Hvorfor går jeg igennem svære tider, hvis Gud elsker mig? Er der en mening bag den lidelse og de udfordringer, vi møder i verden? John voksede op i en jødisk familie, og var glad for den kulturelle del af jødedommen. Men han oplevede, hvordan svære spørgsmål som disse blev ved med at dukke op. En dag åbnede han Bibelen, og blev konfronteret med mennesket Jesus, der påstod at være svaret på alle hans frustrationer. Læs Johns vidnesbyrd nedenfor.
Er Guds nærvær væk?
John voksede op i Johannesburg i Sydafrika. Hans mor var jødisk og hans far var af hollandsk afstamning. Da han var barn, blev de skilt, og han tilbragte derfor store dele af sin opvækst hos moren og hendes side af familien. John mindedes især fredagene, hvor familien var samlet hjemme hos hans bedstemor til sabbatsmåltid. Det var klart for ham, at han altid har følt sig tættere forbundet til den jødiske del af familien. John var glad for den kulturelle side af jødedommen, men havde en følelse af, at noget manglede. ”Jeg tænkte lidt på historien om pesach, hvor israelitterne vandrede i ørkenen og Guds nærvær flytter sig med dem. Jeg havde en følelse af, at Guds nærvær måske havde flyttet sig uden, at jeg havde fulgt med,” fortæller han. Da han gik i shul (jødisk skole) havde han en fornemmelse af, at han manglede noget i sin forbindelse med Gud. ”Det var som om, hans nærvær var væk,” konstaterer han.
De store spørgsmål
John beskriver sig selv som en meget privat person. Han holdte sine tanker om Gud og om livet for sig selv. ”Jeg ønskede at tro på noget, fordi det var sandt,” udtrykker han. Især teenageårene var hårde for ham. Det var en tid, hvor han prøvede at finde sin identitet, og de store eksistentielle spørgsmål fyldte meget i ham. Hvorfor er der lidelse i verden? Hvorfor skal jeg igennem de her svære ting, hvis Gud elsker mig? Han søgte efter svar på meningen med livet, og reflekterede over, hvilken rolle religion skulle have lov at spille i hans liv. “Jeg spekulerede også på, om der mon var nogen, der faktisk brød sig om mig på et dybere plan,” fortæller han.
Smerten har intet svar
”Jeg troede, at hvis bare jeg gjorde de rigtige ting, arbejdede hårdt og nød livet, ville jeg få et godt liv – at alting ville være okay,” fortæller han. Problemet for John var bare, at han ikke oplevede at finde svaret på, hvorfor der er så megen lidelse i verden. ”Hvor kommer lidelse fra? Hvad er meningen med de kampe, jeg står i? Er der nogen form for mening bag ved den lidelse, jeg møder i verden?” Disse spørgsmål blev ved med at dukke op.
”Jeg er kommet, for at de skal have liv”
John havde aldrig talt om Jesus med sin mor. Det var tabu; et forbudt emne. Så i løbet af gymnasietiden besluttede han, at han ville læse i Bibelen, og se med egne øjne, hvad det hele handlede om. I Bibelen stødte han på mennesket Jesus, og det blev et helt særligt møde. Verset: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10) satte et væld af tanker i gang i ham. ”Den udtalelse virkede utrolig stærkt på mig,” fortæller han og fortsætter: ”Rundt om i verden leder mennesker efter liv. Alle ønsker liv og alle ønsker at føle, at der er en større mening med det, de lave”. Det blev klart for John, at han enten måtte tage det seriøst eller skubbe det til side, og lade som om, ingen nogensinde havde givet et svar. Her var en mand, der påstod, at han var svaret, og at han havde svaret på de spørgsmål, John stillede.
Der er håb
I Bibelen så John, hvordan Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetier om messias, der skulle lide og dø for vores skyld. ”Det største eksempel på hvordan Gud bruger lidelse og smerte for det ultimativt gode, er historien om Jesus, der døde for sit folks synder,” fortæller John og fortsætter: ”Det eneste menneske i historien, der ikke fortjente, at dårlige ting skulle ske for ham, er måske det menneske, der har lidt mest”. Jesus døde ved menneskers hænder, men Gud løftede ham op. Det er gennem Jesu lidelse, Gud bringer os mennesker ind i Guds nærvær, og gør det muligt for os at have en relation til Gud. ”Hvis Gud brugte det største eksempel på menneskelig uretfærdighed og smerte til at skabe det største mirakel i verdenshistorien, er der håb, når jeg går igennem svære tider i mit eget liv. Der er håb om, at ingen lidelse er forgæves – alt har en mening i Guds plan,” slår han fast.
Ingen anden vej
John kæmpede en hel del, og lige så stille begyndte han at mærke spændingen mellem ham og familien. Han nåede et punkt, hvor han blev nødt til at tage et valg. ”Det begyndte at gå op for mig, at dette løfte om liv i overflod Jesus talte om, er et løfte, der er meget mere værd end nogen menneskelig relation eller andres accept,” reflekterer han. Gud føltes ikke længere fjern for ham, men i stedet beskriver John, hvordan Gud gav ham en særlig retning. ”Jeg vidste ikke, hvor han ville føre mig hen, men jeg vidste, at der ikke var nogen anden vej for mig,” fortæller han.
