“Jeg tager rigtig meget med mig tilbage til München fra både det officielle program og personlige samtaler. Deltagerne har delt deres viden og deres vision, men også deres byrder. Mit netværk er blevet større, og det har været en stor opmuntring at høre, hvad Gud har gang i andre steder.”
Det var Igor Swiderskis korte svar, da jeg ved afslutningen af konferencen spurgte ham, hvad han tog med sig herfra. Igor var én af de i alt 70 deltagere, som fra 14.-17. august var med på konferencen i Berlin, arrangeret af LCJE, Lausannebevægelsens netværk for jødemission. Til daglig er han leder af en messiansk menighed i München, hvor mange af menighedens medlemmer – ligesom Igor selv – har russisk baggrund.
Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag. Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.
Men opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Hver aften på konferencen delte en af deltagerne deres vidnesbyrd. Med tre aftener blev det til tre tros-historier, og i to af dem spillede læsningen af Bibelen en helt central rolle. Det var læsningen af Matthæusevangeliet på en båd i Frankrig, der satte Jurik på sporet. Han kedede sig, for båden, han havde hyre på, lå i havn, og en sømandsmissionær kom forbi og gav ham en bibel. Jurik er barn af Holocaust-overlevere, og det lå på ingen måder i kortene, at han skulle fatte interesse for en kristen bog. Det blev heller ikke vel modtaget af hans forældre, da han delte nyheden med dem. Men, som Jurik sagde, så opdagede han jo, at det var en jødisk bog. I dag er Jurik bl.a. leder af en menighed i Hamburg.
En anden messiansk jøde, Aron, fortalte, hvordan hans far, som jødisk tobaksforhandler i Zimbabwe, havde fået at vide, at han “da bare kunne læse Det Nye Testamente”, når han nu havde så mange spørgsmål til den kristne tro. Det gjorde han så, og bl.a. derfor voksede Aron op som jøde i et Jesus-troende hjem.
Jeg er blevet mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet mig om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret. Jeg vil øve mig i at være nysgerrig på hvad Gud gør lige der, hvor jeg er.
At være med på en sådan netværkskonference, hvor de andre deltagere også er optaget af at gøre evangeliet tilgængeligt for jøder i deres miljø, giver mulighed for at få nye svar på de spørgsmål, vi selv stiller. Det gør mig nysgerrig efter at se, hvordan andre arbejder, og hvilke værktøjer de har i deres kasse. Jeg vil lade mig udfordre af de gode og overraskende troshistorier til selv at være mere nysgerrig og åben for, hvad Gud allerede gør, der hvor vi bor og arbejder. For jødemission er også – hvis ikke først – Guds mission.
