve deres hjem og ejendom. For at nå frem til en dato det kan ske, kaster Haman lod (purim), og det er her navnet kommer fra.
Dronning Esther får dog overtalt kongen til at udstede en ny lov, som siger, at når jøderne bliver angrebet, må de gerne forsvare sig. Og sådan går det til at det jødiske folk reddes fra udryddelse.
I år fejres Purim desværre i et meget aktuelt lys. Angrebet på synagogen i København for nogle uger siden, hvor Dan Uzan blev dræbt og to politifolk såret, står stadig stærkt i hukommelsen.Ifølge en kommentar af Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har antisemitismen ikke stået stærkere i Europa siden Anden Verdenskrig, end den gør i dag. Hun mener desuden, at Danmark, set i lyset af angrebet på synagogen, ikke længere kan undslippe spørgsmålet om antisemitisme.
I aften når jøder overalt i verden begynder fejringen af dronning Esther og at det ikke lykkedes Haman at gennemføre sine planer, kan vi, som ikke er jøder, også deltage i festlighederne. Og må dét være en forpligtigelse til os, om at stå op imod uretfærdigheden, når vi møder den. Lad os tage det som en påmindelse om, at også vi kan finde modet ved den samme kilde, som Esther fandt det – hos Israels Gud.
Denne artikel er oprindeligt skrevet til magasinet Issues, som udgives af Jews for Jesus. Du kan læse mere om Issues på issuesmag.org.
Jeg har ind i mellem fået at vide af andre jøder, at min åbne bekendelse af troen på Jesus af Nazareth som Messias, er forræderisk overfor mit folk. Jeg og en af mine venner, som også tror på Jesus, besøgte engang en fremtrædende rabbiner i vores by. Det var denne rabbis påstand, at vores tro på Jesus svarede til at vi forlod vores folk og frasagde os vores spirituelle arv. For mange jøder – og ikke-jøder – betyder troen på Jesus for en jøde, at vedkommende også frasiger sig sin egen jødiskhed.
Det er en problemstilling, som jeg personligt har kæmpet med. Jeg blev opdraget i et hjem, hvor de jødiske regler for det mest blev overholdt. Vi var ikke de mest konservative, men vi var heller ikke afslappede omkring de rabbinske reglementer. Som mange andre tog jeg min jødiskhed og praktiseringen af jødedom for givet i min ungdom. Men i takt med at jeg nærmede mig voksenalderen, begyndte jeg at overveje nogle af de dybere spørgsmål i livet, og hvordan det, at jeg er jøde, relaterer sig til meningen med livet.
Der mangler noget
Synagogens forskrifter syntes smukke. Hvem kunne finde noget forkert ved påbuddet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv? Men der manglede noget. Denne vidunderlige Gud, som jeg var blevet undervist om siden barndommen, syntes så uvirkelig og langt væk.
At overholde religiøse påbud og forskrifter gav mig ikke nogen fornemmelse af en relation med Gud. Og det syntes ikke i overensstemmelse med, hvordan Skrifterne beskriver vores forfædres forhold til Gud. De giver det indtryk, at de havde et personligt forhold til Ham. Derudover måtte jeg også – i mine mest ærlige øjeblikke – erkende, at jeg ikke evnede at elske min næste, selv ikke når jeg ønskede det.
Igennem det jødiske liv
Ud over denne fornemmelse af behov og ønske om at komme i kontakt med Gud, var der en anden faktor, som gjorde mig villig til at undersøge påstandene om Jesus nærmere. Den eneste måde jeg kan beskrive det på er, at han syntes at komme til mig igennem det jødiske liv. Nogle af dem som fortalte mig om Jesus, var jøder. Deres tro på ham forekom ikke at gøre dem mindre jødiske. Tværtimod – de var mere optaget af, hvad det ville sige at være jøde, og hvad det jødiske folks mission var, end mange andre jeg var sammen med til daglig. De forstod snarere deres tro på Jesus som en fuldendelse, end som en fornægtelse af deres jødiske åndelige arv.