Vi kan ikke tage skatten med
Til dagligt arbejder John som professionel investor. Han er klar over, at mennesker leder efter gode investeringer, der vil give dem et udbytte i det lange løb. En af de ting, Jesus siger, er: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen” (Matt 6,19-20). Alle mennesker er klar over, at de kun har en kort tid her på jorden. Alligevel er de fleste besat af at tjene mange penge og have i overflod i dette liv. ”Men det er som om, de glemmer, at de ikke kan tage noget af det med sig,” siger han. Det løfte om liv, Jesus giver, er et løfte om et evigt liv, der starter nu og her. Den brand hans ånd giver, gør livet i denne verden her og nu værd at leve. ”Det har jeg brug for at minde mig selv om igen og igen – for det er en vidunderlig sandhed og gave, som jeg må nyde og som ingen kan tage fra mig,” slutter han.
Joakim Hjorth, Kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 11. maj 2018Tiden efter at have fået en abort kan være utroligt svær. I Israel kæmper mange kvinder, som har været igennem indgrebet, med skam, skyld, sorg som følge. Derfor har en messiansk organisation sat et tilbud i søen, som skal hjælpe kvinderne med at bearbejde og overkomme den svære tid gennem bibelstudier.
En svær eftertid
Organisation Be’ad Chaim (”for livet”) blev grundlagt i 1988 og kæmper ifølge deres egen hjemmeside ”for at beskytte både børn og mødre i Israel.” Igennem uddannelse, rådgivning og forskellige projekter tilbyder de hjælp til kvinder, som er berørt af spørgsmålet om eller efterdønningerne af abort. Særligt iøjnefaldende er ”Project Moses”, som gennem sponsorer støtter kvinder, der vælger at beholde deres barn, med det nødvendige til livet som småbørns mor det første år – bleer, en vugge osv. Men deres seneste tiltag er rettet mod de kvinder, som har gennemgået en abort, og nu kæmper med svære emotionelle konsekvenser deraf. Lederen af Be’ad Chaim, Sandy Shoshani, fortæller: ”Beslutningen om at få en abort tages ofte for at undgå en krise, uden at overveje hvordan kvinden vil opleve det bagefter. Vi tilbyder kvinder muligheden for at hele efter en abort, da vi ved at Gud ønsker at vi skal være fri fra skyld og skam.”
Sat fri gennem Bibelen
Kvinderne tilbydes derfor et ”dybdegående Bibelstudie, hvor Guds Ords kraft og Helligåndens afsløringer kan skabe heling og frisættelse” som Sandy beskriver det. Studiet er bygget op omkring en bog med titlen ”Tilgivet og sat fri.” Den indeholder otte temaer, som depression, tilgivelse og Guds karakter og gennemgås med en rådgiver enten i grupper eller individuelt. Rachel, som er rådgiver for Be’ad Chaim, fortæller at det kan være utroligt svært for en kvinde, der har fået en abort at få en grundlæggende fred med Gud og aflevere dybt rodfæstet smerte og frustration til ham. ”Studiet handler om at turde lukke Gud ind, så han kan hele den smerte aborten kan have påført” siger hun.
Virkelig tilgivet
I en fredfyldt skov vest for Jerusalem ligger ”Be’ad Chaim’s Gardens of Life”. Et mindested for ufødte børn som er gået tabt gennem abort, spontan eller provokeret. Her er der mulighed for at mindes de små tabte liv, men også at søge fred og en form for afslutning for de berørte. Kvinderne kan her plante et lille træ, til minde om deres tabte barn. Tamara, en af de kvinder som har benyttet sig af bibelstudiet, sluttede sit forløb af med at gøre netop det. Hun siger: “Det var fantastisk. Jeg mødtes med Rachel på hendes kontor hver uge og hun ledte mig gennem hvert kapitel i bogen. Gradvist og blidt rørte Helligånden mit hjerte og jeg vidste at mit barn var hos Gud og at jeg virkelig er tilgivet.”
Artiklen er en redigeret udgave af en artikel fra det messianske nyhedsmedie Kehila News. Læs den oprindelige artikel her: https://kehilanews.com/2018/01/30/forgiven-and-set-free-a-post-abortion-bible-study/
Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 27. april 2018Immanuelkirken i Tel Avivs gamle bydel Jaffo oplever i disse år stigende interesse for kirkens arbejde og budskab, særligt i forbindelse med koncerter og åbent hus arrangementer, men også omkring dette års påskefejring var der masser af liv i den gamle kirkebygning. Marit Long, der er gift med præsten Bradley og ansat som diakon i kirken, fortæller om mange deltagende ved forskellige arrangementer i løbet af påskeugens særlige mærkedage.
