Skip to main content

Familien Serners sidste halve år i Jerusalem

Skrevet af Benna Merrild d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Til sommer afslutter Elisabeth & David Serner og deres børn, Naomi og Nathanael, 10 ½ års tjeneste som præstefamilie ved Den Danske Kirke i Jerusalem. De har sat utallige fine aftryk hos mange jøder, arabere, danskere, ja, folk fra hele verden i alle aldre, som de har vandret med et stykke livsvej gennem de seneste 10 år i en af verdens mest centrale byer.

Generalsekretær Christian Rasmussen siger:

“Familien Serner har været ekstraordinært trofaste i tjenesten, senest udtrykt i hvordan de er blevet i Israel under Gaza-krigen og har kreativt søgt at være til opmuntring for de mange, som er berørt.

Det er et stort tab at sige farvel til en familie, som igennem 10 år har levet og åndet for deres kald til mennesker i dette skønne og udfordrende land. De er en familie på mission, og at leve kaldet ud er en livsstil for dem. Kirken har været deres platform, men de har levet kirkelivet blandt folk uden for kirkens mure og har skabt relationer på kryds og tværs. Noget nær 100 missionspiloter har mødt landet og folket og måske også lært sig selv og Gud bedre at kende gennem Elisabeth & Davids tjeneste. Den messianske bevægelse har haft en ambassadør i Danmark, ja internationalt, også gennem Davids arbejde på Caspari.

Vi siger farvel til en dygtig og dejlig familie. Jeg håber, at mange vil komme til årsmødet i Bethlehemskirken d. 21. april, hvor David prædiker ved gudstjenesten, og hvor vi skal høre familien fortælle om 10 års liv i Israel.”

Kom med til Israelsmissionens årsmøde, og sig TAK for indsatsen til familien Serner. Du kan tilmelde dig på linket her.

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Caspari Center-undersøgelse udgivet: Den israelske messianske bevægelse er mere end tredoblet de sidste 20 år

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Artikel af Sanna Erelä, oversat af Kirsten Bitsch Lang. Se den oprindelige artikel her.

De messianske menigheder er stadig primært immigrantmenigheder – næsten halvdelen af dem taler primært russisk, og dernæst kommer hebraisk på andenpladsen over sprog, der bliver talt mest. 

David Serner, der er dansk præst i Jerusalem og leder af Internationale Studier på Caspari Center har sammen med Alec Goldberg, der er israelsk leder på Caspari Center, lavet en stor undersøgelse af, hvordan den israelske messianske bevægelse ser ud. De sidste par måneder er tiden gået med at sætte de sidste kommaer i den bog, de har skrevet om undersøgelsen, og nu er bogen endelig udgivet.
”Med det enorme arbejde, vi har lagt i undersøgelsen, blev COVID-pandemien faktisk en velsignelse,” siger David Serner og fortsætter: ”I marts 2020 havde vi allerede interviewet den ene messianske leder efter den anden over telefonen. Da hele verden var i lockdown, og alt vores andet arbejde var sat på pause, kunne vi bruge al vores tid på at analysere de data, vi havde fået ud af alle samtalerne.”
Antallet af opkald og mails i denne undersøgelse er enormt. Serner og Goldberg har henvendt sig til alle de menighedsledere, de kunne opstøve i Israel, i alt 280 personer, hvor de fik besvarelser fra 273. De fleste af dem satte pris på at deltage i undersøgelsen. Da Goldberg bliver spurgt om, hvad han har syntes bedst om i hele dette enorme projekt, er han ikke i tvivl:
”De personlige samtaler med præsterne,” fortæller han og fortsætter: ”De oplysninger og tal, vi har fået, er alle fra førstehåndskilder. Vi gjorde det meget klart for de interviewede, at vores mål er at opnå realistiske tal om den messianske bevægelse, og vi er meget glade for, at lederne har vist os tillid og valgt at være med i undersøgelsen.”  

Den israelske bevægelse i tal

Baseret på de indsamlede data var antallet af israelske messianske troende i 2020 15.323 mennesker. Russisktalende fællesskaber udgjorde den største gruppe af bevægelsen med 136 menigheder, og hebraisktalende menigheder kom på andenpladsen med 83 menigheder i Israel. Andre sprog omfattede amharisk (30 menigheder), engelsk (16 menigheder), spansk (6 menigheder) og rumænsk (2 menigheder). I kun 17 % af menighederne var den øverste leder indfødt israeler. Den israelske messianske bevægelse kan derfor med rette kaldes en immigrantbevægelse.  