Troende ikke-jøder, som delte deres vidnesbyrd med os, fortalte, at de havde fået al deres åndelige velsignelse gennem Israel. De så sig selv som deltagere i den åndelige arv fra det jødiske folk.
Disse mennesker viste mig en kilde til hjælp, som ingen andre havde. Ingen havde foreslået, at jeg måske ville finde svarene på mine spørgsmål i de hellige skrifter. Det jeg fandt, havde jeg aldrig drømt om skulle findes på disse sider.
Portrættet af Messias i Det Gamle Testamente forekom mig at passe til beskrivelsen af Jesus af Nazareth. Selv før jeg begyndte at studere Det Nye Testamente, vidste jeg nok om Jesu liv, til at anerkende de bemærkelsesværdige ligheder. Tænk, at Gud ville identificere sig med mennesket på denne måde!
Den ultimative troskab
Midt i min søgen udfordrede en ung Jesus-troende jødinde mig med et spørgsmål: ”Vil du virkelig gerne vide om Jesus er Messias eller ej?” ”Ja, det vil jeg,” svarede jeg. ”Hvorfor spørger du ikke Gud,” replicerede hun. Dér blev jeg udfordret på, hvor min ultimative troskab lå.
Var jeg villig til at søge Gud på hans egne præmisser? Kunne jeg sætte mine egne fordomme og forudfattede meninger til side og tro, at den Almægtige kunne vise mig sandheden, hvis jeg var villig til at modtage og følge den hvor end den ville lede mig?
Når jeg ridser min historie op, er jeg klar over, at den adskiller sig fra andres. Jeg er også klar over, at vi jøder har en tendens til at afvise Jesus eller modsætte os hans påstande om at være Messias, fordi så meget, der bærer hans navn, synes fremmed for os eller står i modsætning til vores egne interesser. Vi er meget følsomme med hensyn til de smertefulde oplevelser jøder har haft på grund af såkaldte kristne. Denne smertefulde historie rodfæster ofte vores troskab overfor den jødiske identitet og hærder vores modstand mod kristendommen og Jesus.
En anden side af spørgsmålene
Hvor sandt dette end måtte være (og jeg er ikke ham der hverken benægter eller afviser det), så hjalp min egen oplevelse mig til at se den anden side af spørgsmålet om troskab overfor jødedommen og troen på Jesus. Min grundlæggende bekymring udviklede sig omkring mit forhold til Gud. En dyb krise afslørede et åndeligt hul, som overholdelse af religiøse praksis ikke kunne fylde. Hvordan kunne jeg komme i kontakt med Gud? Dét spørgsmål blev afgørende. Men hvordan relaterede det sig til at være jøde? For første gang var der spørgsmål, som dukkede op: Eksisterer det jødiske folk af anden årsag end bare at være anderledes? Skal vores eksistens som et udvalgt folk mon pege på en større sammenhæng?
Ønsket om at lære Gud at kende ledte mig til dem, som guidede mig til skrifterne og til Jesus. Og troen på Jesus bragte mig ind i et livgivende forhold til Israels Gud. I lyset af dét forhold opdagede jeg, at Jesus er kædet uløseligt sammen med den større sammenhæng, som selve eksistensen af det jødiske folk skal pege hen til.
Jeg opdagede også, at selvom jeg var kommet til tro på Jesus, var jeg ikke holdt op med at være jøde. Jeg havde tværtimod opdaget en større og dybere mening. Nu ser jeg at Israels tro, som den er beskrevet i de hellige skrifter og i Jesu tjeneste, finder sit klimaks – ikke i en religiøs tradition, men i en person, som Israels Gud helt unikt har vist sig selv igennem. Dét gjorde Gud – ikke kun for at velsigne Israel, men for at frelse hele verden. Han havde lovet, at i Abraham og hele hans afkom skulle alle jordens slægter velsignes. I Jesus Messias flød denne velsignelse over til ikke-jøder.