Børn og orgelspil skabte glæde
”Det var en stor glæde at se børnene gå ind i kirken i procession med palmegrene, for at markere fejringen af Jesu indtog i Jerusalem. Gudstjenesten blev efterfulgt af pizza og kreative påskeaktiviteter for børn og voksne. Der var omkring 30 deltagere, som hyggede sig med god mad og hyggelige aktiviteter i godt fællesskab” siger Marit. Kirken har gode kontakter i lokalområdet, blandt andet med skolen Tabeetha i Jaffo. Skolen drives af den skotske kirke, men omkring 80 % af børnene er lokale. Som noget nyt deltog skolen i en påskegudstjeneste i Immanuelkirken, hvor 160 elever og lærere fyldte kirken med musik og sang, en påskeandagt og ikke mindst orgelspil fra et af de eneste orgler i Israel, som kirken er berømt for i hele landet.
Fællesskabet forenede
Generelt var påskeugen præget af fællesskab og aktiviteter der samlede menigheden, der består af både lokale messianske jøder og internationale kristne, og andre nysgerrige. Skærtorsdag afholdte kirken et traditionelt jødisk ”seder-måltid”, det jødiske påskemåltid hvor udvandringen fra Egypten mindes, men også kobles sammen med Jesus og de hændelser der foregår omkring ham i den kristne påske. ”Omkring 70 mennesker deltog og to af de lokale jøder i menigheden forklarede symbolikken og historien bag måltidet” siger Marit. Måltidet blev afsluttet med nadver, for at markere den tydelige sammenhæng mellem Jesus og det ældgamle måltid.
Gudstjenesterne afsluttede en god uge
Påskeugen er lige med et væld af gudstjenester både i Danmark og Israel og Immanuelkirken er selvfølgelig ingen undtagelse. Langfredag var en anderledes gudstjeneste præget af kunst, musik af Bach, skriftlæsning, stilhed og der var tilmed mulighed for at skrive sine synder på en lap papir, som kunne nagles fast på et kors i kirkerummet. Omkring påskedags-gudstjenesterne, som fejredes både lørdag og søndag, da messianske jøder som regel fejrer gudstjeneste om lørdagen, fortæller Marit: ”De var godt besøgt, med næsten 200 deltagere i alt hen over de to dage. Søndag aften var der tilmed en fantastisk påskekoncert, hvor over 130 mennesker kom forbi kirken.”
Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen “John og de studerende: Vi må aldrig have nok i os selv”, som blev bragt i marts-udgaven af vores magasin.
Maria Strøm, redaktionssekretær i Israelsmissionen, marts 2018
Der er sket meget i det kristne studenterarbejde i Israel siden John Sode-Woodhead påbegyndte det første organiserede arbejde i 1980. Fra at være en håndfuld unge til over 300 studerende fordelt ud over landet har bevægelsen udviklet sig på mange områder. Jeg har taget en snak med ham om, hvordan det hele startede og hvilke velsignelser og udfordringer han ser i arbejdet nu og for fremtiden.
Et uventet kald ”Nå, så det er dig, der skal starte det kristne studenterarbejde i Israel! Ja, vi er alle blevet enige, og du bliver nødt til at gøre det – om du kan lide det eller ej.”
Året er 1980 og generalsekretæren for det internationale kristne studenterarbejde er netop ankommet til Edinburgh togstation, hvor en ung John Sode-Woodhead har stillet sig klar for at byde ham velkommen, uvidende om hvilke udfordringer, han har i vente.
Denne samtale blev for alvor startskuddet til det første organiserede kristne studenterarbejde i Israel. John, der ellers havde planer om at læse teologi i Skotland, rejste i stedet permanent til Israel, hvor han påbegyndte en ph.d. i arkæologi på universitetet i Tel Aviv. Her brugte han sideløbende omkring fem år som leder af arbejdet, og da han takkede af i 1987, var der godt 50-60 studerende i grupper fordelt over hele landet.
Forsoning er en hjertesag
John er født og opvokset i Israel, hvor hans forældre var missionærer. ”Man kan sige, at jeg har en unik erfaring, da jeg både er vokset op med jøder og arabere. Jeg forstår begge kulturer og føler mig hjemme i begge”, forklarer han. Derfor er det også naturligt, at forsoning ligger Johns hjerte nært. Studenterarbejdet i Israel var det første arbejde, der samlede jøder, arabere og internationale studerende på lige fod under samme paraply, og det har helt fra begyndelsen været en klar mission for ham. ”Vi er alle en del af samme legeme – derfor må vi også arbejde som om, vi er det,” uddyber han. Men arbejdet for forsoning er ikke altid lige let, og i dag er studenterarbejdet stadig en af de eneste organisationer, der er sammensat ud fra dette princip.
En ny generation af unge står fast ”Jeg ser en ny generation af unge, der i høj grad brænder for deres tro, og som ikke er bange for at udleve den,” fortæller John med lys i øjnene, da jeg spørger ham, hvilke forandringer han ser i studenterbevægelsen. Tidligere var der ikke mange troende på universiteterne, og der herskede en hel del frygt for at dele troen offentligt. Selvom det stadigvæk ikke er let at bekende troen på Jesus i Israel, er der sket et skifte, der er til at mærke. Fra at være en håndfuld kristne på universiteterne, er der omkring 300 studerende fordelt ud over landet.