Evangelikal med jødisk anstrøg

Forgængeren for denne undersøgelse fra 1999 viste, at den messianske bevægelse dengang kunne beskrives som kristen eller evangelikal i sin teologi.
”Det generelle indtryk er, at dette i løbet af de sidste 20 år, ikke rigtigt har ændret sig,” fortæller David Serner og fortsætter: ”Det betyder ikke, at der ikke er en teologisk refleksion i gang, eller at der ikke er sket nogle forandringer. For eksempel betragter en række messianske menigheder pagten i Moseloven som en, der stadig er gyldig for jødiske troende, og de forsøger at udtrykke deres tro på en mere jødisk måde. Nogle af dem har ændret deres teologiske orientering fra en klart evangelikal til en mere jødisk. Men antallet af fællesskaber, der er gået hele vejen og opfatter rabbinsk autoritet som bindende til en vis grad, er småt. De fleste fællesskaber blander primært troen og jødedommen på et kulturelt niveau. De fejrer for eksempel jødiske højtider og har jødiske elementer med i deres liturgi, men de holder den evangeliske kerne intakt.”  

Bevægelsens usynlige nuancer

Mange ting har ikke ændret sig i de sidste 20 år, men hvad er forandret?
”Bevægelsen er vokset.” Goldberg konstaterer det åbenlyse og griner. ”Selvom det samlede antal messianske troende måske ikke ser så slående ud, så er den opmuntrende sandhed, at det proportionalt er vokset mere end den generelle befolkning.”
David Serner tilføjer: ”I 1999 var der 5000 troende, der var en del af messianske menigheder i Israel. I dag er antallet af troende 3,1 gange større.”
De åbenlyse årsager til det højere antal troende er immigration og den naturlige vækst af messianske familier. Men hvad med evangelisation? Får evangelisation nye medlemmer til menighederne?
Serner svarer: ”Vi ved det ikke præcist. Vi stillede det spørgsmål som en del af vores undersøgelse, men vi fik ikke et endeligt svar.” Evangelisation er et meget følsomt emne i Israel. Troende og menigheder står stadig over for modstand og diskrimination i det jødiske samfund, specielt fra anti-missionale organisationer. Også selvom den generelle israelske befolkning går mere og mere ind for at forsvare de troendes juridiske rettigheder.
Den mest hemmelighedsfulde, usynlige del af jødiske troende, er dem, der lever som ortodokse jøder og priser Gud i synagogerne, men som også tror på Jesus. Goldberg og Serner fik kontakt til et par stykker af dem, men det er umuligt at vurdere, hvor mange der er, da denne gruppe af hemmeligt troende har meget begrænset kontakt med andre tilhængere af Jesus. Antallet kan være oppe på 100, men det kan potentielt set også være meget højere. ”Denne gruppe mennesker mener, at synagogen er det sted, Gud har bestemt, at en jøde skal tilbede,” forklarer Goldberg. ”De mener, at rabbinerne har autoritet over deres liv og tro, men at det ikke overskrider autoriteten i Det Nye Testamente”.  

Inspirerende visioner for fremtiden

”Samtalerne med præsterne afspejlede en almindelig overbevisning om, at den messianske bevægelse anses for at have det gudsgivne formål at genoprette det tidlige jødiske Jesus-troende samfund, som det ses i Apostlenes Gerninger,” fortæller David Serner. ”Selvom vi ikke specifikt spurgte om det i vores spørgeskema, opstod denne fascinerende tanke ofte i vores samtale med præsterne. Det ser ud til at være kernen i mange messianske menigheders selvdefinition.” I undersøgelsen beskriver Alec Goldberg og David Serner denne ide i den messianske bevægelse som ”eskatologisk restaurationisme”.
Selvom den nuværende stat Israel ikke betragtes som fejlfri, ses den som opfyldelsen af bibelske profetier om fysisk og åndelig endetidsgenoprettelse, der stadig skal fuldføres.  

…og en sidste kommentar

Foran mig i Caspari Centerets køkken sidder to tilfredse mænd, der er glade for at have afsluttet et intenst maratonløb af et projekt. Årene med fokuseret indsats er endelig forbi, og løbet er vundet. Jeg bliver glad, når jeg lytter til dem. Jødiske troende på Jesus er en lille minoritet i Israel og i Kristi globale legeme, men de er bestemt værd at lægge mærke til. Deres styrke er troen på det evige kald, som det står i Skriften. Den messianske bevægelse i Israel er i live, mens Gud arbejder på de mirakler og den bestemmelse, der er lovet i bibelen. Hvilket opløftende syn på fremtiden!  

Du kan købe bogen på Caspari Centers hjemmeside.