Jeg kunne ikke afvise Jesus
Alle disse oplevelser førte mig til den overbevisning, at bare fordi jeg er jøde, er det ikke grund nok til at afvise Jesus. Det letteste ville have været at overtage en blind accept af religiøs tradition og derigennem få løst mit problem. Men tilværelsens barske realiteter såede tvivl om denne blinde accept.
Da det kom til det punkt om at søge Israels Gud oprigtigt og blive konfronteret med påstanden om, at skrifterne er hans åbenbaring, hvordan kunne jeg så afvise en oprigtig søgen efter deres budskab? I min søgen blev jeg nødt til at forholde mig til Jesus.
Selvom vi opmuntres til at søge Gud af hele vores hjerte, er det ikke fordi Gud er blevet væk et sted derude, og vi må finde ham. Men fordi vi er blevet væk, og Gud vil finde os.
Den profetiske formaning er i virkeligheden en guddommelig opmuntring til at svare på Guds søgen efter os i al vores fortabthed. Gud demonstrerede dybderne af sin kærlighed og bredden af sin determination, da han identificerede sig selv med os, ikke i pomp og pragt, men i svaghed, smerte og afkald. Dét gjorde han gennem Messias, som sagde ”Jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte.” Som et svar på hans søgen, er jeg fundet, og i Messias har jeg fundet troskaben fra en sand jøde.
Michelle van Loon, amerikansk koordinator for Caspari Center
Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. (Lukas 2,22-24)
Michelle Van Loon
På denne tid af året, i december, fejrer de kristne Jesus Messias’ fødsel. Jeg og min familie har altid deltaget i denne fejring, selvom vi som jødiske Jesus-troende holder os til en noget mere forsigtig udgave af alle de kulturelle aktiviteter (oppyntning, shopping, selskabeligheder) end mange rundt om os.
Vi har også altid fejret Chanukka, Lysfesten, som i år begynder om aftenen den 16. december og afsluttes otte dage senere ved solnedgang den 24. december.
Selvom Chanukka, også kendt som Lysfesten eller Tempelindvielsesfesten, er en af de mindre højttider i den jødiske kalender, plejer vi at tænde lysene i den ottearmede lysestage (som egentligt har ni arme). Når vi gør det, genkalder vi os den spændende fortælling om Makkabæernes sejr over Antiokus Epifanes den fjerde i 164 f.Kr. – og vi takker Gud for at den hellige olielampe brændte i otte dage i det nyindviede tempel. Lampen brændte i otte underfulde dage, selvom der kun var olie nok til én dag. For makkabæerne må det have været en utrolig glæde at se lyset brænde igen i templet efter år med mærke og afgudsdyrkelse i templet.
Når vi igen i år fejrer højttiden, ser jeg hvordan de historiske hændelser rundt om Chanukka, kaster lys ind over Jesus’ liv. Når Josef og Maria i lydighed tog deres nyfødte, nyomskårne søn med til templet i Jerusalem for at hellige ham Herren (2. Mos 13,2.12), er det vigtigt at huske på, at templet endnu stod dér på den tid, takket være begivenheder et halvt århundrede tidligere.
Chanukka er en flot højttid selvom den står helt for sig selv. I løbet af juletiden takker jeg for, hvad fortællingen om Chanukka betyder, når det gælder at forankre min jødiske Frelsers inkarnation, verdens lys, i historien. Den dag Maria og Josef kom til templet med Jesus-barnet, var der en troende mand, som hed Simeon, som tog barnet i sine arme og bad disse uventede ord:
”For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.” (Lukas 2,30-32)
Ikke engang døden kunne slukke Jesus’ lys. Hans tomme grav ligger ikke langt fra det sted, templet stod engang, og hvor Jesus blev båret frem. Templet blev vundet tilbage til jøderne af Judas Makkabæeren og hans efterfølgere. Måtte vores tilbedelse i denne højttid have noget af deres mod – når vi lader Jesus’ lys og herlighed skinne i en verden, som lever i mørke uden ham.
