Når det kommer til at navigere i konflikten mellem Israel og Palæstina, kan vi godt lære noget af Abraham.

Abraham er stamfader til det jødiske folk, og ifølge Bibelen blev han lovet et lille stykke land ud mod Middelhavet. Derfor forlod han Ur og drog mod det land, Gud viste ham. Senere i fortællingen kommer Abrahams egne hyrder op at skændes med nevøen Lots hyrder. Det fører til de berømte ord om, at ”vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.”

Det er ret enestående sagt af Abraham. Han har lige fået lovet landet af Gud, men alligevel vælger Abraham at afstå fra det guddommelige argument. Hans tilgang til konflikthåndtering var generøsitet. Han vægtede Lot højere end sin egen ret – guddommelig eller ej – og det er vi mange, der godt kan lære noget af. Hvis Abraham selv kunne lægge landet åbent for Lot, burde vi så ikke også øve os i at gøre det samme?

For et par år siden fik jeg lov at interviewe den nordirske teolog Chris Wright, som introducerede mig for begrebet ’generøs teologi’, som i korte træk handler om at inkludere andre mennesker i sin teologi frem for at ekskludere dem. Lige siden interviewet har jeg gået og tænkt, at udtrykket generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for af en eller anden årsag er teologi noget af det, som virkelig kan bringe sindene i kog og sætte skel og grave grøfter og bygge mure, hvilket også kommer til udtryk i de teologiske debatter vedrørende Israel/Palæstina-konflikten. Teologiske diskussioner og debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til sårethed, mistro og brudte relationer. Teologiske diskussioner kan bringe noget af det værste frem i mennesker. Det kan næsten virke som om, at det der med at elske sine fjender, det gælder alle andre end dem, man er teologisk uenig med.

Og jeg forstår det godt, for der er meget på spil – både i de teologiske diskussioner som sådan – men også i spørgsmålet om Israel/Palæstina. For her handler det ikke ’kun’ om at diskutere teologiske holdninger, men også om den afledte affekt af en bestemt teologi. Alligevel kan jeg blive både trist og frustreret, når jeg læser den nyeste erklæring fra Kairos Palestine, der er omtalt i Kristeligt Dagblad den 17. og 19. August. Når der fx skrives om, at “kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og et groft misbrug af Bibelen”, eller når palæstinensernes modstand italesættes som “kreativ og ikke-voldelig”, så udtrykker erklæringen lige så meget hovmod og tunnelsyn, som dem, den skriver op imod. Dermed bliver erklæringen ikke noget, der kan vise en vej fremad, en tredje vej. Den kan kun være en modpart. Den anden side af mønten.

Selvom jeg har sympati for ærindet i erklæringen fra Kairos Palestine; at italesætte uretfærdigheden mod det palæstinensiske folk, har jeg hverken sympati for retorikken eller måden, hvorpå den bliver fremført. Når man samtidig beder ledere i Kirken verden over – herunder Danmark – om at være medunderskrivere og dermed anbefalere af erklæringens budskab, maler man desværre sig selv op i et hjørne, det er svært at komme ud af igen.

Det er ikke befordrende for enheden i hverken den globale eller lokale kirke. For slet ikke at tale om, at den nødvendige forsoning bliver så meget desto sværere.

Uanset, hvad vi så ellers mener politisk eller religiøst om konflikten mellem Israel og Palæstina, så er der et fælles kald til os, som kalder os kristne, om at begynde at tænke anderledes. Det er dét, ’omvendelse’ betyder i det Nye Testamente. At begynde at tænke anderledes. Fordi Guds kongerige er kommet nær, udfordres vi til ikke at lade os begrænse af denne verdens politiske løsninger og svar. Vi inviteres til at bede med på bønnen om, at Guds vilje må ske på jorden – som den sker i himlen. Vi inviteres til at lade netop dén bøn forme os i både tanker, handlinger og teologi.

Jeg er overbevist om, at én mulighed for en vej fremad er den generøse teologis praksis. Det er ikke en praksis, hvor man ikke må mene noget forskelligt eller diskutere så det gnistrer. Generøs teologi handler ikke så meget om, hvad man mener som, hvordan man mener det. Generøs teologi kalder på nuancer, ydmyghed og nysgerrighed.

Det er en praksis, som ikke behøver begrænse sig til spørgsmålet om Israel/Palæstina. For når jeg ser på vores samfund, både lokalt og globalt, tror jeg, vi har brug for gode eksempler på, hvordan man kan være gode til at være uenige. Det burde være kirkens og det kristne fællesskabs opgave at give netop det.

Munther Isaac, luthersk præst i Bethlehem og ph.d., har skrevet en ny bog, som sætter fokus på palæstinensernes situation i Israel-Palæstina-konflikten. Bogen er først og fremmest adresseret til kristne og andre, der har interesse for kristen teologi, og som ønsker at reflektere over, hvordan den teologiske forståelse af landløfter og udvælgelsen af jøderne man må have påvirker de palæstinensere, der er i landet.