Unge i Israel er åbne for, hvad Jesus har at sige

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Det kristne studenterarbejde i Israel (FCSI) har netop startet et nyt initiativ op på forskellige universiteter landet over, som skal skabe gode rammer for samtaler og dialog om tro mellem studerende. Konceptet hedder ”Think Café”, og håbet er, at det vil opmuntre flere studerende til at tage dybere spørgsmål op samt udruste flere i studenterarbejdet til at tale åbent om troen.

Findes der en sandhed?

De første aftner blev afholdt i december – to i Haifa og en i Jerusalem. Her var emnet: ”Findes der noget, som er objektivt sandt? Og hvordan kan vi vide, hvad det er?”. Aftnerne blev indledt med et kort oplæg og fortsatte derefter med åben og ærlig samtale. ”De første møder oversteg vores håb og forventninger, og vi ser frem til at afholde de næste café-aftner i forårssemestret,” fortæller FCSI. I alle grupperne var der mennesker, som ikke normalt kommer i kristne sammenhænge, til stede.

Gud viser en vej i bønnen

I Jerusalem var man bekymrede, fordi der til at begynde med ikke var nogle ikke-troende, som havde meldt sig til. Derfor mødtes en gruppe unge for at bede sammen for projektet. I sidste øjeblik blev de kontaktet af en messiansk leder. Han havde mødt en ung studerende, som gerne ville komme til arrangementet. Den studerende, ”S”, kommer fra en meget religiøs ortodoks jødisk familie, men han var blevet fortvivlet over den ortodokse jødedom. Selvom han var den eneste ikke-troende til mødet i Jerusalem, engagerede han sig stadig fuldt ud i diskussionen. ”Det føltes ikke som ”os” og ”ham” – vi var en gruppe, der talte og diskuterede sammen,” fortæller Neeman, der er ansat i studenterarbejdet.

Jeg er åben for, hvad Jesus måtte have at sige

Umiddelbart efter mødet og igen dagen efter kontaktede den studerende, ”S”, Neeman, og bad om at blive sat i forbindelse med studenterarbejdets hebraisktalende gruppe i Jerusalem. ”Hvis der findes en sandhed derude, vil ”S” gerne finde den. Han er åben for at høre, hvad Jesus måtte have at sige,” fortæller Neeman. Vil du være med til at bede for ”S” og de andre studerende som ham, der er blevet påvirket af de ærlige og dybe samtaler til disse café-aftner? Og for de troende studerende, der fik lov til at erfare, at nysgerrige og kritiske spørgsmål ikke altid er noget at frygte – men at de snarere kan være en vej, Jesus bruger til at bringe mennesker ind til sig?

Støt arbejdet

Du har også mulighed for at støtte arbejdet blandt studerende økonomisk her: http://israel.dk/om/israel/fcsi/   Eller direkte på MobilePay: 30503 (skriv studenterarbejdet i beskedfeltet)

Det bedste til de mindste

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

I øjeblikket samler vi ind til et spændende projekt, som det Israelske Bibelselskab har sat i søen. Herunder kan du læse om, hvad det indebærer. 

De seneste år er antallet af Jesus-troende jøder i Israel vokset – og det er fantastisk! Især mange unge familier med børn er nye i troen, og derfor er der et stort behov for at kunne formidle det gode budskab til de mindste. Med en så ny generation af messianske jøder, findes der nemlig kun få bibelske materialer tilgængelige for børn på deres modersmål hebraisk. Det ønsker man i Det Israelske Bibelselskab at gøre noget ved:

”Det er altafgørende, at vi producerer gode materialer, som kan røre vores børn hjerter – endnu mens de er små.” – Joseph Arnaud, leder af administrationen

Det er ikke altid nemt at være Jesus-troende jøde i Israel. Faktisk er det kun omkring 2 ud af 1000 jøder, der kalder Jesus for Messias. Særligt som barn kan man måske føle sig anderledes eller udenfor det store fællesskab. Derfor er det netop så afgørende, at vi kan give børnene et sundt og godt fundament at bygge både troen og livet på.

”Vi ser et oprigtigt behov for at styrke, beskytte og bygge børnenes tro og identitet op, så de står rodfæstet i Jesus. Derfor har vi brug for at udvikle nye resurser, som kan blive til velsignelse blandt børnefamilierne i Israel.” – Victor Kalisher, leder af det Israelske Bibelselskab

Det konkrete projekt

Det Israelske Bibelselskab arbejder i øjeblikket på tolv forskellige resurser til både de allermindste, børn i alderen 4-11 og til unge.

Projektet løber op i omkring 700 000 danske kroner. Halvdelen er allerede samlet ind – men der er brug for flere penge. Jo mere der bliver indsamlet – jo flere bøger, kan der trykkes og jo flere hjerter, kan røres!

For bare 200 kroner kan du sikre, at der bliver produceret 5 bøger, der fortæller det frisættende evangelium i børnehøjde, og som bliver til glæde og gavn for messianske børn.