I disse dage fejrer jøderne løvhyttefest – en fest som er kulminationen på næsten tre uger med fest. I efteråret er der jødisk nytår, Rosh Hashanah, som markerer begyndelsen på 10 dage, hvor ethvert menneske skal standse op og overveje sin synd – både overfor Gud og overfor mennesker. De 10 dage med bod munder ud i Yom Kippur, den store forsoningsdag, som – udover at være den helligste dag på året for jøder verden over – markerer Guds tilgivelse og er en fejring af denne tilgivelse.
Løvhyttefesten – den sidste af de tre store valfartsfester – er kulminationen på de tre fester. Her mindes man ørkenvandringen ved at bo i løvhytter i syv dage.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 4. juni 2014
(c) wikimedia commons
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – fejres af jøderne, som en høstfest. Hvordan den skulle fejres, kan vi læse om i 3. Mos 23. Som i mange andre høstfester er det temaer som gavmildhed og taknemlighed, der er gennemgående. Gud har været gavmilde overfor os – det må vi være taknemlige for. Og ud af den taknemlighed må så springe en gavmildhed overfor andre. Det er den cyklus høstfesten fordrer af os.
På et tidspunkt udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret. Det er en fest, som går fra temaer som gavmildhed og taknemlighed til temaer om hellighed og identitet.
Da Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter ca. 3 måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.
Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå et par ting fast:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.
Gud begynder med at minde dem om, hvad han gjorde for dem mens de stadig var i Egypten. På den måde knytter Gud påske og pinse sammen. De to højtider er én fortælling i to afsnit.
I påsken udfrier Gud sit folk fra Egypten. Gud frelser sit folk fra slaveriet. Eller sagt med et mere Ny Testamenteligt ord: Gud viser nåde mod dem.
Pinsen er Guds invitation til et nyt liv i fællesskab med ham – en invitation til at tage del i Guds mission – den som begyndte med Abraham. Gud giver israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.
På samme måde som jøderne gør det – må vi, som er kristne og som lever i den nye pagt – også sørge for at huske på sammenhængen mellem påsken og pinsen. Hvis vi vil have det ene uden det andet – så får vi kun et halvt evangelium!
I påsken fejrer vi, at Jesus døde og opstod igen for vores skyld – for at vi kunne få fred – for at vi kunne blive frie fra syndens slaveri. Og pinsen er også i kristen sammenhæng Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – en invitation til at tage del i Guds mission.
I den kristne pinse fejrer vi Helligåndens komme til jorden. Det kan vi læse om i Apg. 2. Det er en fantastisk og underfuld beretning om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.
En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er Paulus’, som han holder i 2 Kor. kapitel 3. Her omtaler Paulus korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Dét er en retorik, som Paulus låner fra pinseprofeterne Ezekiel (11,19-20 + 36,25-28) og Jeremias (31,31-33). Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.
Han konkluderer: Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.
Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.
For ”der er intet sandt eller helt evangelium og ingen autentisk bibelsk mission uden Helligåndens person, gerning og kraft.” (Cape Town Erklæringen s. 27)
Det er dét, der er på spil i pinsen: Guds invitation til et helt evangelium og til autentisk bibelsk mission.
Denne artikel blev oprindeligt skrevet til religion.dk.
I samarbejdet på TORVET tror vi på, vi kan gøre hinanden bedre til det, vi i forvejen er ganske gode til.
Teologistuderende med næserne begravet i deres bibler i Judæas bjerge
I midten af januar måned kom det til udtryk i en studierejse for 28 af Menighedsfakultetets teologistuderende. Morten Hørning, lektor ved MF, og Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, arrangerede turen i fællesskab, som på mange måder er frugten af det samarbejde, vi ønsker skal være mere og andet end et kontorfællesskab. Her kan I høre Morten, Bodil og Kristoffer Kruse, en studerende, der var med på turen, fortælle om deres oplevelse:
Morten Hørning gav en hilsen fra turen
“Som en konkret frugt af samarbejdet på TORVET indbød Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge Menighedsfakultetets studerende til denne tur, hvor vi via Israelsmissionens mange lokale kontakter er kommet et spadestik dybere end en traditionel rundrejsetur.
