Skip to main content

Løvhyttefesten inviterer os ud i ørkenen og ind i Guds nærvær


27. september 2022 af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

Løvhyttefesten er det helt store klimaks i den jødiske kalender. Her mindes jøder verden over israelitternes vandring gennem ørkenen, dengang de var blevet befriet fra slaveriet i Egypten. Det var en tid, hvor Gud var deres eneste faste håb, og hvor drømmen om det forjættede land endnu var en drøm. Selvom det kan virke besynderligt at fejre nogle af de tungeste år i israelitternes historie, så fortæller det noget helt centralt om Guds store frelsesplan, mener sognepræst Jan Holm Mortensen.

Det fysiske land var kun en skygge

”Hvis jeg skulle have fundet på løvhyttefesten, ville jeg have fejret indvandringen til det forjættede land. Det virker oplagt. Det begyndte med udvandringen fra Egypten, og så kunne det passende slutte med ankomsten til det forjættede land. Men det er ikke det, de får besked på,” fortæller Jan.  

”I skal bo i løvhytter i syv dage for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten.” Sådan lyder det til israelitterne i 3. Mosebog kapitel 23. Her ligger fokus på ørkentiden og ikke på det længeventede nye land. Og det er der en god grund til: ”Når de er kommet ind i landet, skal de hvert år flytte ud i en løvhytte, som minder om ørkenens telte, for at huske på tiden i ørkenen, hvor Gud var deres faste bolig. Tiden, hvor Gud ledte dem som den gode hyrde, og hvor han sørgede for dem med både mad og drikke. Ørkentiden blev pludselig en idealtid, hvor man var i tæt forbindelse med Gud, og hvor der ikke var nogen anden at sætte sin lid til.”

”Ørkentiden blev pludselig en idealtid, hvor man var i tæt forbindelse med Gud, og hvor der ikke var nogen anden at sætte sin lid til.”

Selvom israelitterne kom ind i det længe ventede forjættede land, var det fysiske land stadigvæk kun en skygge. ”Klimaks er, at de kom ind i landet, ja. Men kun som et billede på en dybere frelse og en dybere fremtid,” forklarer Jan. ”Sådan bevæger den jødiske festkalender sig fra påske, til pinse og slutter med løvhyttefesten. På den måde bliver jøderne hvert år mindet om Guds frelseshistorie, og det klimaks, de stadig er på vandring imod. Hvert eneste år venter man på, at Gud kommer med en endnu større frelse end den fra Egypten – nemlig fra synd og død – og det er løvhytterne en fast påmindelse om.”

”Jeg er den, I venter på”

Løvhyttefesten havde også stor betydning på Det Nye Testamentes tid, og nogle af de vigtigste dage i Jesus’ liv foregik under løvhyttefesten i Jerusalem (Joh 7,14 til og med Joh 10,21 – undtaget kapitel 8,1-11, der ikke hører til i denne kontekst). Her bruger Jesus festens tematikker til at fortælle jøderne, hvem han er.

På Jesus’ tid var der opstået mange ritualer og traditioner omkring løvhyttefesten, og Jerusalem var fyldt med jøder fra nær og fjern, der alle var rejst til templet for at bygge løvhytter og fejre festårets klimaks. Det er midt i denne festtid, Jesus træder frem med sit budskab: ”Det er ikke overraskende, at Jesus netop vælger at stille sig offentligt frem midt under løvhyttefesten. For det var jo en tid, hvor man så tilbage på vandringen i ørkenen som en idealtid, der skulle komme igen. En tid, hvor Gud endelig kommer og tager bolig iblandt os,” fortæller Jan.

”Når Jesus siger, at han er verdens lys, så spejler han også Guds lys, som ledte israelitterne gennem ørkenen som en ildsøjle om natten. Han gør det tydeligt, at det er ham, de venter på.”

Hver dag hentede præsterne vand fra Siloa dam, som de hældte på altret, imens de gik rundt om det og råbte ”Hosianna, frels dog Herre.” Vandet skulle minde dem om, hvordan Gud sørgede for dem ved at lade vand strømme ud af klippen, når Moses slog på den. ”Man kan næsten se det for sig. Præsterne kommer op med vandet fra Siloa dam, og de beder Gud om, at han må sende endetidens levende vand, som han har lovet. Og så svarer Jesus: ”Jeg er det levende vand. Den som tror på mig skal aldrig i evighed tørste”. Under løvhyttefesten tændte man også lys på tempelpladsen hver aften i nogle store standere, som oplyste hele Jerusalem. Også lyset har en særlig reference til ørkentiden: ”Når Jesus siger, at han er verdens lys, så spejler han også Guds lys, som ledte israelitterne gennem ørkenen som en ildsøjle om natten. Han gør det tydeligt, at det er ham, de venter på.”

For at Guds gerninger skal åbenbares

Men Jesus blev afvist af jøderne. De var rasende og ville stene ham. Så mødte han en blind mand, der sad på trappen udenfor templet og tiggede. Manden havde været blind fra fødslen, og folk ville gerne vide, om det var hans egen skyld: ”Han må jo have gjort noget, siden han er blevet straffet af Gud på den måde. Men det afviste Jesus, og i stedet sagde han, at det var for at Guds gerninger skulle åbenbares på ham (Joh 9,3). Derefter gjorde Jesus noget underligt. Han smurte noget på hans øjne, sendte ham ned til Siloa dam og fortalte ham, at han skulle få sit syn igen.”