Vil du være med til at støtte Jesus-troende jøder ved at række det bedste til de mindste?

MobilePay 308050
Bankoverførsel:
Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500

  Det Israelske Bibelselskab arbejder med forskning, oversættelse, publicering og bibeldistribution i Israel. Deres vision er, at Bibelens forvandlende budskab vil forme samfundet i Israel, og at Israels folk vil lære Israels Messias at kende. De har en passion for at bringe Guds Ord – de gode nyheder om frelse og fred – til det israelske folks hjerter. Det er et arbejde og en vision, vi i Israelsmissionen både er begejstrede og glade for at kunne støtte op om!

“Og så skete der noget i mig… Jeg fik lyst til at læse i Bibelen.”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

På en af de store hovedgader midt i Tel Aviv ligger en butik, som sælger bibler og andre kristne bøger. Den er drevet af en gruppe passionerede mennesker fra Det Israelske Bibelselskab, der, udover at sælge bøger, også brænder for at komme i snak med jøder og andre, der viser interesse for det kristne budskab. På trods af et turbulent 2020 med nedlukninger det meste af året, har de alligevel oplevet, at Gud har arbejdet i menneskers hjerter. Nedenfor kan du læse et dryp fra Andy Ball, der er leder af bibelbutikken:

Lige efter anden nedlukning modtog vi i butikken et telefonopkald:
”Hej, er det Andy?”
“Ja, det er det. Taler jeg med Sarah? Jeg synes, jeg kan genkende din stemme.”


Sarah var min nabo for over 60 år siden. Min søster tilbragte meget tid med hende, og hun kom ofte i vores hjem – særligt i højtiderne. Min far sørgede altid for, at hun og hendes mor blev inviteret. Sarah hørte alle historierne om jul og påske, og hun havde endda gået på en fransk-katolsk skole. Hun havde altid haft god kontakt til os, og da hun arbejdede ikke så langt fra bibelbutikken i et rejsebureau, kom hun fra tid til anden forbi for at hilse på. Men hendes opkald den dag kom som en overraskelse.

”Har I hele bibelen på fransk/hebraisk?”
”Ja det har vi.”
”Andy, jeg har haft så meget tid i under den her nedlukning. Det fik mig til at tænke på alle de dejlige historier fra Det Nye Testamente, som jeg hørte sammen med jer i Immanuelkirken – og så skete der noget i mig. Jeg fik lyst til at læse i Bibelen! Men så gik det op for mig, at jeg ikke engang har en i mit hus. Kan jeg købe en Bibel hos jer?” ”Det kan du! Og siden det er jul, vil jeg gerne have lov til at give den til dig, som en gave!”


Tredje nedlukning ramte dog kort tid efter, så hun fik aldrig chancen for at hente den. Men jeg vil sende den til hende i stedet. Vær med til at bede for hende og om at hendes øjne må åbne sig, når hun læser i den!

Er det ikke fantastisk, at mennesker kan få et møde med Gud på så mange mangfoldige måder? Det israelske bibelselskab er bare én af mange organisationer i Israel, der brænder for at flere mennesker må lære Jesus at kende.

*Vi har anonymiseret kvindens navn og kaldt hende Sarah

Ebenezerhjemmet: Et kald i en coronatid

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Johnny Khoury havde ingen planer om at arbejde på Ebenenezerhjemmet eller for den sags skyld at blive leder for noget som helst. Men nu har han været leder for hjemmet i 16 år, og selvom det er svært at lede et plejehjem, når der er coronavirus i luften, så minder han sig selv om det kald og den mission, som Ebenezerhjemmet er for ham og for mange andre.

Men lad os begynde ved begyndelsen – i 1990’erne, hvor Johnny Khoury hver dag mødte op på sit arbejde på en aluminiumsfabrik i Israel indtil den dag, han ikke kunne klare det mere.

”Det var lange vagter og hårdt fysisk arbejde, og jeg kunne ikke holde til det, så jeg blev syg og var tvunget til at sige op på grund af arbejdspresset. Men hvad skulle jeg så? Jeg begyndte at bede til Gud for at finde ud af, hvad han syntes, jeg skulle,” fortæller Johnny Khoury, der havde arbejdet i mange år på aluminiumsfabrikken.