Programmet er intenst, stemningen er høj og samtalerne er mange om de indtryk, vi tager med os hjem. På trods af TORVETs fantastiske nye undervisningslokaler, så kan intet klasselokale slå Israel. Solvarme hilsner! Morten Hørning Jensen”
De første evalueringer fra de studerende er afleveret, og de er meget positive – både hvad angår fagligt og personligt udbytte.
Bodil Skjøtt med studerende på vej ind i en moské. Hvorfor laver Israelsmissionen sådan en tur?
Bodil Skøtt, generalsekretær i Israelsmissionen forklarer:
“Jeg er sikker på at det vigtigste udbytte ikke kan gøres op nu. At eksponere 28 teologistuderende til Israels land og geografi, kristendommens jødiske rødder, kirkens historie i Det Hellige Land og ikke mindst de mennesker – israelere og palæstinensere – som i dag bærer og lever troen ud der, er en langsigtet investering.
Resultatet af en sådan investering skal vise sig over de næste år. Indtrykkene fra turen kommer helt sikkert til at præge det videre teologiske arbejde og de studerendes personlige udvikling og teologiske refleksioner. Det bedste ved et møde med Israels land er, når det leder til et nyt møde med Israels Gud og hans historie med Israels folk – det folk vi selv er blevet en del af i Jesus.
Og det bedste ved Israelsmissionen er vores samarbejdspartnere og de missionsopgaver, de arbejder med. Når nogle af vores partnere mødes med danske studerende, så tror vi på, at det både udfordrer, skaber forståelse for og vække nysgerrighed i forhold til DIM og IUs arbejde. Og det har vi brug for hvis vi skal rekruttere venner, volontører og medarbejdere i fremtiden.
For fremtiden glæder jeg mig derfor til teologistuderende der gerne vil være kirkevolontører i Jerusalem og Tel Aviv eller på Caspari Center. Jeg glæder mig til at diskutere eksamensopgaver, som handler om mission til det jødiske folk eller at tilrettelægge et semester som studerende i Israel – til glæde for studenterarbejdet der.”
Kristoffer KruseKristoffer Kruse, deltager på turen, fortæller:
“Jeg har fået en bedre teologisk forståelse af at være i Israel og et bedre overblik. Jeg tror, at jeg er blevet styrket på min teologiske rejse.
Det var rigtig fedt at rejse med Morten Hørning og Bodil, de ved jo absurd meget! Og så har de hjerte for landet og for de mennesker, vi mødte. Morten er især en dygtig formidler af noget ellers tørt stof. Jeg vil helt sikkert gerne på Kursen og få mere.
Jeg tog af sted fordi det er helt oplagt for min uddannelse at komme til Israel! Jeg synes også, at konflikten er spændende.
Noget af det mest rørende var at møde palæstinensiske kristne. Det gav mig et helt nyt perspektiv. Før tænkte jeg nok, at når jeg er kristen, så skal man jo holde med Israel. Men det var godt at høre deres historier. Det er jo vildt at høre, hvordan de lever som klemt mellem to negle. De føler sig meget smidt ud. Det er som om at når man ser en palæstinensisk flygningelejr, så får konflikten et ansigt på en ny måde. Det er ikke bare teoretisk viden, men mennesker af kød og blod.
Jeg blev ramt af, at der er kristne, der holder så meget fast i gamle kirketraditioner. Der er alligevel tyngde i den måde at lave kirke på. Jeg tror at det er vigtigt at have en sund balance i tradition og fornyelse. Det er godt at huske her i Danmark, at kirken har en rig historie.”
I slutningen af maj måned mødtes lederne af jødemissionsorganisationer fra hele verden i St. Chrischona lidt uden for Basel i Schweiz. Kristen zionisme, erstatningsteologi og supersessionisme var nogle af emnerne på dagsordenen. Følgende artikel er Kai Kjær-Hansens indlæg på konferencen i let bearbejdet udgave.