Studenterarbejdet er vokset meget igennem årene, men der er stadig behov for hjælp udefra. Bøn og økonomisk støtte er to vigtige komponenter ifølge John, men noget der især begejstrer ham, er den individuelle kontakt mellem studerende. ”Set fra min synsvinkel, er det helt klart kontakten på det personlige plan, der rykker mest,” svarer han, da jeg spørger, hvordan vi, der brænder for studenterarbejdet i Israel, kan være med til at støtte op om arbejdet. ”Det er noget, I allerede arbejder på i Danmark, men som jeg håber på at se mere af,” tilføjer han. Israelsmissionen begyndte at støtte studenterarbejdet i Israel i 1987, da organisationen officielt blev en del af det internationale studenterarbejde. Siden da, har Israelsmissionen både hjulpet de studerende økonomisk, men også gennem et personligt samarbejde, der har givet mulighed for at skabe gensidig inspiration. Israelsmissionen har flere gange inviteret studerende til Danmark i forbindelse med lejre arrangeret af det danske studenterarbejde, og de ansatte i FCSI har ligeledes været på besøg i Danmark. Studenterarbejdet i Israel er en af de samarbejdspartnere, Israelsmissionen har, der sætter stort fokus på forsoning, og det er noget, som vi i Israelsmissionen også brænder for. Som en afsluttende bemærkning understreger John: ”Men bed også for de studerende. Bed for de udfordringer, de står i og bed for enhed – det er der brug for”.
Udfordringer i fremtiden ”Jeg ser meget håb for studenterarbejdet,” slår John fast i spørgsmålet om bevægelsens fremtidige udfordringer. Men det bekymrer ham, at universitetsgrupperne er blevet delt op efter nationalitet i stedet for at have blandede grupper med både jøder, arabere og internationale studerende, som da studenterarbejdet startede.
”I alle lande, ikke kun i Israel, er der en risiko for, at kristne lukker sig om sig selv,” reflekterer John og fortsætter: ”Hvor er det vigtigt, at vi aldrig har nok i os selv”. Dette er en bekymring, som John ligeså har i forhold til de studerende. Han ser en fare i, at de lukker sig om sig selv og holder sig til hinanden i stedet for at skabe relationer til deres medstuderende og blande sig i den akademiske debat. For John er det helt essentielt, at vi er villige til og tør at involvere os i andres liv – også når det er svært. Spørgsmålet om, hvordan vi kan nå mennesker med evangeliet, er ifølge John et spørgsmål om, hvordan vi lever vores liv i hverdagen. ”Vi må leve vores liv på en måde, hvor vores ord stemmer overens med vores handlinger,” slår han fast. John håber, at de studerende ikke vil være bange for at vidne i deres hverdag, men være åbne overfor at indgå i relationer, hvor de ikke nødvendigvis altid er enige, men hvor de kan respektere hinanden. Det er ifølge ham den bedste måde at udleve evangeliet på. Som afslutning på vores samtale understreger han: ”Der er brug for, at vi er villige til at skabe relationer til mennesker, der ser anderledes på verden, end vi gør.”
Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge, februar 2018
Et særligt bekendtskab
”Du hader jo jøder. Det gør du jo.”
Ordene kommer fra Baruch; en ældre, jødisk herre med et stort, hvidt skæg og en bedstefaragtig sixpence-hat fladt liggende på sin bare isse. Med sine mørke øjne ser han på Nanna Forum Didriksen, mens de siger farvel.
25-årige Nanna skal hjem til Danmark. Efter seks måneder som kirkepraktikant i Den Danske Kirke i Jerusalem er tiden i Israel forbi, og dermed slutter også Baruch og Nannas fælles vandring. Barcuh har ikke adgang til internettet, så dette farvel bliver nok det sidste, de nogensinde giver hinanden. Det eneste Nanna har tilbage er Barcuhs visitkort.
Baruchs ord gør ekstra ondt denne dag, selvom Nanna har hørt ham sige sætningen flere gange over de seneste måneder. I alt er de mødtes otte gange for at snakke om liv og tro. Men denne dag bliver det sidste gang Nanna gentager for Baruch, at hun ikke hader jøder. Slet ikke.
De hårde ord rammer hende, da hun atter er tilbage på dansk jord. Hverken indretningen i hendes hjem i Aarhus eller hendes tanker er faldet helt på plads. Den røde rygsæk er stadig ikke pakket ud, og tankerne hvirvler rundt i stuen for en efter en at lande hos Nanna:
”Det var hårdt, når Barcuh beskyldte mig for alt muligt. Men jeg forstår godt hans reaktion med alt den smerte, han har mødt,” siger hun.
Små skridt med kærlighed
Øverst i den røde rygsæk ligger en æske med nogle af de ting, som Nanna har taget med sig hjem: et trækors, olie – og så visitkortet fra Baruch.
Det er jødernes brug af bedesjal med kvaster og bederemme, der har fået hende til at tage trækors og olie med til Danmark.