Ebenezerhjemmet søgte på det tidspunkt en leder, der var lokalt forankret, og det blev et vendepunkt for Johnny:

”Jeg oplevede et meget tydeligt kald fra Gud til, at jeg skulle banke på Ebenezerhjemmets dør, så jeg ansøgte, selvom jeg ikke følte, jeg havde meget at bidrage med. Jeg var lokal og kendte sproget og kulturen, men jeg vidste ikke meget om hverken ledelse eller sundhedssektoren,” fortæller han. Alligevel faldt tingene på plads for ham. Han fik et studielegat, så han kunne få undervisning i ledelse og sundhed, og det var perfekt for ham på det tidspunkt:

”På grund af uddannelsen kunne jeg hvile ud fysisk, som jeg havde brug for, samtidig med, at jeg blev forberedt til stillingen på Ebenezer. Omkring tre år senere begyndte jeg at arbejde deltid på hjemmet som viceleder sammen med den norske leder, der var der på det tidspunkt,” fortæller Johnny. Det var i 1998, og i 2004 blev han selv leder efter at have færdiggjort en kandidat i gerontologi (gerontologi er læren om aldring og ældre red.). Og det har han været lige siden.

For Johnny har det været en stor velsignelse at arbejde på hjemmet, og han ser det ikke bare som et arbejde, men også som Guds kald til ham. Hver morgen begynder Johnny med andagt for beboerne og derefter bøn med ansatte og volontører, og det er en stor glæde at kunne dele troen med sine medarbejdere.

Lige nu er der dog også en del udfordringer, der fylder i arbejdet og efter morgenens andagt og bøn ved Johnny på ingen måde, hvordan dagen kommer til at se ud. Corona-virusset har ramt Israel, og det har på vendt op og ned på beboernes og de ansattes hverdag.

Pres fra flere fronter

Ebenezerhjemmet er gået fra at have seks volontører til kun en enkelt, og de ansatte og beboerne er ramt af kontinuerlige reguleringer fra både myndighedernes side og i et håb om, at hjemmet kan holde sig fri fra smitte. Det er heldigvis lykkedes indtil nu:

”Min værste oplevelse i den sidste måned, var, da en besøgende til en af beboerne blev testet positiv med corona. En beboer blev nødt til at gå i isolation i 14 dage, men heldigvis kunne vi se, at vores restriktioner med mundbind og afstand havde gjort, hvad de skulle; der var ingen på hjemmet, der var blevet smittet med sygdommen,” fortæller Johnny. Som leder må han hele tiden balancere mellem, at beboere og ansatte skal have en hverdag så normal som muligt og samtidig skal undgå smitte. Det kan godt være svært.

”Det ville være det værste mareridt, hvis en eller flere af beboerne bliver syge, og derfor må vi være meget vedholdende, når det kommer til at overholde de regler, der skal overholdes for at undgå smitte. Beboerne må kun have besøg af én gæst ad gangen, og de kan ikke gå i kirke eller til aktiviteter uden for hjemmet. Det betyder, at vi prøver på at lave så mange aktiviteter her som muligt. For eksempel kan de følge deres normale gudstjenester online, vi har nadver her på stedet, og beboerne spiller musik for hinanden,” fortæller Johnny. Juan, en af hjemmets beboere, der tidligere har været organist i Immanuelkirken i Tel Aviv, har fået en særlig plads i ugens program: ”Juan spiller musik for os hver uge. Jeg kan fortælle dig, at han har sådan et talent, og det er sådan en glæde for alle her,” fortsætter Johnny.

Alt i alt lægger corona-virusset dog et stort pres på de ansatte:

«Vi bliver nødt til at have strenge rejserestriktioner for vores ansatte, og da vi mangler volontører, og der ofte er medarbejdere i isolation, så må resten af flokken tage en større arbejdsbyrde, end de plejer. Det er meget trættende mentalt. Samtidig skal de hele tiden forholde sig til nye regler og fremgangsmåder,” fortæller Johnny og fortsætter:

”I begyndelsen gik vi igennem Corona-krisen på adrenalin. Vi løb, løb og løb. Men hvis vi fortsætter sådan, ender det med, at vi kollapser. Så vi bliver ved med at minde os selv om, at det, vi gør, er et kald. Vi har bibelstudie hver dag med medarbejderne, og her bliver vi ved med at tale om, hvorfor vi gør det, vi gør.”

Et kald, en vision og Guds mission

”Ebenezerhjemmet blev bygget på en vision. Det er ikke et projekt, for et projekt har en begyndelse og en afslutning. Ebenezerhjemmet har derimod en begyndelse, og så er det Gud, der bestemmer, hvordan processen og afslutningen skal være,” fortæller Johnny. Han er ikke i tvivl om, at hjemmet er en del af Guds mission:

”For det første vil vi gerne respektere Guds hjerte ved at følge missionen om, at vi skal tage os godt af vores fædre og mødre,” beskriver Johnny og fortsætter: ”Og for det andet, så oplever vi, at hjemmet er et vidnesbyrd for andre. Vi er kendt i det israelske sundhedsministerium, og de ved, vi er messianske (Jesustroende red.). Og alligevel har jeg hørt, at de ser vores hjem som et forbillede for andre plejehjem i Israel. De ser vores tro gennem den måde, vi behandler beboerne her på, og på den måde tror jeg, vi er et vidnesbyrd, selvom vi er sådan et lille plejehjem i forhold til andre hjem i Israel.”

