Der var mange blikke mod vores europæiske ydre. Samme var de viskende arabiske ord. Vi så ikke ud som dem, udover at de alle var piger, ligesom os. Derudover lavede vi ikke en særlig diskret entre i Jeriko. Vi ankom i shorts. Med et smil på læben, fortalte de at dette ville blive taleemnet i hele Jeriko den dag, da man aldrig viser ben eller arme offentligt.
Vi befandt os i et kristent hus for unge i Jeriko. Huset er ejet af det Palæstinesiske bibelskeskab. Her kommer en del muslimske unge for at have fællesskab med hinanden. Vi fik lov at bruge en eftermiddag sammen med pigegruppen som mødes ca. 1-2 gange om måneden. Der fortælles på intet tidspunkt om Gud, da pigerne skal kunne fortælle ærligt om hvad de oplever til deres muslimske forældre.
Vi tog på en cafe for at spise kage og hygge os. Her fik vi mulighed for at snakke med pigerne, med hjælp fra Tarry som nogle gange hjælper til ved gruppen. Tarry har boet i Israel i mange år og kunne derfor snakke arabisk med dem og oversætte for os på Engelsk.
Vi snakkede med pigerne og fik mulighed for at spørge om stort set hvad vi ville. Først var det spørgsmål som hvad de hed og hvilken skole de gik på. Senere gik vi dybere og snakkede fx. Om ægteskab, og forskellen på hvordan det fungere i Danmark vs. Palæstina. Vi spurgte også ind til hvordan de tænkte om at gå med hijab Svaret lød at det var helt naturligt og en del af deres religion. Det var bare sådan det var.
På et tidspunkt spurgte vi om deres største ønsker i livet. Et svar lød således; “Jeg vil gerne få nogle gode karakterer til min eksamen.”
Et svar som forbløffede os. Dette var simpelthen hendes største ønske! Pigerne her i Jeriko er nærmest fanget. Denne eksamen er nøglen til et arbejde som kvinde i Palæstina. Hvis hun ikke får den men bliver giftet væk inden i stedet bliver hun højest sandsynligt til en babymaskine uden nogensinde at få et arbejde.
Dette var en frygtelig men sand virkelighed der gik op for mig. Mange af de ting som de fortalte fik mig virkelig til at indse at det ikke er disse skønne piger der er noget galt med. Det er deres religion. Den undertrykker dem.
Her kunne jeg for alvor mærke vores kulturforskelle.
De piger vi snakkede med var så utroligt søde. De ville så gerne lære os at kende, de sagde at de elskede os og ville have at vi kom igen. De var så hjertevarme og åbne. Det gjorde mig ked af det at tænke på at de havde hele livet foran sig, og så alligevel slet ikke.
Inden vi skulle hjem stimlede de alle op med deres mobiler og ville have selfies med os. Nederst ses vi også med et lille udpluk af pigerne. Dette var en af de absolut bedste dage her i Israel. Jeg tror at Gud placerede os netop der hos pigerne denne dag. Og jeg er sikker på at udbyttet var stort hos begge parter!
Vi befandt os i et kristent hus for unge i Jeriko. Huset er ejet af det Palæstinesiske bibelskeskab. Her kommer en del muslimske unge for at have fællesskab med hinanden. Vi fik lov at bruge en eftermiddag sammen med pigegruppen som mødes ca. 1-2 gange om måneden. Der fortælles på intet tidspunkt om Gud, da pigerne skal kunne fortælle ærligt om hvad de oplever til deres muslimske forældre.
Vi tog på en cafe for at spise kage og hygge os. Her fik vi mulighed for at snakke med pigerne, med hjælp fra Tarry som nogle gange hjælper til ved gruppen. Tarry har boet i Israel i mange år og kunne derfor snakke arabisk med dem og oversætte for os på Engelsk.
Vi snakkede med pigerne og fik mulighed for at spørge om stort set hvad vi ville. Først var det spørgsmål som hvad de hed og hvilken skole de gik på. Senere gik vi dybere og snakkede fx. Om ægteskab, og forskellen på hvordan det fungere i Danmark vs. Palæstina. Vi spurgte også ind til hvordan de tænkte om at gå med hijab Svaret lød at det var helt naturligt og en del af deres religion. Det var bare sådan det var.
På et tidspunkt spurgte vi om deres største ønsker i livet. Et svar lød således; “Jeg vil gerne få nogle gode karakterer til min eksamen.”
Et svar som forbløffede os. Dette var simpelthen hendes største ønske! Pigerne her i Jeriko er nærmest fanget. Denne eksamen er nøglen til et arbejde som kvinde i Palæstina. Hvis hun ikke får den men bliver giftet væk inden i stedet bliver hun højest sandsynligt til en babymaskine uden nogensinde at få et arbejde.
Dette var en frygtelig men sand virkelighed der gik op for mig. Mange af de ting som de fortalte fik mig virkelig til at indse at det ikke er disse skønne piger der er noget galt med. Det er deres religion. Den undertrykker dem.
Her kunne jeg for alvor mærke vores kulturforskelle.
De piger vi snakkede med var så utroligt søde. De ville så gerne lære os at kende, de sagde at de elskede os og ville have at vi kom igen. De var så hjertevarme og åbne. Det gjorde mig ked af det at tænke på at de havde hele livet foran sig, og så alligevel slet ikke.
Inden vi skulle hjem stimlede de alle op med deres mobiler og ville have selfies med os. Nederst ses vi også med et lille udpluk af pigerne. Dette var en af de absolut bedste dage her i Israel. Jeg tror at Gud placerede os netop der hos pigerne denne dag. Og jeg er sikker på at udbyttet var stort hos begge parter!
