Skip to main content

Tilbageblik på missionskonferencen

Skrevet af Benna Merrild d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

D. 24. oktober afholdt vi i samarbejde med Dansk Missionsråd en fælles konference om mission blandt jøder. Der blev givet bibelske, kirkehistoriske, praktiske og messiansk-jødiske perspektiver på dagens tema. Her får du nogle indtryk fra dagen.



”Hvor var det godt, at Israelsmissionen og Dansk Missionsråd fik lavet en så dybtgående og vidende konference om kirkens forhold til jøderne! For mig blev det til en fornyet bevidsthed om, hvorfor vidnesbyrdet overfor vore jødiske brødre ikke kan forstumme. Og så satte konferencen en uro i mig, nemlig om den selvfølgelige og (mener jeg stadig) rigtige måde, vi som kirke ser på os selv som en fortsættelse af Guds historie med verden, er kommet til at skubbe Israels særlige plads og rolle for meget i baggrunden.”
– Asger Chr. Højlund, professor emeritus i dogmatik ved Menighedsfakultetet
”Det var meget oplysende at lytte til Richard Harveys beretning om messiansk jødedom og de udfordringer, som de messianske jøder står over for, både i forhold til de andre jøder og til de ikke-jødiske kirker. Samtidig var det foruroligende at høre om tendensen til, at flere og flere kirker begynder at tage afstand fra mission blandt jøder.”
– Mogens S. Mogensen, ekstern lektor i missiologi
“På konferencen blev vi bekræftet i, at jøder har brug for evangeliet – ikke kun i Israel eller USA, men lige her i vores egen baghave. Jødeforfølgelse gennem tiderne har gjort mission til jøder ømtåleligt, men vi må ikke blive grebet af misforståede hensyn. Personligt fornemmer vi stærkt, at en ny tid er under opsejling, hvor Gud vil bringe sit folk tilbage til evangeliet.”
– Sarah og Simon Bastrup Grud, Kerem Shalom-menigheden i Risskov
“For flere år siden hørte jeg denne sætning af tidl. formand for Israelsmissionen, Kaj Kjær-Hansen, som har givet mening for mig: ”Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger.” På missionskonferencen blev den genopfrisket. Jesus kom til sine egne, først, og til alle andre folkeslag. Ligeså må evangeliet rækkes til jøder, først, og til hedninger. Kristi Kirke må ikke glemme den mission, og derfor må vi understøtte mission blandt jøder, på bedste vis støtte de messianske jøder og menigheder, bekæmpe antisemitisme og ydmygt vedgå kirkens dårlige arv i forholdet til jøder gennem tiden, som dog ikke må gøre os tavse.

For mig var oplæggene på missionskonferencen med til at give et fornyet fokus på dén mission, på vores ansvar og muligheder. Derudover fik vi også et fremragende udblik til udvikling og forståelse af jødemission i de europæiske lande/kirker siden nazismens holocaust. Alt sammen var det med til at understrege, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi formulerer – eller praktiserer – vores syn på mission blandt jøder.”
– Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission og udsendt af Israelsmissionen som dansk præst 2005-2009
“Det er meget vigtigt – og givende – at få mulighed for at deltage i en sådan konference, der fokuserer specielt på mission til det jødiske folk. Fordi den mission på nogle områder adskiller sig fra anden mission, vi er engageret i. Og som den blev afholdt to uger efter Hamas’ terrorangreb og midt under bombardementerne i Gaza, pegede den på det eneste håb midt i al meningsløsheden: At der må blive skabt fred mellem palæstinensere og jøder, ved at de bliver forenet igennem troen på Jesus Messias.”
– Finn Aasebo Rønne, professor i missionshistorie ved Dansk Bibel-Institut



Konference om jødemission 24/10

Skrevet af Christian Rasmussen d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Israelsmissionens mission har altid været klar. Vi handler grundlæggende kun om én ting: at jøder skal lære jødernes Messias, Jesus af Nazareth, at kende. Men det er ikke en selvfølge for kristne at tænke sådan.

Vi kan blot kigge syd for grænsen til det store tyske kirkefællesskab EKD, en forkortelse for ’Evangelisk kirke i Tyskland’, som har omkring 20 millioner medlemmer fra 20 regionale lutherske og reformerte kirker. De udtrykte ifm. reformationsjubilæet, at kristne ikke er kaldet til at pege på Jesus som frelser for jøder, da det vil modsige Guds trofasthed mod Israel. EKD mener, at mission blandt jøder vil være at underkende, at Gud har sin egen vej med det jødiske folk, og at han til sin tid vil frelse dem.

Hos vores naboer mod øst har Svenska Kyrkan i ’Guds vägar – Judendom och kristendom’ nok anerkendt, at det er synet på Jesus, der skiller jødedom og kristendom, men det skal tilsyneladende ikke lede Kirken til mission, men til respektfuld samtale.

Eksemplerne her er ganske klare opgør i vores nabolag med det, vi står for, og vi har med jævne mellemrum brug for at adressere og reflektere over kaldet til at række de gode nyheder til det folk, som vi først fik det fra.

OG: Det er ikke kun relevant for folk med direkte relation til jødemissionsselskaber. Hvad betyder det f.eks., når Paulus skriver, at ”evangeliet er for jøde først og for ikke-jøde”? Hvad får det af indflydelse på Guds kirkes generelle missionskald til alle folkeslag, dersom mission blandt jøder afvises?

De spørgsmål skal vi bl.a. adressere til konferencen om mission blandt jøder, arrangeret af Dansk Missionsråd og os i Israelsmissionen.

Hvornår: tirsdag d. 24. oktober 2023, 10-15.30

Hvor: Torvet, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N

Pris: 100 kr. inkl. forplejning – studerende er gratis

Jeg håber, du har lyst at komme og lade dig udfordre og bidrage til samtalen. Se programmet, og meld dig til her.

40 års udrustning af den messianske bevægelse i Israel

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder.

11. november 2022 af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

Her i november kunne det evangelikale studie- og resursecenter for bibelske og jødiske studier Caspari Center i Jerusalem fejre 40-års jubilæum. Generalsekretær Christian Rasmussen deltog i festlighederne som repræsentant for Israelsmissionen, der er en af partnerne bag centeret.  

”Gennem 40 år har Caspari Center været ambassadør for den messianske bevægelse gennem sit historiske og teologiske arbejde. Caspari Center har hjulpet os til at se vores jødiske brødre og søstre som en legitim og distinkt del af den globale kirke og af jødedommen – og at man forbliver jøde, når man kommer til tro på Jesus,” sagde Christian Rasmussen i en hilsen under festlighederne. Mange var samlet fra nær og fjern for at markere jubilæet. David Zadok fra den messianske bevægelse fortalte blandt andet om de første hebraisksprogede bibelkommentarer og andet teologisk litteratur, som gennem tiden er blevet udgivet af Caspari Center.

Israelsmissionen er meget tæt engageret i Caspari Centers arbejde. David Serner, der er udsendt af Israelsmissionen og præst i Den Danske Kirke i Jerusalem, bruger halvdelen af sin arbejdstid på stedet, hvor han leder afdelingen for internationale studier. Her er formålet at undervise den globale kirke om kristendommens jødiske rødder samt om den messianske bevægelse. Det er senest kommet til udtryk i en stor undersøgelse af den messianske bevægelse, som David Serner og Alec Goldberg har foretaget, og som er blevet publiceret i bogen Jesus-believing Israelis – exploring Messianic Fellowships.

Til gavn for 1000 børn

I Israel samarbejder centeret med lokale Jesus-troende menigheder ud over hele landet. I fællesskab med ledere i den messianske bevægelse planlægger og afholder medarbejderne ledertræning for fremspirende ledere, ligesom de tilbyder undervisningsressourcer for forældre, undervisere og ungdomsledere. Blandt andet afholder de kurser for mere end 100 sabbatsskoleledere, og derigennem kommer Caspari centers undervisning til gavn for mere end 1000 børn i den messianske bevægelse.

Caspari Center anser det bibelske vidnesbyrd i sin helhed for at være en sand og troværdig rettesnor for tro, lære og liv, og centeret ser retfærdiggørelsen ved tro på Jesus som en vital grundsandhed i forståelsen af bibelen. Derudover udgiver centeret bøger og undervisningsmateriale, hvor målet er at udgive det bedste materiale fra lokale og internationale ressourcepersoner i den messianske bevægelse.