Johnny ser også en opgave i at tjene medarbejdere og volontører på hjemmet og sørge for deres åndelige behov:

”De fleste medarbejdere er troende, og vi beder for hinanden. Og når jeg kigger tilbage, så kan jeg også se, at mange af de volontører, vi har haft her, er kommet hertil på et tidspunkt, hvor de har været i en slags livskrise, som de er flygtet fra. Deres tid her har givet dem en retning i livet. Det kan vi selvfølgelig først se bagefter, men vi er rigtig glade, når det sker,” fortæller Johnny.

”Jeg er her,” siger Gud

Det er en hård tid at være medarbejder og leder for Ebenezerhjemmet i Haifa, men der er også lyspunkter:

”Det, der er meget opmuntrende, er, at der er så mange mennesker over hele verden, der støtter op om os og beder for os. Vi er sådan et lille sted, men alligevel kan vi se, at vi virkelig betyder noget for mennesker. Og gennem det, er det som om, Gud siger til mig: ’Jeg kender dine udfordringer, dine kampe og alt det svære, men jeg er her,’” fortæller Johnny.

Og lad det være en opmuntring herfra til at folde hænderne og sende en tanke og bøn til og for de beboere og medarbejdere, der er på Ebenezerhjemmet.

Israelske studerende øver sig i at give evangeliet videre

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Artiklen er et uddrag fra FCSI’s nyhedsmail og oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm Risbjerg

Læs med og få et glimt af, hvad der rører sig i den israelske studenterbevægelse.

Evangeliet… Vi elsker det, og det har forandret os. Men hvorfor er det så svært at dele med andre? Vi er ofte bange for at fortælle det videre, og selv når vi får chancen for det, så kæmper vi med at forklare det – især på en måde, som ikke-troende kan forstå. Vores studerende i den israelske studenterbevægelse har de samme udfordringer, når de deler evangeliet med venner, familie, klassekammerater og laboratoriemakkere.

Det satte vores internationale ansatte Kevin fokus på, da han holdt to oplæg for studerende i Jerusalem og Rehovot under titlen ”At gøre evangeliet letforståeligt – i hvert fald en smule”.  Titlens afslutning ”i hvert fald en smule” – skulle understrege, at der altid vil være svære spørgsmål at svare på og svære samtaler, der vil følge vores vidnesbyrd. Men Kevin ønskede at give de studerende en praktisk værktøjskasse til at forstå og dele evangeliet på en måde, som var tilgængelig for ikke-troende.

”Det er sjældent, at vi i vores træningssessioner får mulighed for at afprøve vores nye færdigheder med det samme,” deler Kevin og fortsætter: ”Men netop i vores gruppe i Jerusalem, kom en kinesisk studerende til vores møde, den dag, vi havde fokus på at dele evangeliet. Han følger ikke Jesus endnu, men var kommet med i gruppen, da nogle af hans venner fra Indonesien og Japan havde inviteret ham. Da jeg spurgte gruppen: ”Hvad er evangeliet”, og vi prøvede at forklare det på en måde, ikke-troende kunne forstå, blev jeg meget opmærksom på, at vi faktisk talte direkte til ham og alle vores venner som ham. Da vi delte os op i par for at øve os, bad jeg en af vores troende studerende fra Singapore om at være sammen med ham. Hun delte evangeliet på mandarin (kinesisk), og brugte de værktøjer, vi lige havde lært. For nogle af de studerende var det bare en øvelse – for hende var det netop den mulighed, vi søgte!”  

Bibelen 2020

The new Danish Bible: Thoughts and reflections

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme, Mission og messianske jøder, Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

The last week several Israeli media have sent out news regarding the new Danish Bible translation from 2020. Most of them are critical and some are untrue. Arne Pedersen, CEO in the Danish Israel Mission, states his thoughts about the new translation here. It is in English so that our Israeli friends will be able to read along.

In my personal opinion I believe that the translation of the Bible2020 is good and easy to read. The Danish Bible Society has been very clear all the way that this is a Bible for readers who would like to begin reading the Bible where the authorized version is too heavy. In Denmark we have a translation that is authorized by the Queen, and the authorized version is the one we use in the state church. So this translation is meant to be a more easy read version than the authorized one. It is a bit like Eugene Peterson’s “The Message” (and I know that there are very different opinions on that ‘translation’ as well) although it is not as interpretative as The Message. This is not a translation meant for neither synagogue nor church. It is not meant for studying or research. It is a translation that focuses on the Biblical story and narration. I believe that if you read this translation on its own terms it is good and I certainly think the translation will get more people – especially young people – encouraged to start reading the Bible.