Særligt denne tekst skal læses i lyset af Løvhyttefesten, mener Jan: ”For mig at se, er det her en af de mest misforståede tekster i Det Nye Testamente. Folk siger, at manden først skulle tro på det – han skulle gå, før han kunne få sit mirakel. Men pointen er en anden. Jesus helbredte normalt ikke folk på den måde. Han lagde jo bare hænderne på dem. Han forlangte ikke noget,” fortæller Jan.

”Hele forløbet, hvert eneste lille led i diskussionerne mellem Jesus og de skriftkloge, er alt sammen belyst af løvhyttefestens kontekst. Pludselig hænger det hele sammen, så man er ved at tabe både næse og mund,” fortæller Jan.

Men hvad er der så på spil? Det handler om, at Jesus er den, der opfylder løvhyttefesten, og det viser han gennem denne blinde mand: ”Jesus sender manden ned til Siloa dam for at vise jøderne, hvem han er. Han sender ham den samme vej, som præsterne havde gået i syv dage. De havde bedt Gud om at sende Messias. Men de forkastede Jesus. Nu sender han en blind mand afsted, der lever i mørke, og viser at han både er det levende vand og verdens lys. I det øjeblik manden vasker sine øjne, får han synet igen, og han vender tilbage til templet som et vidnesbyrd om, at Jesus er den, der forbinder alle de her ritualer og forventninger, man har haft.”

”Hele forløbet, hvert eneste lille led i diskussionerne mellem Jesus og de skriftkloge, er alt sammen belyst af løvhyttefestens kontekst. Pludselig hænger det hele sammen, så man er ved at tabe både næse og mund,” fortæller Jan.

Jesus svarer med sit liv

Løvhyttefesten er bare ét af mange perspektiver, der belyser Guds store frelsesplan. Træder vi et skridt tilbage og kigger på det store billede, hænger hele israelitternes fortælling tæt sammen med Jesus liv: ”Hele Det Gamle Testamentes frelseshistorie kan betragtes som en skygge af det, Jesus kommer med,” forklarer Jan og uddyber: ”De jødiske fester var en fejring af sinajpagten, og det var jo den, Jesus opfyldte. De vigtigste begivenheder i Jesus’ liv sker under de her fester, og dermed er de med til at kaste lys på, hvad Jesus kommer med, og hvordan han opfylder Guds frelsesplan. Jesus kommer med svaret, og festerne rummer en del af spørgsmålene kan man sige.”

De pagter, Gud stifter gennem Det Gamle Testamente med både Noa, Abraham og Israelitterne, har alle en funktion: ”Hele bibelhistorien er bygget op på den måde, at Gud sætter en frelseshistorie i gang. Den har en fortid og en fremtid, og det er en historie, der foregår i pagter. Pagterne peger frem mod den dag, Jesus kommer. De definerer samtidig også de forventninger, folk har.”

Mange har hørt, at israelitternes udvandring fra Egypten hænger sammen med påsken. Men de færreste har fået fat i den dybe sammenhæng mellem sinajpagten og Jesus: ”De spejler hinanden. Jesus svarer med sit liv på frelseshistorien i Det Gamle Testamente. Når vi først begynder at forstå festerne i deres kontekst, åbner der sig en hel skatkiste af sammenhænge, som er tilgængelige for en helt almindelig hverdagskristen, som er glad for Bibelen. For alt har en sammenhæng og en kontekst. Og jo mere vi forstår af konteksten, jo bedre er det.”

 

En tråd spundet fra evigheden

”Det er en trosstyrkende oplevelse for mig at opdage konteksten og derigennem forstå, hvorfor Jesus gør, som han gør. Det bibelske univers får en enorm dybde, når det hele hænger smukt sammen. Opdagelserne fylder mig med en glæde. Når vi følger åbenbaringen igennem Bibelen, så taler Gud det sprog, menneskene talte. Han kommer i ydmyghed. Han kommer i det stille. Han vrider ikke armen rundt på os, men han bliver kød og blod i historien på et bestemt tidspunkt. Det siger noget om Gud – at han møder os der, hvor vi er.”

”Der løber en fin rød tråd gennem Bibelen, som er næsten umulig at forestille sig skulle være opdigtet. Det gør mig stille, når jeg får øje på den. Som om den er spundet fra evigheden af.”

Selvom Bibelen er skrevet af mange mennesker over en lang periode, så er der alligevel en dyb sammenhæng mellem teksterne: ”Der løber en fin rød tråd gennem Bibelen, som er næsten umulig at forestille sig skulle være opdigtet. Det gør mig stille, når jeg får øje på den. Som om den er spundet fra evigheden af. Det er en storhed, som ikke er anmassende. Netop fordi Gud ikke påtvinger sig mennesker. Han lod sig føde i en stald, og i en vis forstand er både kirken, Bibelen og frelseshistorien en form for stald. Et ydmygt sted. Gud valgte ikke Israel, fordi det var det mest magtfulde af folkeslagene – men fordi Israel var det mindste. Kærligheden og godheden er overalt i Guds frelsesplan, når man først åbner øjnene for det.”