Kai Kjær-Hansen, 5. august 2013
Når der tales om fremtiden for Israels folk i Guds frelsesplan, er det primære udgangspunkt for mig Romerbrevet kapitel 9-11. Udsagnet om, at hele Israel skal blive frelst (11,26), retter sig ikke til kirken som et ”nyt Israel”, men til Israels folk. Den ”rest”, Paulus taler om (11,5), er de jøder, der tror på Jesus i Paulus’ samtid. Spørgsmålet om, hvad fremtiden i øvrigt vil bringe for Israels folk, rejses ganske enkelt ikke af Paulus i disse vigtige kapitler. Spørgsmålet om Israels forhold til Jesus er blevet det altafgørende.
Fremtid og nutid
Nogle mener at kende Guds fremtid for Israels folk i detaljer og har sat det hele i system. Jeg ved mindre og har ikke i detaljer styr på Guds fremtid. Jeg frabeder mig dog at blive kaldt erstatningsteolog af den grund. Samtidig har jeg (med alderen) ikke behov for at forkætre andre, der mener at vide mere end mig. Dog vover jeg for eget vedkommende at sige, at hvis spørgsmålet om Israels fremtid optager en så meget, at det i virkeligheden bliver en erstatning for jødemission i vores egen nutid, så befinder man sig på gyngende grund – uanset hvor rigtige ens tanker om fremtiden for Israel end måtte være.
Opstilles der i en teologisk debat et konkurrenceforhold mellem ”Israel” og ”Jesus”, så vælger jeg Jesus. Israel frelser ingen. Jesus kan frelse alle. Endvidere finder jeg det uheldigt, når begrebet ”supersessionisme” spilles ud som trumfkort i en teologisk debat. I visse sammenhænge synes det at trumfe ethvert andet teologisk argument, selv en ligefrem læsning af en nytestamentlig tekst. Forholdet mellem Israel og kirken er ikke enkelt. Uanset hvad, så skabte Gud ikke en kirke, der alene er forbeholdt ikke-jøder. Alle kirkens misgerninger mod det jødiske folk til trods, så består Guds kirke af jøder og ikke-jøder. Guds kirke er deres fælles ”hjem”.
Selv om der blandt missionsledere i den nyere tids jødemission har gjort sig nok så forskellige opfattelser gældende om Israels fremtid, har det samlende punkt for disse dog oftest været, at evangeliet skulle forkyndes for jøder. Med dette som et indiskutabelt udgangspunkt, har man kunnet leve med uenigheden i synet på Israels fremtid, når det kom til detaljer og systemer. Selv de, der inden for jødemissionens rammer udtrykte sig mest forsigtigt om disse spørgsmål, undertrykte i almindelighed ikke Paulus’ ord i Romerbrevet 11,26 om Israels fremtidige frelse som folk. Opfyldelsen af dette håb var for dem knyttet til Israels tro på Jesus. Det, der skulle ske i fremtiden, gav dem trøst og frimodighed i nutiden – især på tidspunkter, hvor de syntes, det stod småt til med resultaterne af deres missionsbestræbelser.
Det terminologiske ”magtspil”
Begreber som erstatningsteologi og supersessionisme skal omgås med varsomhed. Mens begreberne ofte tidligere er blevet brugt i en intern kristen diskussion om forholdet mellem Israel og kirken, er der i de senere år sket en drejning. Oftere og oftere bruges ordet supersessionisme også om – og imod – dem, der mener, at jøder har brug for Jesus til frelse.
Den definition, som i dag gives af nogle indflydelsesrige teologer inden for den jødisk-kristne dialog, er meget radikal og har en betydelig gennemslagskraft. Om vi vil det eller ej, så er vi med i et terminologisk ”magtspil”, og dette har vidtrækkende teologiske implikationer.