”Jøderne har set vigtigheden af at have visuelle ting til at minde dem om bestemte dele af deres tro,” siger hun og forklarer, at olien skal minde hende om, hvordan vi mennesker skal salve hinanden; hvordan vi skal læge hinandens sår med kærlighed.
Gennem de seneste måneder har hun lært, hvordan det også gælder i hendes venskab med Baruch.
Baruch er såret på sjælen. I Yom Kippur-krigen i 1973 var han den eneste i sin deling, der overlevede. Historiens mørke sider har også sat sig i hans bevidsthed: Kristne har voldt skade på jøder, og jøderne har ikke været det gode eksempel, Gud har udvalgt dem til at være. Igen og igen taber kærligheden til hadet, synes Baruchs konklusion at være.
Men Nanna har forsøgt at fortælle Barcuh, at kærligheden kan vinde. Hun har været hans lyttende øre og fortalt ham beretningen om Jesus, der rummer den ultimative kærlighed.
Til tider orkede Nanna ikke samtalerne med Barcuh. De var hårde og krævede vedholdenhed. Samtidig tog opholdet i Israel hårdt på energien, men hun oplevede, at Gud gav hende styrken til samtalerne med Barcuh.
Og hendes kamp for Baruchs tillid har båret frugt: Han er taget til gudstjeneste – flere gange.
Kan frøet spire?
Det er ikke kun Barcuh, der har flyttet sig de seneste måneder. Det samme har Nanna gennem de møder, hun har haft med Barcuh og andre i Israel. Møderne har sat tanker i gang, der næppe tænkes til ende i den kommende tid:
Vi har brug for kærlighed for at opnå tillid. Jesus er livsnødvendig. Der er altid minimum to sider af en sag.
Det er nogle af de konklusioner, som Nanna tager med sig – blandt andet til sit nye job som ungdomssekretær i Indre Missions Unge. Hun glæder sig også til at dele ud af den nye og dybere forståelse, hun har fået af sin egen tro ved at opholde sig i Israel og se historiske steder på tæt hold.
Men lige nu er det alligevel Baruch, der fylder mest i bevidstheden:
”Jeg havde et måske naivt håb om, at samtalerne til sidst ville få Barcuh til at tro på Jesus. Det skete ikke, men jeg har plantet et frø, og så må jeg vente på vandet. Måske skal jeg vente længe – ligesom Israel har ventet længe på regnen i år,” slutter Nanna.
*Baruch er et opdigtet navn for at holde Nannas ven anonym.
Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 16. marts 2018
I disse dage gør det russiske samfund klar til at vælge om de vil fortsætte med den etablerede præsident Putin, eller vælge en ny retning for deres land. Men det er ikke det eneste valg mange russere er blevet konfronteret med de sidste par måneder.
Maxim Ammosov, lederen af Jews for Jesus’ arbejdsgren i Moskva, og hans kone Olga, fortæller om stigende interesse for evangeliet om Jesus Kristus og interesse fra både jøder og andre i byen. Moskva er et oplagt sted for folk med et hjerte for at bringe evangeliet til jøder, da byen har verdens største koncentration af israelske statsborgere udenfor Israel og samtidig et stort jødisk samfund.
Gennem forskellige tiltag prøver Maxim og hans kolleger, at nå de mange mennesker i en af Europas største byer, med evangeliet om den jødiske Messias. I anledning af den jødiske Hanukkah-fest, bliver der hvert år afholdt en koncert i en stor koncertsal i Kremlin, hvor tusindvis af jøder deltager. Med særlige Hanukkah-kort i hånden, gik Maxim, Olga og fem andre medarbejdere til en metro-station, i nærheden af koncerten, for at dele kortene ud og snakke med koncertgængerne. Desuden tilbød de en bog med budskabet om Jesus, til nysgerrige, som en Hanukkah-gave. De fortæller: ”Indenfor to timer havde vi delt 2.000 kort ud og 34 (33 af dem var jøder) havde givet os deres kontakt informationer, for at høre mere. Pris Herren!”
Samme interesse var der ved Jews for Jesus’ egen Hanukkah-fest, hvor over hundrede mennesker deltog. 26 gæster ville gerne høre mere og otte af dem tog imod Jesus som deres frelser, den aften. Generelt fortæller Maxim og Olga om stor interesse og en oplevelse af at være beskyttet og omsluttet af forbøn – som de er yderst taknemmelige for. Som de selv beskriver det: ”Vi har været så velsignede i vores tjeneste de sidste tre måneder. Og vi er så taknemmelige, især overfor Jesus, men også for jer som trofast står sammen med os i Jews for Jesus i Moskva!”
Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. marts 2018
I Israel kæmper den messianske bevægelse med et samfund, der ofte har tabubelagt troen på Jesus som Messias, eller direkte diskrimineret jødiske Jesus-troende. Fra flere fronter, har bevægelsen skulle modstå anklager og modstand af forskellig art, men de seneste år ser det ud til at stemningen langsomt er begyndt at vende. Flere medier har i mere positive vendinger omtalt bevægelsen og i december havde en film, der behandler troen på Jesus som Messias, for første gang fundet vej til israelske biografer.