Bed for Caspari Centers fremtid

I øjeblikket står Caspari Center uden leder, og i de kommende måneder skal bestyrelsen træffe nogle vigtige valg. Bed gerne for dem og for fremtiden.   

Det er også muligt at støtte arbejdet økonomisk. Det kan du gøre her.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Elisabeth Serner om at tage det rigtige valg frem for det nemme

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder.

Elisabeth Serner bor på ottende år i Jerusalem sammen med sin familie. Hun har, siden hun var 19 år gammel, taget nogle valg, der har ført hende til et arbejds- og familieliv, som adskiller sig fra mange andres. Her fortæller hun om at jonglere mellem sin passion for det jødiske folks velbefindende, ønsket om at være tæt på sine børn, sit savn til relationer derhjemme og om følelsen af alligevel at være det helt rigtige sted.

Den Danske Kirke i Jerusalem – et alsidigt familieprojekt

Elisabeth Serner er sammen med sin mand David udsendt for Den Danske Israelsmission. De varetager i fællesskab nogle af de mange forskellige opgaver, som kommer deres vej i forbindelse med Davids arbejde som præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem.

Hvis man har deltaget i et af de arrangementer, kirken jævnligt holder, har man sikkert set Elisabeth med et imødekommende smil på læben. Hun er måske i gang med at hjælpe frivillige med at ordne praktiske ting eller på vej ud ad døren for at løbe de sidste ærinder, inden klokken slår hel. Lige så ofte kan man se hende byde folk velkommen med et stort kram, i samtale med nye og velkendte ansigter, eller man kan se hende stjæle et øjeblik til at tale med sine børn. Naomi og Nathanael på 11 og 14 år er oftest også med til arrangementerne. Både forældre og børn i familien Serner tager del i fællesskabet omkring Den Danske Kirke i Jerusalem, og man får hurtigt en fornemmelse af en humørfyld og inviterende dynamik de fire imellem. Man kan opleve en gudstjeneste, hvor præsten og ægtemanden David kalder ned til sin kone på de forreste rækker, hvem en del af hans prædiken den pågældende dag handler om, og hende rette en detalje i hans historie til stor henrykkelse for den lyttende kirkesal. Elisabeth træder hjemmevandt ind i rollen som sanglegsleder, hvis David er optaget, og deres børn kan ses være med i praktiske og ceremonielle opgaver i kirkens lokaler. Det bliver tydeligt, at det er et familieprojekt at drive kirken.

Jeg er jo bare mig

’’Jeg er jo bare mig,’’ griner Elisabeth smittende, efter hun har fortalt lidt om, hvem hun er. Elisabeth har i otte år haft en meget flydende jobbeskrivelse, hvor hun hjælper med forhåndenværende ting i forhold til kirken, fungerer som hjemmeunderviser for sine børn og også laver mange ting ude af huset. ’’Det er meget varieret. Det kan være, at jeg hjælper i kirken med at gøre klar og rydde op. Det kan være et arrangement herhjemme, hvor vi er en del af det, eller at vi nogle gange er med på nogle ture. Det kan være, at jeg laver noget med børnene, som også giver mening i forhold til arbejdet. For eksempel har vi fornylig besøgt et børnehjem i Betlehem, hvor vi legede med børnene, spillede harpe for dem og delte malebøger ud. I torsdags var vi henne på et center, hvor sigøjnere kan komme her i Jerusalem, for at pakke nogle poser med mad. Så på den måde er det meget sådan, at der altid er noget at tage fat på, men at det kan variere meget.’’ Det kan være svært at sætte fingeren på præcis, hvilken kasket Elisabeth har på nøjagtigt hvornår, men hun er jo også bare den, hun er, og så er det mindre vigtigt for hende, hvilken titel hun har.

De lokale kan stikke lidt udenpå, men er søde indeni

Jerusalem er ikke København. Kulturen er anderledes, og menneskerne er anderledes. Og netop menneskerne er en af grundene til, at Elisabeth holder af byen. ’’De lokale er som en sabra. Det er den frugt, der vokser på en kaktusplante – udenpå stikker de måske lidt, men indeni er de søde. Nogle gange kan jeg føle, at jeg lige bliver stukket lidt, men de er så søde indeni, og det er helt sikkert de mennesker, der gør det hele værd.’’ I et land med splittelse og konflikt er det vigtigt for Elisabeth at holde fast i det gode eksempel. ’’Bare det, at være mig og leve som familie i den her by, føler jeg også kan være et eksempel i sig selv. At vi søger at holde vores hjerter bløde i forhold til de mennesker, vi møder. Det, tænker jeg i sig selv, kan være et lille eksempel i den her by med konflikter og udfordringer.’’ Omsorgen for det jødiske folk lægger hende tungt på sinde og har gjort det i mange år efterhånden.

En ung pige i New York finder nysgerrighed og kærlighed til det jødiske folk

Eventyret startede for Elisabeth som 19-årig, da hun, sammen med en veninde, tog afsted for Israelsmissionen for første gang. I New York City hjalp pigerne med praktiske opgaver for organisationen Jews for Jesus’ kontor der. ’’Det startede i New York, hvor jeg mødte jøder som troede på Jesus for første gang, og jeg mødte også selv Jesu kærlighed på en ny måde. Før det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne være jøde og tro på Jesus. At opleve den måde de var på, og det de vidste om Biblen, det gjorde en forskel i mit liv. Jeg følte en nysgerrighed og også en ny form for kærlighed til dem, efter jeg havde været i New York. Det vendte op og ned på mit liv og på den livsretning, jeg har fået.’’ Elisabeth kom hjem til Nørrebro igen og begyndte at arbejde på et jødisk plejehjem. Det fortsatte hun med under teologistudiet og efter studiet, arbejdede hun i en jødisk vuggestue, inden hun sammen med sin mand tog til Israel for første gang for 13 år siden. Det mærkes tydeligt på Elisabeth, når hun fortæller, at det var en stor og åbenbarende oplevelse. Og det bærer hendes senere bedrifter også uden tvivl præg af.

Eventyr og den nære familierelation

Familien rykkede fra Danmark for første gang for 13 år siden, da Elisabeth og David lige havde fået deres søn Nathanael. Elisabeth fortæller varmt om sin lille hjælper i Immanuel Kirken i Tel Aviv, hvor de var volontører: ’’Det var også et eventyr. Det kan godt være, at vi ikke var de allermest effektive, for hvis jeg satte nogle bøger på plads, så tog han dem måske ud igen. Så vi var måske lidt mere langsomme. Men på den anden side var arbejdet også noget med at møde mennesker, og når Nathanael og jeg udførte nogle opgaver sammen, blev han på en måde en, der åbnede op for nogle relationer for mig, fordi han var så sød og blond. Så det åbnede også nogle døre, når vi mødte mennesker.’’ Den nu 14-årige Nathanael og hans lillesøster Naomi på 11 bruger stadigvæk meget tid med deres forældre. David og Elisabeth prioriterer at tage deres børn med på ture ud i naturen, at tage med til fritidsaktiviteter og at have tid til musik, spil og hygge i familiens hjem.

At skabe et liv og et hjem langt hjemmefra

I familien Serners lejlighed på French Hill i nærheden af Oliebjerget i Jerusalem kan man se små spor af den familie, som bor her. Små tegn som fortæller en historie som en kreativ og gæstfri familie bosiddende i en af verdens ældste byer. En harpe af træ står på en gyngestol i stuen, datterens violinkasse står klar til eftermiddagens undervisning, bøger om ægteskabet, børneopdragelse, messiansk jødedom, kristendomshistorie og gæstfrihed står på reolerne ved siden af børnenes undervisningsbøger, blandt andre en hebraisk/engelsk-ordbog. På sofabordet står et fad med Turkish Delight og chokolade, og der er te og kaffe i smukke kopper fra en veninde, som er keramiker. ’’Da vi tog herned, prioriterede vi at få sendt meget af børnenes legetøj: mange af de ting, som betød noget for dem dengang for at gøre overgangen nemmere for dem, nu når de skulle sige farvel til alt. Men ellers blev det for mig også en øvelse i at prøve at gøre det til et hjem, finde mig til rette og føle mig hjemme, selvom det ikke var blandt de ting, jeg selv havde valgt.’’