Begreber med en negativ klang
Begreberne erstatningsteologi og supersessionisme har i de fleste missionssammenhænge en negativ klang. Det skyldes, at antisemitisme undertiden er fulgt i kølvandet på erstatningsteologien. Mission til Israel er ofte blevet undsagt og opfattet som nytteløs; Gud har jo totalt slået hånden af det jødiske folk, er færdig med Israel, blev det fejlagtigt hævdet. Og videre: Kirken afhuggede sine jødiske rødder, hvilket gik ud over kirkens kristne identitet og dens billede af Gud, nemlig Israels Gud, som er Jesu Kristi far og vor far. En sådan erstatningsteologi vil vi selvsagt i Den Danske Israelsmission ikke have lod og del i. Vi vil tværtimod bekæmpe sådanne holdninger. Alligevel undgår vi ikke selv at blive kaldt supersessionister af mange af dem, der i dag dominerer den jødisk-kristne dialog.
Når ”problemet” er Jesus
Den kendte amerikanske jødiske tænker Jon D. Levenson giver følgende definition: “De første kristne hævdede, at det ikke var en ny Gud, der havde åbenbaret sig for dem, men derimod havde Israels Gud – jødernes Gud – åbenbaret sig mere fuldstændigt, ja definitivt, i ham, som de kristne kaldte ‘Jesus Kristus’. Denne påstand om en fuldere åbenbaring er grundlaget for, hvad der er blevet kendt som kristen ‘supersessionisme’, teologien, der ser den angiveligt nye åbenbaring som noget, der går ud over og overgår den gamle og gør den forældet.”
I denne definition af supersessionisme flytter Levenson fokus fra Israel til Jesus. Her gås der helt ind til benet af, hvad kristen tro er. Nu drejer det sig om det fundamentale spørgsmål: Hvem var/er Jesus? Hævder man som kristen, at der med Jesus kom noget nyt, en ”fuldere” åbenbaring, som har afgørende konsekvenser for jøder såvel som ikke-jøder, stemples man som supersessionist. Og af en sådan stempling går heller ikke Den Danske Israelsmission fri.
Begreberne skal bruges med omtanke
Mens begreberne erstatningsteologi og supersessionisme ofte tidligere blev brugt i en intern kristen diskussion om forholdet mellem Israel og kirken, er der nu sket et skifte. I den jødisk-kristne dialog bruges disse negativt ladede begreber i dag ofte til at karakterisere – og tage afstand fra – det basale nytestamentlige budskab. Jødedom er god nok for jøder. Jøden Jesus behøves ikke. At påstå noget andet er udtryk for supersessionisme, hævdes det.
Vore dages anti-supersessionister begynder altså med en berettiget kritik af kirkens maltraktering af det jødiske folk op gennem tider. De fortsætter rosværdigt at lægge vægt på kirkens jødiske rødder. Og så hugger de til. Det er ikke længere kun kirkens historie, der er under kritik. Det er også kirkens grundlag – personificeret i jøden Jesus.
Når tingene har udviklet sig sådan, er der al mulig grund til at vi bruger begreberne erstatningsteologi og supersessionisme på en varsom måde. Slynger man om sig med disse begreber kan man let blive taget til indtægt for en holdning, man slet ikke deler. Dette gælder også for messianske jøder. Meget forståeligt har de haft – og har – en kritisk holdning til den kristne kirke på grund af kirkens forsyndelser mod det jødiske folk op gennem tiderne. Meget forståeligt har de kritiseret kirkens supersessionisme, når denne ikke gav plads for en fremtid for Israel. Nu er de selv inddraget i det terminologiske – og teologiske – ”magtspil”, hvor det, som de selv står for, også betegnes som supersessionisme. Denne udfordring bliver de selvsagt nødt til at forholde sig til.
David Lazarus, der er præst i Beit Immanuel-kirken, fortæller om to unge mænd, der søgte arbejde som lastbilchauffører, var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle i deres ansøgning, at de var messianske jøder.
De valgte at lade være, men da de var til samtale, besluttede de spontant at fortælle det alligevel. ”Så I er messianske jøder,” grinede lederen. ”Min bror er også messiansk jøde ligesom I. Han er en fantastisk fyr, og alle de messianske jøder, jeg har mødt, er ærlige og pålidelige. Jobbet er jeres!”