En messiansk pioner
Filmen hedder ”A New Spirit” og fortæller den sande historie om Yacov Damkani, en tidligere kriminel som i 70’erne flygtede fra en fattig tilværelse i Israel til USA. Her mødte han Jesus, den jødiske Messias, som ændrede hans liv radikalt. Senere vendte han tilbage til sit hjemland, og blev en af pionererne i missionen til jøder i Israel – en bevægelse han stadig er en aktiv del af i dag. Filmen har fået masser af omtale i Israel gennem plakater, fremvisninger i biografer landet over, og ikke mindst fordi det mest populære israelske nyhedsprogram en aften dedikerede hele 13 minutter til at dække filmen og dens kontroversielle emne. Samtidig har filmen modtaget flere priser, både i ind- og udland, som har sat den på dagsordenen i hele den jødiske verden.
“De er nødt til at se den!”
Instruktøren, den anerkendte israeler Doron Eran, som ikke selv er messiansk jøde, mødte Yacov Damkani under optagelserne til en dokumentar om messianske jøder og efter at have hørt hans historie besluttede han at fortælle Yacovs historie gennem en spillefilm. Doron Eran er kendt for at tage fat i svære og kontroversielle temaer i sine film. Han forklarer: ”Jeg vil gerne vække samfundet. Mange er bange for at sige noget – selv når de ser direkte uretfærdighed.”
Han fortæller, at selvom han er vant til at bevæge sig i kontroversernes farvand, så har denne film om at komme til tro på Jesus som Messias, skabt den største modstand han endnu har oplevet: ”Når folk genkender mig på gaden, så er de ekstremt kritiske overfor filmen. De synes den er god og det er problemet for dem. De mener at den er farlig for jøder at se!,” siger Doron. Han vurderer at responsen, som han møder, på Facebook og andre sociale medier har været omtrent 70 % negativ og 30 % positiv. Alligevel mener han, at alle israelere bør se filmen: ”Alle som ser denne film, vil få muligheden for at se tingene fra en fuldstændig anden vinkel. De er nødt til at se den!”
Selvom filmen er kontroversiel, er håbet for den messianske bevægelse i Israel, at den kan være med til at markere det legitime i at være jøde og samtidig have Jesus som Messias – at have ”en ny ånd.”
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, december 2017
Caspari-centret har opstartet et nyt ”alef-kursus”, der har til hensigt at opmuntre troende i deres hverdag. Det vil de gøre gennem en række video-vidnesbyrd, der løbende vil blive tilgængelige på deres hjemmeside. Særligt for de jøder, der er blevet interviewet er, at de er førstegenerations-israelere, der ikke er vokset op i jesustroende hjem. Nedenfor kan du læse Alec Goldbergs (leder af Caspari-centret i Israel) tanker om projektet.
På Caspari-centret er der meget, der drejer sig om undervisning. Det er et skønt sted for den, der er stærkt engageret i undervisning og oplæring og har gaven til dette. Men undervisning er bare en lille del af den store opdragelse. Hvis du underviser dag efter dag, uge efter uge, år efter år, så er der en reel fare for, at du brænder ud. Jeg er selv lærer, men sætter også stor pris på at arbejde på andre måder. Jeg er særligt taknemmelig for muligheden for at dele evangeliet med mine jødiske søstre og brødre.
Internettet fylder meget i det 21. århundrede. Det vil selvfølgelig aldrig kunne erstatte et virkeligt fællesskab, hvor man står skuldre ved skuldre, og deler liv. Men alligevel sætter internettet os i stand til at nå mennesker, vi ellers ikke ville have kunnet nået. Med dette i tankerne har jeg interviewet en række særligt interessante mennesker, og deres personlige fortællinger vil snart blive tilgængelige på internettet. Disse kvinder og mænd har vidt forskellige baggrunde: nogle er vokset op i byen, andre i kibbutzer, nogen i et religiøst hjem, andre i et sekulært. Fælles for dem alle er, at de er indfødte israelske jøder og førstegenerations-jesustroende.
Med andre ord: de er hverken immigranter, som jeg selv, eller udlændinge, som nogle af mine kollegaer på Caspari-centret – og de er heller ikke børn af jesustroende forældre. Ingen af disse personer var på nogen måde forhåndsbestemt til eller forberedt på at tro på ”den mand”. Tværtimod voksede de op i en kultur, der til trods for sin sammensatte karakter og voldsomme tilpasningsevne, har stået urokkeligt sammen i det at nægte Jesus som Israels messias. Gennem de sidste 200 år har jøder kontinuerligt gentaget den samme gamle ”sandhed” for dem selv og deres børn: ”en jøde kan ikke tro på Jesus, og de, som gør, er de værste forrædere mod deres familie og deres folk”.
Når jeg taler med disse ”indfødte” israelere, som nu følger Jesus, spørger jeg: ”Du vidste, at når du fortalte din familie om din tro på Jesus, så ville de ikke være glade for dit valg. Hvordan fortalte du det? Og hvordan reagerede de?” Jeg beder dem om at beskrive deres tro, før de mødte Jesus sammenlignet med den tro, de har i dag.