Does this mean that nuances, richness and theological depth is lost at times? Certainly – but at its core it is faithful to the meaning of the text.

So the first thing is the context for the translation – that is important.

On the substance of the debate David Serner who is pastor at the Danish church in Jerusalem has studied the translation extensively and his conclusion is the following:

  • this translation fundamentally confirms the continued connection between the Jewish people and the land
  • the translation confirms that the Jewish people is the chosen people of God
  • the translation is not a tool for replacement theology
  • the translation is not anti-semitic or anti-zionistic

I would especially like to warn against calling this translation anti-semitic or being against Israel as a nation. In part because I do not think there is any substance or reason for doing so, and in part because if we cry “Wolf!” for no reason – there is an even greater danger that we will not be heard when there is actual danger at stake.

All of the above should of course not hinder us at criticizing the translation where criticism is due. But overall – this translation proclaims the Gospel of the crucified and risen Messiah who invites and calls all of us into a relationship with him where he transforms us into new beings. I truly believe that this translation will be a tool in the hands of the Spirit to meet new people with this fantastic message all over Denmark.

Sincerely,
Arne Pedersen, CEO, Danish Israel Mission

Do you want to read more? Read the statement from the Danish Bible Society here.

Mærkelige døgn i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Kirkevolontørens beretning

Fredag d. 13. marts

Formiddag: Jeg har huddle med missionspiloterne, hvor de deler oplevelser og erfaringer fra ugen, der gik. Jeg giver dem informationer om ugen, der kommer. En del er aflyst, men der er stadig mange ting at se frem til, og vi kan jo altid lave nogle ekstra guidede ture i Jerusalem, hvis der skulle blive tid til det. Vi taler om, at coronasituationen skaber uvished, men vi havde alligevel ikke lige forestillet os, at dagen ville ende, som den gjorde…

Eftermiddag: Jeg står i missionspiloternes køkken og laver aftensmad med Emily. Jørgen kommer ind i køkkenet. Han netop har læst, at nu kaldes alle danskere i udlandet, som ikke er på et længerevarende ophold, hjem. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal forholde os til det og holder en lidt ironisk distance til det, også under aftensmaden.

Aften: Kent fra Israelsmissionen ringer fra Danmark efter aftensmaden. Det her med hjemsendelse kommer formentlig til at gælde missionspiloterne og måske mig, begynder vi at forstå. Men vi håber stadig, at det ikke kan passe. Vi aftaler at mødes med den danske præst, David, senere på aftenen for at snakke om situationen. Mens vi venter på ham, ser vi statsministerens pressemøde. Hun mener det, når hun taler om hjemsendelse. Da David ankommer til missionspiloternes lejlighed i den gamle by, har han en masse snacks, hjemmebagt rugbrød, belgiske vafler, kakao og coronaøl med. I løbet af de timer han er der, snakker han med ambassaden. I Danmark har Israelsmissionen også snakket med udenrigsministeriet. Konklusionen sidst på aftenen: missionspiloterne skal hjem hurtigst muligt. Håbet brister, ærgrelse fylder rummet. Festmåltidet har ikke de mest festlige nyheder med sig.

Lørdag
Formiddag: Jeg finder ud af, at jeg kan blive i Jerusalem, da mit ophold betegnes som længerevarende. Israelsmissionen lader det være op til mig selv at beslutte, om jeg vil blive her, eller om jeg vil med missionspiloterne hjem. Jeg er i dialog med Gud, mine egne tanker, mine forældre og David i løbet af dagen for at træffe en beslutning. Jeg snakker med David om, hvorvidt der vil være opgaver til mig her, hvis jeg bliver. For de fleste af mine opgaver omhandlede missionspiloterne. Men de skal jo hjem. Der skal nok være opgaver, siger David. Opgaver der ellers nedprioriteres, men som jeg nu kan tage fat på. Bl.a. oprydning i og opdatering af gammelt undervisningsmateriale samt kontakt til kirkens relationer i Israel. Så med klarhed omkring, at der vil være noget at lave, med en oplevelse af at jeg altså ikke helt synes, jeg er færdig med Israel i denne omgang, med mange gode venner i landet og med ro i maven hos både mig selv og min familie, beslutter jeg mig lørdag eftermiddag for, at jeg bliver her i Jerusalem.