Nogle af bogens aftryk

Der er ingen tvivl om, at Munther Isaac med sin bog ønsker at skabe opmærksomhed om, hvordan dele af amerikansk kristen zionisme har hjulpet til, at palæstinensere bliver undertrykt og står i det, der kan synes at være en håbløs situation. Bogens grundtone er klage (lament), og jeg må ærligt indrømme, at jeg oplevede det som meget voldsomt, indtil det gik op for mig, hvilket måske også var bogens største aftryk på mig, at det palæstinensiske folk virkelig er i lidelse, og at de virkelig har grund til at klage.

Det andet aftryk, som bogen har sat hos mig, er, at der ligger en fare i dele af kristen zionisme, nemlig den, at man ikke finder det nødvendigt at tale om Jesus til det jødiske folk. I den kristne zionisme er det meget let at se det jødiske så særligt og udvalgt, at det har sin egen vej til Gud. Denne konklusion kan man måske komme til gennem den måde, man fortolker Bibelen på, eller gennem den kollektive dårlige samvittighed man har over Holocaust. Uanset hvad, kan det lede til, at man ikke arbejder for, at jøder får mulighed for at tage stilling til Jesus. Med en kærlighed til det jødiske folk tror jeg, det altid er vigtigt at huske på, at hvis Jesus ikke er Messias for jøderne, da er han heller ikke Kristus for alle andre nationer.

Det, tredje aftryk, jeg vil fremhæve fra bogen, er, hvordan vi taler om 1948. Tænker vi, jøderne vendte tilbage til et land, der var tomt, og hvor de bare kunne tage landområder i besiddelse, eller var der faktisk mennesker i landet, der fik taget deres landområder fra dem? Fra historien ved vi, at der har boet mange forskellige folk i landet – også palæstinensere. Og vi ved, at jøderne begyndte at vende tilbage til landet længe før 2. verdenskrig og eftervirkningerne af den. Og jeg tror, det er vigtigt at reflektere over, hvordan vi taler om 1948. For hvad fortæller vi om Gud, hvis vi siger til nogle bestemte mennesker, at de nu ikke længere kan være i det land, hvor deres forfædre har boet, og som de har haft som fædreland, fordi Gud ville, at jøderne skulle komme ”hjem”?

Kritik af bogen

Jeg kunne skrive om mange flere aftryk, som bogen har efterladt mig med, men jeg må sige, at bogen også emmede af en hel del fravær. Munther Isaac betoner, hvordan Israel som stat er en besættelsesmagt, som på ingen måder søger fred og retfærdighed med det palæstinensiske folk. Han bruger forskellige data i bogen, fx fra FN, som understøtter hans pointe. Dog sidder jeg også tilbage med en del spørgsmål om alt det, der ikke bliver sagt. Der mangler et aspekt af selvkritik af det palæstinensiske styre og andre aktører i konflikten. Fx bliver det ikke nævnt, hvordan den arabiske verden flere gange har erklæret krig mod Israel – og at sikkerhedstruslen mos Israel har været reel. Der nævnes heller ikke, hvordan der blandt palæstinenserne forekommer korruption og snyd med de mange penge, der bliver sendt fra det internationale samfund. Denne manglende selvkritik gør, at bogen er for ensidig i konfliktens mange facetter. Det overordnede billede fremstiller Israel som skurk og palæstinenserne udelukkende som ofre, som ikke har mulighed for at arbejde på en løsning på grund af den israelske undertrykkelse. Men hvad gør det for palæstinensernes mulighed for en løsning, når der i egne rækker er korruption, internationalt pres fra mange af de omkringliggende arabiske lande og andre aspekter?

En anden præmis i bogen, som jeg stiller mig kritisk over for, er, at Munther Isaac mener, at muligheden for fred i landet først og fremmest kræver retfærdighed. Er det virkelig det kristne svar, som Jesus giver os for fredsstiftelse? For mig at se er retfærdighed et vigtigt kendetegn på Guds ønske for mennesker, men vi mennesker mangler ofte en vinkel eller to til at se det fulde billede af, hvad der er retfærdigt. Derfor bliver forsoning det vigtigste redskab for fredsstiftelse, for med forsoning kan vi vedkende os, at vi ikke har overblikket over alle detaljerne, men grundlæggende vil insistere på at se gudbilledligheden i det andet menneske fremfor noget som helst andet. Med forsoning er det muligt at komme tættere på en retfærdig verden, men retfærdighed bliver ikke det vigtigste redskab for at stifte fred.

Læs bogen

Selvom jeg har min kritik af bogen, vil jeg varmt anbefale dig at læse den. Det gør jeg, fordi jeg tror, det er godt at prøve at lytte til stemmer, som vi måske er uenige med. Samtidig er bogen en berigelse i refleksion over mit eget gudsbillede og i at forstå, hvordan det er at være palæstinenser i den vedvarende konflikt mellem Israel og Palæstina. Slutteligt er det også muligt gennem bogens temaer at reflektere over, hvordan vi navigerer i de konflikter, vi kan opleve gennem kultursammenstød og forskellige opfattelser af, hvad der sker i vores verden. Bogen kan dermed være en nøgle ind i en større refleksion om, hvordan jeg lever med min næste og med Gud.

God læselyst!