På en hylde, over et klaver med sanghæfter, står en menorah, den traditionelle jødiske lysestage. Andre hylder er fyldte med puslespil, og en stor tavle med billeder, tegninger og hilsner hænger over spisebordet som et vidnesbyrd om, at her er der plads til både familietid og plads til at tænke på dem, som man ikke kan se hver dag. Der hænger et maleri over sofaen. Maleriet forestiller kvinden i farisæeren hus, der vasker Jesu fødder i sine tårer. En historie som udspillede sig under ti km derfra. Selvom de måske havde indrettet sig på en anden måde, hvis de var blevet i København, så skinner solen over Jordans bjerge i udsigten fra deres altan, og det synes at være lykkedes Elisabeth at skabe et hjem for sig selv og familien her.

En propfyldt kurv i Netto og nye familiemedlemmer i Danmark

For Elisabeth er der ingen tvivl om, hvad hun savner mest i livet som udenlandsdansker.’’Det er helt klart vores familie, og især min relation til nevøer og niecer, fordi de vokser så hurtigt, og jeg ville ønske, at jeg var tættere på’’ Familien skal til Danmark om et par uger, og der skal Elisabeth møde en lille ny niece for første gang. Selvom det er i relationerne den største glæde ligger, nyder familien også at opleve lidt af den danske madkultur, når de er hjemme. ’’Altså vi elsker at gå i Netto, når vi kommer til Danmark. Vi synes, det er en fest at fylde sådan en indkøbskurv. Og vi ser virkeligt tåbelige ud, fordi vi bare er helt oppe at køre over ting som rugbrød og leverpostej. Vi er også glade for wienerbrød. Dansk bagværk er bare virkeligt godt i forhold til, hvad vi kan få her. Dansk pålæg eller remoulade og ristede løg,’’ remser hun drømmende op og ler af de underfundige ting, man kan savne ved sit hjemland, når man ikke har adgang til dem regelmæssigt.

Det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg

Den nu fyrreårige ildsjæl har et hjerte, der banker for de mennesker, hun mødte for første gang i New York. I svære perioder kan det selvsagt virke mindre klart, om det hele stadig er rigtigt og meningsfuldt ’’Det er et spørgsmål, vi stiller os selv nogle gange, når det er svært. Hvis man sammenligner livet i Danmark med livet i Israel, er der nogle ting, der ville være så meget nemmere: tingene fungerer på en anden måde, end man kender til i Danmark. Men det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg, og jeg tror, at vi både som personer og som familie har oplevet at udvikle os og vokse med opgaven i de udfordringer, vi har stået med. Det er også et offer på den måde, at jeg er bevidst om, at der også er noget, vi giver afkald på og slip på ved at leve det her liv, og det kan godt nogle gange være en sorg. Men samtidig af en eller anden grund føles det som om, at vi er på det rigtige sted. At det i sig selv giver en eller anden form for mening for os at være her, selvom det ikke altid er det nemmeste valg.’’

Jeg kan aldrig blive arbejdsløs, så længe nogen har brug for at mærke Guds kærlighed

Elisabeth og hendes familie har på otte år skabt et liv med nye og dybe relationer. Børnene har boet størstedelen af deres liv her i Jerusalem. De kan selv finde rundt byen, og alle fire taler hebraisk til husbehov. Det kan føles mere naturligt at stå i den langsomme kø i supermarkedet i Israel, og den effektive facon i Danmark kan virke stressende til sammenligning efter otte år i Mellemøsten. Elisabeth nyder alsidigheden ved både at kunne tage på cafe med en veninde, lede en vagt til et 24-timers bønnecenter på klaver og at kunne tage ud og opleve både den golde og frodige natur, som landet byder på sammen med familie og venner. Siden hendes eventyr startede i New York for 21 år siden, har hun taget flere valg, som har ført til et arbejdsliv som er anderledes fra mange andres. ’’Jeg husker dengang, jeg læste teologi, at jeg tænkte, ’jeg kan jo aldrig blive arbejdsløs, for der er jo altid nogen, som har brug for at mærke Guds kærlighed.’’’ Den tilgang synes at være en, Elisabeth tager med sig ind i et liv, hvor familie-, arbejdsliv og interesse for andres velbefindende kan flyde sammen, og hvor man ofrer sig og giver afkald på store og små ting for at opleve, at noget går op på et højere plan og alligevel føles rigtigt.

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

Caspari Center-undersøgelse udgivet: Den israelske messianske bevægelse er mere end tredoblet de sidste 20 år

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Artikel af Sanna Erelä, oversat af Kirsten Bitsch Lang. Se den oprindelige artikel her.

De messianske menigheder er stadig primært immigrantmenigheder – næsten halvdelen af dem taler primært russisk, og dernæst kommer hebraisk på andenpladsen over sprog, der bliver talt mest. 

David Serner, der er dansk præst i Jerusalem og leder af Internationale Studier på Caspari Center har sammen med Alec Goldberg, der er israelsk leder på Caspari Center, lavet en stor undersøgelse af, hvordan den israelske messianske bevægelse ser ud. De sidste par måneder er tiden gået med at sætte de sidste kommaer i den bog, de har skrevet om undersøgelsen, og nu er bogen endelig udgivet.
”Med det enorme arbejde, vi har lagt i undersøgelsen, blev COVID-pandemien faktisk en velsignelse,” siger David Serner og fortsætter: ”I marts 2020 havde vi allerede interviewet den ene messianske leder efter den anden over telefonen. Da hele verden var i lockdown, og alt vores andet arbejde var sat på pause, kunne vi bruge al vores tid på at analysere de data, vi havde fået ud af alle samtalerne.”
Antallet af opkald og mails i denne undersøgelse er enormt. Serner og Goldberg har henvendt sig til alle de menighedsledere, de kunne opstøve i Israel, i alt 280 personer, hvor de fik besvarelser fra 273. De fleste af dem satte pris på at deltage i undersøgelsen. Da Goldberg bliver spurgt om, hvad han har syntes bedst om i hele dette enorme projekt, er han ikke i tvivl:
”De personlige samtaler med præsterne,” fortæller han og fortsætter: ”De oplysninger og tal, vi har fået, er alle fra førstehåndskilder. Vi gjorde det meget klart for de interviewede, at vores mål er at opnå realistiske tal om den messianske bevægelse, og vi er meget glade for, at lederne har vist os tillid og valgt at være med i undersøgelsen.”  

Den israelske bevægelse i tal

Baseret på de indsamlede data var antallet af israelske messianske troende i 2020 15.323 mennesker. Russisktalende fællesskaber udgjorde den største gruppe af bevægelsen med 136 menigheder, og hebraisktalende menigheder kom på andenpladsen med 83 menigheder i Israel. Andre sprog omfattede amharisk (30 menigheder), engelsk (16 menigheder), spansk (6 menigheder) og rumænsk (2 menigheder). I kun 17 % af menighederne var den øverste leder indfødt israeler. Den israelske messianske bevægelse kan derfor med rette kaldes en immigrantbevægelse.  

Evangelikal med jødisk anstrøg

Forgængeren for denne undersøgelse fra 1999 viste, at den messianske bevægelse dengang kunne beskrives som kristen eller evangelikal i sin teologi.
”Det generelle indtryk er, at dette i løbet af de sidste 20 år, ikke rigtigt har ændret sig,” fortæller David Serner og fortsætter: ”Det betyder ikke, at der ikke er en teologisk refleksion i gang, eller at der ikke er sket nogle forandringer. For eksempel betragter en række messianske menigheder pagten i Moseloven som en, der stadig er gyldig for jødiske troende, og de forsøger at udtrykke deres tro på en mere jødisk måde. Nogle af dem har ændret deres teologiske orientering fra en klart evangelikal til en mere jødisk. Men antallet af fællesskaber, der er gået hele vejen og opfatter rabbinsk autoritet som bindende til en vis grad, er småt. De fleste fællesskaber blander primært troen og jødedommen på et kulturelt niveau. De fejrer for eksempel jødiske højtider og har jødiske elementer med i deres liturgi, men de holder den evangeliske kerne intakt.”  