Bibelstudier og systematisk teologi er gode redskaber til tjeneste i Guds rige, men en enkelt personlig historie er ikke mindre stærk. Det, vi siger i vores vidnesbyrd, er et stærkt åndeligt våben (Johannes’ åbenbaring 12,11). Jeg håber, disse vidnesbyrd kan inspirere dem, der læser dem på nettet. Vi på Caspari-centret er glade for at kunne dele disse historier. Vi håber, mange vil se dem, og blive draget til Ham ved Guds ånd.
Omer Klein voksede op i en sekulær, velstående familie, hvor religion og åndelig søgen aldrig var et tema. Men en bombe, et syn og nogle missionærer fra Skandinavien fik ham til at skifte kurs fuldstændig. Her er hans historie.
Jeg kom til tro i 2011. Jeg var først med i en messiansk menighed i Tel Aviv, men der blev splittelse. Så jeg begyndte at se mig om efter et andet sted at gå i kirke, men fandt ikke noget fællesskab jeg trivedes i. Det var som om Gud hele tiden lukkede døren. Helt tilfældigt ”faldt jeg over” Immanuelkirken.
Som en familie Egentligt var vi et umage par, eftersom jeg hverken var interesseret i en traditionel kirke eller i den lutherske udgave af kristen tro, og jeg blev chokeret første gang jeg så præsten i den traditionelle præstekjole. Jeg ville simpelthen ikke have noget med sådan et kirkesamfund at gøre. Det som efterhånden fik mig til at ændre mening, var fællesskabet, og måden jeg blev modtaget på. Lige fra første møde mærkede jeg en fornemmelse af at høre hjemme; at være en del af en stor familie. Det havde jeg ikke oplevet i nogen af de andre menigheder, jeg havde opsøgt. Her fandt jeg et fællesskab, som var ungt og dynamisk; inkluderende og udadvendt. Der var en enhed og et fokus på Guds ord, jeg ikke havde set andre steder. Samtidig var det en tydelig international menighed, hvilket tiltalte mig meget.
Mange penge; lidt kærlighed Men for at begynde med begyndelsen: Jeg blev født i Rishon Letsion – en by lidt uden for Tel Aviv – i en velstående familie. Økonomisk manglede vi aldrig noget, men jeg så mine forældre meget lidt, da de var optaget af at arbejde og rejse. De var begge meget ambitiøse og karriereorienteret, og det gik selvfølgelig ud over familielivet. Der var ingen til at opdrage os; ingen til at give os kærlighed; ingen til at opmuntre og vejlede os som forældre skal. Jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv, at det var fint ikke at have økonomiske bekymringer, men kunne vi måske have lidt færre penge og lidt mere omsorg?
Religion var aldrig et tema hos os, selvom det hele tiden lurede i baggrunden. Mine bedsteforældre var religiøse – meget religiøse – og vi plejede at tilbringe ferierne hos dem. Der lærte jeg om jødisk tro, men kun på et teoretisk plan, for de praktiserede ikke. Så religion havde aldrig en fremtrædende plads i mit liv. Og hvis jeg skal være ærlig, brød jeg mig faktisk heller ikke om det aspekt ved tilværelsen. Det handlede om videospil, shopping, skole og venner.
Libanon Jesus og kristen tro anede jeg også meget lidt om, bortset fra det vi havde lært i skolen, og det var meget sparsomt. Alle skal lære om de forskellige religioners historie, men der bliver ikke diskuteret teologi. Det nærmeste jeg kom nogen interesse for religion, var da min familie rejste til Italien og besøgte Vatikanet i forbindelse med min bar mitzva. Jeg syntes, paven havde så fint tøj, og jeg spurgte, om jeg ikke også måtte få sådan noget. Det måtte jeg ikke.
Da jeg var færdig med skolen, skulle jeg, som enhver anden ung i Israel, aftjene værnepligten. Min enhed blev udstationeret i Gaza. Heldigvis var der ikke konflikt på det tidspunkt, og efter tre år havde jeg afsluttet min tid i hæren. Men i 2006 udbrød der krig mellem Israel og Libanon, og jeg blev indkaldt til reserven. Da var det allerede nogle år siden, jeg havde afsluttet værnepligten, og som en del af reserven havde vi ikke fået regelmæssig træning for at vedligeholde vores evner. Oveni blev krigen heller ikke håndteret særligt godt af myndighederne.
Et syn Vores enhed blev placeret lige nord for Metula. Vi rykkede nordpå, men en dag var der en bombe i sandet, vi ikke opdagede. Den eksploderede, flere blev dræbt og jeg mistede synet. Jeg blev evakueret til sygehuset, og min tid som soldat var forbi. Men da jeg lå der, halvvejs bevidstløs i sygesengen, havde jeg et syn. Jeg så Jesus stå ved fodenden af sengen. Han sagde to ting til mig: ”Du bliver helt rask og får synet igen.” Og: ”Jeg elsker dig!” Jeg havde som sagt ikke haft meget med religion eller åndelighed at gøre, men jeg vidste, det var Jesus, som stod der.