Det er desværre ikke alle, der reagerer som lederen af lastbilfirmaet. Messianske jøder oplever i stigende grad chikane på grund af deres tro. Immanuelkirken i Jaffo oplever jævnligt at antimissionsorganisationen ”Yad L’Achim” står uden for kirken eller menighedshuset og deler flyers ud med budskabet om, at Det Nye Testamente er løgnagtigt. Andre steder i landet er ”Yad L’Achim” knap så ”stilfærdige”. Menigheder i Ashdod og Be’er Sheva har oplevet at få invaderet deres kirker, blive slået og spyttet på og råbt efter og chikaneret på anden vis.
Mellemøstens eneste demokrati?
Israel står i en svær balanceakt, for landet er i befolkningens selvbevidsthed ikke en almindelig sekulær stat: På den ene side er det et demokrati – ofte proklameret som Mellemøstens eneste – med alt, hvad det indebærer af demokratiske rettigheder for indbyggerne i landet. På den anden side er Israel også en jødisk stat med bestemte religiøse og værdimæssige normer.
At balancere de to størrelser er ikke let, og en minoritet i befolkningen, som ofte må sande dette, er de messianske jøder. Michael Decker er advokat og arbejder på ”Jerusalem Institute of Justice.” Han har et indgående kendskab til borgerrettigheder i Israel. I bogen ”Chosen to Follow”, som for nyligt blev udgivet af Caspari Centeret, skriver han:
”Messianske jøder kan stå over for religiøs intolerance, diskrimination og åbenlys chikane fra alle sider af samfundet.” Et andet sted går han endda så langt som til at sige, at diskriminationen af messianske jøder er systematisk.
Hverdagens udfordringer
Hverdagseksemplerne er mange og spænder lige fra visum- og imigrationsproblemer til manglende kosher-certifikater og byggetilladelser. Alt sammen problemer, som hænger sammen med den generelle antagelse blandt jøder, at man ikke kan være både jøde og tro på Jesus.
Hverdagseksemplerne er ofte hverken dramatiske eller særligt opsigtsvækkende, men de er eksempler på den tankegang, at jøder, som kommer til tro på Jesus, bliver ”meshumadim” – frafaldne, som forråder deres folk – både historisk, kulturelt og religiøst.
En tankegang som bl.a. kommer stærkt til udtryk i bogen ”Forrådt” af Stan Telchin, hvor han åbenhjertigt fortæller om sin egen reaktion på datterens tro på Jesus som Messias – en reaktion, som kulminerer med spørgsmålet: ”Hvordan forholder man sig til et barn, der vender ryggen – ikke blot til én selv, men til hele sit folk?”
Den religiøse balancegang
Spørgsmålet om den jødiske stat og demokrati er en svær balancegang, som også er kendt herhjemmefra i spørgsmålet om Danmark som et ”kristent land” samtidig med, at det er demokratisk. Alligevel oplever vi i disse år en bevægelse længere væk fra det kristne grundlag, som vi ønsker Danmark skal bygge sin lovgivning på.
Engang holdt butikkerne lukket alle kristne helligdage, men i dag er det helt anderledes med lukkelovens afskaffelse – til stor frustration og beklagelse for mange kristne. På samme måde har mange religiøse jøder et ønske om, at lovgivningen skal beskytte den religiøse praksis i landet. I Danmark har vi haft 164 år til at øve os i balancen mellem demokrati og religion, mens Israel som nation kun har haft 65.
I Israelsmissionen håber og beder vi naturligvis om, at messianske jøder i Israel med tiden vil få samme rettigheder som alle andre – i såvel teori som praksis.
At miste ens kære
På det personlige plan – blandt både familie og venner – er det også en vanskelig sag, når jøder kommer til tro på jøden Jesus. Så vanskelig, at mange mister venner og udstødes af familien, når de bekender deres tro. I Israelsmissionen beder vi også om – og arbejder på – at flere må komme til tro på Jesus som Messias – at flere, ganske som Stan Telchin gjorde det, selv må læse det Nye Testamente og proklamere:
Jeg tror, Jesus er Messias! Det gør vi vel vidende, at denne proklamation har en pris – men også med den overbevisning, at troen på Jesus og livet sammen med ham er prisen værd.