Bevægelsens usynlige nuancer

Mange ting har ikke ændret sig i de sidste 20 år, men hvad er forandret?
”Bevægelsen er vokset.” Goldberg konstaterer det åbenlyse og griner. ”Selvom det samlede antal messianske troende måske ikke ser så slående ud, så er den opmuntrende sandhed, at det proportionalt er vokset mere end den generelle befolkning.”
David Serner tilføjer: ”I 1999 var der 5000 troende, der var en del af messianske menigheder i Israel. I dag er antallet af troende 3,1 gange større.”
De åbenlyse årsager til det højere antal troende er immigration og den naturlige vækst af messianske familier. Men hvad med evangelisation? Får evangelisation nye medlemmer til menighederne?
Serner svarer: ”Vi ved det ikke præcist. Vi stillede det spørgsmål som en del af vores undersøgelse, men vi fik ikke et endeligt svar.” Evangelisation er et meget følsomt emne i Israel. Troende og menigheder står stadig over for modstand og diskrimination i det jødiske samfund, specielt fra anti-missionale organisationer. Også selvom den generelle israelske befolkning går mere og mere ind for at forsvare de troendes juridiske rettigheder.
Den mest hemmelighedsfulde, usynlige del af jødiske troende, er dem, der lever som ortodokse jøder og priser Gud i synagogerne, men som også tror på Jesus. Goldberg og Serner fik kontakt til et par stykker af dem, men det er umuligt at vurdere, hvor mange der er, da denne gruppe af hemmeligt troende har meget begrænset kontakt med andre tilhængere af Jesus. Antallet kan være oppe på 100, men det kan potentielt set også være meget højere. ”Denne gruppe mennesker mener, at synagogen er det sted, Gud har bestemt, at en jøde skal tilbede,” forklarer Goldberg. ”De mener, at rabbinerne har autoritet over deres liv og tro, men at det ikke overskrider autoriteten i Det Nye Testamente”.  

Inspirerende visioner for fremtiden

”Samtalerne med præsterne afspejlede en almindelig overbevisning om, at den messianske bevægelse anses for at have det gudsgivne formål at genoprette det tidlige jødiske Jesus-troende samfund, som det ses i Apostlenes Gerninger,” fortæller David Serner. ”Selvom vi ikke specifikt spurgte om det i vores spørgeskema, opstod denne fascinerende tanke ofte i vores samtale med præsterne. Det ser ud til at være kernen i mange messianske menigheders selvdefinition.” I undersøgelsen beskriver Alec Goldberg og David Serner denne ide i den messianske bevægelse som ”eskatologisk restaurationisme”.
Selvom den nuværende stat Israel ikke betragtes som fejlfri, ses den som opfyldelsen af bibelske profetier om fysisk og åndelig endetidsgenoprettelse, der stadig skal fuldføres.  

…og en sidste kommentar

Foran mig i Caspari Centerets køkken sidder to tilfredse mænd, der er glade for at have afsluttet et intenst maratonløb af et projekt. Årene med fokuseret indsats er endelig forbi, og løbet er vundet. Jeg bliver glad, når jeg lytter til dem. Jødiske troende på Jesus er en lille minoritet i Israel og i Kristi globale legeme, men de er bestemt værd at lægge mærke til. Deres styrke er troen på det evige kald, som det står i Skriften. Den messianske bevægelse i Israel er i live, mens Gud arbejder på de mirakler og den bestemmelse, der er lovet i bibelen. Hvilket opløftende syn på fremtiden!  

Du kan købe bogen på Caspari Centers hjemmeside.

Jeg var på jagt efter min jødiske arv – og på vejen derhen, fandt jeg Messias

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Antisemitisme, Mission og messianske jøder, Nyheder.

Skrevet af Anatoli Uschomirski og Peter K. Johnson – bragt i Christianity Today d. 25. august 2020. Den originale artikel kan læses her.
Oversat af Maria Strøm Risbjerg, d. 9. september 2020. Foto: Mallory Rentsch.

En mystisk bog med et telefonnummer på bagsiden ændrede kursen for den jødisk-ukrainske Anatoli Uschomirski. Læs hans vidnesbyrd her:  

Da jeg var 11 år, mødte jeg første gang hadet til jøder. Det skete i Ukraines hovedstad Kiev i 1969. Uden provokation kaldte to drenge mig en ”beskidt” jøde på skolens gang. De snerrede ad mig, sparkede mig i ansigtet og slog mig. Jeg græd på vejen hjem.

Oplevelser som disse blev starten på en rejse, hvor jeg ville lære mere om mine jødiske rødder. Mine forældre var sekulære jøder, som aldrig nævnte vores fortid. De fejrede hverken den jødiske påske eller kom i synagogen. Min far døde, da jeg var ti.

Undervejs i min research af min families rødder, stødte jeg på en bog, der mindedes ofrene fra massakren ”Babi Yar Ravine”, der skete nær Kiev i 1941. Nazisterne tog mere end 30.000 jøder (børn inklusiv), afklædte dem og ledte dem ned i et 15 meter dybt krater, hvor de slagtede dem med maskingeværer. Min bedstefar, min tante og to fætre var blandt de døde. Tusinder flere led samme skæbne i 1943.

Ukraines kommunistregering slørede detaljerne om massakren. I lang tid var det et stort tabu selv at anerkende Holocaust. Det var en chokerende oplevelse for mig, da jeg fandt ud af, at millioner af jøder blev dræbt i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Regeringen var velkendt for dens antisemitiske attitude og behandlede os jøder som andenrangsborgere. Officielle stemplede mit pas og mit studiekort med ordet ”jøde”. KGB overvågede de jøder, der deltog i sabbatssamlinger.

Som teenager hørte jeg om en gruppe unge, der havde banket en, jeg kendte, mens de råbte: ”Hitler skulle have dræbt jer alle!” Hadet mod tyskere strømmede ind i mit hjerte.

Fred med Gud

Fordi universiteter i Ukraine kun accepterede et lille antal jøder – primært inden for det naturvidenskabelige felt – besluttede jeg at gå efter en profession, der ikke var matematisk. Jeg ville læse til fotograf efter min værnepligt i militæret. Hjemsøgt af mine fordomme var jeg opsat på at bevise mit værd!

I hæren mødte jeg en mand, der hed Anatoli. Han var ærlig og ydmyg – den type gode medarbejder, der hverken bandede eller drak sig fuld som mange andre soldater. Anatoli var det første kristne menneske, jeg mødte, og han fortalte mig om sin tro på Jesus. Jeg kunne godt lide ham, men jeg skubbede hans ideer om tro væk. Som mange ukrainske jøder så jeg mig selv som ateist.

Da jeg forlod militæret i 1991, skrev jeg mig ind på det tekniske universitet for fotografi. Her mødte jeg også min kone Irina. I min studietid arbejdede jeg for magasiner og aviser. Men det gav mig ingen tilfredsstillelse. For at fylde tomheden begyndte jeg at drikke alkohol, ryge hash og feste. Jeg var endda Irina utro. Jeg udforskede forskellige verdensfilosofier – inklusive okkultisme og østlige religioner. Men intet af det gav mig tilfredsstillelse. Det var tydeligt, at jeg manglede noget i mit liv.

Gud brød ind i mit liv gennem min mor. På hendes køkkenbord lå der en bog med titlen ”forrådt”. En messiansk menighed i Kiev havde sendt bogen med et telefonnummer indskrevet. Forfatteren hed Stan Telchin – en succesfuld amerikansk-jødisk forretningsmand. I bogen beskrev han, hvor vred han blev på sin datter, da hun kom til tro på Jesus. Han prøvede at modbevise hendes oplevelser, men til sidst kom han selv til tro sammen med sin kone og resten af familien.

Bogens budskab udfordrede mig. Det var første gang, jeg havde hørt om en jøde, der troede på Jesus. Telchin havde fundet et formål med sit liv – lige præcis det, jeg manglede – uden at forråde sin jødiske identitet. Irina læste også bogen.

Vi ringede til synagogen i Kiev og besluttede os for at deltage i en gudstjeneste omkring den jødiske påske. Menigheden lejede lokaler i en lokal biograf. Lettere utilpasse fandt vi et sted bagerst. De omkring 100 mennesker var så glade, og jeg blev overrasket over at se jøder, der tilbad Gud sammen.

