Skip to main content

Landsstyrevalg 2024


Skrevet af Benna Merrild d. .

Ved årsmødet d. 21. april 2024 i København er der som altid valg til Israelsmissionens landsstyre, og her udløber valgperioderne for Lene Skovsgaard og Mona Kjær Nielsen. Normalt er der kun ét landsstyremedlem på valg, men for år tilbage udtrådte et daværende landsstyremedlem uden for det sædvanlige rul, og derfor er der to medlemmer på valg i 2024. For igen at få orden på valgperioderne vil der derfor være valg til hhv. et tre-årigt mandat og et fem-årigt mandat.

Lene er villig til at modtage genvalg for en tre-årig periode. Mona ønsker ikke at genopstille, så vi skal på årsmødet sige tak til Mona for 10 års trofast tjeneste.

Landsstyret har opmuntret Peter Bjerre til at stille op, da Peter besidder kompetencer og erfaring indenfor økonomi og organisationsledelse, som vi har behov for at få bedre repræsenteret i landsstyret.

Peter præsenterer sig selv således:

”Jeg er 31 år, bosiddende i Vejle og uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Jeg har efter små fem år som sekretariatsleder i Kristeligt Forbund for Studerende fået stilling som politisk konsulent i Børnerådet fra 1/2 2024.   

Kirkeligt er jeg forankret i den evangelisk-lutherske tradition og kommer i Vejle Oasekirke. Jeg er meget optaget af, hvordan kirken – i bred forstand – løfter opgaven med at dele evangeliet og invitere flere ind i troen på og fællesskabet om Kristus. 
Konkret interesserer jeg mig meget for, hvilke krav missionsopgaven stiller til vores prioriteringer i kirken, og den måde vi indretter vores kristne fællesskaber på. Her oplever jeg, at kirkens arbejde med diakoni er særlig vigtigt som en helt konkret måde, hvorpå kirken kan nå ud til og interagere med vores medmennesker på.

Menneskeligt er jeg meget optaget af politik og samfund. Siden mine helt unge dage har jeg løbende engageret mig politisk både direkte og indirekte. I de senere år er det særligt debatten om ytringsfrihed og åndsfrihed, som jeg har valgt at fordybe mig i.

Min motivation for at stille op er, at jeg gerne vil tage del i og støtte op om den store og vigtige opgave, som Israelsmissionen har i at nå ud til jøder med evangeliet. De seneste år har jeg fulgt arbejdet fra sidelinjen primært gennem støtte og samarbejde med Israelsmissionens Unge, men ved at stille op til Landsstyret, håber jeg, at jeg kan spille ind med mine kompetencer indenfor bl.a. økonomistyring og fundraising, strategi og organisationsudvikling samt politisk interessevaretagelse.”

Der er mulighed for, at andre kandidater kan stilles op, og vi henviser til ordlyden i Israelsmissionens vedtægter § 9 stk. 5: ”Forslag til opstilling af kandidater indsendes skriftligt til Den Danske Israelsmissions sekretariat senest 3 måneder før årsmødet. Forslag kan stilles af mindst 10 medlemmer af Den Danske Israelsmission. Kandidatforslag skal være ledsaget af kandidatens skriftlige tilsagn. Landsstyret kan desuden selv opstille kandidater.”

Vi glæder os til at se dig i København d. 21. april. Du kan se programmet og tilmelde dig via linket her.