Flere uger og operationer senere blev jeg udskrevet fra sygehuset med 50% af synet i behold. Episoden med Jesus lå hele tiden i baghovedet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den, og langt mindre hvordan jeg skulle fortælle det til familie og venner. Ingen ville tro mig. Jeg troede knapt på det selv. Så jeg fortsatte med livet som før Libanon-krigen: job, familie og venner, og glemte mere eller mindre synet.
Tog imod Jesus Lige til en dag hvor jeg var i shoppingcenteret i byen og mødte nogle missionærer fra Skandinavien med t-shirts, hvor der stod: ”Jesus elsker dig!” Jeg skvatt til, og huskede pludseligt synet jeg havde haft på sygehuset. Det her bekræftede min oplevelse på sygehuset; det var ikke mig, som så syner; der var tydeligvis også andre mennesker, som kendte denne Jesus, og som mente, at han elskede dem. Jeg gik over til dem og fortalte dem om min oplevelse. De blev naturligvis meget begejstrede og satte mig i kontakt med præsten fra deres menighed. Der tog jeg imod Jesus og lod mig døbe tre måneder senere.
Om jeg havde nogle indvendinger mod at tro på Jesus? Normalvis vil det ikke falde en naturligt, som er jødisk, at ”gå over til den kristne tro” på grund af alt det, som er sket i kristendommens navn mod det jødiske folk. Det bliver regnet som det ultimative svigt, hvis du konverterer. Men for mig var der ikke tale om kristendom i traditionel forstand. Det var mere en logisk følge af alt det, som var sket tidligere i mit liv. For det første var jeg heldig overhovedet at være i live. Hvorfor var det mig, som overlevede bomben og ikke de andre i min enhed? For det andet havde jeg dette syn på sygehuset. I udgangspunktet troede jeg ikke på sådan noget, men oplevelsen var for virkelig til at affeje som noget skørt og tosset. For det tredje så jeg disse t-shirts, som havde præcist det samme budskab, som jeg fik i synet. Hvordan kunne jeg ignorere disse tegn? For mig blev det de argumenter, jeg havde brug for.
I dag er Omer en del af menigheden i Immanuelkirken. ”Her har jeg fundet min familie,” fortæller han.
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 8/12 2017
Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til troen på Jesus og deres jødiske identitet. Når en jøde vælger at tro på, at Jesus er den ventede messias, anser samfundet, den jødiske stat ja ofte selv den troendes egen familie det som forræderi. Denne kamp sætter dybe spor i mange, der kæmper for at blive anerkendt som rigtige jøder.
Messiansk jøde får stemme i Jerusalem Post
I slutningen af november skrev en anonym messiansk jøde et indlæg til avisen Jerusalem Post, hvori vedkommende fortalte om sine frustrationer over at blive sat i bås som ”missionær” og fjende af staten igennem sin tro på Jesus. Mange oplever at blive nægtet statsborgerskab, fordi man ifølge loven afskriver sig sin jødiske identitet og påtager sig kristendommen, når man vælger Jesus til. Denne anonyme messianske jøde taler imod denne diskurs, og håber på, at der vil komme forståelse for, at messianske jøder er lige så jødiske, som andre jøder, der måske har en buddhistisk tro eller lever et fuldstændig sekulært liv.
”Vi skader ingen og vi lever for det meste fredelige liv. Tiden er kommet til at acceptere alle jøder, for hvem de er, og holde inde med at sætte mennesker i båd. Vi må forstå, at jøder aldrig har været et ”one size fits all” folk,” lyder artiklens afsluttende bemærkning. Jøder er på mange måder vidt forskellige. Men hvad er det så egentlig, der gør en jøde til en jøde?
Hvem kan egentlig kalde sig jøde?
Den jødisk-ortodokse bevægelse ”chabad”, der på mange måder at toneangivende i debatten og jødisk identitet i Israel, har for nyligt udgivet en artikel på deres hjemmeside, hvori den søger at afdække, hvem der kan kalde sig jøde. ”Svaret er både indviklet og simpelt,” lyder artiklens indledende sætning. Chabad sammenligner den jødiske identitet med statsborgerskab. Statsborgerskabet grunder tilbage i pagterne, som Gud sluttede med Abraham og Abrahams efterkommere – Israels folk. Disse pagter, mener chabad, ligger til grund for, at en jøde ikke bare kan afskrive sig sin jødiske identitet: ”Jødedommens største mysterium, er, at når du først er inde, er der ingen vej ud. Der er ingen, der kan smide dig ud – ikke engang Gud!”.
Dette er en interessant udmelding. Hvis de pagter, Gud sluttede med Abraham og Abrahams efterkommere ikke kan brydes, må det også gælde for messianske jøder, der har valgt at tro på Jesus som den ventede messias. Altså må deres jødiske identitet være lige så gældende som enhver anden jøde – om man har valgt at leve sekulært eller religiøst.
Læs den anonyme messianske jødes indlæg i Jerusalem Post her.
Læs artiklen om jødisk identitet i følge “chabad” her.