En israelsk mand prædikede om ”Yeshua” og Guds kærlighed. I løbet af prædikenen fik jeg et billede i mit hoved. Jeg så en tung taske på min ryg, der var tætpakket med problemer, bekymringer, ubesvarede spørgsmål, min jagt efter tilfredsstillelse og alle mine synder. Den var tung, og den vejede mig ned. Så så jeg en vej, der ledte til en jødisk mand, der hang på et kors. Og i det øjeblik vidste jeg, at den eneste måde, jeg kunne blive fri for min oppakning, var vej at følge den vej.

Da prædikenen var færdig, vidste vi, at vi ikke kunne forlade stedet uden at have fundet fred med Gud. Irina skyndte sig op til alteret, hvor menigheden bad for hende. Der blev hun i lang tid, indtil hun havde givet sit hjerte til Kristus, messias.

Jeg observerede det hele lidt på afstand. Men så løb jeg også op til alteret, og greb i prædikantens jakke. Jeg stirrede ind i hans øjne, og bad ham indtrængende: ”Jeg ønsker fred med Gud, men gør mig fri fra den her tunge rygsæk!” Først troede han, at jeg var mentalt forstyrret, og ønskede at gøre ham ondt. Men da det gik op for ham, at jeg mente det oprigtigt, sagde han: ”Fortæl Gud om din rygsæk.” Det gjorde jeg. Jeg bad Gud om at tilgive mig mine synder på en barnlig og umiddelbar måde.

Sendt på mission til Tyskland

Jeg vidste med det samme, at hele mit liv ville ændre sig efter den dag. Irina og jeg blev døbt et par uger senere sammen med 23 nye jødiske jesustroende. Vi blev ved med at lovprise sammen med menigheden og voksede spirituelt, imens vi fik kraft fra bibelen.

Sovjetunionen opløstes i december 1991, og det skabte et stort postyr. Vores fremtid så håbløs ud. Økonomien kollapsede. De gode jobs fandtes ikke mere, mad var der ikke meget af og de langsigtede effekter af Tjernobyl-atom-katastrofen bekymrede os – især i forhold til vores datter Alexandra.

I takt med at antisemitismen blussede op, besluttede vi at forlade Ukraine for at flytte til Israel. Men flere af vores slægtninge advarede os imod det på grund af den persiske golf krig. Så Tyskland virkede som det bedste alternativ. Den tyske regering åbnede deres dør på vid gab for jødiske immigranter fra Rusland. Jeg ønskede kun at blive der midlertidigt, men Gud havde en anden plan.

Vi solgte alle vores ejendele, og i juni 1992 ankom vi til immigrantbarakkerne i Stuttgart. Det var svært at lære tysk, men jeg fandt hjælp i at bruge det nye testamente, som jeg fandt i en skraldespand. Mens jeg tog metroen frem og tilbage til sprogskolen, spurgte jeg de forskellige togførere om betydningen af forskellige ord. Selvom de hjalp mig, undrede de sig altid over, at jeg læste i det nye testamente. Det gav mig mulighed for at dele mit vidnesbyrd.

I løbet af den første uge i det nye land, mødte jeg en russisk-tysk kristen, som hjalp mig med at forstå bibelen og opmuntrede mig til at starte en messiansk gruppe i vores hjem. I begyndelsen var vi otte, der mødtes to gange om ugen, indtil vi havde vokset os store nok til at leje et rum i en baptistkirke. Ærgerligt nok, så afviste officielle fra den protestantiske kirke os. De sagde advarede: ”Du burde ikke fortælle jøder om Jesus.”

Til sidst mødte jeg et missionærpar fra Holland, der opmuntrede mig til at lede en messiansk bevægelse i Tyskland. Selvom jeg var noget skeptisk, gik jeg ud på det dybe vand, sagde mit job op i 1994 og lancerede den ”evangeliske bevægelse for Israel” (Evangelical Ministry for Israel). Til at starte med sponsorerede jeg sommerlejre for den jødiske ungdom og en national messiansk konference. Den første konference tiltrak kun 25 mennesker, men den er vokset lige siden. Jeg besøgte også lejre, der var populære blandt russiske jøder.

Et år efter at have startet bevægelsen, fik jeg et afgørende møde med en tysk kvinde. Jeg var ude at vandre med familien, og da vi kom tilbage til bilen, stod der en kvinde og stirrede på et klistermærke på den. Klistermærket viste tre symboler: den kristne fisk, davidsstjernen og en menorah. Da hun spurgte indtil betydningen af dem, gav jeg hende mit vidnesbyrd som messiansk jøde. Hendes øjne blev fulde af tårer, og hun afslørede, hvordan Gestapo havde slået hendes far ihjel, da de havde fundet ud af, at han gemte en jødisk familie under krigen. Det gik op for mig, at selv som tysker, havde hun lidt under det nazistiske regime, og hun beskyldte ikke engang jøderne for at være skyld i hendes fars død.

Gud brugte det øjeblik til at slå ethvert had jeg måtte have til tyskerne itu. Det skabte en ny brand for at skabe forsoning mellem jøder og tyskere gennem Kristus. I 1998 etablerede den evangeliske bevægelse for Israel sin første messianske menighed i Tyskland. I dag er der 40 voksende menigheder og grupper på tværs af landet – hvoraf jeg hjælper til i fire. Tæt på 200 000 jøder kalder Tyskland for hjem, og jeg ønsker at blive ved med at dele messias med dem.

Men antisemitisme er voksende i Tyskland. Hadforbrydelser mod jøder har ikke være højere siden 2001. Hvad ville der ske, hvis flere messianske jøder begyndte at fortælle tyskere, der har lidt eller intet håb, om det håb, vi har i Jesus?

Religiøse jøder siger ofte den her salme, når de står op: ”Kære Gud, tak fordi du gav mig min sjæl tilbage, så jeg kan leve den her dag for dig.” Hvis Gud vækker mig op hver en morgen, så ønsker jeg at leve hver en dag til hans ære. Det er mit kald.

Marsha mødte Y’shua gennem lærerens oplæg om Martin Luther King

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder.

Interview af Elisabeth Serner, udsendt til Den Danske Kirke i Jerusalem.

Marshas vej mod at blive en jesustroende jøde var snørklet og fuld af overraskelser og bump. Alligevel sidder hun nu foran Elisabeth Serner og giver sin livshistorie, der både byder på svære valg og på kirker, der har været mere sårende end gavnende, men som er endt ud i en rejse tilbage mod de jødiske rødder og til Israel, hvor hun bor i dag.

Det er dejligt at se, at Marsha med det samme føler sig hjemme i præstelejligheden på French Hill. Hun sætter sig godt til rette i lænestolen og trækker benene op under sig, mens hun tager tilløb til at fortælle mig om hendes liv og møde med Y’shua (Jesus på hebraisk red.). Der er skænket te i de små sommerfuglekopper, og den hjemmebagte dagmartærte falder i god jord, selvom den ikke smager helt, som den man køber hos bageren i Danmark.

Marsha er svensk jøde, som i starten af 20’erne kom til tro på Y’shua. Vi har mødt hinanden i et bønnehus på Oliebjerget, hvor vi begge to har lært at spille harpe.

Jeg lytter koncentreret, da Marsha begynder sin beretning på klingende svensk. Hun fortæller, at hun er født og opvokset i Stockholm. Begge hendes forældre og samtlige bedsteforældre er jøder, og særligt hendes bedsteforældre gjorde meget ud af at fejre de jødiske højtider. Hun fik lov til at komme med sin morfar i synagogen og husker det som noget ganske særligt. ”Der var så meget liv og så mange søde mennesker fulde af kærlighed,” siger hun tænksomt.

Hendes mor var sekulær jøde og lagde større vægt på det svenske end det jødiske. Marsha fik også at vide, at hun i skolen måtte hemmeligholde, at hun var jøde. Derfor var hun helt stille den dag, hendes lærer fortalte klassen, at Marsha skulle ud at rejse, for det måtte ikke komme frem, at destinationen for rejsen rent faktisk var Israel. På en eller anden måde slap det alligevel ud, og hun oplevede desværre både at blive jagtet og chikaneret i skoletiden.

Men det var også skolen, der kom til at danne ramme for hendes første møde med Y’shua. Det skete helt uventet, da hendes lærer en dag fortalte dem så levende om Martin Luther King. Pludselig blev Marsha fyldt af et omsluttende nærvær, og hun vidste, at det var Y’shua. Hun forstod det ikke helt, for hun havde lært, at Y’shua var noget, man skulle skamme sig over.