Aften: Endnu et festmåltid uden festlige nyheder. Denne gang det sidste måltid for missionspiloterne og Daniel, der var udsendt af Israelsmissionen som Storyteller (se mere her). Vi er i præstelejligheden sammen med David og hans familie. Vi spiser lækker mad. Davids børn, Naomi og Nathanael, har hele eftermiddagen skrevet breve til hver af missionspiloterne, som de får og åbner. Vi synger karoke. Vi griner. Vi græder. Nogle indeni, andre udenpå. Naomi spiller violin for os. Flybilletterne købes. Vi mindes. Vi lovsynger. Vi beder for hinanden. Gud taler ind i vores liv. Han er fred i frustration. Midt i ærgerlige nyheder er han gode nyheder.

Søndag
Klokken 13:15 flyver piloterne og Daniel tilbage til Danmark. Piloterne er nu i karantæne i et sommerhus. Lad os bede for, at det må blive den hyggeligste karantæne nogensinde!

En sidste bemærkning…
Det er klart, at resten af min tid her kommer til at se noget anderledes ud end forventet. Alt det, som jeg var kommet godt i gang med i forbindelse med missionspiloterne, og som jeg så meget frem til at fortsætte med, er der ligesom ikke mere. Det er mega ærgerligt! ØV. Men sådan er det bare, og der er ikke noget at gøre ved det. Det her er en tid, hvor vi går glip af en masse, vi havde glædet os til. Det er ok at være frustreret, og det er jeg godt nok også. Ikke kun over alt det, jeg går glip af, men også over den krise, corona bringer med sig.

Men det leder mig til Jesus. Midt i min egen magtesløshed, midt i menneskers frygt, lidelse og død, kan jeg ikke andet end at sætte min lid til ham. Ian og Samir (to af kirkens kontakter, mine venner) fra basaren i den gamle by har begge delt 2. Krønikebog 7, 13-15 med mig i forbindelse med alt dette.
Hvis jeg lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. Ja, mine øjne skal være åbne og mine ører lytte til bønnen på dette sted.
Hvordan taler det til os i dag?

Lad os bede for, at vi – om vi allerede kender Jesus eller ej – må nå ind til kernen af relationen til ham i denne tid; at vi må ydmyge os, bede, søge hans ansigt, vende om fra vores onde veje. Og sige JA og TAK til hans bønhørelse, tilgivelse, lægedom og frelse.

Det haster!

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Christie Livingstone, sekretær på Ebenezer hjemmet

Oversat af Maria Strøm Risbjerg d. 13/3 2020

Antoinette kommer løbende ind på mit kontor med et stykke papir i hånden, ”vil du være sød at lave 20 kopier til mig! Det haster!”

Hun stikker mig papiret i hånden, og jeg kan se, at det er et digt, hun har skrevet. Øverst på siden står der ”det haster” med hendes egen håndskrift.

Jeg undrer mig over, hvad det er, der kan haste sådan, og går i gang med at læse det.

Antoinette har mange talenter. Hun begyndte at skrive, da hun flyttede ind på Ebenezer hjemmet på opfordring af en ven, der også havde samlet digte og med tiden havde udgivet dem i en bog. Digtet var det første, hun havde skrevet på hebraisk og ikke på fransk. Antoinette er en spontan person og holder af at dele sin inspiration.

Gennem hendes digte har vi fået givet et lille indblik i hendes hjerte – og hendes hjerte for Gud. Hun delte digtet med resten af beboerne og de ansatte. Digtet rørte en af vores ansatte så meget, at hun fortalte om det til den ugentlige musik-samling. ”Hvordan kan vi hjælpe Gud?” spurgte en af beboerne, og alle havde forskellige ideer, de bød ind med. Gud gør meget gennem andre mennesker. Når vi følger Gud og lader ham arbejde gennem os, kan han gøre store ting. Vi kan udvise Hans kærlighed, og hjælpe dem, der ikke kan hjælpe dem selv. Det var særligt det, snakken centrerede sig om. Den atmosfære samtalen skabte var så varm og velsignet, at mange ikke havde lyst til at gå tilbage på værelserne, da samlingen var ovre. ”Tiden gik så stærkt! Hvorfor kan vi ikke fortsætte? Jeg har lyst til at blive her!” udbryder Rachel.

Antoinettes digt oversat til dansk:

”Det haster!! Jeg kan ikke magte det selv. Jeg har brug for din hjælp!”

”Hvem er du?”

”Jeg er Herren, og jeg har brug for din hjælp! Det haster, jeg kan ikke selv!”

”Du er Gud Herren, der har skabt himmelen og jorden, og du har brug for min hjælp?

”Ja, jeg står foran din dør og banker på. Vil du åbne for mig? Du lever, så du kan hjælpe mig! Høsten er stor, men arbejderne få! Det haster! Jeg har brug for din hjælp!”