Da hun var omkring 20 år, havde hun igen en skelsættende oplevelse. Hun arbejdede på en kirkegård, og en dag mødte hun Y’shua. Hun husker ikke, hvad han sagde, men åben og søgende som hun var, gjorde han et stort indtryk på hende.

”Men jeg kom til at gå ind i det på en forkert måde og blev en del af en okkult gruppe,” beretter Marsha.
 
Hun prøvede at komme ud af det okkulte miljø, men uden held. Hun opsøgte en kirke, hvor hun inviterede Y’shua ind i sit hjerte, men der var ingen i menigheden, der talte til hende, og hun følte sig meget udenfor og på ingen måde velkommen.
 
Først efter et års tid, kom hun tilbage til kirken og mødte en omsorgsfuld kristen kvinde, som tog godt imod hende. Kvinden bad for hende, og Marsha blev sat fri fra det okkulte tilhørsforhold.

Kvinden havde et hjerte for Israel, og det fik Marsha til at tænke på sin jødiske identitet. Igennem Y’shua fandt hun tilbage til sine jødiske rødder, og hun begyndte igen at komme lidt i synagogen.
 
Desværre var det ikke alle, der kunne forstå hendes valg. ”Hvis du går i synagogen, kan du ikke også komme her”, fik hun besked på af en menighed, som havde en stærk tjeneste omkring ’indre helbredelse’, som hun ellers havde stor glæde af at besøge.
 
”Det var meget hårdt, ” fortæller Marsha. ”Jeg er blevet såret meget af de forskellige kirker igennem tiden.”    
 
Det var heller ikke uden gnidninger, at hun sidenhen flyttede til Israel. Men hun oplevede, at Gud havde talt til hende om at gøre det, hvilket var en stor hjælp og støtte i den svære proces. Da hun ankom til Haifa, var hun meget lykkelig: ”Jeg havde det som om, jeg giftede mig med landet. Jeg følte mig hjemme i Haifa, og jeg oplevede en stor tryghed og hvile i mig selv,” siger Marsha med glæde i stemmen.
 
Nu bor Marsha på Oliebjerget. Det er ikke altid et nemt sted at bo, men hun fortæller, at Y’shua engang viste hende en vision af et sted, hun syntes lignede Pakistan, og hun hørte en stemme spørge: ”Er du villig?” Hendes respons var: ”ja,” og da hun en dag opholdt sig i området omkring Damaskusporten, tænkte hun ved sig selv: ”Det er her!”

”Jeg prøver at gøre, hvad Y’shua beder mig om. I den sidste tid, inden han kommer tilbage til jorden, bliver vi nødt til at gøre, hvad han siger til os, for vi har ikke selv det fulde overblik. Jeg tror, det er vigtigt, vi er årvågne,” slutter Marsha af.
 
Jeg nikker tankefuldt, og takker hende for, at hun ville dele sin historie med mig.

Bibelen 2020

The new Danish Bible: Thoughts and reflections

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme, Mission og messianske jøder, Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

The last week several Israeli media have sent out news regarding the new Danish Bible translation from 2020. Most of them are critical and some are untrue. Arne Pedersen, CEO in the Danish Israel Mission, states his thoughts about the new translation here. It is in English so that our Israeli friends will be able to read along.

In my personal opinion I believe that the translation of the Bible2020 is good and easy to read. The Danish Bible Society has been very clear all the way that this is a Bible for readers who would like to begin reading the Bible where the authorized version is too heavy. In Denmark we have a translation that is authorized by the Queen, and the authorized version is the one we use in the state church. So this translation is meant to be a more easy read version than the authorized one. It is a bit like Eugene Peterson’s “The Message” (and I know that there are very different opinions on that ‘translation’ as well) although it is not as interpretative as The Message. This is not a translation meant for neither synagogue nor church. It is not meant for studying or research. It is a translation that focuses on the Biblical story and narration. I believe that if you read this translation on its own terms it is good and I certainly think the translation will get more people – especially young people – encouraged to start reading the Bible.

Does this mean that nuances, richness and theological depth is lost at times? Certainly – but at its core it is faithful to the meaning of the text.

So the first thing is the context for the translation – that is important.

On the substance of the debate David Serner who is pastor at the Danish church in Jerusalem has studied the translation extensively and his conclusion is the following:

  • this translation fundamentally confirms the continued connection between the Jewish people and the land
  • the translation confirms that the Jewish people is the chosen people of God
  • the translation is not a tool for replacement theology
  • the translation is not anti-semitic or anti-zionistic

I would especially like to warn against calling this translation anti-semitic or being against Israel as a nation. In part because I do not think there is any substance or reason for doing so, and in part because if we cry “Wolf!” for no reason – there is an even greater danger that we will not be heard when there is actual danger at stake.

All of the above should of course not hinder us at criticizing the translation where criticism is due. But overall – this translation proclaims the Gospel of the crucified and risen Messiah who invites and calls all of us into a relationship with him where he transforms us into new beings. I truly believe that this translation will be a tool in the hands of the Spirit to meet new people with this fantastic message all over Denmark.

Sincerely,
Arne Pedersen, CEO, Danish Israel Mission

Do you want to read more? Read the statement from the Danish Bible Society here.

Ny bog om den messianske bevægelse i støbeskeen: antallet af troende i Israel tredoblet

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/11 2019

I 1999 udgav Caspari Centret bogen ”fakta og myter om den messianske bevægelse i Israel”, der som den første udgivelse indeholdt dybdegående undersøgelser af den messianske bevægelse i Israel. I dag, tyve år senere, er der dog sket meget – endnu flere messianske jøder er immigreret til Israel fra andre lande, messianske familier har vokset sig større og endnu flere mennesker er kommet til tro. Derfor har det været nødvendigt at opdatere undersøgelserne for at kunne give et tydeligere billede af bevægelsen. Nedenfor kan du læse et interview foretaget af administrator Jennifer Nataf med Caspari Centrets israelske leder Alec Goldberg, der fortæller om projektets vigtigste indsigter.

På hvilket stadie af undersøgelserne befinder I jer?

Jeg er næsten færdig med at interviewe alle de præsterne fra de russisktalende menigheder, og David Serner (projektkoordinator) har interviewet alle de etiopiske præster såvel som præster fra internationale menigheder. Til sammen har vi talt med omkring 160 præster, og vi estimerer, at der er omkring 240 menigheder i alt – selvom vi måske opdager et par stykker mere senere hen. Så vi er omkring to tredjedele gennem projektet.

Selvom vi må vente lidt på de endelige resultater, så kan du måske sige noget om de forandringer, du har lagt mærke til ske gennem de seneste 20 år?

Den åbenlyse forandring ser vi i tallet af troende. Vores research viser, at antallet af menigheder groft set er tredoblet, og antallet af troende enten er fordoblet eller tredoblet. Men som sagt, har vi ikke færdiggjort undersøgelserne, så vi kan ikke give andet end estimater. Men ser vi på tallene, så var der omkring 5000 troende i 1999. I dag er der bare 5000 i de russisktalende menigheder. Og som mange, der har øje for det messianske miljø i Israel, er klar over, så er antallet af lokale menigheder og mangedoblet, da nye initiativer er konstant i fremdrift.

Hvilke udfordringer har du oplevet gennem projektet?

Den største udfordring har været den tilbageholdenhed, vi har oplevet blandt præsterne. Kun omkring 10-15 % har samarbejdet med os. Mange giver ikke en grund hertil. Nogle af dem kan ikke se pointen med bogen, eller er modstandere af research generelt. Deres attitude lyder nogenlunde sådan her: ”Det er vores menighed. Vi lever vores liv, og du er velkommen til at besøge os, men vi vil ikke have, du skriver om os.” Det er muligt, måske spekulerer jeg bare, at nogle af disse præster er bange for kritik fra udenforstående parter.

Og så er der selvfølgelig dem, der også frygter, at bogen vil gøre dem til ofre for forfølgelse i form af anti-missionske organisationer eller en pludselig uønsket interesse fra indenrigsministeriet. Indenrigsministeriet har nemlig autoritet til at fratage statsborgerskab fra immigranter, hvis det bliver opdaget, at de var troende før de flyttede til landet og derved kategoriseres som ”ikke-jøder”. Nogle udlejere, der lejer deres faciliteter ud til menigheder, har oplevet at blive presset af anti-missionske organisationer, som udøver et enormt pres, og ikke er bange for at organisere store og larmende demonstrationer foran bygningerne, hvis det fremmer deres sag.

Jeg kan give et konkret eksempel på det. I løbet af min research mødtes jeg med en præst for en menighed, der havde været en del af den første ”fakta og myter” bog. Her stod der, at præsten havde været troende inden han kom til Israel, og han havde haft problemer med indenrigsministeriet højest sandsynligt på grund af dette. Derfor havde han ikke lyst til, at hans udtalelser skulle offentliggøres igen. 

Frygter mange troende i Israel at blive forfulgt?

Mit indtryk er, at der i øjeblikket er langt mindre forfølgelse i Israel, end der var for bare 20 år siden. Dengang kunne troende risikere at blive fyret grundet deres tro. Som et resultat heraf, skjulte folk ofte, at de var troende. I dag er der ikke mange arbejdsgivere, der fyrer deres medarbejde på baggrund af dette. Derudover, oplever mange troende, at de er stærke nok til at tage kampen op, hvis de støder på denne fordom. Så selvom mange ikke står på ethvert gadehjørne og fortæller om deres tro, er mange mere åbne end før i tiden.

Var der noget, der overraskede dig i din research?

Jeg blev glædeligt overrasket over, at mange russiske præster har været i stand til at etablere deres menigheder uden nogen form for udenlandsk finansiel støtte. De var blevet fortalt, at der ikke var mulighed for at lykkes foruden, men deres svar blev: ”Selvfølgelig kan vi det.” De er finansielt uafhængige den dag i dag.

En anden dejlig overraskelse var en russisk præst, der definerede en troende som ”én, hvis liv er blevet transformeret”. Han har en passion for at tjene mennesker, der er på en rejse, og som oplever transformering på en kontinuerlig basis.

Hvad skal vi, der støtter Caspari Centret, være med til at bede for?

Bliv endelig ved med at bede for en hurtig og vellykket afslutning af projektet. Bed for, at vi må finde en god redaktør, der kan rette teksten til og øve retfærdighed over for dens vigtige indhold.

Vend ikke ryggen til

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Artikel skrevet af Andreas Johansson og Guro Kvakestad bragt i det norske magasin ”Først”. Teksten er oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm d. 12/9 2019

//LONG READ//

En weekend i sensommeren 2004 blev der afholdt en konference på klosteret Latrun, der ligger ved foden af højdedragene, som leder op til Jerusalem. Temaet for konferencen – familievold og kvindemishandling i det messianske miljø i Israel – stod i stærk kontrast til de ellers dejlige og fredfyldte omgivelser.

Initiativtager Lena Levin havde gennem længere tid forsket i fænomenet som en del af sine studier i pastoral vejledning på den israelske bibelskole ”Israel College of the Bible.” En af hendes opgaver bestod i at sammensætte et terapiprogram for enlige mødre i messianske menigheder.

Tabubelagte emner skaber uro

Arbejdet skulle vise sig at afdække et sårbart og tabubelagt område i det messianske landskab. Af de ti deltagere i gruppen, hun forskede i, fremgik det, at hele syv var blevet skilt på grund af vold og misbrug, én på grund af utroskab og en tredje fordi det viste sig at manden var homoseksuel. Da hun præsenterede fundene for resten af klassen, blev hun dog overrasket. ”Gud hader skilsmisse.” ”Det er bedst ikke at snakke om det.” ”Det er en gråzone.” ”Det tilhører privatlivet.” Dette var argumenterne. De mente, at hun ikke burde gå videre med studierne, men i stedet lade det hele ligge.

Men Lena mente dog noget andet. Hun kunne ikke bare lade det, kvinderne havde fortalt hende, ligge. Hun følte, at hun havde et ansvar for at forvalte historierne på en måde, der kunne give kvinderne, der havde oplevet så meget ondt, oprejsning og respekt. Derfor bestemte hun sig for at fortsætte sit eget studie af vold i hjemmet.

En ny start – Machaseh bliver til

Det viste sig faktisk, at op til flere messianske præster var interesseret i de fund, hun havde gjort, og de inviterede hende til en konference, som blev den første af sin slags. Her samledes præster, ledere og professionelle fra sundhedssektoren samt kvinder, der havde levet årevis med mishandling, og som havde lyst til at dele deres historier.

Det blev et gennembrud, som gjorde det muligt at starte et feltarbejde med forskellige kvinder, der havde besluttet sig for at bryde tavsheden. Dette blev også starten på Machaseh, organisationen Lena senere grundlagde, der betyder ”tilflugt”, og som hjælper marginaliserede mennesker i samfundet – blandt andet voldsramte kvinder.

15 år senere sidder international leder Elisabeth Levy på sit kontor på Caspari Centeret i Jerusalem, da hun får en forespørgsel om at samarbejde med Lena om tabubelagte temaer i messianske miljøer med fokus på kvindemishandling og vold i hjemmet.

Dette var ikke helt indenfor Casparis specialefelt og kompetenceområde – en udgivelse af en bog om børneopdragelse, var det nærmeste de kom – men Elisabeth var alligevel overbevist om, at det var noget, hun gerne ville være med til, så hun takkede ja til invitationen.

Gamle bibeltekster får nye perspektiver

Hvad fik Elisabeth til at takke ja? Hun så en sammenhæng mellem tolkningen af forskellige bibeltekster og kvindemishandling og familievold i menighederne. Selvom Caspari ikke havde de samme praktiske kompetencer som Machaseh i forhold til, hvordan man hjælper disse kvinder, så kunne Caspari belyse temaet fra nye vinkler, og på den måde skabe en bevidsthed om problemet. I mange af de tilfælde, der var snak om, var der netop blevet brugt enkelte bibelvers til at retfærdiggøre og forsvare voldelige handlinger.  

Flere af de præster, Elisabeth havde snakket med, syntes, at det var i orden at slå børn i forbindelse med opdragelsen. Der står jo i Bibelen, at det er i orden, ja det bliver ligefrem opmuntret. At det ikke er i orden i forbindelse med den israelske lov, kom i anden række. Her kunne Caspari Centret byde ind med sine teologiske kompetencer og sætte fokus på, hvordan vi læser Bibelen.

Det norske magasin ”Først” interviewede Elisabeth om det nye samarbejde. Vi møder hende på kontoret i toppen af bygningen, hvor Caspari holder til.

Hvordan blev Caspari Centret involveret i samarbejdet om tabubelagte emner i det messianske miljø, som nogle vil hævde, er lidt ved siden af det, I normalt arbejder med?

Samarbejdet blev faktisk påbegyndt af Rolf Gunnar Heitmann, generalsekretær i Den Norske Israelsmission. Han spurgte både Lena Levin på Machaseh og os på Caspari, om vi kunne tænke os at tage arbejdet op. Jeg kendte Lena og det arbejde, hun var i gang med, godt, og ved, at det har hjulpet mange. De har vist over tid, at de er en solid organisation, som ved, hvad de har med at gøre, og som kender det messianske miljø fra indersiden.

Er familievold og kvindeundertrykkelse ikke lidt ved siden af det, Caspari Centret ellers arbejder med? Hvordan kan du bidrage?

Det er rigtigt, at Caspari Centret traditionelt set beskæftiger sig med teologisk oplæring og undervisning frem for familieterapi, og det skal vi helt sikkert fortsætte med. I dette samarbejde er der imidlertid snak om undervisning og diskussion af bibelsynet i mange messianske menigheder, og der har Caspari kompetencer at byde ind med. Jeg har selv arbejdet meget med bibelteksterne i forbindelse med oversættelsen af Bibelen 2011, hvor jeg var en af oversætterne. Denne udgave er oversat direkte fra grundsproget til moderne norsk, og det gav os et grundigt og indgående kendskab til bibelteksterne på detaljeniveau, samtidig med at det gjorde os ydmyge overfor kompleksiteten i teksterne.

Vi diskuterede for eksempel Ordsprogenes Bog kapitel 3 vers 12 grundigt – det vers, som ofte bliver brugt til at retfærdiggøre fysisk afstraffelse af børn. Her kiggede vi på, hvilke ord, der var rigtige at bruge. Skulle vi bruge ”slå”? Eller ”tugte”? Eller måske ”revse”? Mange læser Bibelen meget konkret, og så kan udfaldet blive uheldigt. Jeg mener, at der findes tekster i Bibelen, som ikke uden videre kan læses direkte ind i vores kultur. Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Elisabeth Levy


Hvordan skal vi så læse teksterne? Findes der flere måder at forstå dem på? Hvad siger grundteksten? Er det ord, som er brugt, entydigt? Det er flere tusinder af år siden mange af teksterne blev skrevet ned. Det er virkelig vigtigt at tage hensyn til.

Hvordan kan man begynde at sætte fokus på et så ømtåleligt tema? Alle mener jo, at de læser Bibelen ”rigtigt”?

Det er et meget ømtåleligt emne, og jeg tror ikke, at vi opnår noget ved at fortælle mennesker, hvordan de skal læse Bibelen. Én måde at behandle emnet på, kan være at planlægge paneldebatter. Det er en ”ufarlig” form, som kan få forskellige synsvinkler frem på en respektfuld måde.

Hvor stort er problemet egentligt?

Det er nok større i Israel end i Norge. Generelt set er kulturen mere aggressiv her. Og ofte ser vi det mere i den arabiske kultur end i den jødiske. Men også hos jøder fra arabiske lande. Her snakker vi ikke bare om fysisk afstraffelse i børneopdragelsen, men også om kvindeundertrykkelse og mandsdominans i parforhold. Psykisk såvel som fysisk. Ud fra den ene af skabelsesberetningerne i 1. Mosebog, hvor manden bliver skabt før kvinden (men efter dyrene…), bliver det forventet, at kvinden skal underordne sig manden. Derfra er vejen til fysisk og åndelig manipulation kort for nogen.

Men hvem er det, som afgør hvad der er en rigtig tolkning af disse vers?

Der vil altid være forskellige opfattelser af bibelsyn og hvordan man skal forholde sig til teksterne. Men er der for eksempel snak om kvindemishandling, mener vi, at det menneskelige hensyn må komme i første række, selvom der aldrig står hvor meget, hun skal underordne sig. Han har jo misbrugt sin myndighed og udøvet vold. Men dette er ofte tabuiseret.

Bliver man beskyldt for at være relativistisk? Man udplukker kun de bibelvers, man kan lide, og smider dem ud, man ikke kan lide?

Bibelen er meget ofte i dialog med sig selv, og snakker ikke altid med én stemme. De som siger, at alt der står i Bibelen er utvetydigt, må genoverveje deres standpunkt. Der er for eksempel to skabelsesberetninger. Men det er indiskutabelt, at der eksisterer et mandsdomineret syn i Bibelen. Det var jo et patriarkalsk samfund på den tid. Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang. Vi kan ikke bare tage hele Bibelen og anvende den i vores kultur uden at differentiere. Meget af det, der står, er evige sandheder, mens andre ting er historisk eller kulturelt betinget. Vi plukker ikke efter godt befindende, men må finde ud af kriterierne for, hvorfor nogle bibelvers er relevante i dag og andre ikke. Hvordan kan man begrunde at følge nogle bibelvers, men andre ikke, uden at blive beskyldt for at være relativist? Er det noget alle gør – bevidst eller ubevidst?

Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang.

Elisabeth Levy

Det er her Caspari Centret kommer ind. Hvordan kan vi belyse tabuiserede emner på en konstruktiv måde? Her kan en paneldebat fungere godt. Hvordan læser vi Bibelen? Vi trænger til at blive bevidstgjort i forskellige bibelsyn.

Tidligere udsendt af Den Norske Israelsmission, Andreas Johansson, er en af dem, der i samarbejde med Machaseh har været med til at udforme et ressourcehæfte for de messianske menigheder, der sætter fokus på håndtering af vold og misbrug i hjemmet. Hæftet udkom på hebraisk i 2015, og har overskriften ”Du må ikke vende ryggen til.” Verset stammer fra 5. Mos 22,3:

”På samme måde skal du gøre med hans æsel, på samme måde med hans tøj og med hvad som helst, din landsmand har mistet, hvis du finder det. Du må ikke vende ryggen til.”

5. Mos 22,3

Her refereres der til materielle tab og skader på dyr. Men hvor meget mere må de samme principper ikke gælde, når der er snak om mennesker, der bliver udsat for vold – åndeligt og fysisk? Vi må ikke vende ryggen til, når et andet mennesker lider.

Andreas uddyber:

Hovedgrunden til at Machaseh startede for lidt over ti år siden er, at der var flere kvinder, der led under familievold. De kom og havde brug for hjælp. Siden da er organisationen vokset og har engageret sig i mange forskellige problemstillinger og skæbner. Men Machaseh har ikke forladt sit første kald.
Undervejs i arbejdet med at tage vare på voldsramte kvinder og i processen med at tage problematikken op i menighederne og blandt ledelser, blev det klart, at temaet ”familievold” i stor grad er tabubelagt i den messianske bevægelse.

Det handler blandt andet om, at det er for smertefuldt og om, at kendskabet til, hvad der bør gøres, er for lille. I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse? Siger Andreas.

I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse?

Andreas Johansson

For at give større viden og skabe større refleksion om emnet, arrangerede Machaseh i flere år seminarer om familievold, hvor sundhedspersonale, jurister og præster blev inviteret til at belyse problematikken – og lære af hinanden. Nogle gange var der også vidnesbyrd fra dem, som selv havde oplevet at blive mishandlet og slået. Jeg har selv været med på nogle af disse seminarer og lyttet til fortællingerne. Hvordan finder man passende ord for det, som sker? Består familievold altid af fysisk vold? Hvad siger Bibelen egentlig om ægteskab, skilsmisse, underordning? Og hvad er misbrug af bibelteksterne? Hvad siger israelsk lov? Hvad bør og må en menighed gøre, når nogle af dem, som kommer i menigheden, lider under familievold eller selv udøver den? Hvordan bliver børn præget af at vokse op med vold i hjemmet? Hvordan forebygger man familievold? Findes der muligheder for opgør og forsoning? Det er bare nogle af de temaer, der bliver diskuteret, siger Johannson.

Samtalerne i de forskellige fora og seminarer om familievold var med til at bringe ting frem i lyset, som var blevet ”fejet under tæppet”. Flere af dem, der i udgangspunktet reagerede med at bekende problemet, indså, at det ikke bare forsvandt, fordi der ikke blev snakket om det. Det, at lytte til hjerteskærende fortællinger fra kvinder, som er blevet psykisk nedbrudt af måden, deres ægtemand har behandlet dem på, udfordrer så meget, at man ikke er den samme efterfølgende.

Det blev klart, at de erfaringer, som kom ud af disse seminarer og de praktiske hjælpetiltag, som blev iværksat, måtte samles og skrives ned – for at nå endnu flere af menighederne i den messianske bevægelse, forklarer Johansson.

En af medarbejderne i Machaseh, Dana Chason, er jurist og fik hovedansvaret for at udarbejde et ressourcehæfte, som skulle belyse både teologiske, psykologiske, juridiske og praktiske sider ved problemstillingerne.

De kvinder, som gik i gang med at skrive, er modige, for hvordan skulle de blive hørt og respekteret blandt de messianske præster, som er mænd? En ting var at få præsterne i tale angående enkeltsager i den enkelte menighed, men hvordan ville et hæfte på tryk blive modtaget bland præsterne? Ville de reagere ved at fornægte fænomenet og på den måde skade Machaseh’s rygte?

De messianske præster, som har været tættest på Machaseh i denne proces, tøver ikke med at sige, at den ægtemand, som slår sin kone, skal meldes til politiet. Men det har ikke altid været sådan. Det er let at se, at det er et stort nederlag og prestigetab for en messiansk præst – vi snakker om en meget lille og delvist ikke vellidt minoritet i Israel – at melde sine egne medlemmer til politiet. Og jeg ved hvem, der har taget mange af de lange og ophedede diskussioner, som gjorde, at disse præster kom til et sådant standpunkt.

Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned.

Dana Chason

Titlen på hæftet er ”Du må ikke vende ryggen til.” Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned. De fleste vil ikke tage fat i problematikken. Det er ubehageligt, men hvis Gud siger, at vi ikke må vende ryggen til, når oksen og æslet er blevet væk, hvor meget mere må vi så ikke gribe ind, når det er mennesker, der er blevet brudt ned?